Havfruestolen af Sue Monk Kidd er historien om den midaldrende Jessie, der må se sine dæmoner i øjnene. Da hun gør det, kommer hun til at tænke på den retning, hendes liv har taget. Den historie er ligesom hørt før, og formentlig også fortalt lidt bedre, måske lidt skarpere, end i Havfruestolen. Der er dog nogle meget fine beskrivelser i bogen, og de allerbedste får læseren til føle naturen, landskaberne og hvordan karaktererne har det sammen. Det er netop det, der gør, at man kan holde ud at læse Havfruestolen af Sue Monk Kidd.

Jessie forlader sin mand Hugh i deres hjem en stormfuld nat. Noget nølende bliver hun tvunget til at tage til den isolerede ø, hvor hun voksede op, og hvor hendes mor, Nelle, stadig bor. Moderen er syg og forstyrret, og Jessie fornemmer hurtigt, at der foregår noget på øen som hun ikke selv er klar over. Noget, der har forværret moderens sindstilstand. Læseren fornemmer også hurtigt, at der må være flere lag i historien. Historien tager især en dramatisk vending, da Jessie forelsker sig i en munk, bosat i et nærliggende kloster. Alle lagene i historien er dog forbundet direkte eller inddirekte med hianden. Kirkens såkaldte Havfruestol spiller også en vigtig rolle.

Meget af bogen er som en velskrevet ugebladsroman. Næsten ligeså triviel og næsten ligeså forudsigelig. Og så alligevel ikke. De sidste 80 sider giver stof til eftertanke, også selvom man måske føler, at historien har bevæget sig lidt vel langsomt. Bogen er en slags voksen chick lit tilsat ugebladsroman. Om det så er et decideret kvalitetsstempel må stå hen i det uvisse.

Bogen kan fås antikvarisk, se for eksempel her.