Min kamp af Karl Ove Knausgård

 

Jeg hoppede absolut ikke på Karl Ove Knausgård-hypen vedr. hans selvbiografiske værk Min kamp som en af de første, selvom jeg var nysgerrig. Der kom til at gå en rum tid før jeg fik læste første bind i værket, der består af i alt seks bind.

Og nu hvor jeg rent faktisk har fået læst første bind, kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang med nummer to. Om jeg er fuldstændig faldet bagover af benovelse over værket, sådan som jeg har oplevet mange “professionelle” læsere (altså anmeldere og litterater) være? Nej, det er jeg ikke. Men historien greb mig, i visse passager også om hjertet. Knausgård er nøjagtigt lige så gammel som jeg er, og selvom bogen foregår mestendels i Norge, og selvom Knausgård er en mand, så er der alligevel rigtig mange ting, som jeg i den grad nikkede genkendende til. Og det behøver man selvfølgelig ikke være jævnaldrende med forfatteren for at gøre, men jeg synes alligevel, at nogle af de ting, han beskriver, er så tidstypiske, at man bare må tænke: Ja, ja, sådan var det/ja, ja, det var jo det, vi gjorde/lyttede til/sagde osv.

Bogen er stærkt detaljeret, og har da også været genstand for diskussion om hvor detaljeret, man “må” skrive en roman og hvor tæt man må gå på rigtige personers liv. Flere medlemmer af Knausgårds familie har følt sig meget stødt på manchetterne. Denne diskussion har mestendels fundet sted i Norge, men nogle danske anmeldere har dog også fundet dele af værket lidt for detaljeret.

Og Min Kamp 1 er detaljeret. Ingen tvivl om det, men det er kun i ganske få passager, at det føles som om det er for meget. For det han skriver, er på en eller anden måde så rigtigt. Jeg syntes at det kunne blive lidt langt i spyttet, når han begyndte at filosofere for meget, bogen er bedre når han bare fortæller derudaf. Historien handler grundlæggende om Knausgårds barndom, tidlige ungdom og forholdet til faderen og dennes død da Knausgård er omkring de 30. Det lyder måske kedeligt. Det er det ikke.

Backseat Saints af Joshilyn Jackson

 

Jeg har helt sikkert en svaghed for Joshilyn Jacksons bøger. Eller retter, det ser ud til at jeg har en svaghed for hver anden bog, hun skriver. Jeg var vild med hendes første, Gods in Alabama, men brød mig ikke synderligt om nummer to, Between, Georgia. Da jeg læste nummer tre, The Girl Who Stopped Swimming, var det som om hun var tilbage igen med den virkelig gode historie. Nu har jeg læst hendes fjerde værk, Backseat Saints, og den var jeg ærlig talt ikke nær så begejstret for som jeg havde regnet med. Joshilyn Jacksons bøger ser ikke ud til at være oversat til dansk, men det er meget lette at læse på engelsk.

Hovedpersonen i Backseat Saints er faktisk en biperson i Gods in Alabama, men da det er flere år siden jeg læste den, kunne jeg ikke rigtigt huske hende. Hun er Rose Mae Lolley, ren Alabama trash med en mor, der er skredet og en alkoholikerfar. Da vi møder hende er hun dog Ro Grandee, gift med det lækre fodboldhug Thom Grandee fra Texas, og hun er blevet en sød, yndig og sexet hjemmegående i flade sko og dydige nederdele.
Historien begynder med at Ro skjuler sig i skoven med sin bedstefars lille pistol. Hun vil skyde sin mand når han kommer forbi på sin daglige løbetur. Skyde ham for at dræbe ham altså. For selvom hun er sexet og smuk, koger Thoms temperament ofte over, og han tæver hende, nogle gange så meget, at hun er ved at dø af det. En synsk kvinde har sagt til Ro, at det enten er hende eller hendes mand, at hun er nødt til at dræbe ham hvis ikke han skal dræbe hende.

Men hendes mands hidsige temperament er ikke det eneste, der er skidt i Ros liv. Hun kan ikke holde op med at tænke på sin skolekæreste, som forsvandt og hun kan ikke få den synske kvinde ud af hovedet. Via nogle meget kringlede veje, må Ro i gang med at se ikke blot sin fortid, men også sin fremtid og sin nutid direkte i øjenene. Hun begiver sig derfor ud på en længere rejse, der bringer hende fra Texas til Alabama og videre til Californien.

Joshilyn Jackson skriver hamrende godt, ordene flyder så let som ingenting, og hendes karaktertegning er god. Hun søger for, at Ro ikke blot fremstår som et offer for andre menneskers voldelige tendenser og dårlige opførsel, og der er en velplaceret isnende stemning gennem hele bogen. Dette er ikke chick lit, og det er ikke ment som en bog proppet med humor. Så absolut ikke. Nogle gange har man lyst til at skrige sine gode råd til Ro for at få hende til at handle på den “rigtige” måde, noget hun ikke altid er i særlig god stand til. Hendes rejse for at få styr på sit liv er spændende, men jeg kom aldrig rigtigt til at bryde mig om hende, og måske var det det, der gjorde, at jeg ikke er helt vild med denne bog. Men den er helt sikkert meget, meget velskrevet, og kan som sådan sagtens anbefales. Gods in Alabama og The Girl Who Stopped Swimming er dog langt bedre.

Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)

 

Kan du stadig huske landet mellem at være barn og næsten voksen? Lige inden puberteten. For jo, den er for børn, Neil Gaimans Coraline. Vel fra en 9-10 års alderen og op. Oprindeligt er Coraline en roman, men jeg læste tegneserieudgaven, tilpasset og illustreret af P. Craig Russell. Og jeg synes da godt nok at den var ret uhyggelig..

Coraline er enebarn, og hun er netop flyttet ind i et stort, gammelt hus med sine lidt fraværende forældre. Der bor andre i huset; Coraline og hendes forældre bebor kun en del af huset. Coraline keder sig, og hendes forældre er ikke til så megen hjælp. De er ikke ukærlige, men mere optaget af deres eget. Så da Coraline opdager en dør, der angiveligt ikke fører nogen steder hen, er hendes nysgerrighed vakt.

Selvom hun får besked på ikke at beskæftige sig mere med den pågældende dør, åbner hun den alligevel en aften. Og får sig noget af en overraskelse. Bag døren findes et parallelunivers med en lejlighed mage til den, hun bor i, og et sæt parallelforældre. Selv de andre beboere i huset findes her bag døren i paralleludgave. Umiddelbart virker denne nye verden langt mere tiltalende. Men kun umiddelbart. For noget er grueligt galt, hvilket Coraline også må sande efterhånden som tingene går op for hende.

Det skorter ikke på gotik og uhygge, og selvom tegningerne efter min smag ikke er helt så skarpe, var det alligevel med en god portion gysen at jeg læste historien. Så på en eller anden måde virkede tegningerne altså alligevel, og de må da være endnu mere skræmmende for et barn….eller måske ikke? Måske er Coralines historie i virkeligheden mere uhyggelig for en voksen? Jeg har ikke læst romanudgaven, så jeg ved ikke hvor godt den tegnede udgave holder sig til originalen. Er man til tegneserier (grafiske romaner) og gotisk uhygge er Coraline lige i (knap)øjet!!!

freedom

Freedom af Jonathan Franzen

Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde, da Freedom af Jonathan Franzen er en stor bog. Og ikke blot i kraft at dens mange sider. s a huge book. Egentlig føler jeg, at jeg burde lade andre med rigtig forstand på moderne, amerikansk litteratur håndtere den, siden jeg på ingen måde kan yde bogen den retfærdighed, den fortjener. Jeg vil dog hermed prøve.

I første omgang kræver det dog ikke nogen magistergrad i litteratur for at forstå, hvorfor bogen har den titel, den har. Grundlæggende set handler bogen nemlig om hvordan “vi” (moderne mennesker i den vestlige verden/USA) håndterer al den frihed, som vi et eller andet sted er født med. Den handler om hvordan vi håndterer det, ja, men også om hvor dårlige vi (nogle af os) er til at håndtere den.

Historien begynder med en fortælling om familien Berglund og deres nabolag, et typisk kvarter med middelklasse – lav overklasse-familier. Familien Berglund (Walter, Patty, Jessica og Joey) er som de fleste familier – det tror læseren i hvert fald til at begynde med. Men historien tager os langt ind i Walter og Pattys ægteskab og dele af deres barndom og ungdom. Noget af dette fortælles selvbiografisk af Patty (i 3. person!), mens resten fortælles af forfatteren.

Jeg synes ikke, at man kan sige, at Freedom er en almindelig families almindelige fortælling, for det er det ikke. Jo, altså, nogle af de ting, der sker i Walter og Pattys liv kan ske i alle familier, men når man fx ser på den barndom og ungdom som Patty kommer fra, er det ikke så almindeligt alligevel.  Og hvad er det lige med sønnen Joey og hans mærkelige forhold til nabopigen Connie? Og datteren Jessicas isdronning-attitude over for Patty? For ikke at tale om rockmusikeren Richard, Walters bedste ven fra college-tiden, selvom de (Walter og Richard) er hinandens diametrale modsætninger? Ja, læs Freedom og find ud af det.

Det svageste i denne bog, som desværre også er en særdeles central del, er det med Walters arbejde i Washington DC. Det er måske ikke bogens svageste del, mere sandsynligt er det, at jeg ikke helt forstod alle de politiske manøvrer. Måske. Men netop denne del er som sagt ret så central for hvordan livet kommer til at forme sig for hovedpersonerne.

Freedom er monumental – en monumental historie med et ret lille sæt af karakterer, og den er skrevet i så brillant sprog, at det var mere end en fornøjelse at læse den. Også selvom det tog mig væsentligt længere tid at komme igennem end med andre bøger. Et must read for alle fans af moderne (amerikansk) litteratur. Men nu er jeg også klar til noget simplere! Bogen er ikke oversat til dansk, men det bliver den garanteret.

PS. jeg kan bedre lide Franzen better end en anden succesfuld amerikansk forfatter med det samme fornavn, Jonathan Safran Foer. Franzens stil er ikke nær så prætentiøs som Foers, men det er bare min lille personlige mening.

PPS. Omslagsbilledet med fuglen giver langt mere mening (og er pænere) end det andet omslag, som bogen også er udkommet med.

Kirsten Nørgaard har anmeldt Freedom her.

stitches

Stitches af David Small

Stitches af David Small er en grafisk erindringsroman og en af de mest bevægende historier, jeg har læst længe. Eftersom historien handler om en dreng, David, der mister sin stemme, er en del af bogen faktisk kun tegninger, men sikke nogle tegninger! Davids øvrige familie er heller ikke de store sludrechatoller, så selvom bogen er på mere end 300 sider, kan den snildt læses ud i en køre. Hvis man da kan få historien ned!

Grundlæggende set er historien nemlig ret tragisk. David vokser op i 60’ernes Detroit med sine forældre og sin storebror. Begge forældre er fjerne og taler stort set ikke med hinanden eller med deres børn. Du mærker fra begyndelsen, at hele familien er udstyret med vanskelige sind på den ene eller den anden måde. Davids barndom er gråt i gråt. Han ser stort set aldrig sine forældre smile eller være glade, og når han besøger sin mormor, fornemmer han også hurtigt, at den husholdning heller ikke er som den kunne være. David lider af mareridt og er i det hele taget et lille skravl.

En af de eneste gange, læseren ser moderen tegnet med et smil på læben er til en fest, hun holder. En af de andre kvinder til festen opdager at David har en knude på halsen, og hun beordrer forældrene til at få den undersøgt med det samme. Det er ikke noget problem, eftersom Davids far er radiolog. Knuden bliver derpå fjernet, men nogle år efter den første operation skal David under kniven igen. Denne gang vågner han uden stemme.

Langsomt opdager han nogle mørke familiehemmeligheder, og han begynder at leve et liv lidt på kanten. Han føler sig usynlige uden en stemme. Hele historien handler om svigt, bedrag og fjerne forældre, og jeg vil egentlig ikke sige så meget mere end at det er en virkelig god bog, som er stærkt anbefalelsesværdig.

setterfield

The Thirteenth Tale af Diane Setterfield

Det her er en bog, som jeg ikke rigtigt kan bestemme mig for. Jeg er stærkt i tvivl om jeg kan lide den, om den bare var kedelig og langtrukken eller om jeg virkelig hader den. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg kunne godt lide den gotiske stemning med gamle engelske herresæder, mystisk og dekadent adelsklasse, mørke hemmeligheder og den stilfærdige heltinde Margaret med hang til gamle bøger og med masser af skeletter i skabet. På den anden side synes jeg, at historien var usædvanlig lang tid om at komme i gang og at den, da den først var i gang, forsøgte alt for meget på at være genial på den überlitterære måde, dog uden at lykkes. Og jeg hadede Margarets besættelse af sin egen triste fortid med en død tvilling, en migræneramt og fjern mor og den rare nisse af en far. Det var en smule konstrueret det hele, ud fra en eller anden opskrift, der måske kunne have heddet “Ingredienserne til hvordan rigtig litteratur skal være”.
Under alle omstændighederne er vores heltinde den stille og bognørdede Margaret, som ud af det blå tilbydes at skrive den gådefulde forfatterinde Vida Winter’s erindringer. Vida Winter er en af litteraturens store skikkelser, der aldrig rigtigt har udtalt sig om noget privat, og som alle er nysgerrige for at vide mere om. Margaret flytter til Vida Winter’s store herresæde og finder ud af, at Vida Winters historie har mange lag og at hvert eneste lag er fyldt med svig, incest, mørke og dekadence. Snart begynder Margaret at se mange ligheder mellem sit eget og Vida Winters liv. Margarets liv har været styret af den tvilling, der døde ved fødslen, og hun finder ud af, at Vida Winter selv er tvilling. Hvad der er sket med den anden tvilling finder vi først ud af langt senere. Der er nok at tage fat på i denne historie og dysfunktionalitet, omsorgssvigt og traumatiske oplevelser og det er muligvis der, forfatteren vil hen. The Thirteenth Tale er en debut, og det er ikke nogen dårlig bog. Jeg er bare ikke sikker på, at det er en bog for mig.

Extremely

Extremely Loud and Incredibly Close af Jonathan Safran Foer

Hvad er der helt præcis galt med Oscar Schell, den niårige dreng, som er hovedpersonen i Jonathan Safran Foers meget omtalte, og roste, roman Extremely Loud and Incredibly Close? Er han autist? Psykisk syg? Damp-barn? Dybt traumatiseret? Jeg ved det ikke, men han er i hvert fald på jagt efter noget. En løsning, et nøglehul, en dør, en forløsning, en forklaring. En forklaring på hvordan, og måske hvorfor, hans far døde i World Trade Centerets ene tårn d. 11.9.2001. Denne jagt på løsninger og forklaringer sender ham ud i New Yorks gader og stræder og bygninger samtidig med at han spiller på sin tamburin, skriver fanbreve til Stephen Hawking, øver Hamlet, fabrikerer smykker og googler ord han ikke kender allerede.

Sideløbende med Oscars vandringer rundt i New York, hvor han opsøger forskellige folk, der måske har nøglen til en eller anden form for løsning, følger læseren også Oscars bedsteforældres liv. Eller mangel på samme. Det foregår via breve, skrevet af enten bedstemoderen eller bedstefaderen.

Parallelen mellem terrorangrebet 11.9.2001 på New York og bombardementet af Dresden under 2. verdenskrig er til at tage at føle på, men ellers er det en bog, en fortælling, hvor man som læser bliver sat til at reflektere over tingene, stilen, handlingerne. Den er ikke svær eller besværlig at læse, men symbolikken er tyk sine steder og både handling, stil og personer kan være meget øretæveindbydende. Det gør dog ikke bogen mindre interessant, at man som læser dermed er nødt til at ‘forholde sig’ og det er sandsynligvis også det, der bl.a. er forfatterens ønske. Nogle gange læner Foer sig en smule for meget op ad en anden newyorker-forfatter, Paul Auster, dog uden at plagiere.

Jeg ville meget gerne have været helt vild med den her bog, men jeg er ikke 100 % overbevist om, at den nu også er det mesterværk, som den har fået ry for.
dreaming-20southern

Dreaming Southern af Linda Bruckheimer

Linda Bruckheimers roman om Lila Mae og hendes fire børn er en underlig lille historie. Det er en ‘road movie’ i bogform, og helt fra første side føler man sig ikke sikker på, om man kan lide bogens personer eller ej. Lila Mae er på vej i bil til Californien fra Kentucky, som hun og familien må flygte fra på grund af en konkurs. Hendes mand er allerede i Californien, og venter nu blot på sin kone og deres børn. Men Lila vælger at tage nogle underlige omveje, og alt afhængig af den specifikke omvej, gør hun børnene enten irriterede eller glade. Man undrer sig over hvad hele denne tur egentlig handler om, men der gives ikke nogen svar. Lila Mae selv ved vist ikke rigtig hvad de går ud på. Da hun tilbyder en indianerkvinde og hendes kriminelle teenagesøn et lift til et hospital hvor de skal besøge en dødsmærket datter/søster, giver børnene op, og lader sig flyde med strømmen så at sige. Gennem hele historien er det ikke utænkeligt at man føler sig en smule irriteret på Lila Mae, men hun fremstår også som sårbar, ulykkelig og meget forvirret. Det store spørgsmål er selvfølgelig om man kan flygte fra fortiden og fremtiden, eller om det bedste er at se den og konsekvenserne i øjnene!