Åndernes hus af Isabel Allende

Åndernes hus er en fantastisk historie! Jeg læste Åndernes Hus første gang for mere end 10 år siden, og har genlæst den ofte siden. Det er en bog, der får læseren til både at grine og græde. Den er så fyldt med alle former for følelser, at det er svært at glemme historien og personerne i den.

Det er patriarken Esteban Trueba og hans barnebarn, Alba, som fortæller historien om familien Trueba i Åndernes Hus. Historien begynder i starten af 1900-tallet og slutter i dagene omkring militærkuppet i Chile i 1970’erne.

Esteban er en magtfuld og temperamentfuld mand, og netop hans temperament løber som en rød tråd gennem hele bogen. Han gifter sig med den engleagtige Clara. Hun kan tale med de døde og flytte ting uden at røre dem.

Hans kærlighed til hende er så dyb, at han har problemer med at vise hende sin kærlighed. Det gør hans raseri så ekstremt, at det får ham til at begå fatale fejl igen og igen. De lykkes ham at fremmedgøre sig selv over for Clara og deres børn.

Militærkuppet i Chile

Tingene falder ikke i hak før landet er blevet overtaget af militærjuntaen, og ingen ting længere er som de bør være.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og selvom den er barsk at læse nogle gange, så er det absolut en ‘pageturner‘. Man er nødt til at vide, hvad der sker med personerne, som man er kommet til at elske eller hade gennem bogen.

Åndernes Hus er en moderne klassiker, og meget meget anbefalelsesværdig for alle der kan lide en god historie med handling.

Romanen er Isabel Allendes debut. Den udkom i 1982.

Det er sådan en bog, man gerne vil eje, og den kan købes i mange forskellige udgaver, for eksempel på saxo.com.

Indlægget er oprindeligt skrevet og udgivet d. 10. august 2006. Opdateret med blandt andet nye links d. 3. juni 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *