White Trash Cooking af Ernest Matthew Mickler

 

Mad fylder meget. Ikke bare som noget, vi helst skal have hver dag, men også i form af kogebøger, madtillæg, madblogs, superstjernekokke, Michelin-restauranter, Brødrene Prices tv-programmer, forskellige madbevægelser der vinder frem, andre, der går tilbage osv. osv. Old news vil de fleste nok med rette sige. Og madbloggeri er da heller ikke mit “område”, ligesom mad-antropologi heller ikke er noget jeg vil påstå, at jeg ved ret meget om. Men ikke desto mindre har jeg en stor interesse i mad, madlavning, kogebøger og den form for små, lommeantropologiske undersøgelser man kan foretage blot ved at læse kogebøger fra et bestemt sted eller en bestemt periode.

Gamle ugebladsopskrifter er jo guddommelige. Man trækker på smilebåndet og mumler tænk, at vi spiste den slags i 70’erne. Og se lige porcelænet og glassene. På den anden side er Frøken Jensens kogebog stadig i brug mange steder, også uden grin. Jeg har den også selv, Frøken Jensens kogebog tillige med en stor samling af andre kogebøger. Mest i Ramsey, Nigella og Jamie-kategorien, men også fra danske kokkeforfattere og med mange forskellige temaer. Med dansk mad, thaimad, indisk mad, jødisk mad, græsk mad, marokkansk mad, amerikansk mad osv. Jeg nyder at læse i dem alle og indimellem også lave en ret eller to.

Det er dog ikke sådan, at jeg ikke kan gå forbi kogebogssektionen uden at skulle have det sidste nye, for det kan jeg såmænd godt. Men på en nylig rejse til New Orleans faldt jeg dog over en kogebog, som jeg helt sikkert måtte have: White Trash Cooking. Den udkom første gang i 1980’erne og er lidt af en klassiker, genudgivet adskillige gange siden. Og jo, den er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men det er skam også en rigtig kogebog, og det er ikke bare pjat . Hør her, hvad forfatteren, Ernest Matthew Mickler skriver i introen om hvad white trash egentlig er:

[…] But the first thing you’ve got to understand is that there’s white trash and there’s White Trash. Manners and pride separate the two. Common white trash has very little in the way of pride, and no manners to speak of, and hardly any respect for anybody or anything. But where I come from in North Florida you never failed to sau “yes ma’m” and “no sir” […] never forgot to say “thank you” for the teeniest favor. That’s the way the ones before us were raised and that’s the way they raised us in the South.

I denne seriøst sjove og fede bog er der opskrifter på bl.a. kogt og stegt egern, stegt possum, grillet alligator-hale og sump-kålstuvning (Swamp Cabbage Stew). Men det er langt fra alt. Her er også de lækreste opskrifter på hvordan man kan tilberede rejer, krabber og andre skaldyr, som der er så rigeligt af af i Sydstaterne. Masser af kager og søde sager.

Og så er White Trash-mad ikke nær så krydret, fed (der er stadig rigeligt med kalorier!) og langtidstilberedt som den anden madkultur, man normalt forbinder med Sydstaterne, Soul Food. I det hele taget er introen særdeles interessant!

Nej, jeg synes ikke stegt egerne lyder lækkert. Og jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om High Calorie Pick Me Up-drinken, der består i at hælde en lille pose peanuts ned i en kold cola, og så drikke og spise samtidig…

Men Tutti’s Fruited Porkettes (svinekoteletter med søde kartofler, ananas og bacon bagt i ovn) lyder lækkert, ligesom Klebert’s Cold Crawfish Soup (blendet krebse eller reje-suppe med løg og kartofler) også sagtens kunne finde vej ind  i mit køkken.

Bogen kan fås på Amazon.

Zeitoun

Zeitoun af Dave Eggers

Det er ikke meget non-fiktion (hedder det det?), jeg får læst. Jeg har ikke noget imod det, men det er sjældent jeg støder på en non-fiktionsbog, jeg bare må læse. Men denne – Zeitoun af Dave Eggers – var jeg på en eller anden måde nødt til at læse.

Jeg var i New Orleans næsten præcis et år før Hurricane Katrina. Turen var en del af en længere USA-tur, så jeg var der kun nogle dage, men det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Varmen, fugtigheden, den lettere depraverede stemning, spøgelseshistorierne, bygningerne, historien, maden, det hele var en kæmpe oplevelse.

Da Katrina ramte New Orleans i 2005 ferierede jeg i Berlin, og kan huske, at jeg var lamslået over de nyheder, der kom fra New Orleans. Først bekymrede jeg mig egentlig mest om alle de vidunderlige bygninger, der tilsyneladende var totalt druknede i vand, men snart begyndte de der historier om mord, voldtægter og krigslignende tilstande at tikke ind, og sendefladen på alverdens medier handlede ikke om andet. I bakspejlet ved vi jo godt, at det ikke var helt så mange mord, der blev begået, og at der ikke var babyer, der blev voldtaget, og at det nok var en ekstrem situation, særligt for de mange fattige sorte (og hvide), men vi ved også, at der blev overdrevet på den dramatiske front. Men det tog mig meget lang tid at få alle disse billeder ud af hovedet, og det er noget, jeg indimellem stadig spekulerer over.

Så da Zeitoun kom i paperback tidligere på året, købte jeg den for at læse den på 5-året for Katrinas hærgen.

