spelling

Spelling Mississippi af Marnie Woodrow

Bogen handler om Cleo, men ikke kun om Cleo. Den handler også om Madeline, som har den her idé med at springe i Mississippi-floden og prøve at svømme over den. Cleo er vidne til Madelines første forsøg på at svømme over floden. Faktisk finder vi senere ud af, at det er hendes andet forsøg. Cleo bliver efterfølgende besat af at finde ud af hvad det skete med Madeline, da hun opdager, at Madeline ikke druknede. På sin jagt efter Madeline kommer Cleo rundt i Det Franske Kvarter i New Orleans, og forfatteren har beskrevet kvarteret, byen, gader, stræder og barer på en rigtig god måde, så man føler at man er der selv. Mens Cleo søger efter Madeline, følger vi også Madelines liv, og gennem flashbacks hører vi om deres fortid og deres familier. Spelling Mississippi er en glimrende bog, men den er en smule langsommelig, og sine steder temmelig forudsigelig. Der er en tand for mange klicheer i bogen, hvilket hurtigt bliver en smule irriterende, men der er også overraskelser her og der. Så alt i alt en læseværdig, men lidt gennemsnitlig, roman.

dead.0

Dead Until Dark af Charlaine Harris

Dead Until Dark er den første bog i serien Southern Vampire Mysteries, og den er ikke udkommet på dansk.
Hovedpersonen er den kønne unge servitricen Sookie Stackhouse. Sookie er ikke lykkelig. Hun har et handicap, som gør at folk ofte opfatter hende som naiv og en smule dum. Men Sookie er hverken naiv eller dum – hun kan læse folks tanker, og for at holde folks tanker ude af sit eget hoved er hun nødt til at sætte et slags mentalt skjold op hver dag. Det tærer så hårdt på hendes koncentration, at hun ofte virker langsom.
En aften serverer Sookie et glas rødvin til vampyren Bill, og hun føler sig med det samme tiltrukket af ham, da hun ikke kan læse hans tanker. Kort tid efter Sookie og Bills første møde sker der et mord i deres fredelige lille by Bon Temps i Louisiana, hvor Bill har slået sig ned for at ‘go mainstream‘, hvilket er vampyrslang for at forsøge at leve blandt mennesker igen. Af forskellige årsager der ikke skal nævnes her bliver vores helt og heltinde involverede i at opklare mordet, og historien tager fart. Der dukker andre vampyrer op, Sookie og Bill prøver at gå ud med hinanden og Sookie oplever pludselig for første gang i sit liv, at mænd bejler til hende og finder hende tiltrækkende. Halvvejs gennem historien begynder karakterne at gøre meget underlige ting og historien bliver en smule forvirrende. Det er som om forfatteren vil fortælle alt for meget på for få sider, og det bliver lidt svært at følge plottet, og man sidder med en masse ‘hvorfor’ og ‘hvorfor ikke’. Vi hører også om Sookies fortid, og nogle af hendes oplevelser er skræmmende, men helt unødvendige for historien. Efter dette falder historien tilbage i rette spor igen og resten af bogen er underholdende. Det er ikke det årets vampyr-mysterium, men bestemt en god begyndelse på en serie man gerne vil læse mere af.

fried-20green

Stegte Grønne Tomater af Fannie Flagg

Stegte Grønne Tomater var en yndlingsfilm i mange år før jeg fik taget mig sammen til at læse bogen, som filmen er bygget på. Der er altid en vis fare for at blive skuffet, men ikke denne gang! Bogen er ret tæt på filmen, men der mange sjove, rørende og bevægende detaljer som bogen har med, og som ikke kommer frem på samme måde i filmen.
Evelyn er en trist midaldrende kone, der føler at hendes liv er kedeligt og tomt. Hun er bestemt ikke særlig imponeret første gang hun møde den gamle dame Ninny på et alderdomshjem. Men Ninny begynder at fortælle Evelyn om sit liv i en lille by i Alabama omkring 1930’erne og frem. Evelyn tager sig ikke af Ninnys fortællinger til at begynde med, men snart opdager hun, at hun glæder sig til at høre mere, og hun fatter sympati og interesse for alle de personer Ninny fortæller om. Historien bevæger sig frem og tilbage i tiden, fra 1930’erne og til vore dage. Vi hører om venskabet mellem de to stærke kvinder Idgie og Ruth og alle de mennesker de omgav sig med i den lille by Whistlestop. Idgie og Ruth ejer byen café, og det antydes mere end en gang, at de har et lesbisk forhold, noget der ikke kommer frem i filmen. Bogen berører også andre emner såsom slaveri, racisme, fattigdom men også kærlighed, troskab og venskab. Det er en vidunderlig fortælling som både får en til at grine og græde. Jeg kan næsten ikke anbefale denne bog nok!

lake.3

The Lake of Dead Languages af Carol Goodman

En sø, en kostskole, teenagepiger … det kan kun betyde at der vil ske noget, og at der allerede er sket noget. Hele denne mørke og spændende historien kredser om den mystiske Heart Lake, der ligger ved en kostskole for piger. Den tidligere elev Jane Hudson vender tilbage til sin gamle skole ved Heart Lake, men denne gang selv som lærer. Jane er nyligt blevet skilt, og ser en ny chance for at skabe sig et liv ved at blive latinlærer på sin gamle skole. Meget hurtigt går det på for læseren at der hændte noget frygteligt på skolen dengang Jane selv var elev. Det står også hurtigt klart at det der skete, havde at gøre med søen, en vis latinlærerinde og Janes veninder. En dag finder Jane pludselig afrevne sider fra sin gamle dagbog, som hun troede hun havde mistet for mange år siden. Samtidig begynder der at ske nogle ting, som minder om nogle ting der skete mens Jane selv var elev. Det begynder meget hurtigt at blive temmelig uhyggeligt, og sproget i bogen flyder let, karaktererne er interessante, mysteriet er spændende (om end ikke så svært at regne ud selv efterhånden som bogen skrider frem) og den næsten truende tilstedeværelse af søen føles til tider isnende.
Nej, det er ikke stor og mægtig litteratur, men bogen egner sig glimrende til en ferie ved stranden eller en hyggelig vinterdag inden for.

toews

En kompliceret ømhed af Miriam Toews

Efter at have læst denne roman spørger man uvilkårligt sig selv : “hvor pokker er ømheden i denne underlige historie?”
Det er en kompliceret fortælling om teenagepigen Nomi, der vokser op i et strengt religiøst menonitisk samfund i Canada. Alle borgerne i byen er menonitter, og skal følge den menonittiske tro, men Nomi har svært ved at acceptere religionen, og alle dens forskrifter. Hun klarer sig skidt i skolen, hun går med drenge, hun ryger hash og drikker, og det er hun bestemt ikke det eneste unge menneske der gør. Men hele vejen igennem bogen er der en underliggende følelse af, at Nomi ikke selv er klar over, at hun forbryder sig mod religionen. Havde bogen ikke haft det religiøse islæt, ville hendes handlinger ikke være specielt mærkelige. Men det er de i denne historie, som også handler om hendes nærmeste familie: moderen, faderen og storesøsteren. Bogen er fyldt med mærkelige personligheder, der dog opfattes som helt normale i dette underlige religiøse samfund. Ømhedsaspektet materialiserer sig ved bogens slutning, og efter lidt tankevirksomhed. Bogen udkommer først på dansk senere på året, originaltitlen på engelsk er ‘A Complicated Kindness’. En meget interessant og tankevækkende historie.

bastard

Bastard out of Carolina af Dorothy Allison

Det kan næsten ikke blive værre end at skulle vokse op som pigen Bone. Bone kommer fra en fattig sydstatsfamilie hvor både druk og slagsmål er en del af hverdagen. Det er ikke hendes nærmeste familie der er de værste, trods alt. Boatwright-familien holder sammen, på trods af alkoholisme, fattigdom og vold, og Bone mangler som sådan ikke kærlighed, og er også, på sin vis, beskyttet af sin familie. Men det er stadig et råt liv, også for Bones mor, den smukke Anney. Da Anney gifter sig med Glenn begynder tingene at se lysere ud, både for Anney, Bone og lillesøsteren Reese. Men efter en tragisk hændelse begynder Glenn at lade sine frustrationer gå ud over Bone, og som historien skrider frem bliver det værre og værre. Historien er tragisk, og det er svært at se en lykkelig slutning i al mismodet. Bogen er delvist selvbiografisk og meget anbefalelsesværdig.

Hemmelighedernes-20Hus.4

Hemmelighedernes Hus af Ann-Marie MacDonald


Måske er det et spørgsmål om at læse den rette bog på det rette tidspunkt. Eller måske er dette ‘bare’ en fantastisk godt skrevet dyster historie. Måske en kombination. Bogen var, på trods af en gennemgående dyster tone, meget svær at lægge fra sig. Det er bestemt ikke en lystlæsningsbog. Det er en svær, kompleks og tankevækkende historie om en uheldig og meget dårligt fungerende familie i begyndelsen af det 20. århundrede. Man bliver, på de første sider, forledt til at tro, at bogen kunne udarte sig til en sød kærlighedshistorie, men denne tro smadres næsten med det samme, og historien om familiens mildest talt syge liv tager sin begyndelse.
Der er ikke meget kærlighed mellem faderen og moderen. Moderen er i begyndelsen af bogen ikke andet end en pige på 13 år, og hendes familie slår hånden af hende da hun gifter sig med den lidt ældre mand. Mandens familie er døde. Deres døtre vokser op og bliver fire meget forskellige kvinder, og mens dette ikke kun er deres historie, så kredser romanens hovedhistorie om dem. Hemmelighedernes Hus er som sagt ikke nogen glad bog, men det er heller ikke en ubetinget ulykkelig historie, dertil er der alt for meget sort humor mellem linjerne hele vejen igennem bogen. Det kan føles svært at få fat på den skjulte dagsorden i bogen i begyndelsen, men det kommer til at stå tydeligere jo mere man læser. Hemmelighedernes Hus er et fantastisk stykke litteratur, der fortjener at blive en moderne klassiker.

The-20Laughing-20Corpse

The Laughing Corpse: anden bog om Anita Blake – Vampyrjæger. Af Laurell K. Hamilton

Anita er tilbage, hun er sej, hun arbejder hårdt, hendes dagligdagsjob er at vække de døde til live. Hun er ikke sådan at skræmme – eller er hun? I denne anden bog om Anitas eventyr er hun på jagt efter en dræberzombie, og denne jagt bringer hende tæt på en voodoo-dronning, alt for tæt på, faktisk. Samtidig er der en gangster, med smag for kvinder i kørestol, der vil hyre hende til at vække en meget gammel zombie til live. Anita har hidtil nægtet at vække så gamle zombier til live, da det bl.a. kræver menneskeofre. Gangsteren er ikke begejstret for at Anita afviser hans ønske, samtidig med at hun også er nødt til at kæmpe imod sin spirende tiltrækning af Jean-Claude, St. Louis’ øverste vampyr, og samtidig meget lækker. Hun er, når alt kommer til alt, trods alt kendt som ‘Bødlen’ blandt byens vampyrer, og hun har på ingen måde lyst til at blive Jean-Claudes menneske-tjener. Så Anita har gang i mange ting med løsgående zombier, lækre vampyrer, spøgelser, blod, splat og en pæn portion humor.
Bogen er ikke udkommet på dansk, men er let læselig på engelsk.

Guilty-20Pleasures.1

Guilty Pleasures: første bog om Anita Blake – Vampyrjæger. Af Laurell K. Hamilton

Anita Blake er heltinden i denne første bog i en længere serie af Laurell K. Hamilton. Anita lever og arbejder i St. Louis i USA. Det er verden hvor vampyrer og mennesker er en del af det etablerede samfund. Vampyrer har bl.a. de samme rettigheder som mennesker. Anita er en såkaldt animator: Hun kan vække de døde til live. Anita mener ikke, at vampyrer og mennesker skal have de samme rettigheder, og hun mener, at vampyrer er en fare for menneskeheden. I denne bog, “Guilty Pleasures”, bliver Anita, meget mod sin vilje, hyret til at finde ud af hvem der står bag mordene på nogle af byens mest prominente vampyrer. Denne udfordring bringer Anita til steder hun aldrig har været før, og hun kommer til at se ting hun aldrig havde drømt om. Serien om Anita Blake, vampyrjæger, findes ikke på dansk, men den er let at læse på engelsk og meget underholdende.

Det-20r-3F-3Fde-20telt.2

Det røde telt af Anita Diamant

Jeg blev anbefalet denne bog af en god ven, og jeg anskaffede mig den med det samme. Men der skulle gå nogle måneder inden jeg fik ‘taget mig sammen’ til rent faktisk at gå i gang med den. Til at begynde med syntes jeg egentlig ikke, at historien lød som noget der ville interessere mig. Men jeg tog fejl.
Historien er om den bibelske Labans fire døtre og om Dinah, “deres” datter. Det er en fantastisk historie om at vokse op, blive kvinde, om kærlighed og had, om mænd og kvinder, sex, fødsler, triumfer og tragedier. Denne historie har det hele, og selvom den er bygget på nogle bibelske personer, bliver historien aldrig “for bibelsk”. Historien udvikler sig på en god måde, og karaktererne er nemme at identificere sig med, selvom historien foregår for flere tusind år siden. Det er helt sikkert en “kvindebog”, og jeg er ikke sikker på, at mænd vil læse den med samme fornøjelse!
Den sidste del af historien måtte gerne have gået en smule hurtigere, ligesom en god redaktør ville have kunne klippe 20-30 sider fra, uden at historien ville have lidt skade af den grund. Men det er stadig en anbefalelsesværdig bog.