Hvad er der helt præcis galt med Oscar Schell, den niårige dreng, som er hovedpersonen i Jonathan Safran Foers meget omtalte og roste roman Extremely Loud and Incredibly Close? Er han autist? Psykisk syg? Damp-barn? Dybt traumatiseret?
Det er ikke til at vide, men han er i hvert fald på jagt efter noget. En løsning, et nøglehul, en dør, en forløsning, en forklaring. En forklaring på, hvordan og måske hvorfor, hans far døde i World Trade Centerets ene tårn d. 11.9.2001.
Extremely Loud & Incredibly Close er ekstremt øretæveindbydende
Denne jagt på løsninger og forklaringer sender Oscar ud i New Yorks gader og stræder og bygninger. Samtidig spiller han på sin tamburin, skriver fanbreve til Stephen Hawking, øver Hamlet, fabrikerer smykker og googler ord, han ikke kender allerede. Det er øretæveindbydende og irriterende læsning.
Sideløbende med Oscars vandringer rundt i New York, hvor han opsøger forskellige folk, der måske har nøglen til en eller anden form for løsning, følger læseren også Oscars bedsteforældres liv. Eller mangel på samme. Det foregår via breve, skrevet af enten bedstemoderen eller bedstefaderen.
Paralleller i Extremely Loud & Incredibly Close
Parallelen mellem terrorangrebet 11.9.2001 på New York og bombardementet af Dresden under 2. verdenskrig er lige til. Men ellers er det en fortælling, som læseren er nødt til at reflektere over. Alt er på en eller anden måde symbolsk. Stilen skal man som læser tænke over. Og ikke mindst handlingen.
Bogen er ikke svær at læse, men symbolikken er nok noget tyk sine steder. Både handling, stil og personer kan være lige så øretæveindbydende som hovedpersonen. Det gør dog ikke bogen mindre interessant, at man som læser dermed er nødt til at forholde sig. Det kan også være det, der blandt andet er forfatterens ønske.
Nogle gange læner Foer sig en smule for meget op ad en anden newyorker-forfatter, Paul Auster, dog uden at plagiere.
Irriterende bog, som dog ikke er til at komme uden om.
Den er udkommet på dansk med titlen
Ekstremt højt & utrolig tæt på. Mange år efter bogen blev mindesmærket over tragedien 9. september 2001 indviet. Vi har besøgt det, og det kan du læse mere om
her.
Indlægget er oprindeligt skrevet 5. marts 2008. Det er opdateret d. 6. april 2019 med blandt andet nye links.
Louise,
Hvor har jeg kigget efter din anmeldelse 😉
Jeg er ret enig med dig på en del punkter. Det er ikke en uforglemmelig klassiker men en meget tidstypisk roman, da den udkom – og var en af de første der så konsekvent omtalte 11.9.
Når du læser History of Love vil du endda se den i et helt andet lys – og der er givet også meget Auster (som jeg ikke er den store læser af). Jeg synes dog, at det var en sød historie – god læsning. Men den vil nok temmeligt hurtigt forældes og ikke overgå til nogle klassikerlister!
Men den slags litteratur skal der jo også være plads til!
Glæder mig meget til at læse History of Love! Og mener egentlig, at der skal være plads til al slags litteratur :o)
Tak for din kommentar i øvrigt – ser ud til, at vi på nogle punkter har haft den samme oplevelse af Extremely…osv.