kiss-of-shadows

A Kiss of Shadows af Laurell K. Hamilton

Dette er en sjov, sexet, erotisk og let læst knaldroman om fe-prinsessen Merry Gentry. Merry er halvt menneske, halvt fe og hører til The Unseelie Court, der regeres af hendes nådesløse tante, Dronningen af luft og mørke.

Merry har ikke altid kunnet leve op til tantens kongelige standarder, og derfor er hun på evig flugt fra hende. I denne første bog om Merry Gentry er hun bosat i Los Angeles, hvor hun arbejder som privatdetektiv. Men hendes tante vil have hende tilbage til hoffet, og tager alle midler i brug. Før Merry ovetales/tvinges tilbage til hoffet, og før hele serien egentlig kan begynde, er det nødvendigt for læseren med en del baggrundsviden om den verden, der bliver beskrevet. Det er en verden med mennesker, feer, trolde, hekse, goblins og alle mulige andre væsner og uvæsner og det er en verden med både lysende hvid magi og kuldslået, ond sort magi.

Læseren får også en hel del detaljer om alle disse væsners store seksuelle appetit! Der bliver ikke lagt fingre imellem når forfatteren folder de seksuelle eskapader ud – Merrys kæreste i begyndelsen af bogen er en sæl(!!), der er blevet forvandlet til et menneske ved et uheld. Hans største ønske er at blive forvandlet tilbage til en sæl….

Så er scenen sat, og snart står det klart, at Merry må tilbage til hoffet, The Unseelie Court, og træffe nogle særdeles ubehagelige valg, der har at gøre med hendes status som prinsesse, hendes djævelske tante og hendes endnu mere djævleske fætter. Smukke fe-mænd omgiver hende og hun har svært ved at træffe de nødvendige valg.

Det er der kommet denne lille sjove og ret erotiske historie ud af. En historie med en heltinde, der ubtinget lever livet fuldt ud. Historiens ramme med alle mulige og umulige overnaturlige væsner er også fin, selvom sartere sjæle måske vil finde alle de erotiske detajler om sex mellem trolde, hekse, feer osv for meget. Forfatteren Laurell K. Hamilton er mest kendt for sin serie om vampyrjægeren Anita Blake, som jeg er stor fan af. Jeg har omtalt de to første Anita Blake bøger her og her.
k-C3-A6rlighed-i-koleraens-tid

Kærlighed i koleraens tid af Gabriel Garcia Marquez

Jo, det er da en god historie og en god bog. Og så er den også meget velskrevet. Historien om Fermina Daza, Juvenal Urbino og Florentino Aziza fangede mig fra begyndelsen. Vi er et eller andet sted i Sydamerika i slutningen af 1800-tallet – begyndelsen af 1900-tallet i et land plaget af bogerkrige, kolera og kærlighed. Den lidt besynderlige skikkelse Florentino Aziza forelsker sig i den meget unge Fermina Daza og begynder at gøre kur til hende på sin egen, noget forkrampede, facon med strømme af poetiske breve. Fermina Daza på sin side falder også for ham, og begynder at skrive breve tilbage til ham. Deres brevveksling kommer til at vare flere år, også efter at Ferminas far har opdaget forbindelsen og forsøgt at sætte en stopper for den, ved at tvinge sin datter ud på en længerevarende rejse.

Da Fermina endelig vender tilbage fra sin lange rejse, har hun på ingen måde glemt Florentino, og hun regner med holde forbindelsen vedlige. Men da hun tilfældigt ser ham på det lokale marked, skifter hun mening, og bryder forbindelsen øjeblikkeligt.

Over de næste 50+ år følger læseren Florentino, Fermina og hendes mand, den fine læge Juvenal Urbino. Ikke én dag går hvor Florentino ikke tænker på Fermina, ja, han lever udelukkende for den dag, hvor han kan genoptage forbindelsen med hende. Da Ferminas mand dør, tager han med det samme ud til hende, hvor han ved hendes nyligt afdøde mands begravelse, bekendtgør, at han aldrig har glemt hende…..

Sådan begynder historien, mere eller mindre, og det er derfor ikke ment som en ‘spoiler‘. Skrivestilen er den såkaldte magiske realisme, som bl.a. Isabel Allende også benytter. Faktisk mindede denne roman mig fra begyndelsen om nogle af Allendes romaner, fx Åndernes Hus, men da Kærlighed i koleraen tid er vistnok er nogle år ældre end Åndernes Hus, må det nødvendigvis være Allende der har fået inspiration fra Marquez og ikke omvendt.

Ud af fem mulige, vil jeg give Kærlighed i koleraens tid fire. Jeg synes, at den bliver en smule lang i spyttet til sidst, og jeg kunne egentlig godt have undværet de sidste 30-50 sider. Ellers meget anbefalelsesværdig.