Efterspil af Peter Robinson

Efterspil af Peter Robinson er #12 i forfatterens serie om Inspector Alan Banks.

Unge, høje og blonde skolepiger forsvinder, og det har stået på i måneder. Alan Banks er leder af en specialgruppe, der undersøger de forskellige sager om forsvundne piger. Ingen i gruppen er dog i stand til at få knækket nøden, og man er bange for, at dette ikke handler om “almindelige” teenageforsvindingsnumre. Man er bange for, at man har at gøre med en seriemorder, selvom der ikke er fundet nogen lig.

Den stilfærdige og lidt nervøst anlagte canadiske kunster Maggie bor i nr. 37 på The Hill. Skråt over for, i nr. 32, bor Lucy og Terence. En nat, Maggie endnu engang ikke kan sove, hører hun støj og stemmer fra nr. 32. Hun ringer til politiet, bange for, at det er Terence, der tæver Lucy. To unge betjente, Dennis og Janet ankommer til stedet, og inden natten er omme, er en af dem død.

Banks bliver hentet til gerningsstedet, og i løbet af få timer viser det sig, at denne husspektakel-sag på en eller anden måde er forbundet med sagerne om de forsvundne teenagepiger. Og at de måske er endnu tættere forbundet end hvad man forestiller sig.

Og så er scenen sat for en spændende krimi,. Efterspil af Peter Robinson går over stok og sten uden at glemme de gode karakterbeskrivelser af hovedpersonerne. Flere af personerne kender vi allerede fra tidligere bøger i serien. Spændende læsning.

Næste bog i serien er Alt for tæt på, som du kan læse mere om her.

Efterspil kan for eksempel købes som lydbog hos Bog & Idé her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *