Sittenfeld-dansk

En kvinde, tre mænd & en psykolog af Curtis Sittenfeld

Lad endelig ikke denne bogs titel narre dig. Denne bog er ikke den sædvanlige omgang chick lit – og så er den danske titel også næsten ligeså fjoget som den originale: The Man of My Dreams. En kvinde, tre mænd & en psykolog af Curtis Sittenfeld handler om Hannah Gavener, som vi følger fra hun er 14 og indtil hun er sidst i tyverne. Bogen begynder i 1991 og slutter i 2005.

Hannah bliver sendt til sin onkel og tante for at bo, da hendes egne forældre langt om længe tager sig sammen til at gå fra hinanden – eller rettere, da hendes far smider moren, Hannah og Hannahs storesøster Alisson på gaden. Dette gør selvfølgelig, at Hannah får et noget ubalanceret forhold til sin far, ja til mænd (og tildels og kvinder) i det hele taget.

Hendes veninder ser allesammen bedre ud end Hannah. Ingen drenge/mænd er interesserede i hende. Hendes drømme om et forhold er totalt naive, selv som voksen. Og sidst, men ikke mindst, har hun så lavt selvværd (noget hun ikke vil indrømme), at det gør det stort set umuligt for hende at se, at der rent faktisk er drenge/mænd, der viser hende interesse.

Så hendes liv kredser omkring dette, årene går. Hannah bliver mere og mere frustreret jo ældre hun bliver – stadig uden at have kysset med nogen, stadig jomfru. Hun ser på sin storesøster og sin kusine, der bliver gift (storesøsteren) eller har utallige eventyr med det modsatte køn (hendes kusine).

Hannahs lave selvværd og det, at hun ikke har kysset/haft sex begyndte at irritere mig halvvejs gennem bogen. Ikke fordi det som sådan forekom uvirkeligt eller føltes falsk. Absolut ikke, og snarere tværtimod. Hannahs liv og hendes søgen efter en kæreste/et kys/et knald er absolut set før. Både i virkeligheden og i andre bøger. Mange ældre teenagepiger/unge kvinder vil helt sikkert nemt kunne identificere sig med Hannah. Det var mere, at jeg ikke synes at denne problemstilling helt var nok til at køre gennem en hel bog, der, bevares, da heller ikke er meget lang, men alligevel.

Hannah gik fra at være en relativt normal teenagepige/ung kvinde, der overanalyserer og overspekulerer over kys/sex til at være en lidt for neurotisk voksen kvinde.

Anyway, det er ikke nogen dårlig bog – ikke Sittenfelds bedste, selvom hun er en fremragende forfatter, der skriver godt. Jeg læste den engelske udgave, og kan derfor ikke udtale mig om oversættelsens kvalitet.

Gone

Gone af Michael Grant

Gone af Michael Grant er den første bog i en serie, der indtil videre er planlagt som en trilogi. Bog nummer 2, Hunger, er allerede udkommet, og den tredje bog, Lies, skulle udkomme en af de nærmeste dage i USA.
Bogen begynder med en helt almindelig kedelig dag i Perdido Beach, en lille by i det sydlige Californien. På et splitsekund forsvinder alle på 15 år og derover. Det ene sekund er de tilstede, det næste er de væk. Byen er nu overladt til børn og teenagere. Efter det første chok har fortaget sig, begynder de tilbageværende at udnytte situationen. Slikbutikkerne bliver plyndrede, skolens rødder og værste mobbere truer alt og alle der stiller spørgsmål til deres “magtovertagelse”, og midt i det hele står Sam, en stilfærdig 14-årig med en hemmelighed. Sam vil helst bare windsurfe og være i fred. Han finder sammen med vennen Quinn, den smukke og kloge Astrid og hendes autistiske lillebror. The FAYZ – Fallout Alley Youth Zone, som de tilbageværende kalder området – er en realitet.

Kort efter at Sam har forsøgt at redde en lille pige ud af en brændende bygning, stimler folk sammen og udråber Sam til byens leder. Det er det sidste, Sam ønsker at være. Rødderne har allerede “sat sig på magten”, og Sam har ikke lyst til at udfordre dem. Ikke med det samme i hvert fald.  Allerede dagen efter marcherer en gruppe børn og unge fra det nærliggende Coates Academy, en skole for vanskelige børn, ind i byen med den rolige og noget skræmmende Caine i spidsen. Nogle af børnene, både de små og de store, er begyndt at udvikle særlige evner, og Caine og hans allierede vil kontrollere disse evner – og dem, der er i besiddelse af dem. Mest for deres egen skyld og for at få magt over byen.

Gone er blevet sammenlignet med Fluernes Herre. Det skal jeg ikke kunne udtale mig om, da jeg aldrig har læst Fluernes Herre. Gone er fin nok for sig selv, og jeg ser frem til at læse nummer to, Hunger. Men Gone var ikke nogen super-fantastisk bog. Præmissen er rasende god og det umiddelbare plot gennemtænkt, men kun i teorien. Læsningen føltes faktisk nøjagtigt sådan: det, der lød godt i teorien, var svært for forfatteren at få ned på papir. I hvert fald fornemmer læseren, at forfatteren mister pusten og grebet om plottet undervejs.

Gone er en ungdomsbog, og skrivestilen er målrettet denne gruppes yngre læsere. Det har jeg som sådan ikke noget imod, men Gone er faktisk ret voldsom, og plottet måske mere rettet mod 15-16-årige. Så er det ærgerligt, at skrivestilen måske rammer de yngre læsere bedre. Som en anden anmelder skrev, vil det måske også irritere den lidt ældre teenager, at der ikke er nogen personer med over 15. Når alt det så er sagt, var Gone glimrende underholdning og bestemt anbefalelsesværdig hvis man er til dystopisk læsning.

tomorrowwhenthewarbegan

Tomorrow-serien af John Marsden

John Marsden er en australsk forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger. Indtil jeg fik anbefalet hans “Tomorrow-serie” havde jeg aldrig hørt om ham, men det har formentlig mere med min alder at gøre, for serien er nemlig også oversat til dansk, fandt jeg ud af. Jeg købte den første bog, Tomorrow, When The War Began, for at se, hvad det var for noget og for at se, om jeg ville investere i resten af serien. Efter læsning af den første bog, må jeg indrømme, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få fat på de resterende seks i serien. Jeg sad på kanten af sofaen under læsningen af den første bog, og selvom denne spænding ikke holdt HELE serien igennem og selvom alle bøgernes plot grundlæggende er det samme, er hele serien generelt nervepirrende spændende. Første bog udkom i Australien i 1995, og der er derfor den der lidt besynderlige mangel på mobiltelefoner og internet, i hvert fald i de første bøger i serien. Det tog dog på ingen måde læseglæden fra mig.

Serien består altså af syv bøger i alt: Tomorrow, When The War Began, The Dead of Night, A Killing Frost, Darkness Be My Friend, Burning for Revenge, The Night is for Hunting og The Other Side of Dawn.

På dansk er titlerne: I morgen da krigen brød ud, Sort nat, Dødsfrost, Mørke vær min ven, Brændende hævn, Natten er jagttid og Den anden side af daggryet.

Seriens hovedperson er den 17 årige Ellie. Det er hende, der fortæller historien. Det hele begynder kort efter jul. Ellie og hendes jævnaldrende venner Homer, Kevin, Corrie, Fi, Lee og Robyn er taget på vandretur i den australske bush. De finder vej ned i en helt isoleret kløft – kaldet Hell – hvor de slår lejr i nogle dage. Her slapper de af, kissemisser lidt, skændes lidt, laver lejrbål og hvad teenagere nu ellers gør, når der ikke er voksne involveret.

Da de begiver sig op fra Hell igen og vender hjemad, opdager de, at mens de har været skjult for omverdenen nede i Hell, er Australien blevet invaderet og besat af en fjendtlig hær. Deres forældre og søskende er forsvundet, og de syv teenagere står rådvilde tilbage. Hurtigt finder de dog ud af, at alle er blevet interneret i en hal i den nærliggende by Wirrawee, og vennerne trækker sig tilbage til bjergkløften for at skjule sig og planlægge en hemmelig aktion, der skal give dem vished over hvad der er sket.

Og så vil jeg egentlig ikke afsløre ret meget mere, end at besættelsen af Australien fortsætter over et år, og at vi i de syv bøger følger gruppen gennem dette år. Bøgerne er fantastiske fordi de for det første er spændende at læse, men også fordi personerne udvikler sig gennem dette år, handlingen foregår. Det hele er ikke bare fryd og gammen og happy endings hele vejen rundt. Læseren får indblik i hvordan krig påvirker (unge) mennesker, og der er mange steder i serien, hvor der bestemt ikke lægges fingre imellem. Samtidig er det jo unge mennesker, der er tale om, og deres mere almindelige problemer med kærlighed, sex, stoffer, alkohol osv. bliver også taget op. Det er dog selve krigsfortællingen, der bærer alle bøgerne.

Serien er den mest sælgende ungdomsserie i Australien, og er kendt i hele den engelsktalende verden. Der er lavet i hvert fald en film eller tv-serie over vennegruppens oplevelser og meritter, men i skrivende stund skulle der være gang i optagelserne til en rigtig spillefilm bygget på bøgerne.

I øvrigt fortælles det aldrig hvem fjenden er, men det fremgår, at de udover at tale et fremmed sprog, også skriver med et fremmed alfabet. Jeg har set tv-interviews med forfatteren John Marsden på YouTube, og her gætter intervieweren på, at det måske kunne være Kina. Men som sagt, det nævnes aldrig i nogen af bøgerne.

Hele serien er stærkt anbefalelsesværdig. Den er ikke apokalyptisk, men meget dystopisk. Stærk læsning.

kvinden-i-buret

Kvinden i buret af Jussi Adler Olsen

Jeg sprang ikke på Jussi Adler Olsen-bølgen før jeg lige inden jul fandt et godt tilbud på Saxo, hvor de to første bøger i Afdeling Q-serien kunne købes for under kr. 100,- pr. stk. Og når nu så mange læsere i min omgangskreds talte så begejstret om denne serie, tænkte jeg, at jeg også ville kaste mig ud i den.

Kvinden i buret er den første. Vi møder den noget desillusionerede, men også dameglade, kriminalmand Carl Mørck netop som han vender tilbage på job efter en uafsluttet og traumatiserende sag. Carl vil egentlig helst passe sig selv, og hans overordnede virker heller ikke synderligt interesserede i at få Carl tilbage som en af korpsets bedste opdagere.

Det er derfor med slet skjult lettelse, at man modtager en sum penge fra folketinget, der skal bruges til at oprette en specialenhed. Denne specialenhed, som ingen rigtigt synes er særlig vigtig, skal tage sig af gamle sager – cold cases – der aldrig er blevet opklaret. Carl Mørck sættes i spidsen for enheden, der kaldes Afdeling Q, og får sig et kontor dybt nede i politigårdens kælder. Her håber han, at han kan sidde mageligt og afvente sin pension, men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå. Han får en assistent, den energiske Assad, og ganske hurtigt er Carl og Assad i gang med at undersøge en fem år gammel sag, der trækker spor langt ind i dansk politik.

Fem år tidligere er den fremadstormende folketingspolitiker Merete Lynggård forsvundet sporløst. Alt tyder på at hun er død, muligvis for egen hånd, men Carl og Assad opdager hurtigt, at der er ikke bare en, men flere løse ender i sagen, og at intet er som det ser ud til. Da de begynder at grave i sagen, kommer der nye spor der bl.a. leder til Meretes bror og til hendes tidligere kolleger i Folketinget.

Kvinden i buret er super velskrevet og har et sindssygt spændende plot. Måske er plottet en anelse fantasifuldt, men på den anden side gør bogen heller ikke noget krav på at være socialrealistisk. Især Carl Mørck og Assad er rigtig gode karakterer, og selvom Carl gerne vil være sur og vrissen, er der alligevel noget meget sympatisk over ham. God, velskrevet og anbefalelsesværdig dansk krimi. Læs den.