Forløsning i august er den danske titel på William Faulkners roman Light in August. Den udkom første gang på engelsk i 1932, oversat til dansk i 1946.

Faulkners forfatterskab er ikke let. Han bruger litterære greb som for eksempel stream of consciousness (bevidsthedsstrøm) og det er ikke altid helt tydeligt, hvem der taler, handler eller tænker i værkerne. Ofte kan det også være vanskeligt at bestemme, om vi tidsmæssigt er i den fortælling, vi tror eller om Faulkner er ved at beskrive personens barndom, tidligere generationers meritter eller noget helt tredje.

Læseren finder det hele i Forløsning i august

Faulkner bruger alle de ovennævnte litterære greb i Forløsning i august, men når det er sagt, så er denne roman ikke en af forfatterskabets vanskeligste. Læseren kan for det meste følge handlingen, sætningerne er ikke alenlange (noget, Faulkner også excellerer i) og persongalleriet er til at holde styr på. Og netop Faulkners personer er noget af det, man som læser skal følge godt med i. Det er deres liv og tanker, deres handlinger og væremåde, som bærer romanen.

Personer i Forløsning i august

Den overordnede handling i romanen centrerer sig om personen Joe Christmas. Læseren møder ham første gang som voksen, men senere kommer vi langt ind i hans tidlige barndom og tiden før han blev født. En række andre personer står også som centrale for fortællingen, det selvom de ikke på noget tidspunkt møder Joe Christmas eller kun møder ham kortvarigt.

Det gælder særligt den fallerede præst og selvstuderede læge Gail Hightower, savværksarbejderen Byron Bunch og den gravide teenager Lena. Deres liv bliver flettet sammen med Joe Christmas’ liv på flere forskellige måder, både frivilligt og ufrivilligt.

Joe Christmas er egentlig ikke nogen rar hovedperson. Han er egoistisk og selvglad, og han virker ikke som om han har et gran af humor i sig. Han trækker – måske ufrivilligt – et spor af ødelæggelse efter sig, og det er svært at have 100% sympati med denne karakter. Det er formentlig heller ikke Faulkners mening, men langt henad vejen forstår man egentlig godt Christmas’ handlinger, når man først har lært ham og hans baggrund at kende.

Tidsmæssigt strækker romanen sig tilbage til Den Amerikanske Borgerkrig (1861 – 1865) og frem til den nutid den er skrevet i, 1930’erne. Selvom der er mange flashbacks, er det meste af handlingen lagt i nutiden (altså Faulkners nutid). Læseren kommer rundt i Sydstaterne, eller i hvert fald i Mississippi, i en tid med racismen i lys lue. Her er stor forskel på sort og hvid, og der bliver ikke sparet på hverken ukvemsord eller ubehagelige handlinger. Det er også en tid med ekstrem fattigdom, og som udgangspunkt er Sydstaterne ikke særligt rare.

Men omvendt er landskaber, byer, marker, vejret med mere ofte beskrevet i så malende vendinger, at læseren næsten kan mærke duften fra skovens træer, se de forunderligt farvede solopgange, mærke duggen under fodsålerne og høre den rumlende torden.

Temaer i romanen

Det er Sydstaternes fald efter borgerkrigen og aldrig helt genrejste ære, som er romanens centrale tema. Vi ser, hvordan fattigdom, racisme og religion ødelægger mennesker og besegler deres skæbner endnu inden de er født. For det er gennem karaktererne i romanen, at vi oplever både fattigdom, racisme og religion. Ikke kun gennem Joe Christmas, men også gennem alle andre figurer i Forløsning i august.

Romanen kredser også om temaer som familie, ære, galskab og meget andet. Der er i hvert fald stof nok at tage fat på. Romanen foregår i hovedtræk i og omkring den fiktive by Jefferson i Mississippi. Romanen er på mange måder stadig aktuel i dag, da Sydstaterne for eksempel stadig hører til de allerfattigste dele af USA.

Forløsning i august er ikke nogen hyggelig bog og derfor ikke oplagt som ferielæsning. Derfor er den meget anbefalelsesværdig alligevel, og kan også fungere som optakt til ferie i Sydstaterne. Læseren får et godt indblik i, hvordan livet var i Mississippi i 1930’erne. Og det er om ikke andet hamrende interessant.

En nyere roman, der også tager fat på nogle af de samme emner, er Kathryn Stocketts bog Niceville, som vi har skrevet om her. Den er, uden sammenligning i øvrigt, noget nemmere at læse.