Min kamp af Karl Ove Knausgård

 

Jeg hoppede absolut ikke på Karl Ove Knausgård-hypen vedr. hans selvbiografiske værk Min kamp som en af de første, selvom jeg var nysgerrig. Der kom til at gå en rum tid før jeg fik læste første bind i værket, der består af i alt seks bind.

Og nu hvor jeg rent faktisk har fået læst første bind, kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang med nummer to. Om jeg er fuldstændig faldet bagover af benovelse over værket, sådan som jeg har oplevet mange “professionelle” læsere (altså anmeldere og litterater) være? Nej, det er jeg ikke. Men historien greb mig, i visse passager også om hjertet. Knausgård er nøjagtigt lige så gammel som jeg er, og selvom bogen foregår mestendels i Norge, og selvom Knausgård er en mand, så er der alligevel rigtig mange ting, som jeg i den grad nikkede genkendende til. Og det behøver man selvfølgelig ikke være jævnaldrende med forfatteren for at gøre, men jeg synes alligevel, at nogle af de ting, han beskriver, er så tidstypiske, at man bare må tænke: Ja, ja, sådan var det/ja, ja, det var jo det, vi gjorde/lyttede til/sagde osv.

Bogen er stærkt detaljeret, og har da også været genstand for diskussion om hvor detaljeret, man “må” skrive en roman og hvor tæt man må gå på rigtige personers liv. Flere medlemmer af Knausgårds familie har følt sig meget stødt på manchetterne. Denne diskussion har mestendels fundet sted i Norge, men nogle danske anmeldere har dog også fundet dele af værket lidt for detaljeret.

Og Min Kamp 1 er detaljeret. Ingen tvivl om det, men det er kun i ganske få passager, at det føles som om det er for meget. For det han skriver, er på en eller anden måde så rigtigt. Jeg syntes at det kunne blive lidt langt i spyttet, når han begyndte at filosofere for meget, bogen er bedre når han bare fortæller derudaf. Historien handler grundlæggende om Knausgårds barndom, tidlige ungdom og forholdet til faderen og dennes død da Knausgård er omkring de 30. Det lyder måske kedeligt. Det er det ikke.

det-der-er-mit

Det der er mit af Anne Holt

Det der er mit af norske Anne Holt er den første bog om juristen Inger Johanne Vik og kriminalbetjenten Yngvar Stubø. Jeg har allerede læst nummer to: Det som aldrig sker. Denne her fandt jeg i den lokale brugs i sommerlandet, og snuppede den med i kurven i håb om en hurtig og letlæst sommerferiebog. Og jeg synes helt sikkert, at Anne Holt leverer varen med denne bog, Jeg læste den i løbet af ganske kort tid, og både plot, dialog og karakterudvikling er rigtig godt skrevet.

En lille pige forsvinder, og på trods af hendes fars søgen forbliver hun sporløst forsvundet. Yngvar Stubø kommer på sagen, og da flere børn begynder at forsvinde, er der ingen tvivl om, at det er en serie-kidnapper, der er på spil. På samme tid bliver Inger Johanne kaldt til en ældre, syg kvindes hjem. Her får hun en fantastisk historie serveret om dengang kvinden arbejdede i det norske fængselsvæsen. Hun har haft masser af sager gennem hænderne, og nu da hun ligger for døden, er det magtpåliggende for hende at få Inger Johanne til at undersøge den sag, hun aldrig har kunnet glemme, og som hun ikke følte blev afsluttet på tilfredsstillende måde.

Senere ser Yngvar Inger Johanne i et debatprogram på tv (det her er bogen, hvor de møder hinanden. I Det som aldrig sker har de mødt hinanden, så jeg er som sædvanlig kommet lidt bagvendt ind i serien), og opsøger hende personligt. Han vil gerne have at hun hjælper med sagen om de forsvundne børn, da Inger Johanne tidligere, i sin ungdom, har arbejdet for FBI. Yngvar mener, at hendes indsigt i profilering kan være en hjælp i kidnapningssagen, som er svær at komme til bunds i.

Anbefales til krimifans. Kan købes på Saxo.

detsomaldrigsker

Det som aldrig sker af Anne Holt

Jeg har tidligere læst et par af Anne Holts Hanne Wilhelmsen-krimier, men Det som aldrig sker er nummer to i noget, der kunne ligne en ny serie med psykologen Inger Johanne Vik og kriminalbetjenten Yngvar Stubø som hovedpersoner. Jeg har ikke læst den første bog, men jeg forestiller mig at det er i den bog, at de to har mødt hinanden. I denne her virker det i alle fald som om, at de er forholdsvis nygifte. Ikke som at de lige har mødt hinanden, men de har begge været gift før.

Inger Johanne er på barsel efter lige have født parrets første fælles barn. Hun har en ældre datter og den nyfødte er ligeledes Yngvars andet barn. På vej til barselsgangen på hospitalet, bliver Yngvar kaldt ud til et gerningssted. En kendt tv-værtinde er blevet slået ihjel på grusommeste vis i sit arbejdsværelse i villaen i et af Oslos fine kvarterer. Der er ingen spor at gå efter. Eller rettere – der er næsten for mange spor. Som om de er lagt ud med vilje. Men politiet kan ikke få hoved og hale i det. Mest af alt leder de efter et motiv, da det umiddelbart set ud som om, at den myrdede tv-vært egentlig levede et ret almindeligt liv uden fjender og den slags, der ellers kunne give motiv til mord.

Sporene bliver hurtigt kolde, og Yngvar får Inger Johanne til at kigge på sagsakterne. Hun er for mange år siden uddannet som profiler af en af FBIs mest berømte profilere, og hun ved en ting eller to om hvordan mordere opfører sig. Hun er både frastødt og tiltrukket af sagen, og som helt nybagt mor er hun også både træt, gnaven og nervøs.

Men hun formår dog at læse sagen igennem flere gang og snart er hun dybt involveret, også mere end hun egentlig ønsker. Hun får øje på detaljer, som politiet har overset eller anset for uvæsentlige og da der sker endnu flere mord, ser det ud som om, at der er en seriemorder løs i Oslos gader. Men tingene hænger stadig ikke sammen. Et eller andet sted er der nogle brikker, der slet ikke passer sammen, og hverken Inger Johanne eller politiet kan sige, hvad det er.

Samtidig følger læseren en anonym kvinde, som vi ved står bag mordene på den ene eller den anden måde allerede fra begyndelsen af bogen. Men vi ved ikke hvorfor og vi ved ikke hvem hun er, selvom vi er inde i hendes hoved helt fra starten.

Bogens slutning irriterede mig en smule og jeg synes, at den var ret svag. Slutningen leder muligvis frem mod en treer, der forhåbentlig kan binde knude på nogle af de løse ender, som jeg synes jeg stod tilbage med.

Men alt i alt ikke nogen dårlig bog, men heller ikke den bedste krimi nogensinde. Den er ikke dårligt skrevet, men dialogen mellem Inger Johanne og Yngvar og nogle gange Yngvars kollega Sigmund er ret træg og faktisk ret trættende. Men igen – det var såmænd en udmærket bog og jeg vil se, om jeg kan finde etteren og se om der er kommet en treer.

Dorte fra DJ’s Krimiblog har også anmeldt Det som aldrig sker. Tjek hendes omtale her.
D-C3-A6monens-d-C3-B8d

Dæmonens død af Anne Holt

Forsiden på denne bog er uhyggelig, og det er indholdet sådan set også. Det er nummer et eller andet i norske Anne Holts serie om Hanne Wilhelmsen, der i denne bog er steget i graderne inden for Oslos politi. Jeg kan ikke huske om hun er vicekriminalchef, men i hvert fald er det en stilling, hvor hun skal fungere mere som overordnet end som decideret efterforsker. Og det har hun svært ved at overholde. Hun blander sig i sine betjentes efterforskning, og heldigvis for det, for det er det, hun virkelig kan. Samtidig må hun også balancere sit privatliv, som hun stadig holder hemmeligt for de fleste af sine kollegaer.

Forstanderen på et kristent børnehjem bliver stukket ned på sit kontor på børnehjemmet, samme nat som et af børnene, den overvægtige Olav, forsvinder. Umiddelbart har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, men jo mere Hanne Wilhelmsen og hendes efterforskere får gravet i sagen, jo mere smuds dukker der op. Både den pæne forstanderinde og hendes dygtige og engagerede personale viser sig at have flere skeletter i skabene, end efterforskerne aner, og snart sker endnu et dødsfald. Den forsvundne Olav, hvis kuede mor fortæller et sideløbende spor i historien, er muligvis den brik, som politiet mangler for at kunne opklare mordet, men han gemmer sig godt. Da han endelig dukker frem fra sit skjul, viser han sig meget svær at fange for det ellers drevne politi.
Ved slutningen, der gerne måtte have været lidt strammere efter min mening, er det op til læseren selv at bedømme hvem der egentlig er dæmonen i denne krimi!

Plottet er uhyggeligt og ganske godt skruet sammen, og jeg vil helt sikkert læse flere af Anne Holts krimier. Dette er den anden Hanne Wilhelmsen-krimi jeg har læst. Den første er omtalt her.
Stum

Stum sidder guden af Anna Jansson

Vi er i Sverige nær Uppsala, hvor kriminalbetjenten Maria Wern lige før jul bliver kaldt ud til et bestialsk mord. En mand findes hængt, side om side med en række hængte dyr. Offeret er ikke bare blevet hængt, han har fået skåret halsen over, er blevet tappet for blod, hængt og har til sidst fået stukket et spyd igennem maven. Mordscenen ligner til forveksling et ritual af en slags som vikingerne brugte, og der går ikke længe inden politiet må have fat på en professor i nordisk mytologi. Kriminalpolitiet arbejder nærmest i døgndrift, og ikke engang juleaften får de fred, da man finder endnu et offer. Maria, der har en mindre krise i sit ægteskab, sendes til Uppsala hvor et ni år gammelt mord måske kan bringe nye spor på banen i den aktuelle sag. I Uppsala møder Maria sin ekskæreste, og selvom Maria og ekskæresten længe bare har været venner, er der alligevel nogle ting der gør, at Maria aner at alt ikke er som det skal være. Bogens slutning er ganske spændende, og selvom bogen ikke er vanvittigt spændende, er den ganske velskrevet, og jeg vil straks gå i gang med Anna Janssons anden bog om Maria Wern. God hygge krimilæsning.
salig

Salige er de som tørster af Anne Holt

Dette er den første bog jeg har læst af den norske forfatter Anne Holt. Hovedpersonen er den lesbiske kriminalbetjent Hanne Wilhelmsen, der under en voldsom hedebølge i Oslo står overfor en mængde uopklarede sager, herunder nogle grimme voldtægter og nogle uforklarlige ‘blodbad’ hvor gerningsmanden har skrevet en række tal på gerningsstedet. Der er ikke nogen ofre for disse blodbad, og Hanne Wilhelmsen og hendes kolleger er ikke i tvivl om at det er dyreblod der er blevet brugt. Derfor kommer blodbadene underst i bunken, da en ung medicinstuderende udsættes for en usædvanlig brutal voldtægt. Opklaringen hæmmes af den ulidelige varme i byen og af at ingen rigtigt har hverken set eller hørt noget, men den både den voldtagede pige og hendes far får færten af voldtægtsmanden inden politiet, og tanken om selvtægt er ikke fjern. Bogen er udmærket skrevet, men er sjusket komponeret. Personbeskrivelserne er ikke specielt gode, ligesom der også er en del løse ender der godt kunne have været strammet op.