The last thing I remember af Andrew Klavan

thelastthing

Dette er en ungdomsbog for drenge mellem 12 og 15 år, sådan cirka. Og selvom den skulle være fyldt med action, må jeg indrømme, at den kedede mig bravt. Ok, jeg er ikke en dreng og jeg er ikke mellem 12 og 15 år, men kan ellers godt lide ungdomsbøger.

The Last Thing I Remember har en god præmis og lover godt: Unge Charlie West går i seng som en glad og tilfreds ung mand, der har prioriteterne i orden, men vågner spændt fast til en stol, gennembanket, forslået og blodig. Og det sidste han husker, er den dejlige dag på skolen, hans succes i karate og hans kærlighed til fædrelandet og gud.

Han har ingen anelse om, hvorfor han bliver holdt fanget, tortureret og talt til, som om han spiller en større rolle i noget, der minder om en krig, og som involverer terrorisme, død og bestemt ingen kærlighed til fædrelandet (USA) eller gud. Hvordan skete dette for netop ham? Charlie goody-goody West? Charlie, som levede et sundt og skønt og helt almindeligt teenageliv?

Det lyder meget mere interessant end det er. Charlie West er trættende og alt for “rigtig”. Der er ingen kanter nogen steder. Venner og fjender beskrives alt for sort/hvidt, og det bliver hurtigt kedeligt ud i det ekstreme. Det føltes til tider faktisk som indoktrinering. Alt for meget fædrelands-højstemthed og alt for meget gud. Måske ikke så underligt, da det viser sig, at forfatteren, Andrew Klavan, er en højreorienteret (men dog på sine ældre dage en af de liberale af slagsen) amerikaner, der tidligere har skrevet voksenbøger om bl.a. terrorisme.

Men omvendt er der måske en mening med, at bogens handling er så sort/hvid. Er det meningen, at læseren skal standse op og netop tænke over, at intet nogensinde bare er sort/hvidt. Måske derfor, jeg gav Charlie West en chance til og læse bog # 2, The Long Way Home.

Begge bøger er en del af Andrew Klavans Homelander-serie, og selvom jeg ikke er synderligt imponeret, tænker jeg, at jeg vil læse de to sidste bøger i serien for at finde ud af, hvad der egentlig skete med Charlie West, den gode og gennemnormale amerikanske teenagedreng, der vågnede bundet og tortureret uden hukommelse.

Winter’s Bone af Daniel Woodrell

Winter’s Bone foregår i Ozark Bjergene (der ikke er rigtige bjerge som sådan) blandt fattige og voldelige white trash familier, der fremstiller crystal meth (crank) i deres køkkener og lever i et nærmest stammeagtigt samfund, hvor der ikke levnes plads til det, som på de kanter opfattes som fejltrin.

Ree Dolly på 16 er bogens hovedperson. En tough cookie, der ikke udadtil lader sig gå på af ret meget. Hun sørger for at hendes to mindre brødre får mad og kommer i skole – og lærer at skyde – og hun sørger også for sin mor, der er sunket hen i en så total apati, at det minder om en psykose. Hendes far, der har været i fængsel utallige gange, er forsvundet. Ikke noget, der som sådan er mærkeligt, for det er sket før, men denne gang er det temmelig alvorligt, idet han har sat familiens hus på spil som kaution. Da han ikke dukker op efter en rum tid, får Ree at vide, at hun og moren og de to småbrødre skal være ude i løbet af kort tid.

Ree kan redde situationen ved at finde sin far – død eller levende, det er sådan set ligegyldigt – og det fører hende rundt til forskellige familiemedlemmer og langt ind i familiens mørkeste afkroge. Det lyder måske som en klassisk krimi, hvor hovedpersonen opdager familiære skyggesider, men der er intet hyggeligt krimi-plot over Winter’s Bone. Det er en ond, voldelig og barsk fortælling, der nærmest virker socialrealistisk. Det er desværre ikke spor svært at forestille sig hvordan livet uspiller sig langt ude i ingenting i USA, hvor fattigdom har præget generation efter generation, og hvor de eneste lyspunkter i Rees liv er de afstressningsbånd, hun hører med lyde fra eksotiske steder og den drøm hun har om at komme i militæret og gøre karriere.

Ondt og isnende og virkelig velskrevet. Læseren føler den kolde og knasende atmosfære. Selvom romanen er kort, er den svær at komme igennem. Hardcore. Bogen er filmatiseret tidligere i år, og kan fås på dvd.

White Trash Cooking af Ernest Matthew Mickler

 

Mad fylder meget. Ikke bare som noget, vi helst skal have hver dag, men også i form af kogebøger, madtillæg, madblogs, superstjernekokke, Michelin-restauranter, Brødrene Prices tv-programmer, forskellige madbevægelser der vinder frem, andre, der går tilbage osv. osv. Old news vil de fleste nok med rette sige. Og madbloggeri er da heller ikke mit “område”, ligesom mad-antropologi heller ikke er noget jeg vil påstå, at jeg ved ret meget om. Men ikke desto mindre har jeg en stor interesse i mad, madlavning, kogebøger og den form for små, lommeantropologiske undersøgelser man kan foretage blot ved at læse kogebøger fra et bestemt sted eller en bestemt periode.

Gamle ugebladsopskrifter er jo guddommelige. Man trækker på smilebåndet og mumler tænk, at vi spiste den slags i 70’erne. Og se lige porcelænet og glassene. På den anden side er Frøken Jensens kogebog stadig i brug mange steder, også uden grin. Jeg har den også selv, Frøken Jensens kogebog tillige med en stor samling af andre kogebøger. Mest i Ramsey, Nigella og Jamie-kategorien, men også fra danske kokkeforfattere og med mange forskellige temaer. Med dansk mad, thaimad, indisk mad, jødisk mad, græsk mad, marokkansk mad, amerikansk mad osv. Jeg nyder at læse i dem alle og indimellem også lave en ret eller to.

Det er dog ikke sådan, at jeg ikke kan gå forbi kogebogssektionen uden at skulle have det sidste nye, for det kan jeg såmænd godt. Men på en nylig rejse til New Orleans faldt jeg dog over en kogebog, som jeg helt sikkert måtte have: White Trash Cooking. Den udkom første gang i 1980’erne og er lidt af en klassiker, genudgivet adskillige gange siden. Og jo, den er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men det er skam også en rigtig kogebog, og det er ikke bare pjat . Hør her, hvad forfatteren, Ernest Matthew Mickler skriver i introen om hvad white trash egentlig er:

[…] But the first thing you’ve got to understand is that there’s white trash and there’s White Trash. Manners and pride separate the two. Common white trash has very little in the way of pride, and no manners to speak of, and hardly any respect for anybody or anything. But where I come from in North Florida you never failed to sau “yes ma’m” and “no sir” […] never forgot to say “thank you” for the teeniest favor. That’s the way the ones before us were raised and that’s the way they raised us in the South.

I denne seriøst sjove og fede bog er der opskrifter på bl.a. kogt og stegt egern, stegt possum, grillet alligator-hale og sump-kålstuvning (Swamp Cabbage Stew). Men det er langt fra alt. Her er også de lækreste opskrifter på hvordan man kan tilberede rejer, krabber og andre skaldyr, som der er så rigeligt af af i Sydstaterne. Masser af kager og søde sager.

Og så er White Trash-mad ikke nær så krydret, fed (der er stadig rigeligt med kalorier!) og langtidstilberedt som den anden madkultur, man normalt forbinder med Sydstaterne, Soul Food. I det hele taget er introen særdeles interessant!

