evermore-dansk

Evermore af Alyson Noel

Evermore er den første bog i serien om “De Udødelige”, og indtil videre den eneste, der er oversat til dansk. Hovedpersonen er 17 årige Ever, hvis familie er omkommet ved et tragisk biluheld – et uheld, som Ever mener, at hun er skyld i. Efter ulykken flytter Ever til det sydlige Californien, hvor hendes faster Sabine og eneste levende familiemedlem bor. Fasteren sørger for at Ever får alt det, en teenager ønsker sig, og mere til. Dette hjælper dog ikke på Evers tyngende skyldfølelser, og hun, der ellers var skolens populære og smarte pige på sin gamle skole, trækker sig mere og mere ind i sig selv. Hun gemmer sit lange hår under uklædelige hættetrøjer, og hun går altid med en Ipod i ørerne. Ikke mindst fordi ulykken har bevirket, at hun kan høre alle andres tanker, også de grimme tanker som klassens og skolens smarte klike tænker om hende. Musikken hjælper med at dæmpe de andres tanker. Ever er blevet en outsider, en af dem, hun ikke selv værdigede et blik i sit gamle liv. Fuldstændig venneløs er hun dog ikke. Goth-pigen Haven og den homoseksulle Miles, som også er outsidere på skolen, har taget Ever til sig. Hverken Haven eller Miles ved dog, at Ever kan læse tanker.

Der bliver vendt op og ned på trekløverets liv, da den mystiske og hamrende lækre Damen begynder på skolen. Klassens toneangivende piger mener, at det er dem, der har førsteret til Damen, og da Haven også erklærer, at hun vil have ham, trækker Ever sig tilbage på trods af den umiddelbare tiltrækning, hun med det samme har fornemmet mellem sig selv og Damen. Damen viser dog en endog stor interesse for Ever, og snart er hun fanget mellem sin egen skyldfølelse, sine lyster, en masse hemmeligheder og sine venners lyster og følelser. Hvem er Damen, og hvad laver han egentlig på deres skole. Hvem er den rødhårede skønhed, der følger ham overalt og hvorfor er han egentlig så interesseret i kedelige og freakede Ever? Og hvad er det med Evers lillesøster, der, selvom hun er død, bliver ved med at komme på besøg?

Evermore handler om kærlighed, om at opnå den selvom man ikke er som de andre, om at være anderledes, at være udstødt fra fællesskabet, om at møde og leve med store sorger, om skyld, om at blive voksen og om de valg (herunder bl.a. om sex) man må træffe på vejen.

Der er ikke nogen tvivl om, at Noël er endog stærkt inspireret af Stephenie Meyers Tusmørke-serie om Bella og vampyren Edward – der er dog ingen vampyrer på spil i Evermore. Målgruppen er dog som udgangspunkt den samme: unge piger mellem 10 og 15 år, og jeg er sikker på at målgruppen vil finde Ever og de andre dragende.

Men…det er som om der ikke rigtigt bliver gået i dybden med de store emner i bogen, som der ellers lægges op til. Der er ellers, som nævnt ovenfor, nok at tage fat på i Alyson Noëls historie om Ever, Damen og de andre.Der glides lidt for let henover bl.a. mobbernes afskyelige opførsel overfor Ever. Hele problematikken om at være anderledes bliver heller ikke behandlet med den omhu, man kunne ønske. Og Evers relativt uproblematiske tilgang til sex er måske også ramt en anelse forbi målgruppens kernelæsere. Måske for at gøre Evermore lidt mindre kysk end Tusmørke-serien?!

Sproget er ungt og rammer tidsånden ganske godt, selvom oversættelsen er lidt gumpetung (men det kan også sagtens være den originale tekst, der bare er sådan). Plottet noget løst. Evermore er ikke den bedste bog i genren, men der lægges op til en fin serie, som målgruppen formentlig vil tage til sig. Der er i hvert fald masser at identificere sig med i Evermore.

Evermore udkommer på dansk d. 10. marts på Forlaget Alvilda. Jeg modtog et anmeldereksemplar fra SAXO. Bogen kan forudbestilles allerede nu.

the-road

The Road af Cormac McCarthy

Amerika er brændt ned til grunden, landet er isnende koldt, sort aske blandet med sne falder på de få overlevende i denne mørke og postapokalyptiske fortælling som vandt Pulitzer Prize for fiction i 2007. The Road af Cormac McCarthy var så absolut en spektakulær læseoplevelse, og jeg undrer mig såre over hvorfor jeg ikke har læst den før nu.

Intet levende findes længere – ingen træer, fugle, fisk eller blomster. Kun de få ulykkelige overlevende, som har dannet små samfund rundt omkring, og hvor man nødigt accepterer tilrejsende. Manden og hans søn, Drengen, vandrer gennem dette øde land på vej mod havet mens de prøver at undgå kannibalistiske bander, der også huserer langs Vejen, i deres søgen efter noget at spise. Drengen er alt, Manden har og omvendt. De leder efter mennesker som dem selv – gode mennesker – men som deres rejse skrider frem bliver det mere og mere vanskeligt at forestille sig, at der overhovedet er nogen medmenneskelighed tilbage i den øde, mørke, soddækkede verden.

Postapokalyptisk så det forslår!

funhome

Fun Home: A Family Tragicomic af Alison Bechdel

Fun Home: A Family Tragicomic er erindringer skrevet som en grafisk roman. Egentlig er jeg ikke helt klar over, hvornår vi siger grafisk roman frem for blot tegneserie, for det er jo det, der er. Historien er tegnet og fortalt af Alison Bechdel, der også er hjernen bag serier såsom Dykes To Watch Out For. Jeg er ikke særlig velbevandret i  GLBT-litteraturen, men har da læst en håndfuld eller to, der kan kategoriseres som sådan. Bechdel er lesbisk, og Fun Home: A Family Tragicomic handler om at finde ud af sin seksualitet, og komme ud af skabet, men historien er absolut om meget andet end lige det. Homoseksualitet er det bagvedliggende hovedtema i historien, mens det foranliggende hovedtema er forholdet mellem børn og deres forældre. I dette tilfælde forholdet mellem Alison og begge forældrene,  først og fremmest faderen.

Alison vokser op med meget fraværende forældre, der lever i et knapt så lykkeligt ægteskab, hvor både moderen og faderen virker endog ret desillusionerede. Alisons far arbejder som engelsklærer, hendes mor er ved at skrive speciale samtidig med at hun forsøger at slå igennem lokalt som skuespiller. Faderens hovedinteresser er litteratur og arkitektur, og han bruger det meste af sin fritid på at indrette familien hjem i forskellige stilarter. Mellem jobbet som engelsklærer og fritidsinteresserne, ejer familien også en bedemandsforretning (funeral home), der i familiens daglige jargon blot kaldes The Fun Home.

Vi følger Alison fra hendes tidlige barndomsår og indtil hun er omkring 20 år gammel og flyttet hjemmefra. Alison fører dagbog, og i Fun Home: A Family Tragicomic bruger hun en hel del af disse dagbogsskriverier, men set fra den ældre og klogere Alisons synspunkt. Historien er fyldt med litterære henvisninger, og på trods af at historien er temmelig mørk, løber der en tydelig strøm fyldt med humor og ironi under historiens overordnede tristesse.

tender-graces

Tender Graces af Kathryn Magendie

Tender Graces er Kathryn Magendies debut, og det er en fin, lille historie. Hvis du kunne lide YaYa-bøgerne, vil du også kunne lide Tender Graces.

Den smukke, vilde og noget uuddannede Katie Ivene fra West Virginias bjerge møder den smarte Shakespeare-citerende dørsælger Frederic, og i løbet af kort tid er de gift og har fået tre børn: Micah,Virginia Kate og Andy. Virginia Kate, som vi møder på den allerførste side som en voksen kvinde på vej til sit barndomshjem, fortæller historien om sin mor, far, søskende og øvrige familie fra de tidlige tressere til de tidlige halvfjerdsere. Virginia Kate er på vej hjem for at få rystet nogle af skeletterne ud af skabet, så vi aner allerede fra første færd, at det ikke bliver nogen nem rejse, vi skal ud på.

Historien foregår i de amerikanske sydstater, og har en hel del af de elementer, der kendetegener den traditionelle Southern Gothic roman. For eksempel er historien fyldt med spøgelser, som det kun er Virginia Kate der kan se. Spøgelser som hun bruger mens historien folder sig ud og barndomsminderne (traumerne) begynder at presse sig mere og mere på. Virginia Kate hjælpes også godt på vej af sin mormors dagbog.

Første halvdel af historien er meget mørk, og selvom den var en anelse tynd sine steder (der manglede en smule informationer her og der om fx mormorens liv), er det en gribende historie. Halvvejs gennem bogen tager tingene en drejning for vores hovedpersoner, og fra da af begynder historien at blive en anelse forudsigelig, og denne anden halvdel er ikke nær så stærk som første halvdel. Personudviklingen og beskrivelserne er fine hele vejen igennem, selvom der som sagt godt kunne have været en smule mere kød på nogle af de ting, hændelser og personer, der nævnes en passant, og som måske ikke lige er hovedpersoner, men som alligevel spiller en vis rolle for historiens gang.

Jeg er sikker på at jeg trods det vil læse mere fra Kathryn Magendies hånd hvis hun fastholder sin fine stil og gode greb om personer, man tror på.

Læs mere på Kathryn Magendies hjemmeside her, hvor det også fremgår at der udkommer en ny bog om Virginia Kates liv i 2010.