Hvepsereden af Inger Wolf

Har haft stor fornøjelse af Inger Wolfs tre forrige bøger om Daniel Trokic og hans folk i Århus. Hurtigt læst, spændende plot, godt skrevet. Sidste skud på stammen – Hvepsereden – er for så vidt ingen undtagelse, men der var alligevel småting der gjorde, at jeg ikke var helt fanget denne gang.

Det er op imod jul, og Trokic er egentlig allerede rejst på juleferie i Kroatien, som han stammer fra. Han kaldes dog hjem til vintersure og kolde Århus, hvor en dreng er fundet myrdet med læberne skåret af. Rundt om ham ligger indtørrede hvepse. Det bestialske mord får alle mand på arbejde, morderen skal findes med det samme, også inden han slår til igen. Der er tilsyneladende ikke noget motiv til dette mord og sammen med hvepsene, får det efterforskerne til at tænke i seriemorderbaner.

Sander, der er en succesfuld reklamemand med psykoser, indlægges på psykiatrisk afdeling, men stikker umiddelbart efter af. Han har nogle fornemmelser, han ikke kan sidde overhørig, og læseren fornemmer også, at Sander sidder inde med oplysninger, der kan hjælpe politiet i deres opklaringsarbejdet. Sanders fornemmelser er dog ikke andet end det, og inden han selv føler at han kan gøre noget, er det ting, han skal tjekke.

Læseren følger samtidig morderens tanker, men det er selvfølgelig ikke før de sidste, hektiske sider at læseren får fat i baggrunden for mordet og de løse ender samles. Den halvtrænede krimilæser har nok regnet noget af plottet og løsningen ud inden den præsenteres, men der er alligevel en god del af overraskelsesmomenter i bogen. Glimrende læsning, men jeg savnede mere knald på miljøbeskrivelserne og noget af plottet var i al for høj grad set før (kan ikke rigtigt skrive mere om det uden at afsløre). Sidehistorien med Lisa Kornelius’ døende mor var komplet ligegyldig, og det er decideret utroværdigt at Lisa, der er korpsets skarpe profiler, affejer en af de andre politifolk, der faktisk kommer med nogle gode betragtninger, med, at det er noget lommefilosofi. Det kan hun sgu selv være, og jeg tror, det må være en smutter fra forfatterens side.

sangfuglen

Sangfuglen af Inger Wolf

Sangfuglen af Inger Wolf er den tredje, og så vidt jeg er orienteret også foreløbig den sidste, i serien om kriminalbetjent David Trokic og hans kolleger på stationen i Århus. Jeg håber bestemt at der kommer flere, for krimierne er velskrevne og med gode plot. Sangfuglen er muligvis den, jeg synes mindst godt om – eller også var det bare for meget at læse tre i træk. Måske.

En ung musikstuderende findes død i en park i Århus, og det er med det samme tydeligt, at hun ikke er død på det samme sted. Desuden opstår der også hurtigt tvivl om det var drab eller selvmord, og politiet må i gang med at kulegrave den unge kvindes liv. Der tegner sig et foruroligende billede, der er med til at styrke mistanken om, at hun ikke selv tog livet af sig, men at hun af en eller anden grund skulle skaffes ad vejen.

Sammenlignet med de to tidligere i serien, var plottet en smule for tyndt, og for en erfaren krimilæser var det lidt for let at regne gerningsmaden ud. Hovedpersonerne på politistationen var heller ikke tegnet med nær så fast hånd, som jeg synes, at det har været tilfældet i de to forrige bøger, men alt i alt stadig en god krimi, der snildt kan fylde en god søndag eftermiddag indendørs.

frostogaske

Frost og aske af Inger Wolf

Frost og aske er Inger Wolfs anden bog i serien om Daniel Trokic og Lisa Kornelius fra Århus politi. Den er lige så let og underholdende som den første, som jeg har omtalt i indlægget nedenfor. Emnet er ellers ikke noget let emne: en lille dreng findes stranguleret i en å i Mårslet, og gamle blå mærker tyder på, at han har været udsat for mishandling. Hans forældre kommer i søgelyset, men politiets spor ender blindt, og Trokic må vende blikket mod naboerne og andre, som drengen havde kontakt med.

Den specialestuderende Sidsel passer hus i Mårslet mens hun forsøger at få skrevet på sit speciale. Særligt Daniel Trokic fatter en vis interesse for Sidsel, og han bryder sig ikke om, at hun opholder sig så meget alene i huset.

Lisa Kornelius kommer under et seminar i Amsterdam uventet på sporet af en gammel sag, der kan vise sig at være vigtig i forhold til den aktuelle sag. Og sådan går det glidende gennem hele bogen, der er velskrevet og med et fint plot. God, dansk krimilæsning. Jeg kunne dog bedre lide den første. Men her synes jeg sådan set også at Inger Wolf leverer. God til en regnvejrsaften i sofaen.

sortsensommer

Sort sensommer af Inger Wolf

Faldt helt tilfældigt over Sort sensommer af Inger Wolf forleden dag. Ret skal være ret, jeg har muligvis læst en anmeldelse eller to, men har siden glemt alt om det. Sort sensommer lød til at være en god og hurtig læst krimi, og da jeg trængte til noget lidt lettere (og gerne på dansk) efter Freedom, var det et let valg.

Sort sensommer er Inger Wolfs debut, og den er rigtig velskrevet. Jeg har haft fingre i adskillige krimi-debut’er de sidste par måneder, og det er absolut ikke alle, der har været lige gode eller lige godt skrevet. Eller har kunne fange mig, men det kunne Sort sensommer.

Det er en klassisk kriminalroman, hvor læseren følger politiets opklaringsarbejde, og hvor der gudskelov ikke er alt for meget femikrimi-hørm blandet ind over. Altså, der er en smule, men det skygger ikke for krimibudskabet, så jeg kan leve med at den ene af hovedpersonerne, Lisa Kornelius, er en smule for stereotyp. Men, til Inger Wolfs ære skal det med det samme understreges, at Lisa Kornelius IKKE er journalist. Hun er politiassistent med speciale i IT. Hun arbejder hos politiet i Århus, hvor hendes nærmeste overordnede er den lidt humørsvingende, mørke Daniel Trokic. Men begge personer, samt diverse bipersoner er fint beskrevet, og de virker alt i alt rimeligt troværdige.

En ung kvinde findes stranguleret i skoven, og Århus politi må i gang med at lede efter en morder, der hele tiden er et skridt foran dem. Da Lisa begynder at søge efter spor på offerets computer, får hun sig noget af en overraskelse, ligesom det også viser sig, at de skeletter, der rasler ud af skabet tilsyneladende stikker noget dybere end hvad politiet sådan lige havde forestillet sig.

Sort sensommer er som sagt ganske velskrevet, og jeg hyggede mig i selskab med Daniel Trokic og Lisa Kornelius og de andre politifolk. Ja, faktisk hyggede jeg mig så meget, at jeg har anskaffet de to andre bøger i serien. God og hyggelig krimi og fin debut (den er nogle år gammel, det er bare mig, der er bagefter).

vold-og-magt

Vold og magt af Elsebeth Egholm

Vold og magt er Elsebeth Egholms sjette Dicte Svendsen krimi, og jeg har læst dem alle sammen. Uden at jeg egentlig har lyst til at være superkritisk, da jeg jo trofast både køber/låner og læser Egholms Dicte Svendsen krimier, er jeg efterhånden ved at være træt af Dicte. Jeg synes egentlig at bøgerne, også Vold og magt, er ret velskrevne, men jeg bliver simpelthen for trist til mode af at læse dem. Dictes liv er SÅ besværligt, og hun ruger over SÅ mange ting, og nu er hun også på lykkepiller. Fint nok at karakterer har personlighed – det er jo også rart at kunne identificere sig engang imellem – men Dictes har det bare for hårdt til at det for denne læser føles godt at læse om. I en krimi altså. Krimier behøver ikke at være letbenede, men Dicte Svendsen krimierne minder efterhånden om Elizabeth George’s serie om Inspector Lynley, der er blevet mere og mere om personerne og deres grænsende til ulidelige følelsesliv og mindre og mindre om krimigåden.

Derfor virker det måske lidt mærkeligt at skrive nu, at Vold og magt ikke er nogen dårlig krimi. Handlingen foregår som sædvanlig i Århus, hvor Dicte og veninden Ida Marie en eftermiddag i september får freden og roen afbrudt af en eksplosion. En eksplosion, viser det sig, der kan have forbindelse i flere forskellige retninger. En af retningerne går tæt på Dicte og hendes familie og har også rødder tilbage i hendes næsten fortrængte barndom og ungdom. En barndom og ungdom som der dog blev lukket en hel del op for i den forrige roman, Liv og Legeme. Bogen følger også et sekundært handlingsspor (der vel egentlig er det primære), som krydser Dictes liv allerede ret tidligt i romanen.

Som sagt, Vold og magt var ikke nogen dårlig krimi, og jeg har altid ment at Elsebeth Egholm skrev godt, men den tog mig alligevel lidt tid at få gnavet mig igennem, og er ikke den bedste af Dicte Svendsen krimierne.

Liv-og-legeme

Liv og legeme af Elsebeth Egholm

Jeg kan godt lide Elsebeth Egholms bøger om århusianske Dicte Svendsen. Ja, de kan godt være lidt for triste i grundtonen til min smag, men overordnet set synes jeg altid at de er velskrevne og godt udtænkt.

Dicte og hendes fotografkæreste Bo er næsten de første på pletten da man finder et mishandlet lig bag stadion under en fodboldkamp. Det står meget hurtigt klart, at der ikke er tale om fodboldvold, men om noget, der rækker langt dybere ind i menneskets formørkede og griske sjæl. Da historien rulles ud, viser det sig hurtigt, at det mishandlede lig kan forbindes med både de ekstremistiske miljøer i Århus, sygehuset i Skejby og det sadomasochistiske miljø. Ikke dårligt! Bedst som Dicte er ved at være på sporet af noget rigtig godt, sættes hun i et kæmpe dilemma, der også kommer som noget af et chok for hende selv. Hun tvinges til at tænke over sin fortid, der i denne bog virkelig trænger sig på. Liv og legeme var spændende og delvist overraskende, selvom der har været lagt op til denne overraskelse gennem flere af bøgerne. Ser med glæde frem til næste Dicte-bog.
Note 10. december 2008: Læsehesten har også blogget om Liv og Legeme. Klik på navnet for at se hendes omtale.
De-frie-kvinder-klub

De frie kvinders klub af Elsebeth Egholm

Fire vidt forskellige veninder danner ‘De Frie Kvinders Klub’ efter deres studentereksamen i den tro at nu begynder livet og friheden for alvor. Men hver især har veninderne ting de tumler med, ting der langsomt men sikkert skiller dem ad efter en årrække. Næsten tyve år efter studentertiden mødes de tre af veninderne ved den fjerde venindes grav. Solveig har begået selvmord, og de tre efterladet veninder begynder at grave i fortiden for at se, om der var noget som helst de kunne have gjort for at forhindre Solveigs død. Historien foregår i Århus som de fleste af Elsebeth Egholms bøger, og består dels af venindernes fælles opklaringsarbejde og dels af en række individuelle flashbacks til 1980’erne, der skal give indtryk af hvilke begivenheder der har formet deres liv. Det er ikke uinteressant, men det er på den anden side også en lille smule banalt. Heldigvis skriver Elsebeth Egholm fremragende, og historien bygges stille og roligt op. Det er ikke en kriminalroman, men det er heller ikke en typisk chick lit historie. At kalde ‘De Frie Kvinders Klub’ en samtidsroman er også at tage munden for fuld, men den er nok en blanding af de tre genrer. Læseren (formentlig kun de kvindelige) er glimrende underholdt, og bogen er let og hurtig at læse.