Nej, jeg synes ikke stegt egerne lyder lækkert. Og jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om High Calorie Pick Me Up-drinken, der består i at hælde en lille pose peanuts ned i en kold cola, og så drikke og spise samtidig…

Men Tutti’s Fruited Porkettes (svinekoteletter med søde kartofler, ananas og bacon bagt i ovn) lyder lækkert, ligesom Klebert’s Cold Crawfish Soup (blendet krebse eller reje-suppe med løg og kartofler) også sagtens kunne finde vej ind  i mit køkken.

Bogen kan fås på Amazon.

Child of God af Cormac McCarthy

 

Et eller andet sted i det bakkede Øst-Tennessee kan man møde Lester Ballard, hovedpersonen i Cormac McCarthys Child of God. Ikke nogen rar gut. Han er netop blevet løsladt fra et fængelsophold, kun for at finde ud af, at hans hus er blevet solgt, og at han nu er hjemløs. Ikke noget der gør ham godt. Frustration, had og råddenskab bobler og brænder i ham, og han finder en forladt og forfalden hytte i skoven, som han flytter ind i. Her lever han sin ensomme, ækle, rådne undskyldning for et liv og går mere og mere i stykker. Snavs, skrald, vold, had og generel menneskelig forråelse flyder gennem Lesters liv, og dette er på igen måde behagelig læsning. Men jeg må tilstå, at det rå og beskidte næsten er poetisk, og jeg slugte denne bog råt. Den er kun på 185 sider og var hurtigt læst, men jeg havde den i hovedet længe efter. Ikke nær så god som The Road, men helt sikkert forståeligt, at McCarthy er en af de vigtigste amerikanske forfattere i dag.

Backseat Saints af Joshilyn Jackson

 

Jeg har helt sikkert en svaghed for Joshilyn Jacksons bøger. Eller retter, det ser ud til at jeg har en svaghed for hver anden bog, hun skriver. Jeg var vild med hendes første, Gods in Alabama, men brød mig ikke synderligt om nummer to, Between, Georgia. Da jeg læste nummer tre, The Girl Who Stopped Swimming, var det som om hun var tilbage igen med den virkelig gode historie. Nu har jeg læst hendes fjerde værk, Backseat Saints, og den var jeg ærlig talt ikke nær så begejstret for som jeg havde regnet med. Joshilyn Jacksons bøger ser ikke ud til at være oversat til dansk, men det er meget lette at læse på engelsk.

Hovedpersonen i Backseat Saints er faktisk en biperson i Gods in Alabama, men da det er flere år siden jeg læste den, kunne jeg ikke rigtigt huske hende. Hun er Rose Mae Lolley, ren Alabama trash med en mor, der er skredet og en alkoholikerfar. Da vi møder hende er hun dog Ro Grandee, gift med det lækre fodboldhug Thom Grandee fra Texas, og hun er blevet en sød, yndig og sexet hjemmegående i flade sko og dydige nederdele.
Historien begynder med at Ro skjuler sig i skoven med sin bedstefars lille pistol. Hun vil skyde sin mand når han kommer forbi på sin daglige løbetur. Skyde ham for at dræbe ham altså. For selvom hun er sexet og smuk, koger Thoms temperament ofte over, og han tæver hende, nogle gange så meget, at hun er ved at dø af det. En synsk kvinde har sagt til Ro, at det enten er hende eller hendes mand, at hun er nødt til at dræbe ham hvis ikke han skal dræbe hende.

Men hendes mands hidsige temperament er ikke det eneste, der er skidt i Ros liv. Hun kan ikke holde op med at tænke på sin skolekæreste, som forsvandt og hun kan ikke få den synske kvinde ud af hovedet. Via nogle meget kringlede veje, må Ro i gang med at se ikke blot sin fortid, men også sin fremtid og sin nutid direkte i øjenene. Hun begiver sig derfor ud på en længere rejse, der bringer hende fra Texas til Alabama og videre til Californien.

