the-hunger-games

The Hunger Games (Dødsspillet) af Suzanne Collins

The Hunger Games er en ungdomsbog (trilogi, faktisk, selvom treeren endnu ikke er udkommet), der har gået sin sejrsgang på det engelsksprogede bogmarked. Den er lige udkommet på dansk under navnet Dødsspillet, hvilket er en særdeles passende titel. Jeg har ikke læst den danske, men kan se bare på omtalen, at personernes navne åbenbart også er oversatte og at de derfor hedder noget andet end i den engelske. Det må I bære over med.
De to teenagere Katniss og Peeta lever i en mørk, postapokalyptisk fremtid, hvor deres verden (USA, nu kaldet Panem) er blevet inddelt i 12 distrikter (oprindeligt 13). Distrikterne med de første numre i talrækken er de bedste, med The Capitol som det allerbedste, rigeste og mest glamourøse distrikt. The Capitol er også præsidentens distrikt. Det er her, man planlægger The Hunger Games (Dødsspillet)
Katniss og Peeta bor som sagt i 12. distrikt, det allerfattigste distrikt hvor det ikke er usædvanligt at se folk falde om af sult og dø. I en fjern fortid var distrikt 12 The Appalachian Mountains, og 1. distrikt ligger ved det, der dengang hed Rocky Mountains. Katniss bor i den allerfattigste del, og det er hende, der er familiens forsøger. Det har hun været siden hendes far døde i en mineulykke et par år tidligere. Hendes familie består ud over hende selv af moderen og lillesøsteren Prim. Hun skaffer mad – og lidt penge – ved at jage i skovene uden for distriktet, selvom dette er strengt forbudt.
Vi møder Katniss første gang på Høst-dagen. Høst-dagen er den dag, hvor to børn eller unge fra hvert distrikt bliver udvalgt til at deltage i Dødsspillet. Dødsspillets eneste regel er at slå alle de andre deltagere ihjel og undgå at blive slået ihjel selv. Dødsspillet sendes på tv som reality-tv over hele landet, og pr. ordre fra præsidenten er enhver beboer i Panem tvangsindlagt til at se det.
Da Katniss’ lillesøster Prim udvælges som en af deltagerne i dette års Dødsspil, vælger Katniss at tage hendes plads i stedet. Den anden deltager fra 12. distrikt er bagerens stilfærdige søn Peeta. Peeta og Katniss rejser til 1. distrikt sammen med de 22 andre børn og unge fra de øvrige distrikter. Her forbereder de kampen, der snart skal til at foregå. Når først de er i arenaen, er det alles kamp mod alle: Dræb eller bliv dræbt. Arenaen er forskellig fra år til år – det kan være en ørken, en jungle, en skov, et bjergområde. Det er ikke noget deltagerne ved før de ankommer dertil.
Dødsspillet er en gysende god bog. Jeg har i mange år snøftet hånligt af voksne, der læste Harry Potter (har ikke selv læst dem), og havde aldrig troet, at jeg selv ville gide at røre en ungdomsbog. Men denne bog var virkelig, virkelig god, og ja, jeg blev oppe den halve nat for at læse den færdig. Jeg var bare nødt til at finde ud af hvordan Katniss og Peeta klarede sig i arenaen. Jeg var kold ind til benet efter endt læsning, og det er en meget mørk bog, der ikke levner ret meget håb tilbage vedr. menneskeheden. Men den havde trods alt glimt af oprør og venskab i sig også, og det gjorde, at man kunne holde ud at læse den.
Jeg læste en del apokalyptiske og postapokalyptiske børne- og ungdomsbøger da jeg selv var yngre, og med Dødsspillet er jeg kommet ind i sådan en fase igen. Har allerede læst The Hunger Games 2 plus et par andre med samme tema. Mere om dem senere.
Jeg ved ikke hvordan den danske oversættelse er, så min meget varme anbefaling gælder den engelske udgave. LÆS DEN.
tyskerungen

Tyskerungen af Camilla Läckberg

Camilla Läckberg skriver dårligere og dårligere og udtænker værre og værre plots. Jeg syntes bestemt ikke om hendes forrige, Ulykkesfuglen, og denne her, Tyskerungen, er kun marginalt bedre. Ikke mere velskrevet, jeg kunne bare bedre lide plottet, selvom det var tyndt og kedeligt.

Som jeg også nævner i omtalen af Ulykkesfuglen, har jeg aldrig deltaget i råbekoret mod (svenske) kvindelige krimiforfattere. Tværtimod. Og som jeg har sagt de sidste par dage, bl.a. hos Nille, er jeg stort set altlæsende, det skal bare være underholdende. Så kan det være svensk femikrimi eller Dostojevski, I don’t care. Og hvor er det dog ærgerligt med Camilla Läckberg, for de første bøger – særligt nr. 2 og 3 – om forfatteren Erika Falck og hendes mand, strisseren Patrik Hedström, var rigtig gode. Men hun er da virkelig faldet af på den. Dorte (DJs Krimiblog) har fortalt, at hun (altså Camilla Läckberg) har været igennem skilsmisse, depression og børnefødsler de sidste par år, og at det måske er forklaringen på, at hun ikke rigtigt har udviklet sig som forfatter. Under alle omstændigheder er Tyskerungen ikke værd at spilde ret meget tid på. Hvis du må og skal læse den, så lån den eller vent, til den kommer i paperback.
Erika har fundet en nazi-medalje blandt sin afdøde mors ting og sager. Hun bestemmer sig for at undersøge hvordan medaljen er havnet blandt moderens ting, og begynder med at finde ud af hvad det præcis er for en medalje. Hun opsøger derfor en specialist i Anden Verdenskrig og nazismen. Han når desværre aldrig at give Erika noget svar, da han i slutningen af sommeren findes myrdet i sit bibliotek. Patrik, der er på barsel fra politistationen i Tanumshede, og skal passe lille Maja mens mor Erika arbejder på en bog, bliver alligevel rodet ind i opklaringsarbejdet. Opklaringsarbejdet ramler selvfølgelig sammen med Erikas undersøgelser, og der bliver rodet godt op i fortiden. Erika finder nemlig også sin mors gamle dagbøger, og det viser sig, at en hel gruppe af mennesker, der stadig lever, var venner med Erikas mor, da de var unge.
I øvrigt er beskrivelserne af politiet i Tanumhede efterhånden så tåbelige, at det nærmer sig deciderede karikaturer. Særligt lederen Mellberg er så usandsynligt stupid, at han i den virkelige verden ville have været smidt på porten for længst.
Sideløbende med opklaringsarbejdet får vi som sagt også historien om en gruppe af teenagere, der var venner under Anden Verdenskrig. En af disse teenagere var Erikas mor. Hallo! Erikas mor er en 14-16 årig teenager i 1940’erne. Moderen har altså fået Erika, der er midt i 30’erne i bøgerne (som foregår i nutiden), samt lillesøsteren i en alder af 45-48 år gammel. Nuvel, det kan da sikkert sagtens lade sig gøre, men det forekommer alligevel lidt besynderligt. Moderens og vennernes historie er banal og kedelig, selvom den er vigtig for plottet. Meningen er at Erika skal lære noget om sin mor og grunden til at hun gennem hele Erikas og lillesøsterens liv var fjern og kølig.

Det bedste jeg kan sige om Tyskerungen er at den er let læst. Men den er desværre også kedelig. Anbefales ikke, og slet ikke hvis man ikke kender persongalleriet fra de tidliere bøger.

kunstenatd-C3-B8

Kunsten at dø af Anna Grue

Kunsten at dø er den tredje bog i Anna Grues serie om den skaldede detektiv, reklamemanden Dan Sommerdahl. Den forrige i serien, Judaskysset (omtalt her), var spændende, men havde efter min mening en lidt for langt ude slutning.
Om denne er mere realistisk skal jeg ikke kunne sige, men den var i alle fald velskrevet (som stort set alle Grues bøger) og spændende, og jeg læste den på en dag. Den fangede fint med sine både sympatiske og usympatiske personer, og plottet er godt udtænkt.
Dan, der er blevet lidt af en B-liste kendis i Danmark, bliver inviteret til at deltage i et realityshow, Morderjagten, der skal optages på en ø uden for Christianssund, den provinsby, hvor Dan og hans familie bor. En af de andre deltagere er den kølige og kendte kunstner Kamille Schwerin, hvis mor blev slået ihjel året før. Kamille Schwerin er ikke bare kunstner, hun er også en af de store kanoner i dansk kunstliv som sådan, og sidder i flere bestyrelser og fonde. Hun er ikke umiddelbart særligt elskelig, men opnår dog en vis sympati, da hendes mor bliver dræbt – oven i købet i Kamilles eget hjem. Politiet får aldrig opklaret mordet, og da Kamille viser sig også at skulle deltage i Morderjagten, er det oplagt for den skaldede detektiv, at han søger at løse det mysterium også. Dan er ellers sat på øen netop som detektiv, der skal opklare de fiktive mord, som der bliver begået under Morderjagten.

Grue har fanget reality-tidsånden fint, og tegner nogle gode personer på en letlæselig og underholdende måde. En anelse to-dimensionalt, men det er også i orden, for handlingen flyver velskrevet afsted, og slutningen lægger op til en interessant 4’er i serien, som jeg glæder mig til at læse. Kunsten at dø anbefales alle krimielskere, og den passer perfekt til en blæsende efterårsdag indendørs eller til strandferien sydpå.

stuk

Stuk af Herman Bang

Det er for dårligt, at jeg ikke har fået skrevet noget her i månedsvis. Nu er det på tide at få ført a jour, og komme i gang med at blogge om bøger på dansk igen. Det er ikke fordi jeg ikke har læst, for det har jeg. En blanding af dovenskab, arbejde, generel travlhed off line, blogging på min engelske side og en masse andet, har gjort, at jeg bare ikke har haft overskuddet til hverken at skrive noget her eller besøge danske blogs. Igen..det er for dårligt.

Men nu til opsummeringen af de bøger, jeg har fået læst i de sidste par måneder.

Allerførst skal der lyde en varm tak til Eskapisten, der anbefalede mig at læse Herman Bang, Eskapistens yndlingsforfatter. Eskapisten læste Fiskerne af Hans Kirk, som er en af mine yndlingsforfattere, og jeg valgte, måske en anelse overmodigt, at læse Stuk. Andre, med forstand på litteratur, har sagt til mig, at man måske burde have begyndt med en af Bangs andre romaner. Nu har jeg læst Bang før (i gymnasiet), så jeg mente sagtens at kunne læse Stuk. Og det kunne jeg da også. Men der er ingen tvivl om, at jeg skal læse den igen. Det er jeg simpelthen nødt til.

Jeg følte mig forpustet, forædt, halvfordrukken og rødblussende som en tyk mand af at læse Stuk. Der foregår så meget, og det går så hurtigt, at førstegangslæseren (som jeg) skal holde tungen lige i munden – der er mange personer at holde styr på. I begyndelsen troede jeg, at jeg ikke havde læst ordentligt, og at jeg burde vide hvem de personer, der hele tiden blev introduceret var, men der dukker bare det ene store selskab af mennesker op efter det andet. Jeg følte ikke at Bang havde den helt store sympati med sine personer, og jeg syntes også selv, at nogle af dem var latterlige.

Stilmæssigt er Stuk en lidt fragmenteret oplevelse. Det fragmenterede er ellers et postmodernistisk træk, hvilket Bang nok er lidt for tidlig til at være. Jeg er klar over, at Stuk tidsmæssigt er udgivet under Det Moderne Gennembrud, men jeg ved ganske enkelt ikke nok om denne litterære periode til at jeg tør at gøre mig klog på den og dens stilarter. Billedet på den udgave, jeg læste, var impressionistisk i stilen, og en hurtig Google-søgning på Bang og Stuk viste da også, at Stuk netop er impressionisk i sin stil. Nu har jeg læst nogle kapitler af Ved Vejen, og den er helt klart langt lettere at læse, stilmæssigt.

For indrømmet. Stuk var svær. Jeg elskede beskrivelserne af København, hvor jeg også selv bor, og hvor gader og stræder og steder stadig har de samme navne. Og så har jeg fået blod på tanden, så den næste litterære klassiker af Bang, jeg vil læse er Ved Vejen, som jeg allerede er i gang med. Og så håber jeg, at jeg senere kan genlæse Stuk og få noget mere ud af den, end jeg nok har fået nu, hvor jeg på en eller anden måde koncentrerede mig for meget, i stedet for at prøve at “flyde med”. Hvis det giver mening.