personskade

Personskade af Elsebeth Egholm

Vi er tilbage i Århus, det er sommer og hedebølge, og journalisten Dictes kæreste Bo har netop meddelt at han skal til Irak og fotografere, da Dictes datter Rose ringer og fortæller, at der er ballade på havnen. Her ligger diskotek Showboat, og i den varme sommernat opstår der kaotiske tilstande da diskoteket ikke vil lukke en gruppe indvandrerdrenge ind. Dicte og Bo ræser afsted til havnen, og når kun lige at blive præsenteret for Roses kæreste pakistaneren Aziz, inden der gøres et gruopvækkende fund. Bag en container ligger det mishandlede lig af en ung kvinde, og herefter tager begivenhederne fart. Dicte, der stadig sunder sig ovenpå sine oplevelser i den tidligere udkomne Selvrisiko, bliver naturligvis hvirvlet ind i opklaringen af mordet. Tonen i bogen er om ikke let, så dog lettere end i Selvrisiko, der emmede af tristhed. Vi møder også endnu engang veninden Anne, der tumler med tunge tanker om sit eget ophav, noget der bliver endnu mere aktuelt da hendes mor dør. Det er store emner der tages op, men bogen er velskrevet og underholdende, og personerne stadig lige sympatiske. I hvert fald de personer der skal være sympatiske. Jeg glæder mig allerede til at læse den nye Dicte-bog.

Selvrisiko

Selvrisiko af Elsebeth Egholm

Jeg har først for nylig opdaget Elsebeth Egholms krimier om journalisten Dicte og hendes veninder, og den første, Skjulte fejl og Mangler, var ganske underholdende. Nummer to i serien, Selvrisiko, følger samme opskrift som den forrige, og man er godt underholdt. Dicte og hendes kæreste bliver blandet ind i både brandstiftelse, mord og hævn efter at de en kold nat overværer naboens stald brænde. Dictes eget liv med arbejde, stort gammelt hus, eksmand, fraskilt fotografkæreste, teenagedatter og en broget fortid er ikke let, og den ualmindeligt triste tone der sådan set er hele vejen igennem historien, kan til tider føles næsten kvælende, i hvert fald for denne læser. Men Dicte-karakteren er alligevel så sympatisk beskrevet, at det opvejer den lille irritation over historiens tristhed. Som i den første bog lægges der op til at der kan ske meget mere, både med Dicte-karakteren og de andre karakterer (veninderne, kriminalbetjenten Wagner, datteren, kæresten osv), og jeg glæder mig til at læse mere om dem og deres liv i Århus.

elsebeth-20egholm

Skjulte fejl og mangler af Elsebeth Egholm

Velskrevet dansk krimi/chick lit om veninderne Dicte, Ida Marie og Anne. De tre kvinder er alle omkring de 40, så ‘chick lit’ skal forstås temmelig løst, men mange af de ‘traditionelle’ chick lit ingredienser går igen i denne bog. Journalisten Dicte er flyttet til Århus for at slikke sårene efter skilsmissen fra sin psykolog/skørtejægermand, og prøver at skabe sig et nyt liv med teenagedatteren Rose i et gammelt hus lidt uden for byen. På sin 40-års fødselsdag mødes de tre veninder ved åen i Århus, og den hyggelige dag ødelægges da de finder et dødt spædbarn flydende i åen. Barnet er ikke mere end et par dage gammelt, og da man tilmed finder et korancitat syet ind i det tæppe, der var viklet om det døde barn, begynder bølgerne at gå højt. Romanen foregår umiddlebart efter 11. september 2001, og alle er på vagt over for ‘de fremmede’. Mystiske og meget personlige hændelser på Skejby Sygehus umiddelbart efter fundet af det døde spædbarn, bevirker at Dicte og veninderne må gennem nogle personlige rejser, før de kan læne sig tilbage og ånde lettet op. Alle kvinderne bærer på personlige sorger og hemmeligheder, hemmeligheder der begynder at komme op til overfladen i løbet af de måneder opklaringsarbejdet står på. En udmærket lille krimi, og så vidt jeg har forstået den første i en serie om Dicte og veninderne.