Sangfuglen af Inger Wolf

Sangfuglen af Inger Wolf er den tredje, og så vidt vides også foreløbig den sidste i serien* om kriminalbetjent David Trokic og hans kolleger på stationen i Århus.

Man kan kun håber på at der kommer flere, for krimierne er velskrevne og med gode plot. Sangfuglen er muligvis den svageste af de tre. De to foregående hedder Sort sensommer og Frost og aske.

En ung musikstuderende findes død i en park i Århus. Det er med det samme tydeligt, at hun ikke er død på det sted, hun blev fundet. Desuden opstår der også hurtigt tvivl om det var drab eller selvmord. Politiet må i gang med at kulegrave den unge kvindes liv. Der tegner sig et foruroligende billede, der er med til at styrke mistanken om, at hun ikke selv tog livet af sig, men at hun af en eller anden grund skulle skaffes ad vejen.

Sammenlignet med de to tidligere i serien, var plottet en smule for tyndt. For en erfaren krimilæser var det lidt for let at regne gerningsmanden ud. Hovedpersonerne på politistationen var heller ikke tegnet med nær så fast hånd, som det har været tilfældet i de to forrige bøger.

Alt i alt stadig en god krimi, der snildt kan fylde en god søndag eftermiddag indendørs.

Bogblogger har også skrevet om Sangfuglen. Læs om det her.

*Indlægget er oprindeligt udgivet den 28. november 2010. Opdateret den 23. juli 2020. Der nåede at komme syv bind i serien om Daniel Trokic.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *