the-stand-graphic02

The Stand af Stephen King: American Nightmares af Roberto Aguirre Sacasa

American Nightmares er Volume 2 i tegneserieudgaven af Stephen Kings The Stand. Jeg har tidligere læst om omtalt Volume 1, som du kan læse om her.  Tegneserieudgaven følger stadig den oprindelige handling fra bogen, og vi er nu nået til de sidste krampetrækninger i superinfluenzaens rasen. Mere end 99% af verdens befolkning er bukket under og ligger nu rundt omkring i deres huse, fængsler, lejligheder, biler og andre steder, hvor de bare rådner eller tørrer ind som mumier. Men der er overlevende, overlevende som er immune overfor superinfluenzaens virus, og de befinder sig i en ny og skræmmende verden. Vi lærer flere af de absolutte hovedpersoner at kende:  Harold Lauder, Fran Goldsmith, Stuart Redman, Larry Underwood, Nick Andros og andre overlevende, som vi kan kalde “the good guys”. Men det er ikke kun de gode, der har overlevet. Onde magter lurer og samler styrke. Jeg kan ikke vente med at sætte tænderne i Volume 3, der udkommer her i løbet af sommeren. En fantastisk læseoplevelse, som man sagtens kan læse uden at kende til historien på forhånd, selvom det altid kan anbefales at læse hele bogen!

wicked-prey

Wicked Prey af John Sandford

Wicked Prey af John Sandford er bog # 19 i Lucas Davenport serien, som jeg vist uden at lyve godt kan kalde en særdeles veletableret krimiserie. Jeg har læst alle bøger i serien, og den er generelt af høj kvalitet. De første er bedre end de senere, og nogle har en langt stærkere og mere interessant handling end andre, men kvaliteten er ikke ekstremt svingende – det er gode og underholdende krimier. Og der er fart på i Wicked Prey. Det er ikke nødvendigt at have læst alle de foregående bøger i serien for at få noget ud af denne, selvom det altid er rart at kende lidt til de personer, der optræder.

Wicked Prey har to plots; det ene om en nådeløs gruppe af røvere, der udfører spektakulære kup og som ikke holder sig tilbage for at slå ihjel, hvis nogen står i vejen for udførelsen af disse kup. Det andet plot handler om en psykopat i kørestol og Lucas Davenports adoptivdatter Letty. Handlingen finder steder over nogle hektiske dage under en politisk kongres i byen. De to plot har ikke som sådan noget med hinanden at gøre, bortset fra at de krydser hinanden nogle gange, men egentlig uden at personerne er klar over det. Bogen er velskrevet og glimrende sommerhus/strand/ferielæsning. Jeg hyggede mig og var godt underholdt, men heller ikke så meget mere end det.

this-world-we-live-in

This World We Live In af Susan Beth Pfeffer

This World We Live In af Susan Beth Pfeffer er den tredje bog i serien eller trilogien med det “officielle” navn The Last Survivors. Før blev serien kald Moon Crash Series eller Moon Crash Trilogy eller lignende navne. Men siden der på bogens forside med store, lysende bogstaver står The Last Survivors, gætter jeg på at dette må være det officielle navn!

Den første bog – Mens vi endnu er her – er omtalt her, og bog nummer to – the dead & the gone – finder du omtalt her. Mens vi endnu er her var en helt igennem fantastisk ungdomsbog, og det tog mig lang tid at få historien ud af hovedet igen. Jeg kan stadig ikke fatte at den skal koste 400 kr. herhjemme – det er der da ingen, der vil give for en hurtig læst ungdomsbog?!
Bog to var også gribende god, men jeg syntes bedre om hovedpersonen Miranda fra den første bog end om Alex i den anden bog.

Bog tre, altså This World We Live In, lader Miranda og Alex møde hinanden i den forandrede verden. Jeg læste bogen hurtigt, og den greb mig, men må indrømme at den forandrede verden, vores hovedpersoner bebor, har mistet sin “nyhedsværdi” for denne læser. Men det er dog stadig ret spændende at læse om, og handlingen centrerer sig om hvordan livet har formet sig i det år, der er gået siden månen blev slået ud af sin bane, og lagde store dele af verden øde. Beskrivelserne af personernes ageren og interageren, af hvordan de vokser op og forsøger at gøre livet bare nogenlunde til at bære er smukt udført i denne bog.

Alex og Miranda møder som sagt hinanden i løbet af handlingen, men hvad der derudover sker, vil jeg ikke afsløre her, det må du selv læse bogen for at finde ud af. Handlingen var som sagt ganske spændende og en passende slutning på trilogien (med mindre der alligevel kommer en firer), om end sproget og bogens rytme har mistet lidt saft og kraft i forhold til de to første bøger. En fjerde bog om livet som det har formet sig for vores hovedpersoner nogle år efter månen blev slået ud af sin bane er måske ikke nogen uinteressant ide. Jeg vil i hvert fald være en sikker læser.

