Min kamp af Karl Ove Knausgård

 

Jeg hoppede absolut ikke på Karl Ove Knausgård-hypen vedr. hans selvbiografiske værk Min kamp som en af de første, selvom jeg var nysgerrig. Der kom til at gå en rum tid før jeg fik læste første bind i værket, der består af i alt seks bind.

Og nu hvor jeg rent faktisk har fået læst første bind, kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang med nummer to. Om jeg er fuldstændig faldet bagover af benovelse over værket, sådan som jeg har oplevet mange “professionelle” læsere (altså anmeldere og litterater) være? Nej, det er jeg ikke. Men historien greb mig, i visse passager også om hjertet. Knausgård er nøjagtigt lige så gammel som jeg er, og selvom bogen foregår mestendels i Norge, og selvom Knausgård er en mand, så er der alligevel rigtig mange ting, som jeg i den grad nikkede genkendende til. Og det behøver man selvfølgelig ikke være jævnaldrende med forfatteren for at gøre, men jeg synes alligevel, at nogle af de ting, han beskriver, er så tidstypiske, at man bare må tænke: Ja, ja, sådan var det/ja, ja, det var jo det, vi gjorde/lyttede til/sagde osv.

Bogen er stærkt detaljeret, og har da også været genstand for diskussion om hvor detaljeret, man “må” skrive en roman og hvor tæt man må gå på rigtige personers liv. Flere medlemmer af Knausgårds familie har følt sig meget stødt på manchetterne. Denne diskussion har mestendels fundet sted i Norge, men nogle danske anmeldere har dog også fundet dele af værket lidt for detaljeret.

Og Min Kamp 1 er detaljeret. Ingen tvivl om det, men det er kun i ganske få passager, at det føles som om det er for meget. For det han skriver, er på en eller anden måde så rigtigt. Jeg syntes at det kunne blive lidt langt i spyttet, når han begyndte at filosofere for meget, bogen er bedre når han bare fortæller derudaf. Historien handler grundlæggende om Knausgårds barndom, tidlige ungdom og forholdet til faderen og dennes død da Knausgård er omkring de 30. Det lyder måske kedeligt. Det er det ikke.

bastard

Bastard out of Carolina af Dorothy Allison

Det kan næsten ikke blive værre end at skulle vokse op som pigen Bone. Bone kommer fra en fattig sydstatsfamilie hvor både druk og slagsmål er en del af hverdagen. Det er ikke hendes nærmeste familie der er de værste, trods alt. Boatwright-familien holder sammen, på trods af alkoholisme, fattigdom og vold, og Bone mangler som sådan ikke kærlighed, og er også, på sin vis, beskyttet af sin familie. Men det er stadig et råt liv, også for Bones mor, den smukke Anney. Da Anney gifter sig med Glenn begynder tingene at se lysere ud, både for Anney, Bone og lillesøsteren Reese. Men efter en tragisk hændelse begynder Glenn at lade sine frustrationer gå ud over Bone, og som historien skrider frem bliver det værre og værre. Historien er tragisk, og det er svært at se en lykkelig slutning i al mismodet. Bogen er delvist selvbiografisk og meget anbefalelsesværdig.