Fiskerne af Hans Kirk (1898 – 1962) er hans debutroman. Den udkom i 1928 og var den første danske kollektivroman, altså en roman, der ikke handler om en enkelt person men en hel gruppe. I dette tilfælde en gruppe vesterhavsfiskere.
Læseren følger dem fra den dag, de ankommer til deres nye hjem ved Limfjorden og flere år frem. Fiskerfamilierne fra Vesterhavet har købt herregårdsvand i Limfjorden, lejet små huse og ser frem til et lidt lettere liv end det, de havde som vesterhavsfiskere.
Familierne er, med få undtagelser, strengt indremissionske, og to af bogens store temaer er religion og synd. Ikke den milde grundtvigianske af slagsen, men den strenge indremissionske.
Vi følger blandt andet gruppens mest religiøse, den milde Thomas Jensen og hans familie. Vi følger den ikke-missionske Povl Vrist og hans åbenmundede kone Mariane og ungkarlen Anton Knopper, der gang på gang må kæmpe mod sine utugtige lyster. Og så følger vi også sladderkællingen og den skinhellige Tea Røn samt flere andre.
I byen, som fiskerne flytter til, bor også den missionske lærer Aaby, den belæste tolder Kock, krofatter Mogensen og den vege præst, som fiskerne og de andre indremissionærer får jaget ud af sognet.
Handlingen i Fiskerne følger årstidernes gang
Handlingen strækker sig over flere år. Vinter følges af vår, sommer af efterår. Særligt efteråret er vigtigt for fiskerne, for det er her, de sætter åleruser og tjener deres største indtægt. Inden da skal garnene tjæres, pælene hamres i vandet og så videre.
Det er ikke til at tage fejl af, at det er et hårdt liv at være fisker. Imellem fiskeriet læses biblen, man mødes i missionshuset og man prøver at bekæmpe synden. De kan for eksempel dreje sig om den den dans, der foregår på afholdshotellet i byen. Og sidst men ikke mindst kæmpes mod indre dæmoner. Som regel ansporet af den strenge religion, fiskerne bekender sig til.
Hvis man skal fremhæve en enkelt person i Fiskerne, må det blive Tea Røn. Tea er nysgerrig og sladdervorn og den første til at råbe op, hvis andre har handlet utugtigt eller forbrudt sig mod Jesus. Samtidig må hun erkende over for sig selv, at hun selv har syndet og forbrudt sig, men at hun har fundet frelsen. Det tror hun i hvert fald.
Som læser aner man nok, at Tea måske kommer til at smage sin egen sladder-medicin på et tidspunkt. Fiskerne er og bliver en af de mest interessante socialrealistiske romaner. Mange ting virker muligvis ligegyldige i vore dage, men temaerne i bogen er stadig aktuelle. Også selvom der ikke meget action over en gruppe religiøse fiskere fra begyndelsen af det 20. århundrede.
Fiskerne af Hans Kirk er et ubetinget hovedværk, der ikke er til at komme udenom, hvadenten man kan lide den eller ej. Læs mere om Fiskerne på Litteratursiden her.
Fiskerne har også været vist som tv-serie på DR.
Jeg var netop en af de stakkels gymansieelever der blev trukket igennem denne roman. Og som om det ikke var nok, kom jeg op i Daglejerne til eksamen. Så jeg har lidt et kompleks med denne roman og Hans Kirk i det hele taget.
Jeg hadede virkelig stilen og stemningen, men det var jo da jeg var ung og naiv. Nu hvor jeg er blevet klogere og ældre kunne det være jeg skulle kaste mig ud i den igen 🙂
Pudsigt. Jeg var oppe i De Ny Tider til studentereksamen 😉 Både den, Daglejerne og altså også Fiskerne er nogle af mine yndlingsbøger i dag – og faktisk læste jeg dem med fornøjelse og uden tvang i 3g, selvom det kun var De Ny Tider, vi læste og opgav til eksamen.
Inden glorien kommer til at skinne alt for meget, skal jeg da skynde mig at tilføje, at der så absolut var en hel del bøger, som jeg slæbte mig igennem under tvang og trusler. Her husker jeg bl.a. Tine af Herman Bang og Lykke Per af Pontoppidan. Puhada. Det var gyseligt. Men jeg overvejer begge værker nu, hvor jeg er blevet voksen….
Fiskerne er i hvert fald rigtig god! Og så er det altid åbenbaringsagtigt hvor meget, jeg egentlig forstår nu, som jeg ikke fattede tidligere i den bog.
PS. Jeg har lige forsøgt at lægge følgende kommentar på dit blogindlæg om avisernes bogtillæg. Men den bliver ved med at sige, at jeg ikke skriver word-verification korrekt:
Jeg er sådan set ret enig. Jeg læser alle tre bogtillæg – Informations dog kun sporadisk (hvilket egentlig er lidt tåbeligt, da det faktisk er det tillæg, jeg bedst kan lide), og selvom jeg har stor respekt for de fleste anmeldere og kritikere, hvadenten jeg er enig med dem eller ej, er det alligevel ikke der, jeg får min læseinspiration fra. Slet ikke.
Dels anmelder de sjældent bøger, jeg gider at læse. Jeg er pt slet ikke til alle de der “rigtige” danske forfattere, der skriver “rigtige” bøger (der er undtagelser!). Hanne Vibeke Holst, hvis ungdomsbøger jeg elskede, har jeg aldrig fået fortsat med. Ib Michael har jeg kun læst en af (den var i øvrigt god -Troubadurens Lærling), Leif Davidsens krimier er glimrende, men der har jeg heller ikke fået læst længere end til Limes Billede osv osv. Stik mig en femikrimi i stedet, hvis det er at det SKAL være dansk.
Hvis det er en englesksproget bog, der er oversat og som interesserer mig, så har jeg som regel læst den lang tid før på engelsk.
Og alt det vampyr-trash med mere, som jeg også læser en del af når det stikker mig, det omtales ALDRIG i danske bogtillæg.
Med hensyn til dansk poesi, så gik jeg i stå i gymnasiet, og kan kun forstå Michael Strunge-digte ;o) og har derfor heller aldrig begivet mig ud på den vej…ja, sådan kan jeg blive ved…jeg ved formentlig langt mere om engelsksproget nutidig litteratur end dansk. Og det siger jeg ikke for hverken at spille smart eller litteratur-studerende. Jeg er ingen af delene (jo, måske smart, høhø).
Jeg får min inspiration fra online bogklubber (som dog er ved at dø lidt ud med blog-fænomenet), bogblogs og online boghandler.
Men jeg læser stadig de danske avisers bogtillæg. De inspirerer mig som regel bare ikke så fandens meget.
Tak for din fyldige kommentar! Jeg ved ikke helt hvad der er galt, men der er også andre der har haft samme problem med at kommentere. Forhåbentlig er det bare et periodisk problem. Men du må meget gerne sige til, hvis problemet fortsætter.
Mht. Tine og Lykke-Per, så synes jeg at de er helt fantastiske. Herman Bang er uden tvivl min danske favoritforfatter.
Men jeg er da frisk på at give Fiskerne en chance til, hvis du tør genlæse Tine 🙂
Jeg tror ikke vi læste denb i gymnasiet – ikke i min erindring! Jeg var oppe i Ibsen – det husker jeg til gengæld!!!
Men jeg husker også billederne fra da, den blev vist i fjernsyn… med disse grå mennesker, som stirrer ud over æ haw!
Der er ingen tvivl om, at det er et mesterværk – men også, at det kan være en dræber, hvis man ikke har et minimum af almenviden – og helt ærligt – det var ikke lige det vigtigste i gymnasietiden!
‘Tine’ har jeg læst – men kan ikke lige erindre successen! Til gengæld læste jeg Lykke-Per som voksen – og var vild med den! Jeg tror simpelthen, at det skal gøres senere… vi er slet ikke parate til det i de blomstrende teenageår!
Carsten og Nille, jeg er helt enig. Mange af de store danske værker, de danske must-reads om man så må sige på krukket facon, er bare ikke til at kapere i teenage årene.
Jeg må prøve Lykke Per igen, og så er jeg frisk på udfordringen om Tine – Fiskerne. Jeg skal lige have læst den Paul Auster jeg er i gang med og de to, jeg har på hold på biblioteket, og så bestiller jeg Tine på bib! Nærmere info følger 😉
Og så kan det da være, at Nille og jeg kan udfordre hinanden senere på året med Lykke-Per “mod” noget andet.
Tak for kommentarerne.
God weekend.
Så var jeg lige henne og rode i reolen, og minsandten om ikke både Fiskerne og Daglejerne står der – godt nok lidt støvede, men de står der.
Så jeg er klar til Hans Kirk 🙂
Jeg skal nok lade dig vide, når jeg er ready to roll med Tine…..