Extremely

Extremely Loud and Incredibly Close af Jonathan Safran Foer

Hvad er der helt præcis galt med Oscar Schell, den niårige dreng, som er hovedpersonen i Jonathan Safran Foers meget omtalte, og roste, roman Extremely Loud and Incredibly Close? Er han autist? Psykisk syg? Damp-barn? Dybt traumatiseret? Jeg ved det ikke, men han er i hvert fald på jagt efter noget. En løsning, et nøglehul, en dør, en forløsning, en forklaring. En forklaring på hvordan, og måske hvorfor, hans far døde i World Trade Centerets ene tårn d. 11.9.2001. Denne jagt på løsninger og forklaringer sender ham ud i New Yorks gader og stræder og bygninger samtidig med at han spiller på sin tamburin, skriver fanbreve til Stephen Hawking, øver Hamlet, fabrikerer smykker og googler ord han ikke kender allerede.

Sideløbende med Oscars vandringer rundt i New York, hvor han opsøger forskellige folk, der måske har nøglen til en eller anden form for løsning, følger læseren også Oscars bedsteforældres liv. Eller mangel på samme. Det foregår via breve, skrevet af enten bedstemoderen eller bedstefaderen.

Parallelen mellem terrorangrebet 11.9.2001 på New York og bombardementet af Dresden under 2. verdenskrig er til at tage at føle på, men ellers er det en bog, en fortælling, hvor man som læser bliver sat til at reflektere over tingene, stilen, handlingerne. Den er ikke svær eller besværlig at læse, men symbolikken er tyk sine steder og både handling, stil og personer kan være meget øretæveindbydende. Det gør dog ikke bogen mindre interessant, at man som læser dermed er nødt til at ‘forholde sig’ og det er sandsynligvis også det, der bl.a. er forfatterens ønske. Nogle gange læner Foer sig en smule for meget op ad en anden newyorker-forfatter, Paul Auster, dog uden at plagiere.

Jeg ville meget gerne have været helt vild med den her bog, men jeg er ikke 100 % overbevist om, at den nu også er det mesterværk, som den har fået ry for.