White Trash Cooking af Ernest Matthew Mickler

 

Mad fylder meget. Ikke bare som noget, vi helst skal have hver dag, men også i form af kogebøger, madtillæg, madblogs, superstjernekokke, Michelin-restauranter, Brødrene Prices tv-programmer, forskellige madbevægelser der vinder frem, andre, der går tilbage osv. osv. Old news vil de fleste nok med rette sige. Og madbloggeri er da heller ikke mit “område”, ligesom mad-antropologi heller ikke er noget jeg vil påstå, at jeg ved ret meget om. Men ikke desto mindre har jeg en stor interesse i mad, madlavning, kogebøger og den form for små, lommeantropologiske undersøgelser man kan foretage blot ved at læse kogebøger fra et bestemt sted eller en bestemt periode.

Gamle ugebladsopskrifter er jo guddommelige. Man trækker på smilebåndet og mumler tænk, at vi spiste den slags i 70’erne. Og se lige porcelænet og glassene. På den anden side er Frøken Jensens kogebog stadig i brug mange steder, også uden grin. Jeg har den også selv, Frøken Jensens kogebog tillige med en stor samling af andre kogebøger. Mest i Ramsey, Nigella og Jamie-kategorien, men også fra danske kokkeforfattere og med mange forskellige temaer. Med dansk mad, thaimad, indisk mad, jødisk mad, græsk mad, marokkansk mad, amerikansk mad osv. Jeg nyder at læse i dem alle og indimellem også lave en ret eller to.

Det er dog ikke sådan, at jeg ikke kan gå forbi kogebogssektionen uden at skulle have det sidste nye, for det kan jeg såmænd godt. Men på en nylig rejse til New Orleans faldt jeg dog over en kogebog, som jeg helt sikkert måtte have: White Trash Cooking. Den udkom første gang i 1980’erne og er lidt af en klassiker, genudgivet adskillige gange siden. Og jo, den er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men det er skam også en rigtig kogebog, og det er ikke bare pjat . Hør her, hvad forfatteren, Ernest Matthew Mickler skriver i introen om hvad white trash egentlig er:

[…] But the first thing you’ve got to understand is that there’s white trash and there’s White Trash. Manners and pride separate the two. Common white trash has very little in the way of pride, and no manners to speak of, and hardly any respect for anybody or anything. But where I come from in North Florida you never failed to sau “yes ma’m” and “no sir” […] never forgot to say “thank you” for the teeniest favor. That’s the way the ones before us were raised and that’s the way they raised us in the South.

I denne seriøst sjove og fede bog er der opskrifter på bl.a. kogt og stegt egern, stegt possum, grillet alligator-hale og sump-kålstuvning (Swamp Cabbage Stew). Men det er langt fra alt. Her er også de lækreste opskrifter på hvordan man kan tilberede rejer, krabber og andre skaldyr, som der er så rigeligt af af i Sydstaterne. Masser af kager og søde sager.

Og så er White Trash-mad ikke nær så krydret, fed (der er stadig rigeligt med kalorier!) og langtidstilberedt som den anden madkultur, man normalt forbinder med Sydstaterne, Soul Food. I det hele taget er introen særdeles interessant!

Nej, jeg synes ikke stegt egerne lyder lækkert. Og jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om High Calorie Pick Me Up-drinken, der består i at hælde en lille pose peanuts ned i en kold cola, og så drikke og spise samtidig…

Men Tutti’s Fruited Porkettes (svinekoteletter med søde kartofler, ananas og bacon bagt i ovn) lyder lækkert, ligesom Klebert’s Cold Crawfish Soup (blendet krebse eller reje-suppe med løg og kartofler) også sagtens kunne finde vej ind  i mit køkken.

Bogen kan fås på Amazon.

Child of God af Cormac McCarthy

 

Et eller andet sted i det bakkede Øst-Tennessee kan man møde Lester Ballard, hovedpersonen i Cormac McCarthys Child of God. Ikke nogen rar gut. Han er netop blevet løsladt fra et fængelsophold, kun for at finde ud af, at hans hus er blevet solgt, og at han nu er hjemløs. Ikke noget der gør ham godt. Frustration, had og råddenskab bobler og brænder i ham, og han finder en forladt og forfalden hytte i skoven, som han flytter ind i. Her lever han sin ensomme, ækle, rådne undskyldning for et liv og går mere og mere i stykker. Snavs, skrald, vold, had og generel menneskelig forråelse flyder gennem Lesters liv, og dette er på igen måde behagelig læsning. Men jeg må tilstå, at det rå og beskidte næsten er poetisk, og jeg slugte denne bog råt. Den er kun på 185 sider og var hurtigt læst, men jeg havde den i hovedet længe efter. Ikke nær så god som The Road, men helt sikkert forståeligt, at McCarthy er en af de vigtigste amerikanske forfattere i dag.

the-clearing

The Clearing af Tim Gautreaux

Det er i den grad ved at være noget tid siden sidst, men det har været småt med læsningen (og til gengæld meget travlt med så meget andet). Men et par bøger er det da blevet til. The Clearing af Tim Gautreaux læste jeg i slutningen af året, og selvom jeg husker det som en glimrende læseoplevelse, er jeg ikke sikker på, at jeg nødvendigvis skal læse andet af denne forfatter lige nu.

The Clearing foregår i årene efter 1. verdenskrig i en savværks-flække langt ude i sumpene i Louisiana. Byron, der vender tilbage til USA som en ødelagt mand efter krigen, er arving til et savværks-imperium, men begynder i stedet som politibetjent i denne flække, hvor spil, vold, druk og generel apati er en del af dagligdagen. Her er han langt væk fra de forventninger, hans far og lillebror har til ham som ældste søn. Han prøver at styre den italienske mafia, der sidder hårdt på saloondriften og luderne samtidig med at han prøver at komme overens med de ting, han oplevede under krigen.

Hans yngre bror, Randolph, finder ham dog, og ankommer selv til flækken som chef for savværket. Langsomt nærmer de to brødre sig hinanden, men det er ikke uden knubs og problemer. Særligt den rå vold, der udfolder sig weekend efter weekend i saloonen er en kilde til bekymring og skænderi om hvorledes den skal håndteres. Mens de to brødre prøver at finde hinanden, rykker mafiaen tættere på, og truer ikke blot Byron og Randolph og deres familier, men hele flækken. Brødrene må hele tiden træffe nogle valg, der ikke er uden konsekvenser.

Umiddelbart lyder dette måske som en typisk omgang halvromantisk bavl, men det er en dybt seriøs bog, som der bestemt ikke er noget romantisk i overhovedet. Sproget er flot og stramt, tonen er alvorlig stort set hele vejen igennem, og der er ikke lagt op til grin og spas på noget tidspunkt. Det her er livet, som det udfoldede sig på sin barskeste og mest rå måde for knapt 100 år siden. Derfor som sådan ganske anbefalelsesværdig, men for mig var The Clearing alt for tung til det tidspunkt, jeg læste den på. Jeg kan sagtens læse tunge og tungsindige bøger – ingen problemer – men The Clearing fangede mig ikke helt på den måde, jeg havde regnet med.

Zeitoun

Zeitoun af Dave Eggers

Det er ikke meget non-fiktion (hedder det det?), jeg får læst. Jeg har ikke noget imod det, men det er sjældent jeg støder på en non-fiktionsbog, jeg bare må læse. Men denne – Zeitoun af Dave Eggers – var jeg på en eller anden måde nødt til at læse.

Jeg var i New Orleans næsten præcis et år før Hurricane Katrina. Turen var en del af en længere USA-tur, så jeg var der kun nogle dage, men det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Varmen, fugtigheden, den lettere depraverede stemning, spøgelseshistorierne, bygningerne, historien, maden, det hele var en kæmpe oplevelse.

Da Katrina ramte New Orleans i 2005 ferierede jeg i Berlin, og kan huske, at jeg var lamslået over de nyheder, der kom fra New Orleans. Først bekymrede jeg mig egentlig mest om alle de vidunderlige bygninger, der tilsyneladende var totalt druknede i vand, men snart begyndte de der historier om mord, voldtægter og krigslignende tilstande at tikke ind, og sendefladen på alverdens medier handlede ikke om andet. I bakspejlet ved vi jo godt, at det ikke var helt så mange mord, der blev begået, og at der ikke var babyer, der blev voldtaget, og at det nok var en ekstrem situation, særligt for de mange fattige sorte (og hvide), men vi ved også, at der blev overdrevet på den dramatiske front. Men det tog mig meget lang tid at få alle disse billeder ud af hovedet, og det er noget, jeg indimellem stadig spekulerer over.

Så da Zeitoun kom i paperback tidligere på året, købte jeg den for at læse den på 5-året for Katrinas hærgen.

Zeitoun er navnet på en syrisk-amerikansk midaldrende mand, en respekteret borger i New Orleans, der vælger at blive i byen under orkanens hærgen, selvom konen og ungerne er rejst i relativ sikkerhed hos familien. Men Zeitoun vil blive, han vil holde øje med sine ejendomme, og da digerne bryder sammen og oversvømmer dele af byen, sejler Zeitoun rundt i sin kano og redder flere mennesker og dyr i det kaos, der opstod. Og han gør det med et “let hjerte” og med følelsen af, at der er en dybere mening med at ham blev i byen.

Kathy, hans kone, tigger og beder ham om at forlade byen. Hun ser de samme rædselsscenarier i tv som vi gjorde her i Danmark, og hun er frygtelig bange for at der skal ske ham noget. Da hun mister kontakten med ham flere dage i træk, viser det sig, at det er nu, familien rigtige mareridt begynder. Det er ret svært at forestille sig at det her er non-fiktion og at det foregik for kun fem år siden. Zeitouns historie er fortalt neutralt, forstået på den måde, at der ikke placeres skyld hos nogen, men det er klart, at Dave Eggers har en dagsorden med bogen, og at denne dagsorden ikke er en uforbeholden ros til Bush-administrationens håndtering af Hurricane Katrina.

Den første tredjedel af bogen handler om Zeitouns liv og familie, og visse passager var en anelse belærende for denne læser. Der var en masse snak om koranen, islam, tro og den slags, og det ved jeg allerede så meget om, at det blev lidt for skolemesteragtigt i denne bog. Zeitoun fremstår som et supersympatisk menneske, mens jeg syntes at den konverterede kone Kathy var en anelse anstrengende.

Ellers er det en ganske anbefalelsesværdig bog – der er passager, hvor man ganske enkelt ikke tror sine egne øjne. Dette er bagsiden af det USA, jeg ellers holder så meget af, på både godt og ondt.

Zeitoun er ikke oversat til dansk (jeg har i alle fald ikke kunnet finde den), men den er meget let at læse på engelsk.

Læs også Bogormens omtale her.

broken

Broken af Karin Slaughter

Jeg er ikke sikker på om Broken af Karin Slaughter er bog 4 i hendes Atlanta-serie eller om det er den sidste nye i rækken i hendes Grant County-serie. Hendes forrige bog genesis, der udkom i 2009 var den første, der blandede karaktererne fra de to serier, og i denne gør hun det så igen. Historien foregår i Grant County, så det er nok mest en Grant County bog, selvom  Agent Will Trent fra Atlanta-serien tropper op i Grant County for at hjælpe Sara Linton.

Sara er hjemme i Grant County for første gang i fire år. Fire år er gået siden hun flyttede, og hun har ikke følt trang til at komme tilbage. Det føler hun egentlig heller ikke nu, men det er Thanksgiving, og hendes gravide søster, der er missionær i Afrika er også kommet hjem til Thanksgiving. Så Sara begiver jeg nølende hjemad. Der er folk i hjembyen, som hun under ingen omstændigheder har lyst til at møde. En af dem er kriminalbetjenten Lena, med hvem Sara deler en mørk fortid.

Sara er ikke mere end lige trådt ind ad døren i barndomshjemmet før hun modtager et mystisk opkald om en unge kvinde, der har begået selvmord. Sara, der tidligere arbejdede som patolog og børnelæge i Grant County, og derfor arbejdede tæt sammen med politiet, har ikke lyst til at blive involveret i noget som har med den lokale politistyrke at gøre. Kort efter modtager hun dog endnu et opkald. Denne gang fra Frank, en af betjentene på stationen, og hun går modstræbende med til at mødes med ham på politistationen, hvor han er rendt i en noget af et problem.

Sara mærker med det samme, at et eller andet er helt galt. Hun stoler ikke på nogen af de lokale betjente, og med et enkelt opkald får hun lov til at få Agent Will Trent fra Atlanta ned til Grant County for at se på den sag, hun uforvarende bliver rodet ind i, og som trækker dybe spor gennem hendes sind. Lillebysamfundet modtager ikke Will med åbne arme. Der er inge, der vil have noget med ham at føre – en smartass-agent fra storbyen. Will er ikke nogen smartass som sådan, og sagen bliver mere og mere kompliceret. Det bliver mere og mere tydeligt for både Sara og Will at der er foregår noget særdeles muggent i Grant County, også i forhold til hele politistyrken.

Broken er en virkelig god historie, en god krimi, men ikke af den hyggelige slags. Det er der nu ingen af Karins Slaughters bøger, der er i hverken Grant County eller Atlanta-serien. Karaktererne er selvcentrerede, lede, voldelige og har sjældent nogen formildende karaktertræk. Jeg er blevet mere og mere venligt stemt over for Slaughters bøger (eller også har jeg bare vænnet mig til dem). Jeg kunne ikke snuppe de første bøger i serien (Grant County), da særligt karakteren Lena drev mig til vanvid. Men serien fastholdt alligevel min interesse så meget, at jeg fortsatte med at læse den. Jeg anbefaler at man læser de første bøger før denne, selvom den sagtens kan stå alene. Der er bare for mange ting, der afslører nogle af de mere grundlæggende plots i de tidligere bøger.

Forlaget Hr. Ferdinand udgiver Karin Slaughters bøger på dansk. Så vidt jeg kan se er det kun de sidste i Grant County-serien, der er udgivet af dette forlag samt alle Atlanta-seriens bøger. De kan alle fås på Saxo.

niceville

Niceville af Kathryn Stockett

Jeg kan godt forstå at Niceville af Kathryn Stockett er blevet en mega-million-bestseller i USA. Ingen tvivl om at den er fremragende skrevet og ingen tvivl om at dens hovedtema (desværre) er eviggyldigt. Jeg var fanget ind af denne bog og nød at læse den.

Om bogen også får bestseller-status i Danmark, skal jeg ikke kunne sige, og selvom temaet er vigtigt, og på mange måder kan overføres på nutidige problemstillinger, så er og bliver det en amerikansk bog. En amerikansk bog, der dykker ned i et af de grumme kapitler i USAs historie. Nu er jeg selv meget fascineret af denne del af USAs historie og af den del af USA, hvor bogen foregår, og det hjælper jo en del på glæden ved at læse bogen. Jeg skal dog ikke på nogen måde antyde, at man skal have særlige interesser for at få glæde af bogen. Slet ikke! Sådan er det jo heldigvis ikke med læsning. Det er bare det med bestseller-potentialet, jeg ikke er sikker på. Vi (danskere) rammes bare ikke ligeså dybt som en amerikansk læser. Eller også er det bare mig, der er kynisk.

Vi er i begyndelsen af 1960’ernes Mississippi. Samfundet er strengt delt op i sorte og hvide, og vi følger særligt to sorte kvinder, Aibileen og Minny, og en hvid kvinde Miss Skeeter. Sorte kvinders lod er at være husholdersker og barnepiger (og det er kun iført deres hvide hushjælpsuniformer, at de fx må handle i hvide supermarkeder) for rige (eller blot middelklasse) hvide familier. Hvis de da er så heldige at have et job i det hele taget. Aibileen arbejder for Miss Elizabeth, der er veninde med Miss Skeeter. Minny arbejder for Miss Walters, som er mor til den tredje veninde Miss Hilly. De tre veninder er i begyndelsen af 20’erne, Aibileen er 50+ og Minny er omkring de 40.

Elizabeth og Hilly er begge gift og har børn, mens Skeeter er mere optaget af at få gang i en journalist-karriere. Da Skeeter kommer tilbage til plantagen efter universitetet, opdager hun, at hendes elskede barnepige og familiens husholderske gennem næsten 40 år, Constantine, ikke er der længere. Hendes mor, der er mest interesseret i at få afsat Skeeter til en passende mand, vil ikke fortælle hvad der er blevet af Constantine, og det nager Skeeter.

Det tre kvinder mødes en gang om ugen for at spille bridge, og det er ved en af disse lejligheder, at Skeeter hører Hilly plædere for, at deres farvede barnepiger/husholdersker ikke skal bruge toiletterne inde i huset, men have deres eget, separate lokum uden for. Farvede personer bærer jo på alskens sygdomme, de kan overføre til de hvide. Noget skurrer for første gang i Skeeters ører. Hillys snak bliver over tid mere og mere racistisk (selvom Hilly selv ikke opfatter det som sådan), og Skeeter trækker sig langsomt ud af gruppen, i hvert fald mentalt. Hun begynder at snige sig til at tale med Aibileen, selvom de begge er på farlig grund. En velhavende, hvid kvinde har ikke noget at gøre med en farvet hushjælp, medmindre det er i et arbejdsgiver/arbejdstager forhold.

Efterhånden vokser en endnu mere farlig ide frem hos Skeeter, og den kan kun sættes i værk med Aibileens og Minnys hjælp. Samtidig med at ideen tager form, følger vi de tre kvinders liv med mænd, børn og manglen på samme, i dette opdelte samfund i de amerikanske sydstater i 1960’erne. Det er så eksotisk for mig som foregik det i Japan eller i den afrikanske jungle, men det værste er egentlig, at det er under 50 år siden. Jeg var som sagt fanget af Aibileen, Minnys og Skeeters historier, og jeg kan på det allervarmeste anbefale bogen. Uden at jeg helt forstår hvorfor det har en negativ klang, så ligger ordet “kvindebog” mig lige på tungen, og så ved vi alle, at det er noget nær kiosklitteratur. Sådan må det dog ikke opfattes, for det mener jeg på ingen måde. Jeg er bare ikke sikker på, at der er ret mange mænd, der gider læse denne bog, på trods af at den har fine, litterære kvaliteter.

Bogen hedder The Help på originalsproget, og jeg kan godt forstå at den har fået titlen Niceville på dansk. Det passer faktisk vældig godt, og en titel der var mere direkte oversat, ville ikke have givet nogen mening i forhold til bogens tematik. Bogen kan købes på både engelsk og dansk hos Saxo.

mudbound

Mudbound af Hillary Jordan

Mudbound af Hillary Jordan udspiller sig igennem nogle måneder i 1946 i Deltaet i Mississippi. Anden Verdenskrig er ovre i Europa, og de amerikanske tropper er begyndt at komme hjem igen. Nogen mere uvilligt end andre.

Historien begynder nogle år før, da den 31 årige gammeljomfru Laura netop har slået sig til tåls med at forblive ugift. Hendes liv er sådan set rart nok. Men da Henry, der er 10 år ældre, begynder at gøre kur til hende, er hun dog ikke i tvivl ret længe, og de gifter sig.

Efter nogle gode år som stort set ubekymret hjemmegående husmor i byen, flytter Henry sin kone og deres to små døtre på landet. Og så begynder tingene at falde fra hinanden. Henrys bror Jamie kommer hjem fra krigen, ødelagt og med et alkoholproblem. Lauras svigerfar, der er en tyrannisk og led gammel mand, flytter ind hos Henry og Laura, og efterhånden udvikler tingene sig i sådan en retning, at Laura ikke er sikker på at hun kan holde det ud mere. Kun Henry trives i bedste velgående med livet på landet, mens alt andet omkring ham falder fra hinanden.

Den sorte familie der hjælper på gården og med husarbejdet venter også på en søn, der skal vende hjem fra krigen. Da han endelig kommer hjem, ender han som midtpunkt i en tragedie, der også involverer Jamie og resten af den lille kreds af mennesker på og omkring Laura og Henrys gård.

Mudbound er ikke nogen glad og romantisk historie. Historien begynder og ender dog med kærlighed i en eller anden form, så læseren efterlades ikke med en fuldstændig desillusioneret smag i munden.
racisme i Mississippis delta-egne i slutningen af 1940’erne er et af hovedtemaerne i bogen, ligesom den fremmedgørelse, der kan opstå mellem mand og kone selvom de egentlig har et lykkeligt ægteskab. Bogen er også om hvordan en lille ting kan sætte gang i en række af hændelser, der indimellem fører til tragedie og destruktion. Over det hele ligger sydstaternes atmosfære af had, smerte, hede, regnvejr og mudder som en dyne, der gør det svært at ryste historien af sig. Den er mørk, historien, men også sine steder nærmest poetisk, og heldigvis er der også glimt af håb bag al håbløsheden. Ikke en morsom bog – der er ikke et gran af humor i den – men jeg kunne lide den. Anbefalelsesværdig.

property

Property af Valerie Martin

Property af Valerie Martin foregår i 1828 i Louisiana, og er om Manon Gaudet, gift med en sukkerplantageejer, som hun ikke kan fordrage, og om hendes slave Sarah, som hun heller ikke kan fordrage. Manons frustrationer og vrede går ofte ud over Sarah, som til gengæld heller ikke er nogen sympatisk karakter, slave eller ej. Manon er gold, hvilket hun glæder sig over, og vi ved, at det ikke er hos hendes mand, at “fejlen” skal findes, for han er far til to uægte børn med Sarah. Det ældste barn Walter får ofte lov til at løbe frit rundt på plantagen, i hvert fald når Manons mand synes, at det er i orden. Manons vrede vokser og vokser. Hun savner New Orleans, hun savner kærlighed og venskab. Hun savner et liv, bare det ikke er hendes eget. Hun er ikke i stand til at tage imod den udstrakte hånd, hendes mand rækker hende, og det hele ender i et særdeles dramatisk klimaks, da en gruppe slaver bryder ind på plantagen en nat.

Det slog mig, at jeg ikke syntes at nogen af personerne i denne historie var sympatiske. De var alle ret usympatiske, men af forskellige årsager. Skrivestilen er klar og skåret ind til benet. Ingen unødvendige fyldord eller alenlange beskrivelser. Læseren efterlades med en følelse af at både at have ondt af personerne og finde dem usympatiske.

Property er dog en god bog og absolut anbefalelsesværdig.

tender-graces

Tender Graces af Kathryn Magendie

Tender Graces er Kathryn Magendies debut, og det er en fin, lille historie. Hvis du kunne lide YaYa-bøgerne, vil du også kunne lide Tender Graces.

Den smukke, vilde og noget uuddannede Katie Ivene fra West Virginias bjerge møder den smarte Shakespeare-citerende dørsælger Frederic, og i løbet af kort tid er de gift og har fået tre børn: Micah,Virginia Kate og Andy. Virginia Kate, som vi møder på den allerførste side som en voksen kvinde på vej til sit barndomshjem, fortæller historien om sin mor, far, søskende og øvrige familie fra de tidlige tressere til de tidlige halvfjerdsere. Virginia Kate er på vej hjem for at få rystet nogle af skeletterne ud af skabet, så vi aner allerede fra første færd, at det ikke bliver nogen nem rejse, vi skal ud på.

Historien foregår i de amerikanske sydstater, og har en hel del af de elementer, der kendetegener den traditionelle Southern Gothic roman. For eksempel er historien fyldt med spøgelser, som det kun er Virginia Kate der kan se. Spøgelser som hun bruger mens historien folder sig ud og barndomsminderne (traumerne) begynder at presse sig mere og mere på. Virginia Kate hjælpes også godt på vej af sin mormors dagbog.

Første halvdel af historien er meget mørk, og selvom den var en anelse tynd sine steder (der manglede en smule informationer her og der om fx mormorens liv), er det en gribende historie. Halvvejs gennem bogen tager tingene en drejning for vores hovedpersoner, og fra da af begynder historien at blive en anelse forudsigelig, og denne anden halvdel er ikke nær så stærk som første halvdel. Personudviklingen og beskrivelserne er fine hele vejen igennem, selvom der som sagt godt kunne have været en smule mere kød på nogle af de ting, hændelser og personer, der nævnes en passant, og som måske ikke lige er hovedpersoner, men som alligevel spiller en vis rolle for historiens gang.

Jeg er sikker på at jeg trods det vil læse mere fra Kathryn Magendies hånd hvis hun fastholder sin fine stil og gode greb om personer, man tror på.

Læs mere på Kathryn Magendies hjemmeside her, hvor det også fremgår at der udkommer en ny bog om Virginia Kates liv i 2010.

The-Girl-Who-Stopped-Swimming

The Girl Who Stopped Swimming af Joshilyn Jackson

Jackson’s første bog gods in Alabama var fremragende, hendes anden Between, Georgia, halvkedelig. Derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente mig af hendes seneste The Girl Who Stopped Swimming. Men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. De sidste sider samt slutningen føltes en anelse tynde, men udover det er The Girl Who Stopped Swimming virkelig anbefalelsesværdig.

Handlingen foregår i Florida, hvor Laurel, der laver kunstneriske quiltede tæpper, lever et noget beskyttet liv i et beskyttet kvarter med sin mand og datter. Hendes mand er en computernørd på det næsten autistiske stadie, hendes søster en meget flamboyant skuespiller, gift med en homoseksuel mand og hendes mor er en sydstatskvinde, der hele sit liv har forsøgt at løsrive sig fra de uhumske forhold, som hun voksede op under i DeLop, som må være en af de mest deprimerende lokaliteter, jeg nogensinde er stødt på i litteraturen. Alle spiller de en rolle i Laurels liv – et liv, der går helt i stykker da hendes datters bedste ven drukner i Laurel’s swimmingpool. Laurel tvinges til at komme ansigt til ansigt med fortidens synder og hemmeligheder, sit nuværende liv, sit ægteskab, sin familie og sin arv fra DeLop. Noget, hun i øvrigt har forsøgt at undgå hele sit liv.
Handlingen er om Pigen, der holdt op med at svømme, men er også om en ung kvinde i 30’erne, som forsøger at få styr på sit liv. Det lyder som en simpel historie, og det er det på en måde også. Men efterhånden som Laurel indser præcis hvad det er, hun må gøre, begynder tingene at ramle for alvor, for under den stille overflade bobler djævelskaben, rådnende og stinkende minder, spøgelser, undertrykte følelser og livet på samfundets laveste trin.

Lyder det som dårlig triviallitt? Det er det på ingen måde. Jeg anbefaler denne bog varmt, og ser frem til Jacksons næste Southern Gothic roman.