Min kamp af Karl Ove Knausgård

 

Jeg hoppede absolut ikke på Karl Ove Knausgård-hypen vedr. hans selvbiografiske værk Min kamp som en af de første, selvom jeg var nysgerrig. Der kom til at gå en rum tid før jeg fik læste første bind i værket, der består af i alt seks bind.

Og nu hvor jeg rent faktisk har fået læst første bind, kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang med nummer to. Om jeg er fuldstændig faldet bagover af benovelse over værket, sådan som jeg har oplevet mange “professionelle” læsere (altså anmeldere og litterater) være? Nej, det er jeg ikke. Men historien greb mig, i visse passager også om hjertet. Knausgård er nøjagtigt lige så gammel som jeg er, og selvom bogen foregår mestendels i Norge, og selvom Knausgård er en mand, så er der alligevel rigtig mange ting, som jeg i den grad nikkede genkendende til. Og det behøver man selvfølgelig ikke være jævnaldrende med forfatteren for at gøre, men jeg synes alligevel, at nogle af de ting, han beskriver, er så tidstypiske, at man bare må tænke: Ja, ja, sådan var det/ja, ja, det var jo det, vi gjorde/lyttede til/sagde osv.

Bogen er stærkt detaljeret, og har da også været genstand for diskussion om hvor detaljeret, man “må” skrive en roman og hvor tæt man må gå på rigtige personers liv. Flere medlemmer af Knausgårds familie har følt sig meget stødt på manchetterne. Denne diskussion har mestendels fundet sted i Norge, men nogle danske anmeldere har dog også fundet dele af værket lidt for detaljeret.

Og Min Kamp 1 er detaljeret. Ingen tvivl om det, men det er kun i ganske få passager, at det føles som om det er for meget. For det han skriver, er på en eller anden måde så rigtigt. Jeg syntes at det kunne blive lidt langt i spyttet, når han begyndte at filosofere for meget, bogen er bedre når han bare fortæller derudaf. Historien handler grundlæggende om Knausgårds barndom, tidlige ungdom og forholdet til faderen og dennes død da Knausgård er omkring de 30. Det lyder måske kedeligt. Det er det ikke.

Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)

 

Kan du stadig huske landet mellem at være barn og næsten voksen? Lige inden puberteten. For jo, den er for børn, Neil Gaimans Coraline. Vel fra en 9-10 års alderen og op. Oprindeligt er Coraline en roman, men jeg læste tegneserieudgaven, tilpasset og illustreret af P. Craig Russell. Og jeg synes da godt nok at den var ret uhyggelig..

Coraline er enebarn, og hun er netop flyttet ind i et stort, gammelt hus med sine lidt fraværende forældre. Der bor andre i huset; Coraline og hendes forældre bebor kun en del af huset. Coraline keder sig, og hendes forældre er ikke til så megen hjælp. De er ikke ukærlige, men mere optaget af deres eget. Så da Coraline opdager en dør, der angiveligt ikke fører nogen steder hen, er hendes nysgerrighed vakt.

Selvom hun får besked på ikke at beskæftige sig mere med den pågældende dør, åbner hun den alligevel en aften. Og får sig noget af en overraskelse. Bag døren findes et parallelunivers med en lejlighed mage til den, hun bor i, og et sæt parallelforældre. Selv de andre beboere i huset findes her bag døren i paralleludgave. Umiddelbart virker denne nye verden langt mere tiltalende. Men kun umiddelbart. For noget er grueligt galt, hvilket Coraline også må sande efterhånden som tingene går op for hende.

Det skorter ikke på gotik og uhygge, og selvom tegningerne efter min smag ikke er helt så skarpe, var det alligevel med en god portion gysen at jeg læste historien. Så på en eller anden måde virkede tegningerne altså alligevel, og de må da være endnu mere skræmmende for et barn….eller måske ikke? Måske er Coralines historie i virkeligheden mere uhyggelig for en voksen? Jeg har ikke læst romanudgaven, så jeg ved ikke hvor godt den tegnede udgave holder sig til originalen. Er man til tegneserier (grafiske romaner) og gotisk uhygge er Coraline lige i (knap)øjet!!!

freedom

Freedom af Jonathan Franzen

Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde, da Freedom af Jonathan Franzen er en stor bog. Og ikke blot i kraft at dens mange sider. s a huge book. Egentlig føler jeg, at jeg burde lade andre med rigtig forstand på moderne, amerikansk litteratur håndtere den, siden jeg på ingen måde kan yde bogen den retfærdighed, den fortjener. Jeg vil dog hermed prøve.

I første omgang kræver det dog ikke nogen magistergrad i litteratur for at forstå, hvorfor bogen har den titel, den har. Grundlæggende set handler bogen nemlig om hvordan “vi” (moderne mennesker i den vestlige verden/USA) håndterer al den frihed, som vi et eller andet sted er født med. Den handler om hvordan vi håndterer det, ja, men også om hvor dårlige vi (nogle af os) er til at håndtere den.

Historien begynder med en fortælling om familien Berglund og deres nabolag, et typisk kvarter med middelklasse – lav overklasse-familier. Familien Berglund (Walter, Patty, Jessica og Joey) er som de fleste familier – det tror læseren i hvert fald til at begynde med. Men historien tager os langt ind i Walter og Pattys ægteskab og dele af deres barndom og ungdom. Noget af dette fortælles selvbiografisk af Patty (i 3. person!), mens resten fortælles af forfatteren.

Jeg synes ikke, at man kan sige, at Freedom er en almindelig families almindelige fortælling, for det er det ikke. Jo, altså, nogle af de ting, der sker i Walter og Pattys liv kan ske i alle familier, men når man fx ser på den barndom og ungdom som Patty kommer fra, er det ikke så almindeligt alligevel.  Og hvad er det lige med sønnen Joey og hans mærkelige forhold til nabopigen Connie? Og datteren Jessicas isdronning-attitude over for Patty? For ikke at tale om rockmusikeren Richard, Walters bedste ven fra college-tiden, selvom de (Walter og Richard) er hinandens diametrale modsætninger? Ja, læs Freedom og find ud af det.

Det svageste i denne bog, som desværre også er en særdeles central del, er det med Walters arbejde i Washington DC. Det er måske ikke bogens svageste del, mere sandsynligt er det, at jeg ikke helt forstod alle de politiske manøvrer. Måske. Men netop denne del er som sagt ret så central for hvordan livet kommer til at forme sig for hovedpersonerne.

Freedom er monumental – en monumental historie med et ret lille sæt af karakterer, og den er skrevet i så brillant sprog, at det var mere end en fornøjelse at læse den. Også selvom det tog mig væsentligt længere tid at komme igennem end med andre bøger. Et must read for alle fans af moderne (amerikansk) litteratur. Men nu er jeg også klar til noget simplere! Bogen er ikke oversat til dansk, men det bliver den garanteret.

PS. jeg kan bedre lide Franzen better end en anden succesfuld amerikansk forfatter med det samme fornavn, Jonathan Safran Foer. Franzens stil er ikke nær så prætentiøs som Foers, men det er bare min lille personlige mening.

PPS. Omslagsbilledet med fuglen giver langt mere mening (og er pænere) end det andet omslag, som bogen også er udkommet med.

Kirsten Nørgaard har anmeldt Freedom her.

stitches

Stitches af David Small

Stitches af David Small er en grafisk erindringsroman og en af de mest bevægende historier, jeg har læst længe. Eftersom historien handler om en dreng, David, der mister sin stemme, er en del af bogen faktisk kun tegninger, men sikke nogle tegninger! Davids øvrige familie er heller ikke de store sludrechatoller, så selvom bogen er på mere end 300 sider, kan den snildt læses ud i en køre. Hvis man da kan få historien ned!

Grundlæggende set er historien nemlig ret tragisk. David vokser op i 60’ernes Detroit med sine forældre og sin storebror. Begge forældre er fjerne og taler stort set ikke med hinanden eller med deres børn. Du mærker fra begyndelsen, at hele familien er udstyret med vanskelige sind på den ene eller den anden måde. Davids barndom er gråt i gråt. Han ser stort set aldrig sine forældre smile eller være glade, og når han besøger sin mormor, fornemmer han også hurtigt, at den husholdning heller ikke er som den kunne være. David lider af mareridt og er i det hele taget et lille skravl.

En af de eneste gange, læseren ser moderen tegnet med et smil på læben er til en fest, hun holder. En af de andre kvinder til festen opdager at David har en knude på halsen, og hun beordrer forældrene til at få den undersøgt med det samme. Det er ikke noget problem, eftersom Davids far er radiolog. Knuden bliver derpå fjernet, men nogle år efter den første operation skal David under kniven igen. Denne gang vågner han uden stemme.

Langsomt opdager han nogle mørke familiehemmeligheder, og han begynder at leve et liv lidt på kanten. Han føler sig usynlige uden en stemme. Hele historien handler om svigt, bedrag og fjerne forældre, og jeg vil egentlig ikke sige så meget mere end at det er en virkelig god bog, som er stærkt anbefalelsesværdig.

funhome

Fun Home: A Family Tragicomic af Alison Bechdel

Fun Home: A Family Tragicomic er erindringer skrevet som en grafisk roman. Egentlig er jeg ikke helt klar over, hvornår vi siger grafisk roman frem for blot tegneserie, for det er jo det, der er. Historien er tegnet og fortalt af Alison Bechdel, der også er hjernen bag serier såsom Dykes To Watch Out For. Jeg er ikke særlig velbevandret i  GLBT-litteraturen, men har da læst en håndfuld eller to, der kan kategoriseres som sådan. Bechdel er lesbisk, og Fun Home: A Family Tragicomic handler om at finde ud af sin seksualitet, og komme ud af skabet, men historien er absolut om meget andet end lige det. Homoseksualitet er det bagvedliggende hovedtema i historien, mens det foranliggende hovedtema er forholdet mellem børn og deres forældre. I dette tilfælde forholdet mellem Alison og begge forældrene,  først og fremmest faderen.

Alison vokser op med meget fraværende forældre, der lever i et knapt så lykkeligt ægteskab, hvor både moderen og faderen virker endog ret desillusionerede. Alisons far arbejder som engelsklærer, hendes mor er ved at skrive speciale samtidig med at hun forsøger at slå igennem lokalt som skuespiller. Faderens hovedinteresser er litteratur og arkitektur, og han bruger det meste af sin fritid på at indrette familien hjem i forskellige stilarter. Mellem jobbet som engelsklærer og fritidsinteresserne, ejer familien også en bedemandsforretning (funeral home), der i familiens daglige jargon blot kaldes The Fun Home.

Vi følger Alison fra hendes tidlige barndomsår og indtil hun er omkring 20 år gammel og flyttet hjemmefra. Alison fører dagbog, og i Fun Home: A Family Tragicomic bruger hun en hel del af disse dagbogsskriverier, men set fra den ældre og klogere Alisons synspunkt. Historien er fyldt med litterære henvisninger, og på trods af at historien er temmelig mørk, løber der en tydelig strøm fyldt med humor og ironi under historiens overordnede tristesse.