mockingjay

Hunger Games III: Mockingjay af Suzanne Collins

Hvis du ikke har læst serien og planlægger at gøre det, skal du ikke læse mere. Ting fra de to forrige bøger afsløres. Hvis du venter på at læse Mockingjay og allerede har læst de to andre, kan du godt læse videre. Ingen afsløringer.

Den med længsel og længe ventede tredje bog i Hunger Games trilogien (Dødsspillet på dansk). Jeg var virkelig begejstret for de to forrige bøger, specielt den første, som sammen med The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness og den første i Tomorrow When The War Began-serien af John Marsden, var nogle af de bedste læseoplevelser i 2009. Jeg har anbefalet Hunger Games vidt og bredt, og dem, der bed på, ja, de bed virkelig på! Og jeg var meget spændt, da bogen endelig ankom her, ca. en uge efter den var udkommet i England.

Først og fremmest var det en fejl, at jeg ikke lige havde genlæst Hunger Games II: Catching Fire. Jeg læste den for et år siden, og der var både karakterer og ting, der foregik i arenaen, som jeg havde glemt. Hvem var hvem, hvem var god, hvem var ond? Det er selvfølgelig ikke forfatterens skyld, men det gjorde den første del af læsningen lidt forvirrende.
Dernæst var jeg nødt til at minde mig selv om, at det altså er en ungdomsbog, og derfor ikke rettet mod voksne læsere. Så der var også nogle mindre irritationsmomenter i løbet af læsningen vedr. dit og dat (jeg kan ikke sige mere uden af afsløre handling!), og de irritationsmomenter måtte jeg også lige lægge bag mig og acceptere, at et teenage-publikum sikkert vil være i stand til at relatere lidt bedre til nogle af tingene end mig selv.
Og når de ting så er sagt, så synes jeg egentlig at Hunger Games III: Mockingjay, var mildt skuffende. Overraskeleseselementet fra særligt den første bog findes selvfølgelig ikke længere, og selvom jeg forstår forfatterens motiv med at beskrive Katniss som hun gør, så begyndte hun (Katniss) altså at irritere mig mere og mere. JA, vi har fattet, at krig fucker mennesker op og JA, vi har forstået, at dit liv er hårdt på grund af MANGE ting. Men kom nu, bogstavelig talt, ind i kampen…(hvis du ikke har læst bogen forstår du ikke en lyd af ovenstående…).
Da der endelig begynder at ske noget, var bogen spændende, og den sidste tredjedel læste jeg i lyntempo og med en følelse, der mindede om den følelse jeg havde da jeg læste den første bog.
Slutningen er som den skal være, selvom de hændelser, der leder op til slutningen for denne læser var so-so.
Jeg vil sikkert genlæse de to første bøger snart, og så læse Mockingjay igen, men for at få afsluttet denne omtale, så er det en god bog med den rette slutning, men absolut den kedeligste af de tre bøger i en ellers vanvittigt spændende trilogi.
De to første er udkommet på dansk på Gyldendal med titlerne Dødsspillet og Løbeild. De er dyre, men kan bl.a. fås hos Saxo og i Gyldendals webshop.
Zeitoun

Zeitoun af Dave Eggers

Det er ikke meget non-fiktion (hedder det det?), jeg får læst. Jeg har ikke noget imod det, men det er sjældent jeg støder på en non-fiktionsbog, jeg bare må læse. Men denne – Zeitoun af Dave Eggers – var jeg på en eller anden måde nødt til at læse.

Jeg var i New Orleans næsten præcis et år før Hurricane Katrina. Turen var en del af en længere USA-tur, så jeg var der kun nogle dage, men det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Varmen, fugtigheden, den lettere depraverede stemning, spøgelseshistorierne, bygningerne, historien, maden, det hele var en kæmpe oplevelse.

Da Katrina ramte New Orleans i 2005 ferierede jeg i Berlin, og kan huske, at jeg var lamslået over de nyheder, der kom fra New Orleans. Først bekymrede jeg mig egentlig mest om alle de vidunderlige bygninger, der tilsyneladende var totalt druknede i vand, men snart begyndte de der historier om mord, voldtægter og krigslignende tilstande at tikke ind, og sendefladen på alverdens medier handlede ikke om andet. I bakspejlet ved vi jo godt, at det ikke var helt så mange mord, der blev begået, og at der ikke var babyer, der blev voldtaget, og at det nok var en ekstrem situation, særligt for de mange fattige sorte (og hvide), men vi ved også, at der blev overdrevet på den dramatiske front. Men det tog mig meget lang tid at få alle disse billeder ud af hovedet, og det er noget, jeg indimellem stadig spekulerer over.

Så da Zeitoun kom i paperback tidligere på året, købte jeg den for at læse den på 5-året for Katrinas hærgen.

Zeitoun er navnet på en syrisk-amerikansk midaldrende mand, en respekteret borger i New Orleans, der vælger at blive i byen under orkanens hærgen, selvom konen og ungerne er rejst i relativ sikkerhed hos familien. Men Zeitoun vil blive, han vil holde øje med sine ejendomme, og da digerne bryder sammen og oversvømmer dele af byen, sejler Zeitoun rundt i sin kano og redder flere mennesker og dyr i det kaos, der opstod. Og han gør det med et “let hjerte” og med følelsen af, at der er en dybere mening med at ham blev i byen.

Kathy, hans kone, tigger og beder ham om at forlade byen. Hun ser de samme rædselsscenarier i tv som vi gjorde her i Danmark, og hun er frygtelig bange for at der skal ske ham noget. Da hun mister kontakten med ham flere dage i træk, viser det sig, at det er nu, familien rigtige mareridt begynder. Det er ret svært at forestille sig at det her er non-fiktion og at det foregik for kun fem år siden. Zeitouns historie er fortalt neutralt, forstået på den måde, at der ikke placeres skyld hos nogen, men det er klart, at Dave Eggers har en dagsorden med bogen, og at denne dagsorden ikke er en uforbeholden ros til Bush-administrationens håndtering af Hurricane Katrina.

Den første tredjedel af bogen handler om Zeitouns liv og familie, og visse passager var en anelse belærende for denne læser. Der var en masse snak om koranen, islam, tro og den slags, og det ved jeg allerede så meget om, at det blev lidt for skolemesteragtigt i denne bog. Zeitoun fremstår som et supersympatisk menneske, mens jeg syntes at den konverterede kone Kathy var en anelse anstrengende.

Ellers er det en ganske anbefalelsesværdig bog – der er passager, hvor man ganske enkelt ikke tror sine egne øjne. Dette er bagsiden af det USA, jeg ellers holder så meget af, på både godt og ondt.

Zeitoun er ikke oversat til dansk (jeg har i alle fald ikke kunnet finde den), men den er meget let at læse på engelsk.

Læs også Bogormens omtale her.

once-upon-a-nightmare

Once Upon a Nightmare af Lee Moylan

Jeg hørte om Lee Moylans thriller Once Upon a Nightmare i det amerikanske bogblogger community. Teddyree fra The Eclectic Reader skrev både en anmeldelse af bogen og denæst et interview med Moylan sidste år. Du kan læse interviewet her.

Jeg stødte også på bogen på Goodreads og udtrykte min interesse i at læse den, og tidligere i år blev jeg kontaktet af Lee Moylan, der tilbød at sende bogen til mig kvit og frit, hvilket da var meget pænt af hende. Lee Moylans bedsteforældre er fra København, måske var det derfor? Måske er hun bare en flink dame!

Hendes historie om stakkels, mareridtsplagede Sara Bishop er ikke for sarte sjæle, og det er ikke nogen rar historie. Fra Teddyrees interview ved jeg, at inspirationen til den grusomme historie kommer fra et af forfatterens egne mareridt.

Vores hovedperson Sara er glad og tilfreds og ved at gå til ro en aften, da hun opdager, at der er en Hunter’s Moon på himlen. Hun husker noget, hendes mor altid sagde om dette fænomen, og med det samme føler Sara sig skidt tilpas. Noget lurer. Der sker et skift i stemningen. Noget er ikke helt rigtigt. Sara falder i søvn, trods alt, men oplever det frygteligste mareridt.

