Spelling Mississippi af Marnie Woodrow

Det er en bog om New Orleans. Og en bog, man får lyst til at læse, hvis man altid har haft lyst til at rejse til New Orleans. Eller er det? For bogen handler også om Cleo, men ikke kun om Cleo. Den handler også om Madeline, som har den her idé med at springe i Mississippi-floden og prøve at svømme over den.

Cleo er vidne til Madelines første forsøg på at svømme over floden. Faktisk finder vi senere ud af, at det, som Cleo er vidne til, er Madeleines andet forsøg. Cleo bliver efterfølgende besat af at finde ud af, hvad der skete med Madeline. Hidtil har hun ellers bare holdt ferie og slappet af. Men da hun erfarer, at Madeline ikke druknede, VIL hun finde hende.

Bog om New Orleans og Det Franske Kvarter

På sin jagt efter Madeline kommer Cleo rundt i Det Franske Kvarter i New Orleans. Hvis man har været der, er det som at komme tilbage. Og hvis man stadig har New Orleans til gode, har forfatteren beskrevet kvarteret, byen, gader, stræder og barer på en rigtig god måde, så man føler at man er der selv.

Fortid og nutid

Mens Cleo søger efter Madeline, følger vi også Madelines liv. Gennem flashbacks hører vi også om begges fortid og deres familier.

Spelling Mississippi af Marnie Woodrow er en glimrende bog, men den er en smule langsommelig og sine steder temmelig forudsigelig. Der er en tand for mange klicheer i bogen. Det bliver hurtigt lidt irriterende, men der er også overraskelser her og der. Hvis man er på jagt efter en bog om New Orleans, er Spelling Mississippi et mellemgodt bud. Der er andre bøger, der får bedre fat i essensen af New Orleans.

Alt i alt: en læseværdig, men lidt gennemsnitlig roman.

Spelling Mississippi er ikke udkommet på dansk, men kan fås gennem Saxo på engelsk.

Indlægget er oprindeligt udgivet d. 31. juli 2006. Opdateret med blandt andet nye links d. 6. januar 2019.

One thought on “Spelling Mississippi af Marnie Woodrow

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *