Den trettende fortælling af Diane Setterfield er en bog, der godt kan få læseren lidt i tvivl. I tvivl om det er en god eller en dårlig fortælling. Det kommer selvfølgelig også an på læseren.

Den er både langtrukken, længe om at komme i gang og lidt kedelig. Men det er måske meningen. Den gotiske stemning med gamle engelske herresæder, mystisk og dekadent adelsklasse og mørke hemmeligheder er på den anden side rigtig fin.

Og så er der den stilfærdige heltinde Margaret med hang til gamle bøger og med masser af skeletter i skabet. Det er sådan set også fint nok.

Men da historien så endelig kommer i gang, så er det som om den forsøger alt for meget på at være genial. Det kan den slet ikke kan leve op til.

Margarets besættelse af sin egen triste fortid med en død tvilling, en migræneramt og fjern mor og den rare nisse af en far var irriterende. Det var en smule konstrueret det hele.

Margaret skal skrive Vida Winters erindringer

Men heltinden, den stille og bognørdede Margaret, tilbydes ud af det blå at skrive den gådefulde forfatterinde Vida Winters erindringer. Vida Winter er en af litteraturens store skikkelser. Hun har aldrig rigtigt udtalt sig om noget privat. Alle er derfor nysgerrige for at vide mere om hende.

Margaret flytter til Vida Winter’s store herresæde. Hun finder ud af, at Vida Winters historie har mange lag og at hvert eneste lag er fyldt med svig, incest, mørke og dekadence.

Snart begynder Margaret at se mange ligheder mellem sit eget og Vida Winters liv. Margarets liv har været styret af den tvilling, der døde ved fødslen. Og så finder hun ud af, at Vida Winter selv er tvilling.

Hvad der er sket med den anden tvilling finder vi først ud af langt senere. Der er nok at tage fat på i denne historie og dysfunktionalitet, omsorgssvigt og traumatiske oplevelser og det er muligvis der, forfatteren vil hen. Den trettende fortælling af Diane Setterfield er faktisk lidt trættende, men er man i det rigtige humør og falder man for personerner, er det vel egentlig en fin bog.

Læs mere om bogen her.