Hele serien er stærkt anbefalelsesværdig. 

vold-og-magt

Vold og magt af Elsebeth Egholm

Vold og magt er Elsebeth Egholms sjette Dicte Svendsen krimi, og jeg har læst dem alle sammen. Uden at jeg egentlig har lyst til at være superkritisk, da jeg jo trofast både køber/låner og læser Egholms Dicte Svendsen krimier, er jeg efterhånden ved at være træt af Dicte. Jeg synes egentlig at bøgerne, også Vold og magt, er ret velskrevne, men jeg bliver simpelthen for trist til mode af at læse dem. Dictes liv er SÅ besværligt, og hun ruger over SÅ mange ting, og nu er hun også på lykkepiller. Fint nok at karakterer har personlighed – det er jo også rart at kunne identificere sig engang imellem – men Dictes har det bare for hårdt til at det for denne læser føles godt at læse om. I en krimi altså. Krimier behøver ikke at være letbenede, men Dicte Svendsen krimierne minder efterhånden om Elizabeth George’s serie om Inspector Lynley, der er blevet mere og mere om personerne og deres grænsende til ulidelige følelsesliv og mindre og mindre om krimigåden.

Derfor virker det måske lidt mærkeligt at skrive nu, at Vold og magt ikke er nogen dårlig krimi. Handlingen foregår som sædvanlig i Århus, hvor Dicte og veninden Ida Marie en eftermiddag i september får freden og roen afbrudt af en eksplosion. En eksplosion, viser det sig, der kan have forbindelse i flere forskellige retninger. En af retningerne går tæt på Dicte og hendes familie og har også rødder tilbage i hendes næsten fortrængte barndom og ungdom. En barndom og ungdom som der dog blev lukket en hel del op for i den forrige roman, Liv og Legeme. Bogen følger også et sekundært handlingsspor (der vel egentlig er det primære), som krydser Dictes liv allerede ret tidligt i romanen.

Som sagt, Vold og magt var ikke nogen dårlig krimi, og jeg har altid ment at Elsebeth Egholm skrev godt, men den tog mig alligevel lidt tid at få gnavet mig igennem, og er ikke den bedste af Dicte Svendsen krimierne.

pandekagehuset

Pandekagehuset af Carina Gerhardsen

Pandekagehuset af svenske Carina Gerhardsen er en letlæst og hyggelig lille krimi i den svenske genre. Ikke så meget femikrimi som andre af hendes forfatterkollegaer, bedre skrevet end Camilla Läckberg, men ikke en bog der væltede mig omkuld. Jeg farer heller ikke ud og køber Gerhardsens nyeste, Dukkebarn, men støder jeg på den på biblioteket, og står jeg og skal på ferie eller lignende, er det da ikke umuligt at jeg kan finde på at læse den. Dette er i øvrigt Gerhardsens debut, og en debut får altid lidt længere snor, så når alt er sagt, er det slet ikke så skidt endda. Jeg var i hvert fald udmærket underholdt, men…intet nyt under krimisolen.

En række 44-årige, der alle har gået i den samme klasse i børnehaven hos den samme frøken, myrdes på bestialsk vis i løbet af ganske kort tid. Den fredsommelige familiefar kriminalkommissær Sjöberg skal lede efterforskningen sammen med sit team, der politisk korrekt naturligvis også består af en libanesisk indvandrer, en yngre kvinde med masser af ben i næsen og et par gammelsvenske gutter af den joviale skole.

Samtidig følger vi  Thomas, der lever et særdeles ensomt liv med mange og dybe ar på sjælen. Ar, som han pådrog sig allerede som barn, hvor han var et meget hårdt ramt mobbeoffer. Vi er også med i morderens dagbog, og vi følger hvordan morderen bliver mere og mere brutal.

Og så skal vi også lige have en ekstra sag ind på bordet, en sag, som den kvindelige kriminalbetjent Petra bliver blandet ind i på et meget personligt plan. Denne linje i plottet er langt den tyndeste, og jeg synes ikke at der bliver bundet nogen ordentlig knude på problemstillingen.

Alt i alt en hyggelig lille krimi uden de store armbevægelser. Og så undrer titlen mig en smule.

stitches

Stitches af David Small

Stitches af David Small er en grafisk erindringsroman og en af de mest bevægende historier, jeg har læst længe. Eftersom historien handler om en dreng, David, der mister sin stemme, er en del af bogen faktisk kun tegninger, men sikke nogle tegninger! Davids øvrige familie er heller ikke de store sludrechatoller, så selvom bogen er på mere end 300 sider, kan den snildt læses ud i en køre. Hvis man da kan få historien ned!

Grundlæggende set er historien nemlig ret tragisk. David vokser op i 60’ernes Detroit med sine forældre og sin storebror. Begge forældre er fjerne og taler stort set ikke med hinanden eller med deres børn. Du mærker fra begyndelsen, at hele familien er udstyret med vanskelige sind på den ene eller den anden måde. Davids barndom er gråt i gråt. Han ser stort set aldrig sine forældre smile eller være glade, og når han besøger sin mormor, fornemmer han også hurtigt, at den husholdning heller ikke er som den kunne være. David lider af mareridt og er i det hele taget et lille skravl.

En af de eneste gange, læseren ser moderen tegnet med et smil på læben er til en fest, hun holder. En af de andre kvinder til festen opdager at David har en knude på halsen, og hun beordrer forældrene til at få den undersøgt med det samme. Det er ikke noget problem, eftersom Davids far er radiolog. Knuden bliver derpå fjernet, men nogle år efter den første operation skal David under kniven igen. Denne gang vågner han uden stemme.

Langsomt opdager han nogle mørke familiehemmeligheder, og han begynder at leve et liv lidt på kanten. Han føler sig usynlige uden en stemme. Hele historien handler om svigt, bedrag og fjerne forældre, og jeg vil egentlig ikke sige så meget mere end at det er en virkelig god bog, som er stærkt anbefalelsesværdig.