aftermath

Aftermath af Peter Robinson

Aftermath er nummer 12 i Peter Robinsons Inspector Banks-serie. Og ja, jeg har læst en del af bøgerne i denne serie, og det fuldstændig uden at skele til hvilket nummer i serien, bogen havde. Ikke at det har betydet det store for læseoplevelsen, og har som sådan aldrig generet mig. I denne bog var der dog lidt af plottet, som jeg kunne gætte mig til, fordi jeg havde læst om det i en senere bog. Det var nu en glimrende krimi alligevel.
Unge, høje og blonde skolepiger forsvinder, og det har stået på i måneder. Alan Banks er leder af en specialgruppe, der undersøger de forskellige sager om forsvundne piger. Ingen i gruppen er dog i stand til at få knækket nøden, og man er bange for, at dette ikke handler om “almindelige” teenageforsvindingsnumre, men at man har at gøre med en seriemorder, selvom der ikke er fundet nogen lig.

Den stilfærdige og lidt nervøst anlagte canadiske kunster Maggie bor i nr. 37 på The Hill. Skråt over for, i nr. 32, bor Lucy og Terence. En nat, hvor Maggie endnu engang ikke kan sove, hører hun støj og stemmer fra nr. 32, og hun ringer til politiet, bange for at det er Terence, der tæver Lucy. To unge betjente, Dennis og Janet ankommer til stedet, og inden natten er omme, er en af dem død.

Banks bliver hentet til gerningsstedet, og i løbet af få timer viser det sig, at denne husspektakel-sag på en eller anden måde er forbundet med sagerne om de forsvundne teenagepiger. Og at de måske er endnu tættere forbundet end hvad man forestiller sig.

Og så er scenen sat for en spændende krimi, der går over stok og sten uden at glemme de gode karakterbeskrivelser af hovedpersonerne. Flere af personerne kender vi allerede fra tidligere (eller senere!) bøger i serien. Spændende læsning.

mudbound

Mudbound af Hillary Jordan

Mudbound af Hillary Jordan udspiller sig igennem nogle måneder i 1946 i Deltaet i Mississippi. Anden Verdenskrig er ovre i Europa, og de amerikanske tropper er begyndt at komme hjem igen. Nogen mere uvilligt end andre.

Historien begynder nogle år før, da den 31 årige gammeljomfru Laura netop har slået sig til tåls med at forblive ugift. Hendes liv er sådan set rart nok. Men da Henry, der er 10 år ældre, begynder at gøre kur til hende, er hun dog ikke i tvivl ret længe, og de gifter sig.

Efter nogle gode år som stort set ubekymret hjemmegående husmor i byen, flytter Henry sin kone og deres to små døtre på landet. Og så begynder tingene at falde fra hinanden. Henrys bror Jamie kommer hjem fra krigen, ødelagt og med et alkoholproblem. Lauras svigerfar, der er en tyrannisk og led gammel mand, flytter ind hos Henry og Laura, og efterhånden udvikler tingene sig i sådan en retning, at Laura ikke er sikker på at hun kan holde det ud mere. Kun Henry trives i bedste velgående med livet på landet, mens alt andet omkring ham falder fra hinanden.

Den sorte familie der hjælper på gården og med husarbejdet venter også på en søn, der skal vende hjem fra krigen. Da han endelig kommer hjem, ender han som midtpunkt i en tragedie, der også involverer Jamie og resten af den lille kreds af mennesker på og omkring Laura og Henrys gård.

Mudbound er ikke nogen glad og romantisk historie. Historien begynder og ender dog med kærlighed i en eller anden form, så læseren efterlades ikke med en fuldstændig desillusioneret smag i munden.
racisme i Mississippis delta-egne i slutningen af 1940’erne er et af hovedtemaerne i bogen, ligesom den fremmedgørelse, der kan opstå mellem mand og kone selvom de egentlig har et lykkeligt ægteskab. Bogen er også om hvordan en lille ting kan sætte gang i en række af hændelser, der indimellem fører til tragedie og destruktion. Over det hele ligger sydstaternes atmosfære af had, smerte, hede, regnvejr og mudder som en dyne, der gør det svært at ryste historien af sig. Den er mørk, historien, men også sine steder nærmest poetisk, og heldigvis er der også glimt af håb bag al håbløsheden. Ikke en morsom bog – der er ikke et gran af humor i den – men jeg kunne lide den. Anbefalelsesværdig.

American-Wife

American Wife af Curtis Sittenfeld

Skrevet med øje for den mindste detalje i et flydende og letlæst sprog, vil jeg begynde med at anbefale Curtis Sittenfelds American Wife. Det er helt sikkert en god og velskrevet bog. Det er også en lang bog på mere end 600 sider. Det er en saga! Og selvom den vitterligt er let at læse, så er den også så pakket med hovedpersonen Alice’s tanker og reflektioner, at det tager noget tid at tygge sig igennem. I hvert fald for denne læse. Jeg er ikke på nogen måde en superhurtig læser, men jeg er på den anden side heller ikke en specielt langsom læser. Men denne tog det altså nogen tid at komme igennem.

Det er en seriøs sag, vi har med at gøre, men der er også humor spredt ud over nogle af de 600 sider. Ikke at det fylder voldsomt, men det lidt tørre og noget humorforladte passer nu fint til hovedpersonens sind. Læseren følger Alice Lindgren, en lidt naiv Wisconsin-pige, fra hendes tidlige barndom og indtil hun er ca. 60. Vi ved fra begyndelsen af bogen, at Alice er den amerikanske førstedame, men vi får ikke at vide hvornår i hendes liv det er. Vi må læse bogen for at finde ud hvad der er sket i Alices liv og hendes ujævne vej til at blive gift med den amerikanske præsident.

Hele bogen er fortalt i første person, og resultatet er, at læseren virkelig føler at man lærer Alice at kende. Hun er en sympatisk kvinde, og jeg nød at læse om hende. De første to-tredjedele af bogen er rigtig gode og meget velskrevne, og handler om Alices barndom, teenageår og voksenliv. Hendes vej gennem livet er ikke nødvendigvis en dans på roser, der er mange stikkende torne undervejs plus nogle deciderede tragedier.

Den sidste tredjedel af bogen var en smule skuffende. Det er den del, der handler om hendes tid som førstedame (iflg. forfatteren selv og adskillige omtaler rundt omkring, skal Alice løseligt forestille at være Laura Bush). Plottet bliver en smule løst i det, mere vil jeg ikke røbe, da jeg ellers vil komme til at spolere for meget af den øvrige historie, men der er masser af anmeldelser fx på Amazon, der ikke holder sig fra at afsløre ting. Jeg ville selv have været irriteret, hvis jeg havde vidst disse ting inden jeg gik i gang med at læse bogens, selvom jeg egentlig er enig med de pågældende anmeldere!

Hvis du er interesseret i en god bog, der folder USAs historie (i lille format) ud fra 1950’erne til 2007, er American Wife et godt valg.

Bogormen har anmeldt American Wife her.

property

Property af Valerie Martin

Property af Valerie Martin foregår i 1828 i Louisiana, og er om Manon Gaudet, gift med en sukkerplantageejer, som hun ikke kan fordrage, og om hendes slave Sarah, som hun heller ikke kan fordrage. Manons frustrationer og vrede går ofte ud over Sarah, som til gengæld heller ikke er nogen sympatisk karakter, slave eller ej. Manon er gold, hvilket hun glæder sig over, og vi ved, at det ikke er hos hendes mand, at “fejlen” skal findes, for han er far til to uægte børn med Sarah. Det ældste barn Walter får ofte lov til at løbe frit rundt på plantagen, i hvert fald når Manons mand synes, at det er i orden. Manons vrede vokser og vokser. Hun savner New Orleans, hun savner kærlighed og venskab. Hun savner et liv, bare det ikke er hendes eget. Hun er ikke i stand til at tage imod den udstrakte hånd, hendes mand rækker hende, og det hele ender i et særdeles dramatisk klimaks, da en gruppe slaver bryder ind på plantagen en nat.

Det slog mig, at jeg ikke syntes at nogen af personerne i denne historie var sympatiske. De var alle ret usympatiske, men af forskellige årsager. Skrivestilen er klar og skåret ind til benet. Ingen unødvendige fyldord eller alenlange beskrivelser. Læseren efterlades med en følelse af at både at have ondt af personerne og finde dem usympatiske.

Property er dog en god bog og absolut anbefalelsesværdig.

Silent-Killer

Silent Killer af Beverly Barton

Cathy ser sin mand, en stilfærdig præst, blive myrdet på bestialsk vis, og da en anden præstelig herre kort tid efter mister livet på samme måde, får Cathy et nervesammenbrud og tjekker ind på et sanatorium. Her bruger hun de næste mange måneder på at komme til sig selv, og da hun vender hjem til Dunmore, Alabama, er hun som en ny kvinde. Hun møder Jack, sin gymnasiekæreste, som er blevet vicesherif i byen, og han har ligesom Cathy også skeletter i skabet. De begynder at ses, og ligeså langsomt vækker de den gamle kærlighed til live igen.

Snart myrdes endnu en præst, og nu står det klar, at der er en seriemorder på spil – en seriemorder, der går efter præster. Seriemorderplottet er blot et af mange plots i denne meget middelmådige krimi af Beverly Barton. Der præsenteres en endeløs række af bipersoner, faktisk så mange, at det gør det ret besværligt for selv trænede læsere at følge med. Nogle af de bi-plots, der præsenteres bliver aldrig fulgt til dørs, selvom de synes ret vigtige for historien. Alle hovedpersonerne er irriterende. Sproget er middelmådigt, og i begyndelsen troede jeg egentlig, at det var en debut-roman, og jeg var derfor indstillet på at tilgive det middelmådige plot og det middelmådige sprog. Det viste sig dog, at forfatteren rent faktisk har skrevet et utal af romaner, og jeg må derfor tilstå at jeg bestemt ikke er imponeret af Silent Killer.

Der var absolut intet nyt i denne historie, og jeg er sikker på, at jeg aldrig vil læse en Beverly Barton bog igen. Det er ikke forfatterens skyld at jeg fejlagtigt trode, at Silent Killer var en krimi, og det så viser sig at være en kærlighedsroman tilsat en seriemorder og et krimiplot. Man kan så sige, at havde Silent Killer bare været velskrevet, ville jeg ikke protestere så meget. Som det er nu protesterer jeg højlydt: Sikke noget lort!