The Devil’s Punchbowl af Greg Iles

The Devil’s Punchbowl er bog nummer tre i serien om Penn Cage, advokat og forfatter. Alle bøgerne i serien foregår i byen Natchez i Mississippi, hvor forfatteren også er vokset op. Hvis du vil læse hele serien fra begyndelsen, og ikke har gjort det endnu, skal du ikke læse denne omtale. Der vil uundgåetligt være små spoilere.

Regionens problematiske fortid med raceopdeling og racisme er temaet i den føste bog, The Quiet Game, mens bog nummer to, Turning Angel, tager et helt andet tema op, nemlig venskab (og en række andre emner også).

Vi kender også på nuværende tidspunkt de vigtigste karakterer. Penn Cage, hans måske/måske ikke kæreste journalisten Caitlin, faderen Tom, der er byens estimerede læge, moderen, datteren Annie og sikkerheds-gutten Kelly.

En gammel ven dukker op

Penn er blevet borgmester i Natchez. Et hårdt job fyldt med rænkesmederier, korrupte politibetjente, papirnusseri, besværlige embedsmænd og meget andet. Derfor har Penn heller ikke rigtig tid til at reagere på den smådesperate henvendelse han får fra en af sine gamle skolekammerater, misbrugeren Tim.

Penn har ikke set Tim i mange år. Han ved kun, at Tim aldrig rigtig er kommet sig over at han var skyld i en tredje kammerats død mange år tidligere. Da Penn alligevel siger ja til at mødes med Tim for at høre, hvad det er han vil, lytter han kun med et halvt øre. Han mener ikke, der er megen substans i Tims fortælling.

Casinoer, kamphunde og lyssky kinesiske forretningsmænd

Tim har fået arbejde på et af byens casinoer. Her har han fået færten af, at alt ikke er som det bør være. Casinoerne arrangerer hundekampe, som er forbudte. Og der er noget med, at de også har forretninger med nogle kinesiske bagmænd. Et par brutale irere styrer personalet på casinoerne med lidt for hård hånd. Der er måske tale om skattesnyd. Byens pengekasse kan blive drænet.

Penn affejer delvist Tims historie, men lover at tjekke op på det. Da Tim kort tid efter findes dræbt, vender Penn på en tallerken. Snart viser det sig, at der ikke bare var hold i Tims historie, sagerne er langt mere alvorlige, end først antaget.

En del af historien foregår på et af Natchez flydende casinoer. Foto: Jumpstory.

Flere historier udspiller sig

Sideløbende med hovedhistorien, der kredser om Penn, følger vi også kæresten Caitlin (selvom de ikke rigtigt er kærester længere), far Toms gamle krigskammerat og pensionerede US Ranger, der nu arbejder undercover og en række andre personer. På den måde kommer vi godt rundt i historien, som fortrinsvis fortælles med tre stemmer: Penns, Caitlins og den gamle rangers.

The Devil’s Punchbowl er meget velskrevet. Den er let at læse, også på engelsk (serien er ikke oversat til dansk). Men den er for lang, og det er svært at fastholde interessen, hvis man ikke synes at kamphunde, casino, spil og amerikansk lokalpolitik er spændende krimiplots. På trods af, at den vitterlig er velskrevet, er den indtil videre den svageste i serien om Penn Cage.

Bogen kan købes hos for eksempel saxo.com, som har den i forskellige udgaver, også som e-bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *