White Trash Cooking af Ernest Matthew Mickler

 

Mad fylder meget. Ikke bare som noget, vi helst skal have hver dag, men også i form af kogebøger, madtillæg, madblogs, superstjernekokke, Michelin-restauranter, Brødrene Prices tv-programmer, forskellige madbevægelser der vinder frem, andre, der går tilbage osv. osv. Old news vil de fleste nok med rette sige. Og madbloggeri er da heller ikke mit “område”, ligesom mad-antropologi heller ikke er noget jeg vil påstå, at jeg ved ret meget om. Men ikke desto mindre har jeg en stor interesse i mad, madlavning, kogebøger og den form for små, lommeantropologiske undersøgelser man kan foretage blot ved at læse kogebøger fra et bestemt sted eller en bestemt periode.

Gamle ugebladsopskrifter er jo guddommelige. Man trækker på smilebåndet og mumler tænk, at vi spiste den slags i 70’erne. Og se lige porcelænet og glassene. På den anden side er Frøken Jensens kogebog stadig i brug mange steder, også uden grin. Jeg har den også selv, Frøken Jensens kogebog tillige med en stor samling af andre kogebøger. Mest i Ramsey, Nigella og Jamie-kategorien, men også fra danske kokkeforfattere og med mange forskellige temaer. Med dansk mad, thaimad, indisk mad, jødisk mad, græsk mad, marokkansk mad, amerikansk mad osv. Jeg nyder at læse i dem alle og indimellem også lave en ret eller to.

Det er dog ikke sådan, at jeg ikke kan gå forbi kogebogssektionen uden at skulle have det sidste nye, for det kan jeg såmænd godt. Men på en nylig rejse til New Orleans faldt jeg dog over en kogebog, som jeg helt sikkert måtte have: White Trash Cooking. Den udkom første gang i 1980’erne og er lidt af en klassiker, genudgivet adskillige gange siden. Og jo, den er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men det er skam også en rigtig kogebog, og det er ikke bare pjat . Hør her, hvad forfatteren, Ernest Matthew Mickler skriver i introen om hvad white trash egentlig er:

[…] But the first thing you’ve got to understand is that there’s white trash and there’s White Trash. Manners and pride separate the two. Common white trash has very little in the way of pride, and no manners to speak of, and hardly any respect for anybody or anything. But where I come from in North Florida you never failed to sau “yes ma’m” and “no sir” […] never forgot to say “thank you” for the teeniest favor. That’s the way the ones before us were raised and that’s the way they raised us in the South.

I denne seriøst sjove og fede bog er der opskrifter på bl.a. kogt og stegt egern, stegt possum, grillet alligator-hale og sump-kålstuvning (Swamp Cabbage Stew). Men det er langt fra alt. Her er også de lækreste opskrifter på hvordan man kan tilberede rejer, krabber og andre skaldyr, som der er så rigeligt af af i Sydstaterne. Masser af kager og søde sager.

Og så er White Trash-mad ikke nær så krydret, fed (der er stadig rigeligt med kalorier!) og langtidstilberedt som den anden madkultur, man normalt forbinder med Sydstaterne, Soul Food. I det hele taget er introen særdeles interessant!

Nej, jeg synes ikke stegt egerne lyder lækkert. Og jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om High Calorie Pick Me Up-drinken, der består i at hælde en lille pose peanuts ned i en kold cola, og så drikke og spise samtidig…

Men Tutti’s Fruited Porkettes (svinekoteletter med søde kartofler, ananas og bacon bagt i ovn) lyder lækkert, ligesom Klebert’s Cold Crawfish Soup (blendet krebse eller reje-suppe med løg og kartofler) også sagtens kunne finde vej ind  i mit køkken.

Bogen kan fås på Amazon.

Hvepsereden af Inger Wolf

Har haft stor fornøjelse af Inger Wolfs tre forrige bøger om Daniel Trokic og hans folk i Århus. Hurtigt læst, spændende plot, godt skrevet. Sidste skud på stammen – Hvepsereden – er for så vidt ingen undtagelse, men der var alligevel småting der gjorde, at jeg ikke var helt fanget denne gang.

Det er op imod jul, og Trokic er egentlig allerede rejst på juleferie i Kroatien, som han stammer fra. Han kaldes dog hjem til vintersure og kolde Århus, hvor en dreng er fundet myrdet med læberne skåret af. Rundt om ham ligger indtørrede hvepse. Det bestialske mord får alle mand på arbejde, morderen skal findes med det samme, også inden han slår til igen. Der er tilsyneladende ikke noget motiv til dette mord og sammen med hvepsene, får det efterforskerne til at tænke i seriemorderbaner.

Sander, der er en succesfuld reklamemand med psykoser, indlægges på psykiatrisk afdeling, men stikker umiddelbart efter af. Han har nogle fornemmelser, han ikke kan sidde overhørig, og læseren fornemmer også, at Sander sidder inde med oplysninger, der kan hjælpe politiet i deres opklaringsarbejdet. Sanders fornemmelser er dog ikke andet end det, og inden han selv føler at han kan gøre noget, er det ting, han skal tjekke.

Læseren følger samtidig morderens tanker, men det er selvfølgelig ikke før de sidste, hektiske sider at læseren får fat i baggrunden for mordet og de løse ender samles. Den halvtrænede krimilæser har nok regnet noget af plottet og løsningen ud inden den præsenteres, men der er alligevel en god del af overraskelsesmomenter i bogen. Glimrende læsning, men jeg savnede mere knald på miljøbeskrivelserne og noget af plottet var i al for høj grad set før (kan ikke rigtigt skrive mere om det uden at afsløre). Sidehistorien med Lisa Kornelius’ døende mor var komplet ligegyldig, og det er decideret utroværdigt at Lisa, der er korpsets skarpe profiler, affejer en af de andre politifolk, der faktisk kommer med nogle gode betragtninger, med, at det er noget lommefilosofi. Det kan hun sgu selv være, og jeg tror, det må være en smutter fra forfatterens side.

Havfruen af Camilla Läckberg

Når jeg nu gerne indrømmer, at jeg ikke på nogen måde er fan af Camilla Läckberg, er det egentlig lidt underligt, at jeg alligevel fortsætter med at læse hendes bøger. For gode er de faktisk ikke. Slet ikke de forrige. Denne her – Havfruen – er ikke helt elementært spændende, som Politiken åbenbart har sagt; det er i hvert fald hvad der står på forsiden af mit eksemplar.

Men ok, ret skal være ret. Havfruen er bedre end de forrige, plottet og sproget er strammet op i forhold til tidligere, og egentlig var jeg fint underholdt denne gang i selskab med Erica og Patrik. Parret og bogens øvrige personer er stadig fremstillet lidt karikeret, men alt i alt gik det hele sådan set pænt an. Stor fan bliver jeg aldrig, men fint nok, der skal være noget for alle, og guderne skal vide at jeg læser en masse andet trash.

Erika er gravid og ikke helt så aktiv som hun måske gerne ville være. Hun sidder hjemme og forsøger at skrive, men det går lidt trægt. Datteren Maja er i trodsalderen, og den gravide mave er stor og i vejen hele tiden (de skal have tvillinger). En helt almindelig familiefar med et tilsyneladende lykkeligt og almindeligt liv forsvinder sporløst, og efterlader kone og halvstore børn i limbo. Politiet, med Patrik i spidsen, tror efterhånden ikke meget på chancerne for at finde ham i live, og som månederne går svinder håbet.

Samtidig prøver Erika at hjælpe en af sine forfattervenner, der på randen af sit helt store gennembrud og må se sig selv på randen af et paranoidt sammenbrud. Han modtager anonyme trusselsbreve, og ingen af os er i tvivl om, at han går og gemmer på noget dunkelt. Erika har svært ved at få ham i tale; han slår brevene hen og lader udadtil som ingenting. Læseren ved dog bedre.

Snart vikles Patriks og Erikas “sager” ind i hinanden, og selvom Patrik på ingen måde er begejstret for at Erika farter rundt, viser det sig dog at hendes undersøgelser bringer vigtige ting frem i lyset.

Læseren følger også en sideløbende historie, der, som det altid er tilfældet i Läckbergs bøger, foregår i fortiden og giver os mulighed for at gætte med på hvem, hvad og hvorfor.

Bogen slutter med en cliff hanger af de helt store, men det har altså ikke fået mig til at styrte ud og købe den nyeste Läckberg, Fyrmesteren. Jeg kan sagtens vente til den kommer som paperback eller jeg kan finde den på biblioteket.

Havfruen er som sagt fin og let underholdning, og kender man Läckbergs univers er den selvføgelig et must.