europa-blues

Europa Blues af Arne Dahl

Europa Blues er den 4. bog i Arne Dahls serie om A-gruppen, en special-enhed ved det stockholmske kriminalpoliti.

Som titlen antyder, kommer vi ganske vidt omkring i Europa i denne bog. En af gruppens medlemmer, Arto Söderstedt, fejrer modtagelsen af en større arv ved at feriere i Italien, mens resten af gruppen bøvler rundt hjemme i Stockholm med en række større eller mindre sager: der er det otte østeuropæiske prostituerede, der er forsvundet fra et opholdssted. Der er manden, der er blevet gnasket ihjel af jærvene i zoo. Og så er der den gamle jødiske læge, der fortumlet kører rundt med s-toget i byen, mens tankerne kredser om hans ungdom i kz-lejr.

Det viser sig, at disse vidt forskellige sager er forbundet, og sporene peger på, at vi som læsere skal helt med tilbage til de nazistiske kz-lejre for at komme tilbunds i sagerne. Sagerne forgrener sig på elegant vis ud i hele Europa, og så er det smart, at en af gruppens medlemmer allerede befinder sig derude i det europæiske.

Europa Blues er en stærk thriller, skrevet i et fantastisk sprog. Når jeg alligevel ikke æder serien råt og på no time (læste den første for mindst et år siden, måske endda to), er det fordi tonen er en anelse for “mørk skandinavisk”. Ikke fordi det hele skal være kær femikrimi det hele, men den anden side, som jeg også synes Åsa Larssons bøger “lider af”, kan jeg heller ikke kapere i alt for store doser. Sikkert fordi jeg ikke er skandinavisk eller dybsinding nok 😉

Men det er under alle omstændigheder en god, velskrevet og elegant krimi, og hele serien (af de 4, jeg indtil nu har læst) er absolut anbefalelsesværdig.