While I Live (The Ellie Chronicles I) af John Marsden

While I Live af John Marsden er den første bog i The Ellie Chronicles, der er opfølgeren til forfatterens Tomorrow-serie, som virkelig er god. Og derfor er det også interessant at finde ud af, hvad der videre skete med Ellie, Homer, Lee og de andre venner og fjender da krigen sluttede. So far, so good.

While I Live af John Marsden levede dog ikke helt op til forventningerne, som, indrømmet, var høje, men bogen var dog heller ikke et fuldkommen spild af tid. Ellie er tilbage på farmen med sine forældre. Her prøver hun at leve et så normalt liv som muligt med skole, arbejde på farmen, venner og almindelige teenagespekulationer om kærlighed og kærester. Ikke en let opgave, når man tager de ting, hun var ude for under krigen i betragtning. Men hun prøver, og tingene glider sådan okay.

Det er ikke ovre endnu

Rygterne svirrer imidlertid i skolen og i hele byen Wirrawee. Noget tyder på at særlige, hemmelige grupper har påtaget sig at finde folk. Det drejer sig om folk, der stadig er meldt savnede efter krigens slutning. Og når/hvis de finder dem, er det så disse hemmelige gruppers opgave at befri fangerne. Ellie har for travlt og er for optaget af personlige problemer til at bekymre sig om disse grupper. I hvert fald til at begynde med. Men efter et stykke tid er der nogle omstændigheder, der gør, at hun bliver nødt til at finde ud af hvad det er, der sker.

Selvom bogen begynder med en særdeles dramatisk scene, skete der derefter ikke meget over de næste mange sider. Hvis man altså ser bort fra beskrivelser af hvordan man holder kvæg i Australien. Plus og andre ting, der har med det hårde landmandsliv at gøre. Man skal halvt igennem bogen før der sker noget. Og mens karakterbeskrivelserne er gode som altid hos John Marsden, var der også ting, som ikke rigtigt gav mening. Handlingen skurrer en smule hist og her. Men det er stadig interessant at finde ud af, hvad der videre sker med Ellie og vennerne. Også selvom denne bog var lidt kedelig.

Anbefales dog kun, hvis du har læst hele Tomorrow-serien.

The Ellie Chronicles er ikke oversat til dansk. Se mere på for eksempel amazon.co.uk her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *