Winter’s Bone af Daniel Woodrell

Winter’s Bone foregår i Ozark Bjergene (der ikke er rigtige bjerge som sådan) blandt fattige og voldelige white trash familier, der fremstiller crystal meth (crank) i deres køkkener og lever i et nærmest stammeagtigt samfund, hvor der ikke levnes plads til det, som på de kanter opfattes som fejltrin.

Ree Dolly på 16 er bogens hovedperson. En tough cookie, der ikke udadtil lader sig gå på af ret meget. Hun sørger for at hendes to mindre brødre får mad og kommer i skole – og lærer at skyde – og hun sørger også for sin mor, der er sunket hen i en så total apati, at det minder om en psykose. Hendes far, der har været i fængsel utallige gange, er forsvundet. Ikke noget, der som sådan er mærkeligt, for det er sket før, men denne gang er det temmelig alvorligt, idet han har sat familiens hus på spil som kaution. Da han ikke dukker op efter en rum tid, får Ree at vide, at hun og moren og de to småbrødre skal være ude i løbet af kort tid.

Ree kan redde situationen ved at finde sin far – død eller levende, det er sådan set ligegyldigt – og det fører hende rundt til forskellige familiemedlemmer og langt ind i familiens mørkeste afkroge. Det lyder måske som en klassisk krimi, hvor hovedpersonen opdager familiære skyggesider, men der er intet hyggeligt krimi-plot over Winter’s Bone. Det er en ond, voldelig og barsk fortælling, der nærmest virker socialrealistisk. Det er desværre ikke spor svært at forestille sig hvordan livet uspiller sig langt ude i ingenting i USA, hvor fattigdom har præget generation efter generation, og hvor de eneste lyspunkter i Rees liv er de afstressningsbånd, hun hører med lyde fra eksotiske steder og den drøm hun har om at komme i militæret og gøre karriere.

Ondt og isnende og virkelig velskrevet. Læseren føler den kolde og knasende atmosfære. Selvom romanen er kort, er den svær at komme igennem. Hardcore. Bogen er filmatiseret tidligere i år, og kan fås på dvd.

Child of God af Cormac McCarthy

 

Et eller andet sted i det bakkede Øst-Tennessee kan man møde Lester Ballard, hovedpersonen i Cormac McCarthys Child of God. Ikke nogen rar gut. Han er netop blevet løsladt fra et fængelsophold, kun for at finde ud af, at hans hus er blevet solgt, og at han nu er hjemløs. Ikke noget der gør ham godt. Frustration, had og råddenskab bobler og brænder i ham, og han finder en forladt og forfalden hytte i skoven, som han flytter ind i. Her lever han sin ensomme, ækle, rådne undskyldning for et liv og går mere og mere i stykker. Snavs, skrald, vold, had og generel menneskelig forråelse flyder gennem Lesters liv, og dette er på igen måde behagelig læsning. Men jeg må tilstå, at det rå og beskidte næsten er poetisk, og jeg slugte denne bog råt. Den er kun på 185 sider og var hurtigt læst, men jeg havde den i hovedet længe efter. Ikke nær så god som The Road, men helt sikkert forståeligt, at McCarthy er en af de vigtigste amerikanske forfattere i dag.

tender-graces

Tender Graces af Kathryn Magendie

Tender Graces er Kathryn Magendies debut, og det er en fin, lille historie. Hvis du kunne lide YaYa-bøgerne, vil du også kunne lide Tender Graces.

Den smukke, vilde og noget uuddannede Katie Ivene fra West Virginias bjerge møder den smarte Shakespeare-citerende dørsælger Frederic, og i løbet af kort tid er de gift og har fået tre børn: Micah,Virginia Kate og Andy. Virginia Kate, som vi møder på den allerførste side som en voksen kvinde på vej til sit barndomshjem, fortæller historien om sin mor, far, søskende og øvrige familie fra de tidlige tressere til de tidlige halvfjerdsere. Virginia Kate er på vej hjem for at få rystet nogle af skeletterne ud af skabet, så vi aner allerede fra første færd, at det ikke bliver nogen nem rejse, vi skal ud på.

Historien foregår i de amerikanske sydstater, og har en hel del af de elementer, der kendetegener den traditionelle Southern Gothic roman. For eksempel er historien fyldt med spøgelser, som det kun er Virginia Kate der kan se. Spøgelser som hun bruger mens historien folder sig ud og barndomsminderne (traumerne) begynder at presse sig mere og mere på. Virginia Kate hjælpes også godt på vej af sin mormors dagbog.

Første halvdel af historien er meget mørk, og selvom den var en anelse tynd sine steder (der manglede en smule informationer her og der om fx mormorens liv), er det en gribende historie. Halvvejs gennem bogen tager tingene en drejning for vores hovedpersoner, og fra da af begynder historien at blive en anelse forudsigelig, og denne anden halvdel er ikke nær så stærk som første halvdel. Personudviklingen og beskrivelserne er fine hele vejen igennem, selvom der som sagt godt kunne have været en smule mere kød på nogle af de ting, hændelser og personer, der nævnes en passant, og som måske ikke lige er hovedpersoner, men som alligevel spiller en vis rolle for historiens gang.

Jeg er sikker på at jeg trods det vil læse mere fra Kathryn Magendies hånd hvis hun fastholder sin fine stil og gode greb om personer, man tror på.

Læs mere på Kathryn Magendies hjemmeside her, hvor det også fremgår at der udkommer en ny bog om Virginia Kates liv i 2010.

The-Girl-Who-Stopped-Swimming

The Girl Who Stopped Swimming af Joshilyn Jackson

Jackson’s første bog gods in Alabama var fremragende, hendes anden Between, Georgia, halvkedelig. Derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente mig af hendes seneste The Girl Who Stopped Swimming. Men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. De sidste sider samt slutningen føltes en anelse tynde, men udover det er The Girl Who Stopped Swimming virkelig anbefalelsesværdig.

Handlingen foregår i Florida, hvor Laurel, der laver kunstneriske quiltede tæpper, lever et noget beskyttet liv i et beskyttet kvarter med sin mand og datter. Hendes mand er en computernørd på det næsten autistiske stadie, hendes søster en meget flamboyant skuespiller, gift med en homoseksuel mand og hendes mor er en sydstatskvinde, der hele sit liv har forsøgt at løsrive sig fra de uhumske forhold, som hun voksede op under i DeLop, som må være en af de mest deprimerende lokaliteter, jeg nogensinde er stødt på i litteraturen. Alle spiller de en rolle i Laurels liv – et liv, der går helt i stykker da hendes datters bedste ven drukner i Laurel’s swimmingpool. Laurel tvinges til at komme ansigt til ansigt med fortidens synder og hemmeligheder, sit nuværende liv, sit ægteskab, sin familie og sin arv fra DeLop. Noget, hun i øvrigt har forsøgt at undgå hele sit liv.
Handlingen er om Pigen, der holdt op med at svømme, men er også om en ung kvinde i 30’erne, som forsøger at få styr på sit liv. Det lyder som en simpel historie, og det er det på en måde også. Men efterhånden som Laurel indser præcis hvad det er, hun må gøre, begynder tingene at ramle for alvor, for under den stille overflade bobler djævelskaben, rådnende og stinkende minder, spøgelser, undertrykte følelser og livet på samfundets laveste trin.

Lyder det som dårlig triviallitt? Det er det på ingen måde. Jeg anbefaler denne bog varmt, og ser frem til Jacksons næste Southern Gothic roman.

vi-er-n-C3-B8dt-til-at-tale-om-kevin

Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver

Vi er nødt til at tale om Kevin er en frastødende roman om familieliv i forstæderne anno 1990’erne.

Men Lionel Shriver har også skrevet en stærk bog, der handler om Eva, hendes mand Franklin og deres søn Kevin. Bogen består af en række af Evas breve, skrevet til Franklin, i årene efter deres søn har skudt og dræbt syv klassekammerater, en lærer og en cafeteriamedhjælper på sin pæne, private highschool i Middelklasse-Amerika. Jeg har ikke undersøgt det, men tænker, at Lionel Shriver har været inspireret af den famøse Columbine Highschool massakre, der i bogen foregår et par uger efter at hendes egen søn har udført sin massakre.
I brevene ser Eva tilbage på livet før de fik Kevin, hans barndom og pubertet, deres ægteskab, og familieliv.
Eva og Franklin var New York yuppier i midt-trediverne før de bestemte sig for at prøve at få et barn og blive en rigtig familie. Eva bliver gravid, de flytter fra TriBeCa til et kæmpe hus i forstæderne og opfostrer her deres søn Kevin. Kevin der bestemt ikke er som andre børn. I hvert fald ikke når man ser det gennem hans mors øjne. For det er hendes stemme vi hører i bogen, det er hende der fortæller, det er hende der vælger ud, hvad der skal siges og hvad der skal holdes hemmeligt, for at vi måske, måske ikke kan komme til at forstå, hvad der forleder en ung mand på 15 til at begå så afstumpet og afskyelig forbrydelse.

Eva kan tydeligvis ikke lide sin søn, og jeg gyste mig gennem en del af læsningen. Ikke så meget på grund af at Eva ingen moderfølelser havde, men på grund af Kevins opførsel – og sandelig også på grund af faderen Franklins naivitet. Han mener nemlig hele vejen igennem, at han er far til en sund og rask dreng, der stort set ikke kan gøre noget galt. Igen, det er KUN Evas stemme vi får lov at høre, Franklin kommer kun til orde i mindre dialoger, som Eva beskriver i sine breve. Så det Eva siger, er det der skete, det må vi anse som i hvert fald hendes sandhed om sin søn. Det hun fortæller om hans barndom og pubertet er det, vi tror på. Måske. Jeg ville gerne have hørt Franklins stemme også. Ikke kun fordi Eva tager hele skylden på sig, men fordi jeg godt kunne lide at vide, hvad han har at sige til sit forsvar. Så ja, jeg blev en smule træt af Evas stemme, selvom om hun påtog sig al skyld og selvom hun ikke lægger fingrene imellem.

Egentlig ved jeg godt, at forklaringen ligger implicit i alle de lange breve, men derfor er jeg alligevel sådan indrettet, at jeg gerne ville have haft en eller anden forklaring, Evas fx, på hvordan Kevin blev skole-morder.

Bogen er lang, over 450 sider, meget frastødende sine steder, og har mange gode emner, der burde tages op til diskussion. Men det ville betyde, at jeg ville komme til at afsløre for meget a plottet, der trods alt indeholder en del overraskelser. Anbefales – det var faktisk en ret god bog. Jeg læst den på engelsk, og kan derfor ikke udtale mig om den danske oversættelse.
Mahfouz

The Thief and the Dogs/Tyven og hundene af Naguib Mahfuz

Tyven og Hundene er en lille, kompakt roman af den ægyptiske noblepris-forfatter Naguib Mahfuz. Sprogligt set er den ikke spor svær at læse (på dansk eller engelsk), men hvis man ikke er vant til den litterære stil Mahfuz benytter (og det er jeg ikke), kan den godt føles lidt tung i det. Munter er den under alle omstændigheder ikke. Hovedpersonen er tyven Said Mahran, der ved sin løsladelse fra fængslet opdager, at han er alene. Han er fuldstændig fremmedgjort og det sætter dybe spor i hans forpinte sjæl. Hans kone har giftet sig med en anden, hans datter kan ikke kende ham og selv hans gamle mentor udi tyveriets kunst, Rauf Ilwan, har vendt ham ryggen. Rauf Ilwan er blevet en rig forretningsmand, der ikke har meget tilovers for den simple forbryder, han anser Said for at være. Det eneste sted Said finder en smule ro er hos en gammel sheikh i den moske, som hans far også gik i. Sheikhen kan dog ikke hjælpe Said førend Said kan hjælpe sig selv, og i løbet af nogle meget intense dage går det mere og mere ned ad bakke for Said. Den ene ulykkelige hændelse efter den anden driver Said længere og længere ind i desperation og kun i meget korte øjeblikke hos en luder, en anden udstødt, finder han en smule tro på fremtiden. Det er en fremragende roman om end den ikke efterlader læseren i særlig godt humør og med en blomstrende tro på mennesket.

