The last thing I remember af Andrew Klavan

thelastthing

Dette er en ungdomsbog for drenge mellem 12 og 15 år, sådan cirka. Og selvom den skulle være fyldt med action, må jeg indrømme, at den kedede mig bravt. Ok, jeg er ikke en dreng og jeg er ikke mellem 12 og 15 år, men kan ellers godt lide ungdomsbøger.

The Last Thing I Remember har en god præmis og lover godt: Unge Charlie West går i seng som en glad og tilfreds ung mand, der har prioriteterne i orden, men vågner spændt fast til en stol, gennembanket, forslået og blodig. Og det sidste han husker, er den dejlige dag på skolen, hans succes i karate og hans kærlighed til fædrelandet og gud.

Han har ingen anelse om, hvorfor han bliver holdt fanget, tortureret og talt til, som om han spiller en større rolle i noget, der minder om en krig, og som involverer terrorisme, død og bestemt ingen kærlighed til fædrelandet (USA) eller gud. Hvordan skete dette for netop ham? Charlie goody-goody West? Charlie, som levede et sundt og skønt og helt almindeligt teenageliv?

Det lyder meget mere interessant end det er. Charlie West er trættende og alt for “rigtig”. Der er ingen kanter nogen steder. Venner og fjender beskrives alt for sort/hvidt, og det bliver hurtigt kedeligt ud i det ekstreme. Det føltes til tider faktisk som indoktrinering. Alt for meget fædrelands-højstemthed og alt for meget gud. Måske ikke så underligt, da det viser sig, at forfatteren, Andrew Klavan, er en højreorienteret (men dog på sine ældre dage en af de liberale af slagsen) amerikaner, der tidligere har skrevet voksenbøger om bl.a. terrorisme.

Men omvendt er der måske en mening med, at bogens handling er så sort/hvid. Er det meningen, at læseren skal standse op og netop tænke over, at intet nogensinde bare er sort/hvidt. Måske derfor, jeg gav Charlie West en chance til og læse bog # 2, The Long Way Home.

Begge bøger er en del af Andrew Klavans Homelander-serie, og selvom jeg ikke er synderligt imponeret, tænker jeg, at jeg vil læse de to sidste bøger i serien for at finde ud af, hvad der egentlig skete med Charlie West, den gode og gennemnormale amerikanske teenagedreng, der vågnede bundet og tortureret uden hukommelse.