The Undomestic Goddess af Sophie Kinsella

The Undomestic Goddess. Jeg hoppede af chick lit-vognen for nogle år siden. Sophie Kinsellas serie om Becky Bloomwood, Shopaholic, plejer at være en hyggelig, sjov og charmerende adspredelse. Ligesom Mine Hemmeligheder, der udkom for nogle år siden, og ikke er en af Shopaholicbøgerne.

Så jeg lånte The Undomestic Goddess for et par uger siden, og har nu fået læst den. Heltinden, advokaten Samantha Sweeting, er skåret over samme læst som Kinsellas andre heltinder. Det vil sige, at man holder af hende og synes hun er sød, uanset hvor umuligt og vanvittigt hun opfører sig.

Samantha er lige blevet udnævnt til partner i advokatfirmaet, da hun opdager, at hun har begået en utilgivelig brøler. Chokeret og omtumlet forlader hun firmaet med det samme, og efter en tilfældig togtur væk fra London finder hun sig selv ude på landet. Her gør en misforståelse, at hun bliver ansat som husholderske hos et midaldrende millionærægtepar. Også selvom hun ikke kan kende forskel på en røreske og en støvsuger.

Landlivet er alligevel ikke helt tosset

Det kommer der selvfølgelig mange spøjse optrin ud af, ligesom der også er den lækre gartner Nathaniel, livet på landsbypubben, det rare millionærægtepar osv osv til at fylde bogens sider. Samantha opdager til sin overraskelse, at landlivet er helt anderledes end det liv hun levede i London, men spørgsmålet er om hun nogensinde kan vænne sig helt af med at være advokat.

Spørgsmålet bliver for alvor aktuelt, da hun opdager, at den frygtelige fejl hun begik måske burde undersøges til bunds. Ja ja, bogen er sød og hyggelig, men Sophie Kinsella har malket chick lit-koen nu. Nu må hendes heltinder se at blive voksne …

Mere chicklit? Så se her. Du kan få The Undomestic Goddess hos saxo.com. Her findes den også på dansk under titlen Hushjælp søges.

Indlægget er oprindeligt udgivet d. 21. oktober 2006. Redigeret med nye links etc d. 1. juni 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *