Black Hole af Charles Burns

 

Black Hole er en mærkelig grafisk roman om teenageangst og fremmedgørelse. Vi er i Seattle på et eller andet tidspunkt i 70’erne, og skoleelever (ældre) gør det, som skoleelever (ældre) altid har gjort og sikkert altid vil gøre: bliver forelskede, skændes med deres forældre, eksperimenterer med sex og stoffer, pjækker fra skole osv. Der er dog lige det ved det, at en eller anden besynderlig seksuelt overført sygdom spreder sig blandt eleverne. Det er ikke noget man dør af, man muterer på forskellig vis. Nogle muterer så meget, at de er nødt til at skjule sig for andre og flygte ud i skovene, hvor de slå lejr. Andre muterer på en måde, der “bare” bevirker at de fx får en hale(!) eller en ekstra mund; “legemsdele”, der kan skjules under tøjet.

Der er ret mange lag i denne gyseragtige historie, og jeg spurgte mig selv, om disse muterede unge mennesker var nødt til at flygte fordi deres forældre ikke måtte opdage, at de havde haft sex for eksempel. Eller måtte de flygte på grund af noget andet. Ja, det er pinligt at mutere og ikke se ud som de andre, og det er selvfølgelig et velkendt teenage-fænomen at føle sig udenfor på grund af sit udseende (om end man naturligvis ikke behøver ligefrem at mutere…)
Ingen er særlig glade i denne mørke historie, der dog også har en lille understrøm af humor mellem alt det mørke. Nogle af de muterede bliver forelskede i hinanden, men selv blandt andre muterede peges der fingre, sladres og hviskes. Og selv ude hvor ingen andre kan komme efter dem, kan de føle sig sikre. Måske går der en morder rundt mellem dem.

Ingen af de personer, man følger, taler nogensinde rigtigt om sygdommen, hvor den kommer fra. Det er bare noget, der er der og noget som nogle pådrager sig i større eller mindre grad. Meget mystisk. Læseren følger en håndfuld forskellige unge mennesker i denne underlige kærlighedshistorie, og jeg var ret optaget af den, selvom visse ting var ret skræmmende. God grafisk roman.

Swallow me Whole af Nate Powell

Swallow me Whole er uhyggelig. Men på en helt anden måde end Coraline (se nedenfor). Det er også en tegneserie (grafisk roman), og den tager fat på nogle helt andre emner end gotiske Coraline. Swallow me Whole har hovedpersoner, Ruth og Perry, der lige er nogle år ældre end Coraline. De går på highschool og er stedsøskende.

Og der er noget galt med dem begge to. De er syge. Skizofrene måske. Et af stikordene til denne roman er “Schizophrenia”, men det nævnes aldrig i selve historien. Faktisk er der meget, der aldrig nævnes i denne historie, og selvom vi har at gøre med forældre, der er helt almindelige, og ikke virker som om de har nogle skjulte dagsordener, er et andet stikord alligevel “Family Drama”. Men ok, det er selvfølgelig også noget af et drama at have to børn, der begge er syge. Meget, meget syge.

Som forældre tænker man måske ikke over det i begyndelsen, men gud hvor er de dog mærkelige, Ruth og Perry. Ruth samler på insekter, og Perry har en blyant, der forvandler sig til en lille troldmand. Nu er der ikke noget mystisk i at samle på ting, det er der jo masser af børn og voksne, der gør (jeg samler på bøger fx og er ikke det fjerneste skizofren), og læseren ved heller ikke helt, hvor meget af dette foregår i Ruth og Perrys hoveder. Det med blyanten, det foregår selvfølgelig i Perrys hoved, men med hensyn til insekterne…jeg ved det ikke. Måske er de fleste glas, som Ruth opbevarer insekterne i, noget, der kun findes i hende selv? En ting er sikkert, de to stedsøskende taler med hinanden om de her ting, og den ene tvivler aldrig på den andens oplevelser med hhv. insekterne og troldmanden på blyanten (aldrig har jeg da oplevet så led en “figur” som den troldmand).

Efterhånden som tiden går, kommer der psykologer og medicinering ind over, og læseren prøver forgæves at få et indblik i det her mærkelige, forfærdelige og syge liv, de to unge lever. Forældrene bekymrer sig – men måske ikke nok?

Næsten alt, hvad der kan gå galt, går galt for Ruth og Perry, og det er en meget uhyggelig bog, ikke morsom på nogen måder. Tegningerne er meget stærke i deres sort/hvide gnidder-stil. Teksten nogle gange så lille, at den er svær at læse. Dette er ikke en fejl, men helt sikkert med vilje fra forfatteren/tegnerens side. Jeg kan kun gætte på slutningen, men uanset hvad, er det ikke en happy ending. Det var stærk læsning.

Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)

 

Kan du stadig huske landet mellem at være barn og næsten voksen? Lige inden puberteten. For jo, den er for børn, Neil Gaimans Coraline. Vel fra en 9-10 års alderen og op. Oprindeligt er Coraline en roman, men jeg læste tegneserieudgaven, tilpasset og illustreret af P. Craig Russell. Og jeg synes da godt nok at den var ret uhyggelig..

Coraline er enebarn, og hun er netop flyttet ind i et stort, gammelt hus med sine lidt fraværende forældre. Der bor andre i huset; Coraline og hendes forældre bebor kun en del af huset. Coraline keder sig, og hendes forældre er ikke til så megen hjælp. De er ikke ukærlige, men mere optaget af deres eget. Så da Coraline opdager en dør, der angiveligt ikke fører nogen steder hen, er hendes nysgerrighed vakt.

Selvom hun får besked på ikke at beskæftige sig mere med den pågældende dør, åbner hun den alligevel en aften. Og får sig noget af en overraskelse. Bag døren findes et parallelunivers med en lejlighed mage til den, hun bor i, og et sæt parallelforældre. Selv de andre beboere i huset findes her bag døren i paralleludgave. Umiddelbart virker denne nye verden langt mere tiltalende. Men kun umiddelbart. For noget er grueligt galt, hvilket Coraline også må sande efterhånden som tingene går op for hende.

Det skorter ikke på gotik og uhygge, og selvom tegningerne efter min smag ikke er helt så skarpe, var det alligevel med en god portion gysen at jeg læste historien. Så på en eller anden måde virkede tegningerne altså alligevel, og de må da være endnu mere skræmmende for et barn….eller måske ikke? Måske er Coralines historie i virkeligheden mere uhyggelig for en voksen? Jeg har ikke læst romanudgaven, så jeg ved ikke hvor godt den tegnede udgave holder sig til originalen. Er man til tegneserier (grafiske romaner) og gotisk uhygge er Coraline lige i (knap)øjet!!!

the-stand-graphic02

The Stand af Stephen King: American Nightmares af Roberto Aguirre Sacasa

American Nightmares er Volume 2 i tegneserieudgaven af Stephen Kings The Stand. Jeg har tidligere læst om omtalt Volume 1, som du kan læse om her.  Tegneserieudgaven følger stadig den oprindelige handling fra bogen, og vi er nu nået til de sidste krampetrækninger i superinfluenzaens rasen. Mere end 99% af verdens befolkning er bukket under og ligger nu rundt omkring i deres huse, fængsler, lejligheder, biler og andre steder, hvor de bare rådner eller tørrer ind som mumier. Men der er overlevende, overlevende som er immune overfor superinfluenzaens virus, og de befinder sig i en ny og skræmmende verden. Vi lærer flere af de absolutte hovedpersoner at kende:  Harold Lauder, Fran Goldsmith, Stuart Redman, Larry Underwood, Nick Andros og andre overlevende, som vi kan kalde “the good guys”. Men det er ikke kun de gode, der har overlevet. Onde magter lurer og samler styrke. Jeg kan ikke vente med at sætte tænderne i Volume 3, der udkommer her i løbet af sommeren. En fantastisk læseoplevelse, som man sagtens kan læse uden at kende til historien på forhånd, selvom det altid kan anbefales at læse hele bogen!

stitches

Stitches af David Small

Stitches af David Small er en grafisk erindringsroman og en af de mest bevægende historier, jeg har læst længe. Eftersom historien handler om en dreng, David, der mister sin stemme, er en del af bogen faktisk kun tegninger, men sikke nogle tegninger! Davids øvrige familie er heller ikke de store sludrechatoller, så selvom bogen er på mere end 300 sider, kan den snildt læses ud i en køre. Hvis man da kan få historien ned!

Grundlæggende set er historien nemlig ret tragisk. David vokser op i 60’ernes Detroit med sine forældre og sin storebror. Begge forældre er fjerne og taler stort set ikke med hinanden eller med deres børn. Du mærker fra begyndelsen, at hele familien er udstyret med vanskelige sind på den ene eller den anden måde. Davids barndom er gråt i gråt. Han ser stort set aldrig sine forældre smile eller være glade, og når han besøger sin mormor, fornemmer han også hurtigt, at den husholdning heller ikke er som den kunne være. David lider af mareridt og er i det hele taget et lille skravl.

En af de eneste gange, læseren ser moderen tegnet med et smil på læben er til en fest, hun holder. En af de andre kvinder til festen opdager at David har en knude på halsen, og hun beordrer forældrene til at få den undersøgt med det samme. Det er ikke noget problem, eftersom Davids far er radiolog. Knuden bliver derpå fjernet, men nogle år efter den første operation skal David under kniven igen. Denne gang vågner han uden stemme.

Langsomt opdager han nogle mørke familiehemmeligheder, og han begynder at leve et liv lidt på kanten. Han føler sig usynlige uden en stemme. Hele historien handler om svigt, bedrag og fjerne forældre, og jeg vil egentlig ikke sige så meget mere end at det er en virkelig god bog, som er stærkt anbefalelsesværdig.

the-stand-graphic

The Stand af Stephen King: Captain Trips af Roberto Aguirre Sacasa

Jeg har allerede læst The Stand af Stephen King. Endda flere gange. Både den forkortede, oprindeligt udgivne version, den lange “uncut” udgave, udgaven på engelsk, udgaven på dansk (der hedder Slutspil). Ja, The Stand er og bliver en af mine yndlingsbøger, og har været det siden jeg læste den første gang som letpåvirkelig 21-årig! Og som sagt genlæst adskillige gange. Men aldrig som tegneserie – eller grafisk roman, som tegneserier kaldes nu om dage.

Så selvom jeg udmærket kender plottet og personerne, var der alligevel ingen tvivl, da jeg så, at Marvel Comics nu udgiver den som tegneserie: Den måtte jeg have! Jeg har aldrig set nogle af de tv-serier/film(?), der er lavet over romanen, så det, at få billeder på personer og steder virkede alt for fristende.

Da The Stand er en lang roman, og sikkert også af økonomiske hensyn, har man valgt at dele tegneserien op i flere dele. Første del hedder Captain Trips. Titlen henviser til det navn, som superinfluenzaen, der udrydder det meste af verdens befolkning i romanen, får i Californien. Tegningerne, lavet af Roberto Aguirre Sacasa, er rigtig gode. Jeg kender ikke det fjerneste til Marvels univers, tegnere, tekstere, farvelæggere eller tegneserier, og kan egentlig bedre lide den lidt mere gammeldags tegnestil som man fx finder i Tintin. Men jeg var begejstret for Sacasas tegninger i denne første del af The Stand. Gysende uhyggelige, ulækre, skræmmende og også ret godt ramt i forhold til de billeder, der er i mit eget hoved!

Handlingen i tegneserien følger handlingen i den skrevne roman (den lange udgave) til punkt og prikke – om end der naturligvis er en masse, der af pladshensyn er udeladt. Man kan derfor ikke “nøjes med” at læse tegneserien, hvis man gerne vil have det hele med. Her er det nødvendigt at læse bogen. Lidt om The Stand, som jeg har skrevet tidligere:

Bogen blev udgivet første gang i 1978 og er derfor en af SK’s tidligste værker.

Forestil dig at 99% af verdens befolkning er blevet udslettet af en influenzavirus og at verden nu kun er befolket af få, spredte overlevende. Bogen foregår i USA, der selvfølgelig er et stort nok land til at give den rette stemning af tomhed. Man føler virkelig hvordan det må være at bevæge sig rundt i en næsten tom verden, beboet af skræmte og granatchokkede mennesker, der prøver at affinde sig med denne nye “situation”. SK formår at male et enormt maleri hvor karakterernes udvikling er beskrevet vanvittig godt. Både før og efter apokalypsen.

Det er ikke bare interessant. Det er fascinerende og uhyggeligt at følge de forskellige karakterer mens de prøver at indrette sig i den nye verden og prøver at se den nye verdensorden i øjnene. For det står nemlig hurtigt klart, at det mest grufulde og skrækindjagende ikke var superinfluenzaen. Nej, den rigtige rædsel lurer i horisonten mens de overlevende samler sig i enten Boulder, Colorado eller Las Vegas, Nevada.

funhome

Fun Home: A Family Tragicomic af Alison Bechdel

Fun Home: A Family Tragicomic er erindringer skrevet som en grafisk roman. Egentlig er jeg ikke helt klar over, hvornår vi siger grafisk roman frem for blot tegneserie, for det er jo det, der er. Historien er tegnet og fortalt af Alison Bechdel, der også er hjernen bag serier såsom Dykes To Watch Out For. Jeg er ikke særlig velbevandret i  GLBT-litteraturen, men har da læst en håndfuld eller to, der kan kategoriseres som sådan. Bechdel er lesbisk, og Fun Home: A Family Tragicomic handler om at finde ud af sin seksualitet, og komme ud af skabet, men historien er absolut om meget andet end lige det. Homoseksualitet er det bagvedliggende hovedtema i historien, mens det foranliggende hovedtema er forholdet mellem børn og deres forældre. I dette tilfælde forholdet mellem Alison og begge forældrene,  først og fremmest faderen.

