Samme dag næste år af David Nicholls er en saga, der spænder over 20 år. Vi følger Emma Morley og Dexter Mayhew fra den dag, de bliver færdige på universitetet og de næste 20 år. Hvert år møder vi dem på den samme dag, d. 15. juli. Her hører vi om både det, der sker den selvsamme dag og det, der er sket i årets løb i hhv. Emma og Dexters liv
Den aften, de er blevet færdige på uni, mødes Emma og Dexter til en fest. De kysser lidt, fumler lidt rundt, og situationen lægger op til noget stort og romantisk. Men den priviligerede Dexter er allerede på vej ud på en længere jordomrejse. Og den knapt så priviligerede Emma skal bare ud at have et job for at tjene nogle penge. Så allerede dagen efter skilles de, og vi – læserne – får lov til at følge dem, deres tanker, følelser, op- og nedture igennem de næste mange år
Langsommelig handling
Denne bog er laaaang. Det er svært at finde andet end ret neutrale følelser frem i forhold til de to hovedpersoner. Det er svært at komme på bølgelænge med dem, også selvom man er næsten jævnaldrende med dem. Og selvom man er vokset op i samme perioder. Der skulle med andre ord have været masser atkunne identificere sig med. Men det lykkedes altså ikke.
David Nicholls skriver fint, og bogen er som sådan også velskrevet nok, men personerne er irriterende. Historien er ikke spændende eller rørende eller bare romantisk. Personerne udvikler sig ikke, men er de samme hele vejen gennem bogen. Måske er dette med vilje? Et greb fra forfatterens side, der skal fortælle læseren, at uanset om man er 22 eller 42, så vedbliver man dybest set at være den samme.
Når alt det er sagt, så var bogen trods alt heller ikke dårligere. I den sidste tredjedel af Samme dag næste år, hvor Emma og Dexter trods alt er blevet voksne, er egentlig var ganske underholdende. Er man til lidt letlæst underholdning i chick lit/lad lit genren er den et udmærket bud. Problemet er bare, at den vil være mere end det. Den vil være en generationsroman, og det formår forfatteren ikke at ramme.
Hør den eventuelt på lydbog. Den kan fås hos saxo.com her.
Jeg har ikke hørt om hverken bogen eller forfatteren – men ideen lyder jo umiddelbart anderledes og opfindsom.
Men hvis det ikke hænger sammen, så kører man træt i det. Jeg synes heller ikke, at det virker troværdigt, at man ikke ændrer sig fra 22 til 42 år?! Selvfølgelig er det da en opmuntrende tanke – men jeg synes faktisk også, at det er lidt skræmmende! Personligt er jeg da ret tilfreds med, at visse ting har ændret sig siden dengang!
At skrive den slags sotre generationsromaner kræver noget særligt; måske endnu mere de samtidige, da vi har så nemt ved at forholde os til såvel tiden som til, hvor personerne skal befinde sig i deres udvikling – hvis man selv er lidt parallel!
Men som du siger – engang imellem er det fint også med noget letfordøjeligt 😉