Dødsfrost af John Marsden

Dødsfrost er bog nummer tre i John Marsdens serie om teenageren Ellie og hendes gruppe af venner, der tager på campingtur i den australske bush i juleferien, blot for at opdage, at Australien er blevet invaderet af en fjendtlig magt mens de var på camping.

dødsfrostSerien er meget velskrevet og sindssygt spændende, også for voksne.

Ellie, Robyn, Fi, Lee og Homer gemmer sig stadig i bjergkløften Hell dybt i den australske bush mellem bjerge, træer og tykt krat, der gør Hell til det perfekte gemmested. Men det er ved at være vinter, og det bliver koldere og koldere, og vennerne går efterhånden hinanden så meget på nerverne, at de kærlighedshistorier, der blev lagt op til i bog nummer et og som fortsatte i bog nummer to nu her i bog nummer tre er endegyldigt slut. De kan næste ikke holde hinanden ud længere, og er desperate for at se nye ansigter og høre nye stemmer.

Beslutningen om at finde et nyt sted at gemme sig, er derfor meget nærliggende. Gruppen har på nuværende tidspunkt udviklet ganske gode guerilla-evner, og som handlingen skrider frem, viser krigens grimme ansigt sig i højere og højere grad. Gruppen kommer til at skulle træffe nogle meget svære valg i bog nummer tre, og hvis de ikke på nuværende tidspunkt er mærkede af krigens gru, bliver det det nu.

Det er dog ikke had og vold det hele. Historien kredser også om emner som mod, tillid, overraskelser og en smule held, da gruppen planlægger deres hidtil største krigshandling. Dødsfrost var tænkt som den sidste bog i serien, men med alle de løse ender, besluttede forfatteren at fortsætte serien. Heldigvis, for Dødsfrost er så spændende, og havde serien sluttet her, ville det ikke have været helt underligt, selvom læseren ville være efterladt med en del spørgsmål og tanker.

Den sidste gode mand af A.J. Kazinski

densidsteHvad er egentlig et godt menneske? En, der er direktør i en velgørenhedsorganisation? En, der giver en skærv til de fattige? Eller giver flygtninge husly?

Det er ikke til at vide, hvad et godt menneske er, men noget tyder på, at der verden over bliver slået “gode mennesker” ihjel efter et uigennemskueligt system over hele verden, og nu er det op til politimanden Niels Bentzon at sikre, at det i hvert fald ikke bliver i Danmark, det næste gode menneske skal dø.

Det bringer ham bl.a. i kontakt med astrofysikeren Hannah Lund med en sørgelig familiehistorie og en plaget betjent i Venedig, som kæmper en kamp mod vejrguderne, tiden, sin døende mor og sin ledelse.

Bentzons kone er succesfuld arkitekt udstationeret i Sydafrika, og det er meningen, at Bentzon skal ned at holde jul hos hende. Han lider imidlertid af decideret rejseskræk, der ikke bare er forbundet med flyrejser, Bentzon kan ikke fysisk tåle at komme ret langt væk fra sit hjem, og det er selvfølgelig problematisk i forhold til, at hans kone forventer, at han kommer til Sydafrika.

Alle ting bliver blandet godt og grundigt sammen, og Niels Bentzon må følge adskillige blinde spor før systemet og den rette sammenhæng går op for ham og Hannah Lund.

Den sidste gode mand er spændende og velskrevet og kører i et hæsblæsende tempo stort set hele vejen igennem.

 

Pigerne fra Englandsbåden af Lone Theils

Det er ikke hver dag, man finder gamle billeder i en kuffert hos en marskandiser.

Men det gør den danske journalist Nora Sand, der er udstationeret i London, og hun kan ikke få billederne ud af hovedet igen. Billederne forestiller to piger, der forsvandt på Englandsbåden i 1985, og ingen har nogensinde fundet ud af, hvad der skete med dem. Nora begynder at grave i sagen om de forsvundne piger, og det bringer hende blandt andet på besøg hos en seriemorder, der sidder indespærret på livstid.

 

Alarmklokkerne begynder at ringe allerede tidligt i handlingen, men Nora Sand kan naturligvis ikke holde sig fra sagen, og får også overtalt sin redaktør hjemme i Danmark til, at hun skal skrive en artikel om den. Samtidig bliver hun involveret med en gammel kæreste, og formår ikke helt at se, hvornår hun bør stoppe med at grave i den uhyggelige sag, der bringer hende ud på landet i England, til Danmark og London.

Pigerne fra Englandsbåden er den erfarne journalist Lone Thejls debutroman, og den er virkelig spændende med godt plot og godt beskrevne personer.

pigerne

Sort nat af John Marsden

NB. Spoiler Alert. Hvis du ikke har læst bog et i Tomorrow-serien (I morgen da krigen brød ud) og har planer om det, så skip denne omtale, da der er spoilers vedr. slutningen i bog et.
Sort nat af den australske forfatter John Marsden er bog to i Tomorrow-serien (den hedder The Dead of Night på engelsk), som handler om syv (senere otte) teenagere, der camperer i den australske bush i juleferien og derfor ikke opdager, at Australien er blevet invaderet af en fjendtlig magt, deres familier taget til fange og at der er krig.
Bog et slutter med, at Kevin må køre den dødeligt sårede Corrie på hospitalet, selvom det betyder, at de vil blive taget til fange af fjenden.

I bog to skjuler de unge mennesker sig stadig i bjergkløften Hell. Kløften ligger godt skjult, og de er forsigtige. Men de er også begyndt at gå hinanden på nerverne, vejret bliver koldere og koldere, og stemningen har i det hele taget ikke været god siden Kevin og Corrie tog på hospitalet. Om de stadig lever, er der ingen der ved, og til sidst bestemmer gruppen sig for at foretage en risikabel tur ind til byen Wirrawee, hvor forældre, søskende og andre holdes fanget.

Denne tur er blot en ud af mange, og gruppen bliver bedre og bedre til at føre guerillakrig. Hvert nyt togt er mere risikabelt end det forrige, og spændingen er næsten ikke til at holde ud, så detajleret er de beskrevet.

Beskrivelserne af, hvordan gruppen ændrer sig og hvordan personerne udvikler sig, er også fremragende beskrevet. Det står mere og mere tydeligt, at gruppen behøver hinanden, men at de også behøver nogle voksne, der kan gribe ind og tage over. De unge mennesker må igå igennem en lang række situationer, der vil ændre dem for livet, ligesom de må tage beslutninger, der kan være livsfarlige. Mellem alt dette, beskæftiger denne del af bogen sig også med mere dagligdags teenageproblemer, såsom sex for første gang, brugen af make-up i bushen og meget mere.

Alle personerne udvikler sig gennem fortællingen, og for Ellie, den fortællende hovedperson, slutter bog to med en overraskende opdagelse.

Stemningen i bogen er dystopisk, næsten apokalyptisk, selvom verden ikke er gået under, og stærkt anbefalelsesværdig.

I morgen da krigen brød ud af John Marsden

Hvad ville du gøre, hvis du efter en juleferie væk fra forældre og irriterende pligter kommer hjem og opdager, at der er udbrudt krig?

Ellie og seks af hendes skolekammerater camperer i den australske outback i juleferien, herligt fri for forældre og andet. De er fire piger og tre drenge: Ellie, Corrie, Fi og Robyn og Kevin, Homer og Lee. De finder det mest fantastiske sted at campere, fuldstændig skjult for omverdenen i en kløft. Her går dagene med ingenting, flirte lidt, tale og slappe af.

En nat vågner de ved lyden af kampfly, der flyver over kløften, og da de næste dag taler om det, joker de med, at der måske er udbrugt krig. Nogle dage efter er juleferien slut, og de vender hjemad, kun for at opdage, at det, de troede var deres interne joke, faktisk er virkelighed: Australien er blevet invaderet og er i krig.

Husene er forladte, deres hus- og kæledyr efterladt døde eller døende og der er ikke skyggen af forældre eller søskende nogen steder. Det ser ud til, at de syv venner er de eneste, der ikke er taget til fange af fjenden, og historien begynder nu for alvor at tage fart. Handlingen er så spændende, at læseren sidder på kanten af stolen flere gange.

Gruppen af venner stilles hele tiden over for store spørgsmål, der ofte handler om liv og død, og gruppedynamikken ændrer sig efterhånden som handlingen skrider frem. Teenagekærlighed og sex spiller også en rolle, selvom det ikke er det, der fylder mest. Det mest interessante er dog helt sikkert krigsbeskrivelserne og hvordan gruppen udvikler sig.

Historien er stærkt dystopisk, men foregår i vores egen verden, der ikke er gået under ved en apokalypse eller andet. Bogen udkom første gang i 1995, og der er derfor ikke noget med internet, mobiltelefoner og den slags, hvilket ellers ville have gjort Ellies og vennernes liv i krigshelvede lidt lettere.

tomorrow

Jeg har omtalt hele serien tidligere her.

Første bind i serien hedder på engelsk Tomorrow When The War Began, men alle bind er oversat til dansk. Første bind er også filmatiseret.

The last thing I remember af Andrew Klavan

thelastthing

Dette er en ungdomsbog for drenge mellem 12 og 15 år, sådan cirka. Og selvom den skulle være fyldt med action, må jeg indrømme, at den kedede mig bravt. Ok, jeg er ikke en dreng og jeg er ikke mellem 12 og 15 år, men kan ellers godt lide ungdomsbøger.

The Last Thing I Remember har en god præmis og lover godt: Unge Charlie West går i seng som en glad og tilfreds ung mand, der har prioriteterne i orden, men vågner spændt fast til en stol, gennembanket, forslået og blodig. Og det sidste han husker, er den dejlige dag på skolen, hans succes i karate og hans kærlighed til fædrelandet og gud.

Han har ingen anelse om, hvorfor han bliver holdt fanget, tortureret og talt til, som om han spiller en større rolle i noget, der minder om en krig, og som involverer terrorisme, død og bestemt ingen kærlighed til fædrelandet (USA) eller gud. Hvordan skete dette for netop ham? Charlie goody-goody West? Charlie, som levede et sundt og skønt og helt almindeligt teenageliv?

Det lyder meget mere interessant end det er. Charlie West er trættende og alt for “rigtig”. Der er ingen kanter nogen steder. Venner og fjender beskrives alt for sort/hvidt, og det bliver hurtigt kedeligt ud i det ekstreme. Det føltes til tider faktisk som indoktrinering. Alt for meget fædrelands-højstemthed og alt for meget gud. Måske ikke så underligt, da det viser sig, at forfatteren, Andrew Klavan, er en højreorienteret (men dog på sine ældre dage en af de liberale af slagsen) amerikaner, der tidligere har skrevet voksenbøger om bl.a. terrorisme.

Men omvendt er der måske en mening med, at bogens handling er så sort/hvid. Er det meningen, at læseren skal standse op og netop tænke over, at intet nogensinde bare er sort/hvidt. Måske derfor, jeg gav Charlie West en chance til og læse bog # 2, The Long Way Home.

Begge bøger er en del af Andrew Klavans Homelander-serie, og selvom jeg ikke er synderligt imponeret, tænker jeg, at jeg vil læse de to sidste bøger i serien for at finde ud af, hvad der egentlig skete med Charlie West, den gode og gennemnormale amerikanske teenagedreng, der vågnede bundet og tortureret uden hukommelse.

Min kamp af Karl Ove Knausgård

 

Jeg hoppede absolut ikke på Karl Ove Knausgård-hypen vedr. hans selvbiografiske værk Min kamp som en af de første, selvom jeg var nysgerrig. Der kom til at gå en rum tid før jeg fik læste første bind i værket, der består af i alt seks bind.

Og nu hvor jeg rent faktisk har fået læst første bind, kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang med nummer to. Om jeg er fuldstændig faldet bagover af benovelse over værket, sådan som jeg har oplevet mange “professionelle” læsere (altså anmeldere og litterater) være? Nej, det er jeg ikke. Men historien greb mig, i visse passager også om hjertet. Knausgård er nøjagtigt lige så gammel som jeg er, og selvom bogen foregår mestendels i Norge, og selvom Knausgård er en mand, så er der alligevel rigtig mange ting, som jeg i den grad nikkede genkendende til. Og det behøver man selvfølgelig ikke være jævnaldrende med forfatteren for at gøre, men jeg synes alligevel, at nogle af de ting, han beskriver, er så tidstypiske, at man bare må tænke: Ja, ja, sådan var det/ja, ja, det var jo det, vi gjorde/lyttede til/sagde osv.

Bogen er stærkt detaljeret, og har da også været genstand for diskussion om hvor detaljeret, man “må” skrive en roman og hvor tæt man må gå på rigtige personers liv. Flere medlemmer af Knausgårds familie har følt sig meget stødt på manchetterne. Denne diskussion har mestendels fundet sted i Norge, men nogle danske anmeldere har dog også fundet dele af værket lidt for detaljeret.

Og Min Kamp 1 er detaljeret. Ingen tvivl om det, men det er kun i ganske få passager, at det føles som om det er for meget. For det han skriver, er på en eller anden måde så rigtigt. Jeg syntes at det kunne blive lidt langt i spyttet, når han begyndte at filosofere for meget, bogen er bedre når han bare fortæller derudaf. Historien handler grundlæggende om Knausgårds barndom, tidlige ungdom og forholdet til faderen og dennes død da Knausgård er omkring de 30. Det lyder måske kedeligt. Det er det ikke.

Winter’s Bone af Daniel Woodrell

Winter’s Bone foregår i Ozark Bjergene (der ikke er rigtige bjerge som sådan) blandt fattige og voldelige white trash familier, der fremstiller crystal meth (crank) i deres køkkener og lever i et nærmest stammeagtigt samfund, hvor der ikke levnes plads til det, som på de kanter opfattes som fejltrin.

Ree Dolly på 16 er bogens hovedperson. En tough cookie, der ikke udadtil lader sig gå på af ret meget. Hun sørger for at hendes to mindre brødre får mad og kommer i skole – og lærer at skyde – og hun sørger også for sin mor, der er sunket hen i en så total apati, at det minder om en psykose. Hendes far, der har været i fængsel utallige gange, er forsvundet. Ikke noget, der som sådan er mærkeligt, for det er sket før, men denne gang er det temmelig alvorligt, idet han har sat familiens hus på spil som kaution. Da han ikke dukker op efter en rum tid, får Ree at vide, at hun og moren og de to småbrødre skal være ude i løbet af kort tid.

Ree kan redde situationen ved at finde sin far – død eller levende, det er sådan set ligegyldigt – og det fører hende rundt til forskellige familiemedlemmer og langt ind i familiens mørkeste afkroge. Det lyder måske som en klassisk krimi, hvor hovedpersonen opdager familiære skyggesider, men der er intet hyggeligt krimi-plot over Winter’s Bone. Det er en ond, voldelig og barsk fortælling, der nærmest virker socialrealistisk. Det er desværre ikke spor svært at forestille sig hvordan livet uspiller sig langt ude i ingenting i USA, hvor fattigdom har præget generation efter generation, og hvor de eneste lyspunkter i Rees liv er de afstressningsbånd, hun hører med lyde fra eksotiske steder og den drøm hun har om at komme i militæret og gøre karriere.

Ondt og isnende og virkelig velskrevet. Læseren føler den kolde og knasende atmosfære. Selvom romanen er kort, er den svær at komme igennem. Hardcore. Bogen er filmatiseret tidligere i år, og kan fås på dvd.

White Trash Cooking af Ernest Matthew Mickler

 

Mad fylder meget. Ikke bare som noget, vi helst skal have hver dag, men også i form af kogebøger, madtillæg, madblogs, superstjernekokke, Michelin-restauranter, Brødrene Prices tv-programmer, forskellige madbevægelser der vinder frem, andre, der går tilbage osv. osv. Old news vil de fleste nok med rette sige. Og madbloggeri er da heller ikke mit “område”, ligesom mad-antropologi heller ikke er noget jeg vil påstå, at jeg ved ret meget om. Men ikke desto mindre har jeg en stor interesse i mad, madlavning, kogebøger og den form for små, lommeantropologiske undersøgelser man kan foretage blot ved at læse kogebøger fra et bestemt sted eller en bestemt periode.

Gamle ugebladsopskrifter er jo guddommelige. Man trækker på smilebåndet og mumler tænk, at vi spiste den slags i 70’erne. Og se lige porcelænet og glassene. På den anden side er Frøken Jensens kogebog stadig i brug mange steder, også uden grin. Jeg har den også selv, Frøken Jensens kogebog tillige med en stor samling af andre kogebøger. Mest i Ramsey, Nigella og Jamie-kategorien, men også fra danske kokkeforfattere og med mange forskellige temaer. Med dansk mad, thaimad, indisk mad, jødisk mad, græsk mad, marokkansk mad, amerikansk mad osv. Jeg nyder at læse i dem alle og indimellem også lave en ret eller to.

Det er dog ikke sådan, at jeg ikke kan gå forbi kogebogssektionen uden at skulle have det sidste nye, for det kan jeg såmænd godt. Men på en nylig rejse til New Orleans faldt jeg dog over en kogebog, som jeg helt sikkert måtte have: White Trash Cooking. Den udkom første gang i 1980’erne og er lidt af en klassiker, genudgivet adskillige gange siden. Og jo, den er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men det er skam også en rigtig kogebog, og det er ikke bare pjat . Hør her, hvad forfatteren, Ernest Matthew Mickler skriver i introen om hvad white trash egentlig er:

[…] But the first thing you’ve got to understand is that there’s white trash and there’s White Trash. Manners and pride separate the two. Common white trash has very little in the way of pride, and no manners to speak of, and hardly any respect for anybody or anything. But where I come from in North Florida you never failed to sau “yes ma’m” and “no sir” […] never forgot to say “thank you” for the teeniest favor. That’s the way the ones before us were raised and that’s the way they raised us in the South.

I denne seriøst sjove og fede bog er der opskrifter på bl.a. kogt og stegt egern, stegt possum, grillet alligator-hale og sump-kålstuvning (Swamp Cabbage Stew). Men det er langt fra alt. Her er også de lækreste opskrifter på hvordan man kan tilberede rejer, krabber og andre skaldyr, som der er så rigeligt af af i Sydstaterne. Masser af kager og søde sager.

Og så er White Trash-mad ikke nær så krydret, fed (der er stadig rigeligt med kalorier!) og langtidstilberedt som den anden madkultur, man normalt forbinder med Sydstaterne, Soul Food. I det hele taget er introen særdeles interessant!

Nej, jeg synes ikke stegt egerne lyder lækkert. Og jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om High Calorie Pick Me Up-drinken, der består i at hælde en lille pose peanuts ned i en kold cola, og så drikke og spise samtidig…

Men Tutti’s Fruited Porkettes (svinekoteletter med søde kartofler, ananas og bacon bagt i ovn) lyder lækkert, ligesom Klebert’s Cold Crawfish Soup (blendet krebse eller reje-suppe med løg og kartofler) også sagtens kunne finde vej ind  i mit køkken.

Bogen kan fås på Amazon.

Hvepsereden af Inger Wolf

Har haft stor fornøjelse af Inger Wolfs tre forrige bøger om Daniel Trokic og hans folk i Århus. Hurtigt læst, spændende plot, godt skrevet. Sidste skud på stammen – Hvepsereden – er for så vidt ingen undtagelse, men der var alligevel småting der gjorde, at jeg ikke var helt fanget denne gang.

Det er op imod jul, og Trokic er egentlig allerede rejst på juleferie i Kroatien, som han stammer fra. Han kaldes dog hjem til vintersure og kolde Århus, hvor en dreng er fundet myrdet med læberne skåret af. Rundt om ham ligger indtørrede hvepse. Det bestialske mord får alle mand på arbejde, morderen skal findes med det samme, også inden han slår til igen. Der er tilsyneladende ikke noget motiv til dette mord og sammen med hvepsene, får det efterforskerne til at tænke i seriemorderbaner.

Sander, der er en succesfuld reklamemand med psykoser, indlægges på psykiatrisk afdeling, men stikker umiddelbart efter af. Han har nogle fornemmelser, han ikke kan sidde overhørig, og læseren fornemmer også, at Sander sidder inde med oplysninger, der kan hjælpe politiet i deres opklaringsarbejdet. Sanders fornemmelser er dog ikke andet end det, og inden han selv føler at han kan gøre noget, er det ting, han skal tjekke.

Læseren følger samtidig morderens tanker, men det er selvfølgelig ikke før de sidste, hektiske sider at læseren får fat i baggrunden for mordet og de løse ender samles. Den halvtrænede krimilæser har nok regnet noget af plottet og løsningen ud inden den præsenteres, men der er alligevel en god del af overraskelsesmomenter i bogen. Glimrende læsning, men jeg savnede mere knald på miljøbeskrivelserne og noget af plottet var i al for høj grad set før (kan ikke rigtigt skrive mere om det uden at afsløre). Sidehistorien med Lisa Kornelius’ døende mor var komplet ligegyldig, og det er decideret utroværdigt at Lisa, der er korpsets skarpe profiler, affejer en af de andre politifolk, der faktisk kommer med nogle gode betragtninger, med, at det er noget lommefilosofi. Det kan hun sgu selv være, og jeg tror, det må være en smutter fra forfatterens side.