Joshilyn Jackson skriver hamrende godt, ordene flyder så let som ingenting, og hendes karaktertegning er god. Hun søger for, at Ro ikke blot fremstår som et offer for andre menneskers voldelige tendenser og dårlige opførsel, og der er en velplaceret isnende stemning gennem hele bogen. Dette er ikke chick lit, og det er ikke ment som en bog proppet med humor. Så absolut ikke. Nogle gange har man lyst til at skrige sine gode råd til Ro for at få hende til at handle på den “rigtige” måde, noget hun ikke altid er i særlig god stand til. Hendes rejse for at få styr på sit liv er spændende, men jeg kom aldrig rigtigt til at bryde mig om hende, og måske var det det, der gjorde, at jeg ikke er helt vild med denne bog. Men den er helt sikkert meget, meget velskrevet, og kan som sådan sagtens anbefales. Gods in Alabama og The Girl Who Stopped Swimming er dog langt bedre.

Pretties af Scott Westerfeld

 

Pretties er nummer to bog i Scott Westerfelds serie på fire bøger om Tally Youngblood, der lever i en fremtid, hvor alle får en skønhedsoperation, når de fylder 16. Første bog hedder Uglies, den kan du læse om her.

Pretties begynder nogen tid efter Uglies sluttede. Tally har fået sin skønhedsoperation og er nu endelig smuk – en Pretty. Hun har øjensynlig glemt alt om det, der skete i Uglies og alle de ting hun fandt ud af om denne skønhedsoperation, der bestemt ikke er uden bivirkninger. Alt dette skete mens hun boede i Smokies-lejren med rebellerne, men som sagt, hun har glemt alt om det. Nu handler livet om at feste, kysse og være smuk og have det sjovt. Men der er et eller andet, som hele tiden nager Tally, noget, der hele tiden ligger et eller andet sted i baghovedet. Og efter at Zane, en af de meget populære fyre i den meget populære klike The Crims, og Tally bliver venner, finder hun ud af, at der helt sikkert er noget, der er helt galt. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at der ikke er andet i livet end at se godt ud og være lykkelig. Slet ikke, når man ikke engang føler sig rigtig lykkelig, hvilket man ellers skulle efter skønhedsoperationen.

Tally ved, at der må være noget mere, og hun kan mærke, at tiden er ved at løbe fra hende hvis hun nogensinde skal kunne gøre op med skønhedsvældet og det, at være lækker og dum, som er det, myndighederne angiveligt stræber efter, man skal være.

Snart er Tally, Zane og resten af The Crims i gang med at lægge planer, og Tally er på vej ud på sit største eventyr nogensinde. Ikke uden konsekvenser, som hun erfarer på sin vej mod at blive et måske bedre menneske.

Pretties var lidt mere interessant end etteren, og jeg ser frem til at læse den næste i rækken, Specials. Jeg er ikke i svime over serien, men den er da indtil videre blevet bedre fra bog et til to. Denne omtale er noget tynd, det medgiver jeg, men det er simpelthen for at undgå at røbe for meget af det, der sker i etteren.

Både Uglies og Pretties kan fås på dansk.

the-clearing

The Clearing af Tim Gautreaux

Det er i den grad ved at være noget tid siden sidst, men det har været småt med læsningen (og til gengæld meget travlt med så meget andet). Men et par bøger er det da blevet til. The Clearing af Tim Gautreaux læste jeg i slutningen af året, og selvom jeg husker det som en glimrende læseoplevelse, er jeg ikke sikker på, at jeg nødvendigvis skal læse andet af denne forfatter lige nu.

The Clearing foregår i årene efter 1. verdenskrig i en savværks-flække langt ude i sumpene i Louisiana. Byron, der vender tilbage til USA som en ødelagt mand efter krigen, er arving til et savværks-imperium, men begynder i stedet som politibetjent i denne flække, hvor spil, vold, druk og generel apati er en del af dagligdagen. Her er han langt væk fra de forventninger, hans far og lillebror har til ham som ældste søn. Han prøver at styre den italienske mafia, der sidder hårdt på saloondriften og luderne samtidig med at han prøver at komme overens med de ting, han oplevede under krigen.

Hans yngre bror, Randolph, finder ham dog, og ankommer selv til flækken som chef for savværket. Langsomt nærmer de to brødre sig hinanden, men det er ikke uden knubs og problemer. Særligt den rå vold, der udfolder sig weekend efter weekend i saloonen er en kilde til bekymring og skænderi om hvorledes den skal håndteres. Mens de to brødre prøver at finde hinanden, rykker mafiaen tættere på, og truer ikke blot Byron og Randolph og deres familier, men hele flækken. Brødrene må hele tiden træffe nogle valg, der ikke er uden konsekvenser.

Umiddelbart lyder dette måske som en typisk omgang halvromantisk bavl, men det er en dybt seriøs bog, som der bestemt ikke er noget romantisk i overhovedet. Sproget er flot og stramt, tonen er alvorlig stort set hele vejen igennem, og der er ikke lagt op til grin og spas på noget tidspunkt. Det her er livet, som det udfoldede sig på sin barskeste og mest rå måde for knapt 100 år siden. Derfor som sådan ganske anbefalelsesværdig, men for mig var The Clearing alt for tung til det tidspunkt, jeg læste den på. Jeg kan sagtens læse tunge og tungsindige bøger – ingen problemer – men The Clearing fangede mig ikke helt på den måde, jeg havde regnet med.

freedom

Freedom af Jonathan Franzen

Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde, da Freedom af Jonathan Franzen er en stor bog. Og ikke blot i kraft at dens mange sider. s a huge book. Egentlig føler jeg, at jeg burde lade andre med rigtig forstand på moderne, amerikansk litteratur håndtere den, siden jeg på ingen måde kan yde bogen den retfærdighed, den fortjener. Jeg vil dog hermed prøve.

I første omgang kræver det dog ikke nogen magistergrad i litteratur for at forstå, hvorfor bogen har den titel, den har. Grundlæggende set handler bogen nemlig om hvordan “vi” (moderne mennesker i den vestlige verden/USA) håndterer al den frihed, som vi et eller andet sted er født med. Den handler om hvordan vi håndterer det, ja, men også om hvor dårlige vi (nogle af os) er til at håndtere den.

Historien begynder med en fortælling om familien Berglund og deres nabolag, et typisk kvarter med middelklasse – lav overklasse-familier. Familien Berglund (Walter, Patty, Jessica og Joey) er som de fleste familier – det tror læseren i hvert fald til at begynde med. Men historien tager os langt ind i Walter og Pattys ægteskab og dele af deres barndom og ungdom. Noget af dette fortælles selvbiografisk af Patty (i 3. person!), mens resten fortælles af forfatteren.

Jeg synes ikke, at man kan sige, at Freedom er en almindelig families almindelige fortælling, for det er det ikke. Jo, altså, nogle af de ting, der sker i Walter og Pattys liv kan ske i alle familier, men når man fx ser på den barndom og ungdom som Patty kommer fra, er det ikke så almindeligt alligevel.  Og hvad er det lige med sønnen Joey og hans mærkelige forhold til nabopigen Connie? Og datteren Jessicas isdronning-attitude over for Patty? For ikke at tale om rockmusikeren Richard, Walters bedste ven fra college-tiden, selvom de (Walter og Richard) er hinandens diametrale modsætninger? Ja, læs Freedom og find ud af det.

Det svageste i denne bog, som desværre også er en særdeles central del, er det med Walters arbejde i Washington DC. Det er måske ikke bogens svageste del, mere sandsynligt er det, at jeg ikke helt forstod alle de politiske manøvrer. Måske. Men netop denne del er som sagt ret så central for hvordan livet kommer til at forme sig for hovedpersonerne.

Freedom er monumental – en monumental historie med et ret lille sæt af karakterer, og den er skrevet i så brillant sprog, at det var mere end en fornøjelse at læse den. Også selvom det tog mig væsentligt længere tid at komme igennem end med andre bøger. Et must read for alle fans af moderne (amerikansk) litteratur. Men nu er jeg også klar til noget simplere! Bogen er ikke oversat til dansk, men det bliver den garanteret.

PS. jeg kan bedre lide Franzen better end en anden succesfuld amerikansk forfatter med det samme fornavn, Jonathan Safran Foer. Franzens stil er ikke nær så prætentiøs som Foers, men det er bare min lille personlige mening.

PPS. Omslagsbilledet med fuglen giver langt mere mening (og er pænere) end det andet omslag, som bogen også er udkommet med.

Kirsten Nørgaard har anmeldt Freedom her.

denf-C3-B8rste

Den første af Justin Cronin

Den første af Justin Cronin er en lang bog. Og selvom jeg egentlig var ret fanget af bogen, synes jeg nu ikke at Stephen King har helt ret, når han siger (citeret fra Saxos hjemmeside):

»Læs 15 sider, og du vil blive fortryllet; læs 30, og bogen vil fængsle dig, og du vil læse til langt ud på natten. Romanen har en livagtighed, som kun episke værker skabt af fantasi og forestillingsevne kan opnå. Hvad kan jeg ellers sige? Følgende: læs denne bog, og den almindelige verden forsvinder.«

Der var, efter min mening, tidspunkter, hvor handlingen blev trukket en anelse i langdrag. Eller måske er det ikke det rigtige ord at bruge. Det var mere det, at jeg egentlig følte mig noget forvirret og hele tiden tænkte på hvordan denne historie dog ville ende, om den kunne ende, om hvem der nu var hvem og hvorfor og hvor er vi nu? Tingene falder dog relativt hurtigt på plads, og bindes smukt sammen til slut selvom dette blot er den første i en trilogi. På trods af dette synes jeg ikke, at der var mange spørgsmål, der ikke blev besvaret. Som sagt, tingene falder fint på plads. Det var en spændende bog. Stor, episk (ja, et lidt irriterende buzz word), dystopisk og apokalyptisk fantasy. Og det er ikke rigtigt en bog om vampyrer. Ikke vampyrer som vi kender dem i hvert fald. Og det er heller ikke en bog om zombier. Men så alligevel er det en bog om vampyrer/zombier. Og om en verden, der er gået næste under og kun beboet af ganske få mennesker.

Den første er om hvordan og hvorfor verden kom til at se ud som den gør i bogen. Den første er også om disse få levende, som skal håndtere en verden, hvor lyset skal være tændt om natten, hver nat. Det er en bog om Amy, datter af Jeanette og en rejsende handelsmand. Og om hvordan Amy kommer til at bo med nonner og om hvordan hun rejser gennem USA efter det. En del af denne rejse tilbagelægges med FBI-agenten Wolgast, senere rejser hun alene.

Og Den første er om hvordan et eksperiment, der skulle lede til en kur mod alt, selv døden, kom til at gå galt. Mere galt end nogen nogensinde havde forestillet sig. Vi møder mange karakterer fra vores egen tid (eller retter, vores egen tid som den måske ser ud om nogle år) og vi møder karakterer fra en fremtid, som igen vil ønske at skulle bebo.

Hvis du vil ha’ episk fortælling, og hvis du som jeg har en forkærlighed for det mørke, dystopiske og apokalyptiske, er Den første lige i øjet. Jeg var grebet af historien, der helt sikkert fik mig til at gyse fra tid til anden. Men den er nok en anelse for lang. Dette, og så det faktum, at den er så stor og uhåndterlig (e-læser ville have været perfekt!), er mine eneste kritikpunkter ved denne bog.

