Swallow me Whole af Nate Powell

Swallow me Whole er uhyggelig. Men på en helt anden måde end Coraline (se nedenfor). Det er også en tegneserie (grafisk roman), og den tager fat på nogle helt andre emner end gotiske Coraline. Swallow me Whole har hovedpersoner, Ruth og Perry, der lige er nogle år ældre end Coraline. De går på highschool og er stedsøskende.

Og der er noget galt med dem begge to. De er syge. Skizofrene måske. Et af stikordene til denne roman er “Schizophrenia”, men det nævnes aldrig i selve historien. Faktisk er der meget, der aldrig nævnes i denne historie, og selvom vi har at gøre med forældre, der er helt almindelige, og ikke virker som om de har nogle skjulte dagsordener, er et andet stikord alligevel “Family Drama”. Men ok, det er selvfølgelig også noget af et drama at have to børn, der begge er syge. Meget, meget syge.

Som forældre tænker man måske ikke over det i begyndelsen, men gud hvor er de dog mærkelige, Ruth og Perry. Ruth samler på insekter, og Perry har en blyant, der forvandler sig til en lille troldmand. Nu er der ikke noget mystisk i at samle på ting, det er der jo masser af børn og voksne, der gør (jeg samler på bøger fx og er ikke det fjerneste skizofren), og læseren ved heller ikke helt, hvor meget af dette foregår i Ruth og Perrys hoveder. Det med blyanten, det foregår selvfølgelig i Perrys hoved, men med hensyn til insekterne…jeg ved det ikke. Måske er de fleste glas, som Ruth opbevarer insekterne i, noget, der kun findes i hende selv? En ting er sikkert, de to stedsøskende taler med hinanden om de her ting, og den ene tvivler aldrig på den andens oplevelser med hhv. insekterne og troldmanden på blyanten (aldrig har jeg da oplevet så led en “figur” som den troldmand).

Efterhånden som tiden går, kommer der psykologer og medicinering ind over, og læseren prøver forgæves at få et indblik i det her mærkelige, forfærdelige og syge liv, de to unge lever. Forældrene bekymrer sig – men måske ikke nok?

Næsten alt, hvad der kan gå galt, går galt for Ruth og Perry, og det er en meget uhyggelig bog, ikke morsom på nogen måder. Tegningerne er meget stærke i deres sort/hvide gnidder-stil. Teksten nogle gange så lille, at den er svær at læse. Dette er ikke en fejl, men helt sikkert med vilje fra forfatteren/tegnerens side. Jeg kan kun gætte på slutningen, men uanset hvad, er det ikke en happy ending. Det var stærk læsning.

Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)

 

Kan du stadig huske landet mellem at være barn og næsten voksen? Lige inden puberteten. For jo, den er for børn, Neil Gaimans Coraline. Vel fra en 9-10 års alderen og op. Oprindeligt er Coraline en roman, men jeg læste tegneserieudgaven, tilpasset og illustreret af P. Craig Russell. Og jeg synes da godt nok at den var ret uhyggelig..

Coraline er enebarn, og hun er netop flyttet ind i et stort, gammelt hus med sine lidt fraværende forældre. Der bor andre i huset; Coraline og hendes forældre bebor kun en del af huset. Coraline keder sig, og hendes forældre er ikke til så megen hjælp. De er ikke ukærlige, men mere optaget af deres eget. Så da Coraline opdager en dør, der angiveligt ikke fører nogen steder hen, er hendes nysgerrighed vakt.

Selvom hun får besked på ikke at beskæftige sig mere med den pågældende dør, åbner hun den alligevel en aften. Og får sig noget af en overraskelse. Bag døren findes et parallelunivers med en lejlighed mage til den, hun bor i, og et sæt parallelforældre. Selv de andre beboere i huset findes her bag døren i paralleludgave. Umiddelbart virker denne nye verden langt mere tiltalende. Men kun umiddelbart. For noget er grueligt galt, hvilket Coraline også må sande efterhånden som tingene går op for hende.

Det skorter ikke på gotik og uhygge, og selvom tegningerne efter min smag ikke er helt så skarpe, var det alligevel med en god portion gysen at jeg læste historien. Så på en eller anden måde virkede tegningerne altså alligevel, og de må da være endnu mere skræmmende for et barn….eller måske ikke? Måske er Coralines historie i virkeligheden mere uhyggelig for en voksen? Jeg har ikke læst romanudgaven, så jeg ved ikke hvor godt den tegnede udgave holder sig til originalen. Er man til tegneserier (grafiske romaner) og gotisk uhygge er Coraline lige i (knap)øjet!!!

Dødsenglen af Sara Blædel

 

Jeg fik en iPad i julegave! Og da både Kindle og andre e-bogslæsere kan downloades til iPad, skulle jeg selvfølgelig prøve min første e-bog. Jeg købte Sara Blædels nyeste: Dødsenglen på Saxo, og havde den på iPad’en inden for et minut – den var også billigere som e-bog end som “rigtig! bog. De første par sider krævede lidt tilvænning, men herefter gik det som en leg, og jeg skal absolut have downloadet flere bøger. At jeg så ikke brød mig synderligt om bogen, det er ikke e-bogslæserens skyld.

Louise Rick bliver blandet ind i en gammel forsvindingssag. En ung kvinde er forsvundet under en ferie i Spanien, og kvindens mor henvender sig fra tid til anden til politiet for at høre nyt. Sagen er som sådan henlagt uden egentlig at være det, og Louise får lov til at tage tråden op.