heart.11

Hjertet er en ensom vandrer af Carson McCullers

Hjertet er en ensom vandrer er en underlig historie med mange forskellige lag. Den kredser om fem vidt forskellige personer og deres liv i en mindre sydstatsby lige omkring begyndelsen af 1940’erne. Umiddelbart har ingen af hovedpersonerne noget videre lykkeligt liv. Historien lægger ud med, at bogens centrale person, den døvstumme Mr. Singer, må se sin bedste ven blive sendt afsted til et plejehjem langt væk. Herefter flytter Mr. Singer på pensionat, og her lærer han ved tilfældighedernes spil forskellige personer at kende. Der er den 12-årige pige Mick, som står på tærsklen mellem barn og voksen, og som har så meget musik i sit hoved, der blandes med hendes andre forvirrede tanker om livet. Der er caféejeren Biff, som mister sin kone, og som har en underlig længsel efter et eller andet. Nogle gange er hans længsel efter den unge pige Mick meget stærk, andre gange antydes (og kun antydes) homoseksuelle tendenser. Der er den sorte læge Mr. Benedict, der livet igennem har drømt om at gøre noget for sit folk, men som må se både sine egne børn og alle andre sorte, ignorere hans dundertaler om at rejse sig i flok. Den sidste hovedperson er den kommunisktiske og hidsige arbejdsmand Jake Blount, der ankommer til byen i bogens begyndelse, og forlader den ved bogens slutning, efter at have erfaret, at hans fagforeningssnak og han venstreorienterede ideer ikke vandt indpas blandt det arbejdende folk. Alle besøger de på skift Mr. Singer på hans værelse på pensionatet, og letter deres hjerte og taler og taler og taler. Mr. Singer, der er døvstum, lader dem tale. Han forstår ikke altid hvad de siger, hans tanker er næsten uafladeligt hos hans ven på plejehjemmet langt væk. Der er ikke noget rigtigt plot i historien, den har ikke nogen happy end, og den beskriver i et næsten neutralt sprog, hvordan livet må have været dengang, mens krigen rasede i Europa, mens fattigdommen i sydstaterne var på sit højeste og mens de sorte i USA stadig blev opfattet som andenrangsmennesker, selvom slaveriet var ophørt. Det er som sagt en meget mærkelig historie, men den sniger sig ind på en, og kan varmt anbefales. Bogen lider dog under at være meget gammeldags i sproget og sprogtonen, men når man har vænnet sig til det, er det ikke noget der ‘trækker ned’.

Hemmelighedernes-20Hus.4

Hemmelighedernes Hus af Ann-Marie MacDonald


Måske er det et spørgsmål om at læse den rette bog på det rette tidspunkt. Eller måske er dette ‘bare’ en fantastisk godt skrevet dyster historie. Måske en kombination. Bogen var, på trods af en gennemgående dyster tone, meget svær at lægge fra sig. Det er bestemt ikke en lystlæsningsbog. Det er en svær, kompleks og tankevækkende historie om en uheldig og meget dårligt fungerende familie i begyndelsen af det 20. århundrede. Man bliver, på de første sider, forledt til at tro, at bogen kunne udarte sig til en sød kærlighedshistorie, men denne tro smadres næsten med det samme, og historien om familiens mildest talt syge liv tager sin begyndelse.
Der er ikke meget kærlighed mellem faderen og moderen. Moderen er i begyndelsen af bogen ikke andet end en pige på 13 år, og hendes familie slår hånden af hende da hun gifter sig med den lidt ældre mand. Mandens familie er døde. Deres døtre vokser op og bliver fire meget forskellige kvinder, og mens dette ikke kun er deres historie, så kredser romanens hovedhistorie om dem. Hemmelighedernes Hus er som sagt ikke nogen glad bog, men det er heller ikke en ubetinget ulykkelig historie, dertil er der alt for meget sort humor mellem linjerne hele vejen igennem bogen. Det kan føles svært at få fat på den skjulte dagsorden i bogen i begyndelsen, men det kommer til at stå tydeligere jo mere man læser. Hemmelighedernes Hus er et fantastisk stykke litteratur, der fortjener at blive en moderne klassiker.