Hendes mand gider ikke høre noget om Saras mærkelige fornemmelser og halv-clairvoyante egenskaber, hendes mareridt og hendes veninde Rebecca, der er forsvundet. Forsvundet mens hendes mand og datter er på weekend på hhv. kursus og besøg hos bedsteforældrene. Rebecca er den eneste, der forstår Saras fornemmelser og evner, hun har dem nemlig selv.

Der er kun et par uger til Halloween, og Sara kan ganske enkelt ikke ignorere sine fornemmelser for at alt er ved at gå skævt, så hun bestemmer sig for selv at lede efter Rebecca. Det bliver begyndelsen på hendes værste mareridt, problemet er bare, at nu er det ikke længere end drøm, det er i vågen tilstand. En sadistisk morder er på spil, Sara er i stor fare. En farlig og i detaljer beskrevet jagt på morderen går ind.

Det meste af historien foregår i dialog, hvilket giver handlingen et forpustet anstrøg. Den ene mere gyselige scene efter den anden præsenteres for læseren indtil den hæsblæsende finale.

Tak til Lee Moylan for at sende mig bogen. Den kan ikke fås herhjemme, men findes på Amazon.com. Følg linket øverst.

all-the-colours-of-darkness

All the Colours of Darkness af Peter Robinson

All the Colours of Darkness er Inspector Banks-bog # 18. Hvis du har fulgt denne blog, ved du, at jeg kom ind i denne serie sådan lidt bagvendt, og har læst bøger uden for den rækkefølge, der er udkommet id. Der er stadig nogle af de tidlige, jeg ikke har fået læst, men jeg er nogenlunde up-to-date med de senere.

Denne her var sådan-sådan ikke så go’. Den er udmærket skrevet som alle Robinsons Inspector Banks bøger, men de plots, der kører var bare….jeg ved ikke…for usandsynlige måske? Og så var bogen også 100 sider for lang, især når man tager de svage plots i betragtning.

Nå, men en homoseksuel teatermand bliver fundet hængt. Det er selvmord, og der er ikke noget, der peger i andre retninger. Da hans partner findes brutalt myrdet, er sagen krystalklar: Det er et familieopgør, der er endt voldeligt med et mord og et selvmord.

Banks er i London, hvor han hygger sig med sin nye kæreste, og Annie Cabbot fra Eastvale politi synes egentlig ikke at det er nødvendigt at kalde ham på arbejde i forbindelse med denne ret ligetil sag. Men hendes overordnede vil have Banks på sagen, så han ankommer fra London, og så viser det sig selvfølgelig, at det vist var godt, at han gjorde det. For tingene er alligevel ikke så krystalklare som først antaget. Banks, Annie og Winsome (en anden velkendt karakter i serien) begynder at dykke længere ind i sagen. Da der begynder at komme lidt kød på, og da der begynder at dukke detaljer frem fra bøsseparrets fortid, bliver de alle abrupt trukket af sagen.

Banks bliver endda beordret til at gentoptage sin ferie, tage tilbage til London hvis han vil, og glemme alt om sagen. Så Banks tager tilbage til London – men nu er hans nysgerrighed vakt. Hvorfor må han ikke blive på sagen? Hvad er det lige, de uforvarende har rippet op i? Mens Annie og Winsome undersøger et noget banalt knivstikkeri i et af Eastvales sociale boligbyggerier, hjælper Annie også Banks på sidelinjen med i al hemmelighed at dykke dybere ind i sagen om bøsseparret og deres ret interessante fortid. Flere og flere brikker falder på plads, men der er hele tiden nye brikker som gør det samlede billede meget rodet og ulogisk, og sagen bliver meget mudret.

Læseren kommer omkring mange interessante problemstillinger i denne bog, men flere af dem havde ikke rigtigt noget at gøre i forbindelse med plottet. Underligt at tage dem med. Det var egentlig en lidt kedelig omgang, så jeg var faktisk glad da der blev bundet nogenlunde pænt knude på tingene. Denne bog er nok kun for fans a Inspector Banks-serien.

Flere af Peter Robinsons Banks-bøger er oversat til dansk og kan fås på Saxo, men denne er så vidt jeg har kunnet finde ud af, ikke oversat.