Hvepsereden af Inger Wolf

Har haft stor fornøjelse af Inger Wolfs tre forrige bøger om Daniel Trokic og hans folk i Århus. Hurtigt læst, spændende plot, godt skrevet. Sidste skud på stammen – Hvepsereden – er for så vidt ingen undtagelse, men der var alligevel småting der gjorde, at jeg ikke var helt fanget denne gang.

Det er op imod jul, og Trokic er egentlig allerede rejst på juleferie i Kroatien, som han stammer fra. Han kaldes dog hjem til vintersure og kolde Århus, hvor en dreng er fundet myrdet med læberne skåret af. Rundt om ham ligger indtørrede hvepse. Det bestialske mord får alle mand på arbejde, morderen skal findes med det samme, også inden han slår til igen. Der er tilsyneladende ikke noget motiv til dette mord og sammen med hvepsene, får det efterforskerne til at tænke i seriemorderbaner.

Sander, der er en succesfuld reklamemand med psykoser, indlægges på psykiatrisk afdeling, men stikker umiddelbart efter af. Han har nogle fornemmelser, han ikke kan sidde overhørig, og læseren fornemmer også, at Sander sidder inde med oplysninger, der kan hjælpe politiet i deres opklaringsarbejdet. Sanders fornemmelser er dog ikke andet end det, og inden han selv føler at han kan gøre noget, er det ting, han skal tjekke.

Læseren følger samtidig morderens tanker, men det er selvfølgelig ikke før de sidste, hektiske sider at læseren får fat i baggrunden for mordet og de løse ender samles. Den halvtrænede krimilæser har nok regnet noget af plottet og løsningen ud inden den præsenteres, men der er alligevel en god del af overraskelsesmomenter i bogen. Glimrende læsning, men jeg savnede mere knald på miljøbeskrivelserne og noget af plottet var i al for høj grad set før (kan ikke rigtigt skrive mere om det uden at afsløre). Sidehistorien med Lisa Kornelius’ døende mor var komplet ligegyldig, og det er decideret utroværdigt at Lisa, der er korpsets skarpe profiler, affejer en af de andre politifolk, der faktisk kommer med nogle gode betragtninger, med, at det er noget lommefilosofi. Det kan hun sgu selv være, og jeg tror, det må være en smutter fra forfatterens side.

One Comment

  1. Jeg er ved at læse den, næsten færdig og har også læst alle hendes bøger og har været glad for dem. Men jeg giver dig ret i, at jeg godt kan savne lidt kant 🙂

    KH
    Birthe

Comments are closed.