Zeitoun er navnet på en syrisk-amerikansk midaldrende mand, en respekteret borger i New Orleans, der vælger at blive i byen under orkanens hærgen, selvom konen og ungerne er rejst i relativ sikkerhed hos familien. Men Zeitoun vil blive, han vil holde øje med sine ejendomme, og da digerne bryder sammen og oversvømmer dele af byen, sejler Zeitoun rundt i sin kano og redder flere mennesker og dyr i det kaos, der opstod. Og han gør det med et “let hjerte” og med følelsen af, at der er en dybere mening med at ham blev i byen.

Kathy, hans kone, tigger og beder ham om at forlade byen. Hun ser de samme rædselsscenarier i tv som vi gjorde her i Danmark, og hun er frygtelig bange for at der skal ske ham noget. Da hun mister kontakten med ham flere dage i træk, viser det sig, at det er nu, familien rigtige mareridt begynder. Det er ret svært at forestille sig at det her er non-fiktion og at det foregik for kun fem år siden. Zeitouns historie er fortalt neutralt, forstået på den måde, at der ikke placeres skyld hos nogen, men det er klart, at Dave Eggers har en dagsorden med bogen, og at denne dagsorden ikke er en uforbeholden ros til Bush-administrationens håndtering af Hurricane Katrina.

Den første tredjedel af bogen handler om Zeitouns liv og familie, og visse passager var en anelse belærende for denne læser. Der var en masse snak om koranen, islam, tro og den slags, og det ved jeg allerede så meget om, at det blev lidt for skolemesteragtigt i denne bog. Zeitoun fremstår som et supersympatisk menneske, mens jeg syntes at den konverterede kone Kathy var en anelse anstrengende.

Ellers er det en ganske anbefalelsesværdig bog – der er passager, hvor man ganske enkelt ikke tror sine egne øjne. Dette er bagsiden af det USA, jeg ellers holder så meget af, på både godt og ondt.

Zeitoun er ikke oversat til dansk (jeg har i alle fald ikke kunnet finde den), men den er meget let at læse på engelsk.

Læs også Bogormens omtale her.

sidste-hus

Det sidste hus på prærien af Tom Buk-Swienty

Journalist og historiker med speciale i amerikansk historie Tom Buk-Swienty rejser fra vest over syd til øst i denne lille bog, der består af en række rejsebreve, der tidligere har været trykt i (vistnok) Weekendavisen. Rejsebrevene kommer mest fra vest, fra de store vidder, fra prærien, som den hvide mand har forladt. Visse steder er der totalt affolket, andre steder har indianerne og den ellers næsten uddøde bison overtaget vidderne igen. Der er rejsebreve fra små, mærkelige byer, rejsebreve fra Texas, Bush-land, og fra New York, hvor forfatteren bor, eller i hvert fald boede da rejsebrevene blev skrevet. Hvert brev indeholder mange nyttige oplysninger om det amerikanske samfund i dag samt historiske facts, der har været med til at forme denne mærkelige nation, hvor der er milevid forskel på livet i øst og i vest. Jeg var dybt optaget af rejsebrevene, og fik meget stor lyst til at rejse til USA og se fx Wyoming(!), men min læsning blev forstyrret af en række stavefejl, der går igen igennem hele bogen: pionerer i flertal skrives konsekvent pionere, ligesom missionærer skrives missionære, cikader chikader og sikher shiker. Det er sgu for dårligt! Der måtte også gerne have været billeder fra nogle af de fantastiske steder, forfatteren besøger, men det ville formentlig have gjort bogen alt for dyr. Så jeg finder selv billederne på flickr :o)

Kitchen.0

Kitchen Confidential – en køkkenchefs bekendelser af Anthony Bourdain

En ret sjov bog, der giver et ekstraordinært indblik i det der i virkeligheden går for sig bag kulisserne i de professionelle køkkener i USA, mestendels New York. Forfatteren er den nuværende chef i den berømte New York restaurant Les Halles, og han afslørerer alt. Han begynder med sin egen begyndelse i små og ydmyge køkkener, og arbejder sig derfra op, med afstikkere til fedtede cafekøkkener og fejlslagne forretningseventyr. Der er masser af ulækre detaljer, masser af stoffer, druk, sex og rock’n’roll. Lækker mad bliver åbenbart ofte tilberedt af beskidte, svedende og alkoholiserede randeksistenser, i hvert fald hvis man skal tro Anthony Bourdain, forfatteren af Kitchen Confidential. Og det er muligvis en del af sandheden i de amerikanske restauranter, jeg vælger at tro at det trods alt er lidt anderledes i Danmark, hvor folk for det første ikke går nær så meget ud at spise som man gør i USA, og hvor restauranter for det andet har sundhedsmyndighederne over sig på en helt anderledes striks måde end i USA. Og så alligevel….med kødskandaler og des lige i baghovedet er bogen måske ikke så langt fra den danske virkelighed som først antaget. Bogen har i hvert fald en ærlig tone over sig, omend der måske overdrives noget her og der. Der er detaljer i bogen der vil få enhver til at overveje en ekstra gang, om det nu også er en god ide at gå ud at spise. Vi er med på forfatterens op- og nedture gennem hele hans voksne liv, og får også et indblik i hans privatliv, men heldigvis er bogens fokus på hans professionelle liv. Der er også gode tips til restaurantbesøg, for eksempel er det en dårlig ide at bestille fiskeretter i weekenden, da man kan være sikker på, at det er gamle fisk der serveres (ingen leverer fisk i weekenderne) ligesom hele brunch-konceptet (åbenbart) er bygget på at servere hele den forgangne uges rester i weekenden. Bogen er sjov, ærlig og ironisk og skrevet i et brutalt sprog, der ikke helt gør sig i den danske oversættelse, der ellers er udmærket.