Bogen kan bl.a. købes hos Saxo.com her.

Zeitoun

Zeitoun af Dave Eggers

Det er ikke meget non-fiktion (hedder det det?), jeg får læst. Jeg har ikke noget imod det, men det er sjældent jeg støder på en non-fiktionsbog, jeg bare må læse. Men denne – Zeitoun af Dave Eggers – var jeg på en eller anden måde nødt til at læse.

Jeg var i New Orleans næsten præcis et år før Hurricane Katrina. Turen var en del af en længere USA-tur, så jeg var der kun nogle dage, men det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Varmen, fugtigheden, den lettere depraverede stemning, spøgelseshistorierne, bygningerne, historien, maden, det hele var en kæmpe oplevelse.

Da Katrina ramte New Orleans i 2005 ferierede jeg i Berlin, og kan huske, at jeg var lamslået over de nyheder, der kom fra New Orleans. Først bekymrede jeg mig egentlig mest om alle de vidunderlige bygninger, der tilsyneladende var totalt druknede i vand, men snart begyndte de der historier om mord, voldtægter og krigslignende tilstande at tikke ind, og sendefladen på alverdens medier handlede ikke om andet. I bakspejlet ved vi jo godt, at det ikke var helt så mange mord, der blev begået, og at der ikke var babyer, der blev voldtaget, og at det nok var en ekstrem situation, særligt for de mange fattige sorte (og hvide), men vi ved også, at der blev overdrevet på den dramatiske front. Men det tog mig meget lang tid at få alle disse billeder ud af hovedet, og det er noget, jeg indimellem stadig spekulerer over.

Så da Zeitoun kom i paperback tidligere på året, købte jeg den for at læse den på 5-året for Katrinas hærgen.

Zeitoun er navnet på en syrisk-amerikansk midaldrende mand, en respekteret borger i New Orleans, der vælger at blive i byen under orkanens hærgen, selvom konen og ungerne er rejst i relativ sikkerhed hos familien. Men Zeitoun vil blive, han vil holde øje med sine ejendomme, og da digerne bryder sammen og oversvømmer dele af byen, sejler Zeitoun rundt i sin kano og redder flere mennesker og dyr i det kaos, der opstod. Og han gør det med et “let hjerte” og med følelsen af, at der er en dybere mening med at ham blev i byen.

Kathy, hans kone, tigger og beder ham om at forlade byen. Hun ser de samme rædselsscenarier i tv som vi gjorde her i Danmark, og hun er frygtelig bange for at der skal ske ham noget. Da hun mister kontakten med ham flere dage i træk, viser det sig, at det er nu, familien rigtige mareridt begynder. Det er ret svært at forestille sig at det her er non-fiktion og at det foregik for kun fem år siden. Zeitouns historie er fortalt neutralt, forstået på den måde, at der ikke placeres skyld hos nogen, men det er klart, at Dave Eggers har en dagsorden med bogen, og at denne dagsorden ikke er en uforbeholden ros til Bush-administrationens håndtering af Hurricane Katrina.

Den første tredjedel af bogen handler om Zeitouns liv og familie, og visse passager var en anelse belærende for denne læser. Der var en masse snak om koranen, islam, tro og den slags, og det ved jeg allerede så meget om, at det blev lidt for skolemesteragtigt i denne bog. Zeitoun fremstår som et supersympatisk menneske, mens jeg syntes at den konverterede kone Kathy var en anelse anstrengende.

Ellers er det en ganske anbefalelsesværdig bog – der er passager, hvor man ganske enkelt ikke tror sine egne øjne. Dette er bagsiden af det USA, jeg ellers holder så meget af, på både godt og ondt.

Zeitoun er ikke oversat til dansk (jeg har i alle fald ikke kunnet finde den), men den er meget let at læse på engelsk.

Læs også Bogormens omtale her.