catching-fire

The Hunger Games (Dødsspillet) 2: Catching Fire af Suzanne Collins

Hvis du ikke har læst den første bog, Dødsspillet (se omtale nedenfor), og påtænker at gøre det, bør du nok ikke læse videre her, da omtalen afslører hændelser fra den første bog i trilogien.
—————————————————–

Mange af de engelsktalende bogbloggere jeg er i kontakt med via min engelsksprogede blog, læser børne- og ungdomsbøger. Dog ikke fordi de selv nødvendigvis er specielt unge, snarere fordi ungdomsbøger opfattes som en genre på lige linje med alle mulige andre genrer, som “voksne” også læser. Mange læser dem selvfølgelig også fordi der ganske enkelt er et stort marked af spændende ungdomslitteratur at gå i gang med, og fordi mange af de problemstillinger, der tages op i ungdomslitteraturen er almengyldige, også for voksne. Og så er det jo lette at læse, ikke mindst. Som jeg har nævnt tidligere her, har jeg været en af den type voksne, der snøftede særdeles hånligt af venner og bekendte, der læste Harry Potter, hvilket jeg opfattede som rene børnebøger (i alle fald den første, som jeg selv har forsøgt at læse, men fandt for barnlig – jeg ved godt, at serien udvikler sig!).
Nu er jeg så selv blevet en af de voksne, der læser børnebøger – eller i hvert fald ungdomsbøger. Og det har jeg godt nok ikke gjort siden jeg selv var i målgruppen – for en del år siden! Og lad det være sagt med det samme: jeg har stort set kun haft gode læseoplevelser her i de sidste par måneder, hvor jeg har slugt den ene ungdomsbog efter den anden. Jeg skal dog villigt indrømme, at de kærlighedshistorier/forviklinger/ubeslutsomheder om man skal have sex eller ikke have sex/osv ikke er det, der bærer historierne for mit vedkommende. På ingen måde. Jeg finder det snarere en anelse kedsommeligt. Og derfor går jeg også udenom deciderede kærlighedsbøger. Så vil jeg trods alt hellere læse om kærlighed og hvad der deraf følger skrevet på et plan, hvor jeg kan identificere mig mere med det. Jeg har derfor ret nøje (og efter anbefalinger ikke mindst) læst bøger der enten var dystopiske og/eller post-apokalyptiske eller ovre i fantasy-genren. Nå, nok snak. Nu til den bog, denne omtale handler om:
Gennem utallige anbefalinger fra den engelsksprogede bogblogger-verden, blev jeg trukket ind i Hunger Games-universet, der indtil videre består af to bøger. Denne omtale er om bog 2 i det, der skal være en trilogi. Da jeg var ret vild med etteren, skyndte jeg mig at bestille toeren, Catching Fire, med det samme den blev tilgængelig her i Europa. Den første Hunger Games bog (udk. på dansk med titlen Dødsspillet) var en fantastisk oplevelse at læse, og Catching Fire er meget tæt på at være lige så fantastisk. Grunden til, at den ikke er helt oppe at ringe, er, at hele det overraskelsesmoment, der var i den første bog vedr. selve Dødsspillet selvfølgelig ikke er til stede i toeren. Nu ved vi ligesom godt, hvad det er, det hele handler om. Der er dog andre overraskelser i toeren, bare rolig.

Vi befinder os stadig i Panem, det, der engang var USA. Vi kender ikke grunden til at USA blev til Panem, men det er tydeligt, at der ligger et eller andet jorden-er-gået-under-scenarie bag. Vi får ikke noget at vide om det, men jeg håber, at der kommer lidt om netop det i den sidste bog.

Katniss og Peeta, der vandt den 74. udgave af Dødsspillet er velhavende nu, da det er en del af vinderens præmie. De bor i store huse, har masser af mad og livet burde være godt. Men sådan er det selvfølgelig ikke. De lever stadig i Distrikt 12, det fattigste og mest yderlige distrikt af de 12 distrikter som Panem består af. Panem er ikke et frit land, skal det lige indskydes. Det er et diktatur, styret af Præsident Snow. Katniss har ikke rigtigt fået talt med Peeta siden de kom hjem fra Dødsspillet, selvom det hedder sig, at de er forelskede i hinanden. Det var bl.a. denne “kærlighed”, som gjorde, at de var i stand til at at vinde Dødsspillet i den første bog. Katniss bruger også en del tid på at spekulere over Gale, hendes bedste ven som hun plejede at jage med i skoven. Katniss er ked af, at deres forhold er blevet så anstrengt siden hun deltog i Dødsspillet. Men det tror da pokker. Det lå i luften fra de første sider af den første bog, at Gale var seriøst kærestepotentiale for Katniss. Da hun så sendes afsted til Dødsspillet med Peeta, og vender hjem som Peetas nye kæreste (selvom det var skuespil), er det klart, at Gale ikke ved, hvor han står. Det skal lige siges, at dette spor i historien ikke fylder voldsomt meget, og selvom man ikke er til “ung kærlighed”, kan man sagtens læse bøgerne alligevel. På denne her måde har forfatteren sikret sig, at den store målgruppe af kærlighedshungrende teenagepiger gider at læse med på en historie, der på sin vis er temmelig voldsom, og måske mere appellerer til læsende teenagedrenge.

Dødsspillet bliver sendt på tv over hele Panem som et reality show, og da indbyggerene i alle distrikter pr. præsidentens dekret er tvangsindlagte til at se med,  bliver Katniss og Peeta store stjerner i alle distrikter. Da bog to tager sin begyndelse, er Katniss og Peeta ved at gøre sig klar til at drage ud på en jubel-tur gennem alle Panems distrikter, hvor de skal lade sig hylde og fejre. Ikke at de har meget lyst til det, for noget ulmer og bobler under overfladen.

Lige inden de skal afsted, aflægger Panems usympatiske og ækle præsident Katniss et besøg. Han bor ellers i The Capitol, Panems dekadente hovedstad og rigeste distrikt. Det, der ulmer og bobler under overfladen i hele Panem har nået præsident Snow og hans mænd, og man er bestemt ikke begejstrede. I The Capitol har man i mange år forsøgt at holde den ulmende frihedstrand under låg, men siden Katniss og Peeta vandt Dødsspillet, er det blevet hårdere og hårdere at holde låget på plads. Befolkningen er ved at gøre sig klar til oprør, og præsidenten vil gøre alt for, at det ikke sker.

Det er derfor med alvorlige trusler hængende over deres hoveder, at Katniss og Peeta begiver sig ud på deres sejrstur gennem Panem. De må under ingen omstændigheder opildne til noget der bare kan minde om selvstændig tankevirksomhed, de må ikke puste til frihedstrangens ild. Og mere vil jeg ikke sige om Catching Fire andet end LÆS DEN (men læs bog et først).