Alison vokser op med meget fraværende forældre, der lever i et knapt så lykkeligt ægteskab, hvor både moderen og faderen virker endog ret desillusionerede. Alisons far arbejder som engelsklærer, hendes mor er ved at skrive speciale samtidig med at hun forsøger at slå igennem lokalt som skuespiller. Faderens hovedinteresser er litteratur og arkitektur, og han bruger det meste af sin fritid på at indrette familien hjem i forskellige stilarter. Mellem jobbet som engelsklærer og fritidsinteresserne, ejer familien også en bedemandsforretning (funeral home), der i familiens daglige jargon blot kaldes The Fun Home.

Vi følger Alison fra hendes tidlige barndomsår og indtil hun er omkring 20 år gammel og flyttet hjemmefra. Alison fører dagbog, og i Fun Home: A Family Tragicomic bruger hun en hel del af disse dagbogsskriverier, men set fra den ældre og klogere Alisons synspunkt. Historien er fyldt med litterære henvisninger, og på trods af at historien er temmelig mørk, løber der en tydelig strøm fyldt med humor og ironi under historiens overordnede tristesse.

maus

Maus af Art Spiegelman

Jeg har altid læst tegneserier. Tintin, Lucky Luke, Asterix, Anders And osv. Ikke alt for mange “fancy” tegneserier henvendt til voksne, mere de “sjove” tegneserier med historier som både børn og voksne synes er sjove. Jeg har med andre ord aldrig været nogen tegneserie-ekspert.

Og jeg er bestemt heller ikke nogen ekspert udi grafiske romaner, der efterhånden har været ret populære i nogle år, men har længe ønsket at begynde at læse dem. En af de mere kendte er Maus af Art Spiegelman, som også fik Pullitzer Prisen (i 1992). Maus måtte være et godt sted at begynde, så jeg satte den på min juleønskeliste og var så heldig, også at få den.

Jeg begyndte læsningen af Maus om aftenen d. 24. og var færdig nogle dage efter. Og jeg må sige, at historien stadig huserer i mit hoved. Jeg er forholdsvis kendt med 2. verdenskrigs historie, Holocaust, KZ-lejre mm., men ikke så jeg er i stand til at diskuterer krigens politiske udvikling og den slags. Det var dog ikke noget problem at “forstå” handlingen i Maus!

Ganske kort handler Maus om to unge, polske jøder ægteparret Vladek og Anja. De er bosat i Polen da krigen bryder ud og vi følger dem gennem krigen. Først som medlemmer af en rig, jødisk familie, dernæst mens de bor i en af de jødiske ghettoer, deres deportation til Auschwitz og til sidst deres liv i Queens, NYC. Det er Art, deres søn født i Stockholm efter krigen, som fortæller (tegner) historien om sine forældre. Historien om deres liv i Polen under 2. verdenskrig udgør halvdelen af bogen (jeg fik den samlede Maus i julegave. Oprindeligt er den delt i to separate hæfter). Den anden halvdel handler om Arts eget liv i vore dage. Om hans problemer med sin aldrende, konstant brokkende far Vladek, Holocaust-overlever, som Art ikke kan holde ud at være sammen med ret lang tid ad gangen. Skyld og skyldfølelse er et underliggende (og i passager knapt så underliggende) tema gennem hele historien: Vladeks skyldfølelse over at have overlevet Holocaust, Arts skyldfølelse over ikke at kunne holde sin far ud og begges skyldfølelse over moderen Anjas selvmord (dette er ikke ment som en spoiler, da det fortælles allerede i begyndelsen af historien). Men Maus er også om kærlighed…ikke kun om håbløshed og grufulde hændelser.
Jeg ved ikke om det er forkert at være vild med denne historie? Jeg kunne rigtig godt lide den rå, no-nonsense måde, det hele bliver fortalt på. Jeg kunne også godt lide de lidt primitive tegninger og selvom jeg gudskelov ikke kan relatere til Holocaust på et personligt plan, rørte den grusomme historie alligevel et eller andet. Og så er historien, trods alle rædslerne, heller ikke uden humor i stregen. Det er genialt at jøderne er tegnet som mus og tyskere som katte. Amerikanere er i øvrigt hunde, polakker grise og franskmænd frøer. Selvom bogen har 20 år eller mere på bagen, og selvom det ikke er en ny historie, der fortælles, var der alligevel rigtig meget at tænke over bagefter. Jeg kan kun anbefale alle at læse Maus!

Der er mere om Art Spiegelman her hvorfra jeg også har taget tegningen af Art Spiegelman som en mus (jøde). Det andet Spiegelman-billede er fra The Harvard Gazette.