Samtidig er læseren udmærket klar over, at kvinden forlængst er slået ihjel og under en form for udstopning hjemme i psykopatens kælder.

Sideløbende kører et spor med en særlig glasmosaik fra en gammel kirke i Polen (vist nok, har glemt det), som har været i en af Roskildes rigmandsfamilier eje i et par generationer. Rigmandsfamiliens pater familias mødte vi på Hawaii i den forrige bog. Her opholdt Louises veninde Camilla sig med sin søn, og her møder hun altså denne rigmand, der skjuler sig fordi han mener, at hans kone er blevet slået ihjem. Rigmandens to børn rives i Dødsenglen om arven og glasmosaikken, da de tror, at faderen også er død. En tredje søn bor i USA og har meldt sig helt ud af rivegildet.

Dette lyder måske forvirrende, men det er det egentlig ikke. Bogen er meget hurtigt læst, men plottet uendeligt tyndt. Jeg var skuffet, selvom Sara Blædel skriver udmærket.

Pretties af Scott Westerfeld

 

Pretties er nummer to bog i Scott Westerfelds serie på fire bøger om Tally Youngblood, der lever i en fremtid, hvor alle får en skønhedsoperation, når de fylder 16. Første bog hedder Uglies, den kan du læse om her.

Pretties begynder nogen tid efter Uglies sluttede. Tally har fået sin skønhedsoperation og er nu endelig smuk – en Pretty. Hun har øjensynlig glemt alt om det, der skete i Uglies og alle de ting hun fandt ud af om denne skønhedsoperation, der bestemt ikke er uden bivirkninger. Alt dette skete mens hun boede i Smokies-lejren med rebellerne, men som sagt, hun har glemt alt om det. Nu handler livet om at feste, kysse og være smuk og have det sjovt. Men der er et eller andet, som hele tiden nager Tally, noget, der hele tiden ligger et eller andet sted i baghovedet. Og efter at Zane, en af de meget populære fyre i den meget populære klike The Crims, og Tally bliver venner, finder hun ud af, at der helt sikkert er noget, der er helt galt. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at der ikke er andet i livet end at se godt ud og være lykkelig. Slet ikke, når man ikke engang føler sig rigtig lykkelig, hvilket man ellers skulle efter skønhedsoperationen.

Tally ved, at der må være noget mere, og hun kan mærke, at tiden er ved at løbe fra hende hvis hun nogensinde skal kunne gøre op med skønhedsvældet og det, at være lækker og dum, som er det, myndighederne angiveligt stræber efter, man skal være.

Snart er Tally, Zane og resten af The Crims i gang med at lægge planer, og Tally er på vej ud på sit største eventyr nogensinde. Ikke uden konsekvenser, som hun erfarer på sin vej mod at blive et måske bedre menneske.

Pretties var lidt mere interessant end etteren, og jeg ser frem til at læse den næste i rækken, Specials. Jeg er ikke i svime over serien, men den er da indtil videre blevet bedre fra bog et til to. Denne omtale er noget tynd, det medgiver jeg, men det er simpelthen for at undgå at røbe for meget af det, der sker i etteren.

Både Uglies og Pretties kan fås på dansk.

the-clearing

The Clearing af Tim Gautreaux

Det er i den grad ved at være noget tid siden sidst, men det har været småt med læsningen (og til gengæld meget travlt med så meget andet). Men et par bøger er det da blevet til. The Clearing af Tim Gautreaux læste jeg i slutningen af året, og selvom jeg husker det som en glimrende læseoplevelse, er jeg ikke sikker på, at jeg nødvendigvis skal læse andet af denne forfatter lige nu.

The Clearing foregår i årene efter 1. verdenskrig i en savværks-flække langt ude i sumpene i Louisiana. Byron, der vender tilbage til USA som en ødelagt mand efter krigen, er arving til et savværks-imperium, men begynder i stedet som politibetjent i denne flække, hvor spil, vold, druk og generel apati er en del af dagligdagen. Her er han langt væk fra de forventninger, hans far og lillebror har til ham som ældste søn. Han prøver at styre den italienske mafia, der sidder hårdt på saloondriften og luderne samtidig med at han prøver at komme overens med de ting, han oplevede under krigen.

Hans yngre bror, Randolph, finder ham dog, og ankommer selv til flækken som chef for savværket. Langsomt nærmer de to brødre sig hinanden, men det er ikke uden knubs og problemer. Særligt den rå vold, der udfolder sig weekend efter weekend i saloonen er en kilde til bekymring og skænderi om hvorledes den skal håndteres. Mens de to brødre prøver at finde hinanden, rykker mafiaen tættere på, og truer ikke blot Byron og Randolph og deres familier, men hele flækken. Brødrene må hele tiden træffe nogle valg, der ikke er uden konsekvenser.

Umiddelbart lyder dette måske som en typisk omgang halvromantisk bavl, men det er en dybt seriøs bog, som der bestemt ikke er noget romantisk i overhovedet. Sproget er flot og stramt, tonen er alvorlig stort set hele vejen igennem, og der er ikke lagt op til grin og spas på noget tidspunkt. Det her er livet, som det udfoldede sig på sin barskeste og mest rå måde for knapt 100 år siden. Derfor som sådan ganske anbefalelsesværdig, men for mig var The Clearing alt for tung til det tidspunkt, jeg læste den på. Jeg kan sagtens læse tunge og tungsindige bøger – ingen problemer – men The Clearing fangede mig ikke helt på den måde, jeg havde regnet med.