a-dedicated-man

A Dedicated Man af Peter Robinson

Jeg har prøvet at finde den danske titel på A Dedicated Man, men da den ikke lige sprang mig i øjnene, gav jeg ret hurtigt op. Det er nummer to i Peter Robinsons serie om Inspector Banks, og den er mere end 20 år gammel, så hvis den ikke lige kommer frem på diverse forhandleres side, er der ikke noget at sige til det.

Banks er stadig relativt nyansat i Eastvale politi efter han har forladt en stressede stilling i London. Han var oprindeligt flyttet til Yorkshire for at få lidt mere fred og ro, men fandt ud af allerede i den første bog, Gallows View, at det ikke nødvendigvis er mere fredeligt på landet. I denne bog nummer to må Banks igen sande, at ikke alt er så skønt på landet som det ellers ser ud, da den venlige universitetsmand Steadman findes dræbt og skjult under en bunke sten på heden. Banks har svært ved at komme til bunds i sagen, da det vitterligt ser ud til, at Steadman ikke havde nogen skeletter i skabet, nogen fjender eller noget andet, der kan “retfærdiggøre” drabet. Alle hans venner fortæller samstemmende om hvor venlig Steadmann var, og Banks må søge tilbage i mandens fortid for at finde spor.

Ganske god krimi, men de senere Banks-bøger er bedre.

the-stand-graphic

The Stand af Stephen King: Captain Trips af Roberto Aguirre Sacasa

Jeg har allerede læst The Stand af Stephen King. Endda flere gange. Både den forkortede, oprindeligt udgivne version, den lange “uncut” udgave, udgaven på engelsk, udgaven på dansk (der hedder Slutspil). Ja, The Stand er og bliver en af mine yndlingsbøger, og har været det siden jeg læste den første gang som letpåvirkelig 21-årig! Og som sagt genlæst adskillige gange. Men aldrig som tegneserie – eller grafisk roman, som tegneserier kaldes nu om dage.

Så selvom jeg udmærket kender plottet og personerne, var der alligevel ingen tvivl, da jeg så, at Marvel Comics nu udgiver den som tegneserie: Den måtte jeg have! Jeg har aldrig set nogle af de tv-serier/film(?), der er lavet over romanen, så det, at få billeder på personer og steder virkede alt for fristende.

Da The Stand er en lang roman, og sikkert også af økonomiske hensyn, har man valgt at dele tegneserien op i flere dele. Første del hedder Captain Trips. Titlen henviser til det navn, som superinfluenzaen, der udrydder det meste af verdens befolkning i romanen, får i Californien. Tegningerne, lavet af Roberto Aguirre Sacasa, er rigtig gode. Jeg kender ikke det fjerneste til Marvels univers, tegnere, tekstere, farvelæggere eller tegneserier, og kan egentlig bedre lide den lidt mere gammeldags tegnestil som man fx finder i Tintin. Men jeg var begejstret for Sacasas tegninger i denne første del af The Stand. Gysende uhyggelige, ulækre, skræmmende og også ret godt ramt i forhold til de billeder, der er i mit eget hoved!

Handlingen i tegneserien følger handlingen i den skrevne roman (den lange udgave) til punkt og prikke – om end der naturligvis er en masse, der af pladshensyn er udeladt. Man kan derfor ikke “nøjes med” at læse tegneserien, hvis man gerne vil have det hele med. Her er det nødvendigt at læse bogen. Lidt om The Stand, som jeg har skrevet tidligere:

Bogen blev udgivet første gang i 1978 og er derfor en af SK’s tidligste værker.

Forestil dig at 99% af verdens befolkning er blevet udslettet af en influenzavirus og at verden nu kun er befolket af få, spredte overlevende. Bogen foregår i USA, der selvfølgelig er et stort nok land til at give den rette stemning af tomhed. Man føler virkelig hvordan det må være at bevæge sig rundt i en næsten tom verden, beboet af skræmte og granatchokkede mennesker, der prøver at affinde sig med denne nye “situation”. SK formår at male et enormt maleri hvor karakterernes udvikling er beskrevet vanvittig godt. Både før og efter apokalypsen.

Det er ikke bare interessant. Det er fascinerende og uhyggeligt at følge de forskellige karakterer mens de prøver at indrette sig i den nye verden og prøver at se den nye verdensorden i øjnene. For det står nemlig hurtigt klart, at det mest grufulde og skrækindjagende ikke var superinfluenzaen. Nej, den rigtige rædsel lurer i horisonten mens de overlevende samler sig i enten Boulder, Colorado eller Las Vegas, Nevada.

fasandr-C3-A6berne

Fasandræberne af Jussi Adler Olsen

Fasandræberne er nummer to i serien om Afdeling Q, ledet af den specielle kriminalmand Carl Mørck, der egentlig helst bare vil lades i fred. Mørck og hans assistent Assad får i denne bog endnu et medlem af enheden, der undersøger gamle, henlagte sager, nemlig den energiske Rose. Mørck er ikke ubetinget begejstret, og han lægger ikke skjul på sit mishag. Inden længe finder han dog en meget mærkelig sagsmappe på sit bord vedrørende en gammel – og øjensynligt allerede opklaret – sag, som nogen ønsker, at han skal se nærmere på.

Umiddelbart er der ikke noget i sagen, som forekommer mærkeligt. Et søskendepar er blevet slået ihjel i et sommerhus for mere end tyve år siden, og allerede ni år før sagen lander hos Carl Mørck, har en af de mistænkte tilstået. Han sidder nu i fængsel, og sagen synes således ikke at være henlagt, men tværtimod opklaret. Mørck og Assad undrer sig da også, for hvem er det lige, der har lagt sagen på Mørcks bord, hvem er det, der ønsker, at den skal tages op igen?

For Mørck og Assad er det nok til at de går i gang med at undersøge sagen igen, hvilket er heldigt for læseren, for allerede på de første sider er vi klar over, at der er noget særdeles råddent ved det hele. Denne gang bevæger vi os blandt de absolutte spidser i dansk erhversliv, men vi kommer også helt ned på bunden til den forstyrrede posedame Kimmie og hendes omgangskreds, der mest består af den sølle narkoluder Tine og en underlig bylt med et meget makabert indhold.

Baggrunden for historien er en kostskole, og hvad er mere uhyggeligt end de ondskabsfuldheder og de grupperinger, der trives på sådan et sted blandt overklassens forkælede unger?

Her er masser at tage fat på for Afdeling Q, og Fasandræberne er fremragende og spændende krimilæsning. Jeg har en svaghed for bøger om ondt kostskolemiljø, og det, at vi er inde i hovedet på forbryderne fra begyndelsen, generede mig ikke. Nu glæder jeg mig til at læse den næste Afdeling Q-bog.
Denne er i hvert fald stærkt anbefalelsesværdig.

tell-me-no-secrets

Tell Me No Secrets af Julie Corbin

Tell Me No Secrets er en krimi og Julie Corbins debutroman. Den er for så vidt ganske glimrende skrevet, plottet er relativt stramt og personerne virker troværdige. Sådan da. På den anden side blev denne læser desværre slet ikke fanget. Hverken af plot, sprog eller personerne, men det skal selvfølgelig ikke ligge forfatteren til last, for hun har egentlig skrevet en fin lille krimi. Meget smæk for skillingerne synes jeg dog ikke, at den rummer.

Grace, lykkeligt gift og mor til to teenagepiger, bor i en lille, skotsk by, hvor livet går sin vanlige gang. Man lever for de nære ting og kender sit nærmiljø og sine naboer på godt og ondt. Familien står over for at skulle flytte til Australien i en periode, men Grace bærer på en hemmelighed, der har haft indflydelse på hele hendes voksne liv, og som nu er på vej til at blive afsløret. Bliver hemmeligheden afsløret, vil det ødelægge hele Graces tilværelse, hendes ægteskab og hendes forhold til flere af hendes allernærmeste venner i byen, for ikke at tale om det forhold, hun har til sine to aldrende forældre og hele familiens flytning til Australien.

Grace vil derfor gøre alt, hvad der står i hendes magt for at forhindre, at hemmeligheden kommer for en dag, og i løbet af nogle hektiske uger går situationen fra at være slem til at blive værre. Barndomsveninden, den vilde pige Orla med den franske og flamboyante mor og den stille, skotske far, truer på sidelinjen, og Grace mærker et had brænde i sig, et had, som hun ikke troede, at hun var i stand til at føle. Hendes kollega – og ungdomskæreste – er den eneste, der kender til Grace og Orlas hemmelighed, og snart ved Grace ikke hvilket ben, hun skal stå på. Hendes ægteskab, der viser sig bygget på meget ustabil grund, begynder at vakle efterhånden som skeletterne ryger ud af skabet.

Plottet er som sagt ganske fint, om end man må sige, at det er brugt før. Personerne, der i begyndelsen virker troværdige, mister efterhånden lidt af denne troværdighed, og egentlig er hele historien ret uspændende. Men præmissen var god. Ærgerligt, at der ikke var lidt mere at komme efter i denne bog. Julie Corbin virker dog som en lovende forfatter, og denne debutroman kan sagtens anbefales til en kedelig regnvejrsdag eller en dag på stranden.