Kitchen Confidential – en køkkenchefs bekendelser af Anthony Bourdain

Kitchen Confidential – en køkkenchefs bekendelser er en ret sjov bog, der giver et ekstraordinært indblik i, hvad der virkelig går for sig bag kulisserne. Altså i det professionelle køkken i USA, mestendels New York.

Forfatteren Anthony Bourdain er den nuværende køkkenchef* i den berømte New York restaurant Les Halles, og han afslørerer alt. Han begynder med sin egen begyndelse i små og ydmyge køkkener, og arbejder sig derfra op, med afstikkere til fedtede cafekøkkener og fejlslagne forretningseventyr.

Kitchen Confidential lig med ulækre detaljer

Der er masser af ulækre detaljer, masser af stoffer, druk, sex og rock’n’roll. Lækker mad bliver åbenbart ofte tilberedt af beskidte, svedende og alkoholiserede randeksistenser. Sådan er det i hvert fald, hvis man skal tro Anthony Bourdain, forfatteren af Kitchen Confidential.

Og det er muligvis en del af sandheden i de amerikanske restauranter, jeg vælger at tro at det trods alt er lidt anderledes i Danmark. Her går folk for det første ikke nær så meget ud at spise som man gør i USA. For det andet har restauranter fødevaremyndighederne over sig på en helt anderledes striks måde end i USA.

Danske køkkenbekendelser?

Og så alligevel … med kødskandaler og deslige i baghovedet, er Kitchen Confidential måske ikke så langt fra den danske virkelighed som først antaget. Bogen har i hvert fald en ærlig tone over sig, om end der måske overdrives noget her og der. Der er detaljer i bogen, der vil få enhver til at overveje en ekstra gang, om det nu også er en god ide at gå ud at spise.

Vi er med på forfatterens op- og nedture gennem hele hans voksne liv, og får også et indblik i hans privatliv. Heldigvis er bogens fokus på køkkenchefens professionelle liv. Der er også gode tips til restaurantbesøg. Vi lærer for eksempel, at det er er en dårlig ide at bestille fiskeretter i weekenden. Det er gamle fisk, der serveres, da ingen leverer fisk i weekenderne. Og hele brunch-konceptet er åbenbart bygget på at servere hele den forgangne uges rester i forklædning i weekenden.

Kitchen Confidential
Kitchen Confidential – en køkkenchefs bekendelser er skrevet af Anthony Bourdain.
Ærlige køkkenbekendelser

Bogen er sjov, ærlig og ironisk og skrevet i et brutalt sprog, der ikke helt gør sig i den danske oversættelse, der ellers er udmærket. Det er ikke så mange kogebøger, vi har fået anmeldt, men tjek fx vores anmeldelse af White Trash Cooking her. Læs selv bogen; den kan fx købes brugt via Saxo.

*Det oprindelige indlæg er skrevet 19. august 2006. Anthony Bourdain er i mellemtiden død, og Les Halles er gået konkurs (ikke under Bourdain). Indlægget er redigeret med blandt andet nye links d. 6. januar 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *