IMG_1095

Godt nytår og Bogrummets månedsbrev

Godt nytår til alle! Glæder mig allerede til 2009 og har endnu ikke nedlagt min bogblog 😉 Jeg har fået månedsbrev fra Bogrummet, og synes egentlig, at jeg ville kopiere det her med ønsket om et herligt 2009 til alle:

Gamle bøger er døde bøger
Hvad sker der med en bog, når den ikke længere omtales? Når anmeldelsen er forsvundet med avisen i papircontaineren, boghandleren har fjernet bogen fra hylden, og biblioteket har sat den ned i magasinet? Er en bog dårlig, når den er 5 år gammel? 10 år? 20?

Nogle bøger er. Nogle bøger var allerede dårlige, da de udkom. Andre var fremragende i 1968 og er stadig relevante og underholdende læsning.

På Bogrummet.dk anmelder vi mange nye bøger. Det er naturligt, for det er de nye, der står overalt og lokker os med deres nyhed. Men lige netop på Bogrummet.dk kan man også anmelde ældre litteratur.Vi vil gerne give det “gamle” en chance til. Hvad gemmer sig af små og store læseoplevelser rundt om på landets bogreoler og i bibliotekernes magasiner? Vinteren over kan du derfor vinde nye bøger, ved at anmelde gamle i konkurrencen “Anmeld en gammel dansk”. Anmeld en kendt eller anmeld en glemt. Anmeld den fortjent glemte eller den tabte skat.

Første vinder udtrækkes allerede 10. januar, så måske er det tid til at sende en anmeldelse ind. Klik ind på Bogrummet for at se præmierne og læs anmeldelserne.Godt nytår!

Christina Andersen / chefredaktørca@bogrummet.dk

Bliv medlem af Bogrummets gruppe på http://www.facebook.com/

Forslag, idéer og rettelser er velkomne og kan sendes til redaktionen@bogrummet.dk.

JaneHill

Can’t Let Go af Jane Hill

Jane Hill er en engelsk forfatter som jeg “opdagede” tidligere i år. Jeg er ret sikker på, at hun ikke læses af hele den engelsksprogede verden, da jeg kun kunne finde anmeldelser (og ikke ret mange) på den britiske Amazon. Og hun er helt sikkert heller ikke oversat til dansk. Jeg kunne sådan set godt lide hendes to forrige romaner Grievous Angel og The Murder Ballad og har omtalt dem her og her. Hvis du tjekker de omtaler, behøver jeg ikke gentage, at jeg egentlig ikke synes, at hendes bøger er de krimier, de giver sig ud for at være så meget som jeg synes, at de hører til i chick lit genren. Ikke noget galt i det – de er nok en kombination af de to genrer.

Can’t Let Go er bygget op en smule anderledes end Frk. Hills forrige romaner. Men de har i hvert fald en ting til fælles: hovedpersonen i alle tre romaner er en småbitter/frustreret nogle-og-tredive årig kvinde. I denne bog hedder hun Beth Stephens, en musegrå kvinde, der underviser på en pigeskole. Musegrå er hun, og samtidig ekspert i ikke at tiltrække opmærksomhed nogen steder. Hun er også paranoid og har været på en slags indre flugt fra sine dæmoner de sidste 17 år. Da hun var 18 myrdede hun nemlig en mand og slap afsted med det (hvilket afsløres allerede på bogens flap). Så Beth har brugt sit liv siden dengang på at gemme sig for…..? Ja, for hvem egentlig. Det ved hun heller ikke selv. Ingen har nogensinde opdaget hende, ingen er kommet efter hende siden hun slog en mand ihjel og slap afsted med det. Læsren kommer ind i hendes liv på et tidspunkt hvor hun langsomt forsøger at få et normalt liv i stedet for det liv hun hidtil har levet, fyldt med angst og paranoia.

Ved et tilfælde bliver hun venner med den sprudlende stand up komiker Zoey og så begynder bogen ellers at trække i langdrag. Ganske vist begynder hun på nogenlunde samme tid at modtage stærkt truende breve, der antyder, at nogen er på sporet af hende og hendes udåd 17 år tidligere. Man skulle derfor tro, at historien ville knalde derudaf, men den stakkels læser bliver i stedet trukket fra den ene stand up joint efter den anden i selskab med Zoey og Beth, mens vi lærer om stand up og mens deres venskab udvikler sig. GAAAAAB!!!

De sidste sider er marginalt interessante og jeg kunne sådan set godt lide slutningen, nu hvor der på en eller anden måde var nødt til at komme en slutning, men alt i alt synes jeg faktisk ikke, at der var nogen rigtig historie at fortælle her. Der var alt for meget ævl om stand up comedy og alt for lidt om forbrydelsen. Jeg var på ingen måde nær så godt underholdt som jeg har været med de andre af Jane Hills romaner. Skulle hun skrive en ny, vil jeg formentlig stadig læse den – trods alt.
maus

Maus af Art Spiegelman

Jeg har altid læst tegneserier. Tintin, Lucky Luke, Asterix, Anders And osv. Ikke alt for mange “fancy” tegneserier henvendt til voksne, mere de “sjove” tegneserier med historier som både børn og voksne synes er sjove. Jeg har med andre ord aldrig været nogen tegneserie-ekspert.

Og jeg er bestemt heller ikke nogen ekspert udi grafiske romaner, der efterhånden har været ret populære i nogle år, men har længe ønsket at begynde at læse dem. En af de mere kendte er Maus af Art Spiegelman, som også fik Pullitzer Prisen (i 1992). Maus måtte være et godt sted at begynde, så jeg satte den på min juleønskeliste og var så heldig, også at få den.

Jeg begyndte læsningen af Maus om aftenen d. 24. og var færdig nogle dage efter. Og jeg må sige, at historien stadig huserer i mit hoved. Jeg er forholdsvis kendt med 2. verdenskrigs historie, Holocaust, KZ-lejre mm., men ikke så jeg er i stand til at diskuterer krigens politiske udvikling og den slags. Det var dog ikke noget problem at “forstå” handlingen i Maus!

Ganske kort handler Maus om to unge, polske jøder ægteparret Vladek og Anja. De er bosat i Polen da krigen bryder ud og vi følger dem gennem krigen. Først som medlemmer af en rig, jødisk familie, dernæst mens de bor i en af de jødiske ghettoer, deres deportation til Auschwitz og til sidst deres liv i Queens, NYC. Det er Art, deres søn født i Stockholm efter krigen, som fortæller (tegner) historien om sine forældre. Historien om deres liv i Polen under 2. verdenskrig udgør halvdelen af bogen (jeg fik den samlede Maus i julegave. Oprindeligt er den delt i to separate hæfter). Den anden halvdel handler om Arts eget liv i vore dage. Om hans problemer med sin aldrende, konstant brokkende far Vladek, Holocaust-overlever, som Art ikke kan holde ud at være sammen med ret lang tid ad gangen. Skyld og skyldfølelse er et underliggende (og i passager knapt så underliggende) tema gennem hele historien: Vladeks skyldfølelse over at have overlevet Holocaust, Arts skyldfølelse over ikke at kunne holde sin far ud og begges skyldfølelse over moderen Anjas selvmord (dette er ikke ment som en spoiler, da det fortælles allerede i begyndelsen af historien). Men Maus er også om kærlighed…ikke kun om håbløshed og grufulde hændelser.
Jeg ved ikke om det er forkert at være vild med denne historie? Jeg kunne rigtig godt lide den rå, no-nonsense måde, det hele bliver fortalt på. Jeg kunne også godt lide de lidt primitive tegninger og selvom jeg gudskelov ikke kan relatere til Holocaust på et personligt plan, rørte den grusomme historie alligevel et eller andet. Og så er historien, trods alle rædslerne, heller ikke uden humor i stregen. Det er genialt at jøderne er tegnet som mus og tyskere som katte. Amerikanere er i øvrigt hunde, polakker grise og franskmænd frøer. Selvom bogen har 20 år eller mere på bagen, og selvom det ikke er en ny historie, der fortælles, var der alligevel rigtig meget at tænke over bagefter. Jeg kan kun anbefale alle at læse Maus!

Der er mere om Art Spiegelman her hvorfra jeg også har taget tegningen af Art Spiegelman som en mus (jøde). Det andet Spiegelman-billede er fra The Harvard Gazette.

gammeltdansk

Gammelt Dansk

Tjek anmelder-konkurrencen Gammelt Dansk på Bogrummet.dk. Her kan du indsende boganmeldelser af gamle, danske bøger skrevet før 1980 og vinde forskellige præmier. Jeg har tidligere deltaget i sjove konkurrencer på Bogrummet, men har ikke været forbi i et stykke tid. Sitet bliver bestemt ikke dårligere med tiden. Der ligger mange gode anmeldelser derinde nu. Opfordring til at deltage i konkurrencen er hermed givet videre.

bip

Blog Improvement Project

Kim fra Sophisticated Dorkiness har lige søsat et blogging-projekt, der skal løbe af stablen hele næste år. Et Blog Improvement Projekt. Jeg er ikke professionel blogger på nogen måde. Jeg blogger ikke for pengene, for at få gratis bøger eller nogen som helst anden “seriøs” grund. Jeg holder af at læse og jeg holder af at skrive lidt ned om de forskellige bøger, jeg læser. Ej heller er jeg professionel litteraturkender – eller blogkender for den sags skyld. Og jeg er heller ikke i gang med at aspirere til pro.

Men jeg må sige, at jeg alligevel er blevet en smule interesseret i Kims projekt. Jeg vil rigtig gerne se og lære, hvad man ellers kan med en blog. Udover at skrive den selvfølgelig. Tidligere på ugen var jeg på nettet for at købe bøger til julegaver, og faldt da også over nogle blog-bøger. Jeg var lige ved at købe et par af dem, men styrede mig.
Så nu har jeg meldt mig som deltager i Blog Improvement Projektet og håber, at jeg vil være i stand til at deltage så mange uger som muligt. Jeg får en ret hektisk vinter og et meget hektisk forår, men omkring slut-april, begyndelsen af maj skulle travlheden begynde at lette. Jeg håber, at det bliver både sjovt og interessant.
Du kan evt. selv tjekke Kims indlæg om projektet ud her.
blaedel

Aldrig mere fri af Sara Blædel

Har egentlig en svaghed for danske krimier og har læst alle Sara Blædels Louise Rick-bøger, inkl. den seneste Aldrig mere fri. Men den var desværre ikke nær så god som de andre. Jeg synes nærmest, at den var kedelig. Jeg er dødtræt af danske krimi-damer, der skriver om traffickede, østeuropæiske ludere (hvor rædselsfuldt dette fænomen så end er, og det er det da!). Find nu for syv sytten på noget andet. Det behøver ikke at være så skiderealistisk. Vi vil ha’ flere seriemordere der hærger danske gader og stræder og færre østeuropæiske forbrydere. Nå, men Louise Rick og resten af drabsafdelingen på Politigården kommer i denne krimi på sporet af nogle skumle østeuropæere, da en prostitueret findes myrdet i en gård i Kødbyen i København. Nærmest samtidig bliver Louises halv-nævenyttige journalistveninde Camilla indblandet i en sag om et hittebarn i en kirke. En sag, der kommer til at berøre både Louise og Camilla personligt. Handlingen bevæger sig frem og tilbage på Vesterbro i København. Her bor jeg selv, og det var ganske skægt at kunne følge Louise rundt i gaderne, selvom forfatteren ikke har taget højde for, at flere gader er spærrede for trafik den ene eller den anden vej….men det er vel så en forfatters ret, og krimien er jo også fiktion. Det irriterede mig bare lidt, især fordi Blædels bøger altid virker velresearchede. Jeg kan faktisk ikke rigtigt finde på mere at skrive om Aldrig mere fri. Jeg håber der er mere knald på den næste Louise Rick-bog, som jeg selvfølgelig vil læse!

deweys-reading-challenge

Dewey’s Books

Dewey, som var kvinden bag bloggen The Hidden Side of a Leaf og forskellige udfordringer som fx Weekly Geeks, døde pludseligt og uventet for få uger siden. Den blogverden, jeg har bevæget mig rundt i (med engelsk-sprogede bloggere) på det seneste var chokerede, og det var jeg egentlig også selv, om end jeg ikke nåede at lære Dewey så godt at kende som nogle af de andre bloggere. Nu har Chris fra Stuff as Dreams are Made on og Robin fra A Fondness of Reading lagt grunden til en slags memorial-challenge til ære for Dewey, og selvom jeg hverken kendte Dewey særlig godt eller har tid til at deltage i flere læse-udfordringer, har jeg alligevel bestemt mig for at deltage. Der er ikke frygtelig mange regler og da jeg alligevel har kastet mig ud i andre læse-udfordringer, har jeg egentlig lyst til at deltage. Man kan deltage på to måder:

1. Pick one book from each of the 6 years that Dewey has archives of. You can access her archives by clicking on the archive link in the sidebar of her website. It’s a dropdown menu. For instance, you would read one book that she reviewed in 2003, 2004, 2005, 2006, 2007, and 2008 for a total of six books.

2. The other option is to read 5 books that Dewey reviewed. These can be from any year and I’m guessing that each of us has at least 5 books on our TBR list because of Dewey!

Jeg vender tilbage med en liste over de bøger, jeg har bestemt mig for at læse til ære for Dewey.
lifesupport

Life Support af Tess Gerritsen

Har lige læst Life Support af Tess Gerritsen færdig her til aften. Jeg læste den første Tess Gerritsen bog for mere en fire år siden og omtalte den på Amazon.com. Det var bog nr. to i Gerritsens Jane Rizzoli-serie og den hed The Apprentice. Jeg var ikke imponeret. Senere, på en rejse, fik jeg fat i et par andre af hendes bøger, som jeg fandt ret underholdende, så da jeg tilfældigt fandt Life Support hos mine forældre, så det ud som en hurtig og spændende bog. Historien handler om skadestuelægen Toby Harper og om hvordan et almindeligt og måske lidt kedeligt liv kan falde fra hinanden på få uger. Det er nemlig det, der sker for Toby Harper, da hun på det nærmeste snubler over en konspiration der involverer både et luksus plejehjem, unge prostituerede og hendes egen, demente mor.

Det hele begynder en sløv nat på skadestuen, hvor politiet bringer en konfus, ældre herre ind. Han er fundet nøgen, vandrende rundt i Bostons gader. Inden Toby kan nå at diagnosticere ham, forsvinder han ud i den blå luft, og ligemeget hvad Toby og hendes skadestuepersonale gør, kan de ikke finde ham. Toby kan ikke holde op med at spekulere på denne gamle, senile mand, og hun finder ud af, at han boede på luksus-plejehjemmet Brant Hill. Snart aner hun ugler i mosen, især hvad angår Brant Hill og hun sætter sig for at undersøge tingene. Hendes chef nægter at høre på hende, da hun prøver at forklare, at der et eller andet sted i sundhedssystemet foregår noget, der er helt forkert, og pludselig vælter ulykkerne ned over hende. I løbet af få uger hænger hendes velordnede liv i laser og hun aner ikke hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan stole på. Som sådan er plottet i Life Support ganske godt ligesom det hele er relativt velskrevet. MEN! Jeg kan godt lide en medicinsk thriller, der bare kører derudaf, men der var slet ikke fart nok på i denne. Desuden var det alt for let at gennemskue plottet og karaktererne udviklede sig ikke rigtigt. Det var også svært at finde sympati med hovedpersonerne, der virkede endimensionelle og halvirriterende. Men ok. Life Support er hurtigt læst, den er ganske underholdende, men Tess Gerritsen kan altså gøre det bedre.
IMG_6088

Den sløve, danske bog-blogosfære

Helt ærligt danske bloggere. Læser I ikke bøger? Gider I ikke snakke om bøger? Eller er en bogblog bare alt for røvsyg? Uinspireret? Dårligt skrevet? For latterlige bøger? Muligvis alle ting i en uskøn blanding. Ja, jeg sidder og er både lidt småirriteret og lidt forundret. Jeg fiser og farer rundt på den danske blogosfæres bogblogs hvor jeg kommenterer, linker mm. Men er der nogensinde nogen, der gider tøffe herhen og smide et par ord? Med få undtagelser (I ved, hvem I er) må jeg desværre sige, at det er der sgu ikke. Til gengæld valgte jeg at efter to års “fravær” i den engelsksprogede blogosfære, at genoptage min engelske blog, der ligesom denne er mere eller mindre udelukkende om bøger. Og selvom det siger sig selv, at “markedet” ligesom er noget større på engelsk, har det alligevel forbavset mig hvor mange der rent faktisk kommer forbi og kommenterer på dette og hint. Selvfølgelig kræver det noget opsøgende arbejde og at man selv gider kommentere på andres bogblogs. Men siden sidst i oktober, hvor jeg genoptog blogging på engelsk og har blogget stort set hver eneste dag, er der ikke ret mange indlæg, som der ikke er kommet mindst en kommentar på og flere, hvor der er kommet mange. Det kan danske bogbloggere åbenbart bare ikke finde ud af. Det er jo ikke fordi jeg forventer, at folk skal komme stæsende her hver eneste gang jeg har skrevet noget ubegavet om en eller anden ligegyldig bog. Men forskellen på de danske bogbloggere og de engelsksprogede er himmelråbende. Og det er IKKE til de danske bogbloggeres fordel.

Ret skal være ret. Det er efterhånden nogen tid siden at jeg har orket at kommentere på nogen af de danske bogblogs, som jeg ellers nyder at læse og kigge forbi. Om jeg gider at tage det op igen, ja, det ved jeg snart ikke ;o) Jeg får så rigeligt poleret mit ego på min engelske blog.