Mother of Pearl af Melinda Haynes er skrevet i et knudret sprog og har et plot, man har set før.
Man læser bogen med en fornemmelse af, at forfatteren vil alverdens ting. For eksempel at få fortællingen til at fremstå som århundredets fortælling. Og det er det ikke! Dels er plottet set alt for mange gange før, dels er sproget så tilstræbt knudret, at man nogle gange ikke forstår, hvad forfatteren mener. Dertil kommer usagte ting, symboler og metaforer, der heller ikke giver mening.
Det gode i Mother of Pearl
Når det så er sagt, er det både en fin historie og med gode karakterskildringer. Karaktererne udvikler sig rent faktisk gennem de 530 sider, bogen er på. Historien cirkler om den 14-årige Valuable Korner, der bor i en lille støvet sydstatsby i Mississippi i 1950’ernes USA. Ved et tilfælde (måske?) møder hun den sorte ‘heks’ Joody TwoSun, og deres forhold bliver et af bogens omdrejningspunkter.
Gennem Joody stifter Valuable også bekendtskab med Joodys kæreste, Even Grade. Og det er gennem Even Grade, at både læser og Valuable lærer Evens gode ven, den lidt koleriske Canaan, at kende. Deres liv fletter sig ind og ud af hinandens, og det er ikke lige godt alt sammen.
Temaer i fortællingen
Raceuroligheder, raceopdeling og og sorte mod hvide er er ikke direkte bogens tema. Men problematikkerne løber ikke desto mindre som en rød tråd gennem hele fortællingen, og kommer derfor alligevel til at stå som det største tema.
Det er på en eller anden måde en bog, man forventer mere af, end hvad den giver. Men det er selvfølgelig læserens eget problem. Fuldstændig spildte kræfter er det dog ikke at læse Mother of Pearl. De fleste læsere på Goodreads er enige. Se deres anmeldelser her.
Er man interesseret i temaet, er der noget mere smæk for skillingen hos Richard Wright. Vi har skrevet om en af hans novellesamlinger her.
Endnu engang må jeg melde mig som en smule skuffet over en bog jeg havde forventet mig en del mere af, men det var ikke totalt spildte kræfter at læse den.