Dødsfrost af John Marsden

Dødsfrost er bog nummer tre i John Marsdens serie om teenageren Ellie og hendes gruppe af venner, der tager på campingtur i den australske bush i juleferien, blot for at opdage, at Australien er blevet invaderet af en fjendtlig magt mens de var på camping.

dødsfrostSerien er meget velskrevet og sindssygt spændende, også for voksne.

Ellie, Robyn, Fi, Lee og Homer gemmer sig stadig i bjergkløften Hell dybt i den australske bush mellem bjerge, træer og tykt krat, der gør Hell til det perfekte gemmested. Men det er ved at være vinter, og det bliver koldere og koldere, og vennerne går efterhånden hinanden så meget på nerverne, at de kærlighedshistorier, der blev lagt op til i bog nummer et og som fortsatte i bog nummer to nu her i bog nummer tre er endegyldigt slut. De kan næste ikke holde hinanden ud længere, og er desperate for at se nye ansigter og høre nye stemmer.

Beslutningen om at finde et nyt sted at gemme sig, er derfor meget nærliggende. Gruppen har på nuværende tidspunkt udviklet ganske gode guerilla-evner, og som handlingen skrider frem, viser krigens grimme ansigt sig i højere og højere grad. Gruppen kommer til at skulle træffe nogle meget svære valg i bog nummer tre, og hvis de ikke på nuværende tidspunkt er mærkede af krigens gru, bliver det det nu.

Det er dog ikke had og vold det hele. Historien kredser også om emner som mod, tillid, overraskelser og en smule held, da gruppen planlægger deres hidtil største krigshandling. Dødsfrost var tænkt som den sidste bog i serien, men med alle de løse ender, besluttede forfatteren at fortsætte serien. Heldigvis, for Dødsfrost er så spændende, og havde serien sluttet her, ville det ikke have været helt underligt, selvom læseren ville være efterladt med en del spørgsmål og tanker.

Sort nat af John Marsden

NB. Spoiler Alert. Hvis du ikke har læst bog et i Tomorrow-serien (I morgen da krigen brød ud) og har planer om det, så skip denne omtale, da der er spoilers vedr. slutningen i bog et.
Sort nat af den australske forfatter John Marsden er bog to i Tomorrow-serien (den hedder The Dead of Night på engelsk), som handler om syv (senere otte) teenagere, der camperer i den australske bush i juleferien og derfor ikke opdager, at Australien er blevet invaderet af en fjendtlig magt, deres familier taget til fange og at der er krig.
Bog et slutter med, at Kevin må køre den dødeligt sårede Corrie på hospitalet, selvom det betyder, at de vil blive taget til fange af fjenden.

I bog to skjuler de unge mennesker sig stadig i bjergkløften Hell. Kløften ligger godt skjult, og de er forsigtige. Men de er også begyndt at gå hinanden på nerverne, vejret bliver koldere og koldere, og stemningen har i det hele taget ikke været god siden Kevin og Corrie tog på hospitalet. Om de stadig lever, er der ingen der ved, og til sidst bestemmer gruppen sig for at foretage en risikabel tur ind til byen Wirrawee, hvor forældre, søskende og andre holdes fanget.

Denne tur er blot en ud af mange, og gruppen bliver bedre og bedre til at føre guerillakrig. Hvert nyt togt er mere risikabelt end det forrige, og spændingen er næsten ikke til at holde ud, så detajleret er de beskrevet.

Beskrivelserne af, hvordan gruppen ændrer sig og hvordan personerne udvikler sig, er også fremragende beskrevet. Det står mere og mere tydeligt, at gruppen behøver hinanden, men at de også behøver nogle voksne, der kan gribe ind og tage over. De unge mennesker må igå igennem en lang række situationer, der vil ændre dem for livet, ligesom de må tage beslutninger, der kan være livsfarlige. Mellem alt dette, beskæftiger denne del af bogen sig også med mere dagligdags teenageproblemer, såsom sex for første gang, brugen af make-up i bushen og meget mere.

Alle personerne udvikler sig gennem fortællingen, og for Ellie, den fortællende hovedperson, slutter bog to med en overraskende opdagelse.

Stemningen i bogen er dystopisk, næsten apokalyptisk, selvom verden ikke er gået under, og stærkt anbefalelsesværdig.

I morgen da krigen brød ud af John Marsden

Hvad ville du gøre, hvis du efter en juleferie væk fra forældre og irriterende pligter kommer hjem og opdager, at der er udbrudt krig?

Ellie og seks af hendes skolekammerater camperer i den australske outback i juleferien, herligt fri for forældre og andet. De er fire piger og tre drenge: Ellie, Corrie, Fi og Robyn og Kevin, Homer og Lee. De finder det mest fantastiske sted at campere, fuldstændig skjult for omverdenen i en kløft. Her går dagene med ingenting, flirte lidt, tale og slappe af.

En nat vågner de ved lyden af kampfly, der flyver over kløften, og da de næste dag taler om det, joker de med, at der måske er udbrugt krig. Nogle dage efter er juleferien slut, og de vender hjemad, kun for at opdage, at det, de troede var deres interne joke, faktisk er virkelighed: Australien er blevet invaderet og er i krig.

Husene er forladte, deres hus- og kæledyr efterladt døde eller døende og der er ikke skyggen af forældre eller søskende nogen steder. Det ser ud til, at de syv venner er de eneste, der ikke er taget til fange af fjenden, og historien begynder nu for alvor at tage fart. Handlingen er så spændende, at læseren sidder på kanten af stolen flere gange.

Gruppen af venner stilles hele tiden over for store spørgsmål, der ofte handler om liv og død, og gruppedynamikken ændrer sig efterhånden som handlingen skrider frem. Teenagekærlighed og sex spiller også en rolle, selvom det ikke er det, der fylder mest. Det mest interessante er dog helt sikkert krigsbeskrivelserne og hvordan gruppen udvikler sig.

Historien er stærkt dystopisk, men foregår i vores egen verden, der ikke er gået under ved en apokalypse eller andet. Bogen udkom første gang i 1995, og der er derfor ikke noget med internet, mobiltelefoner og den slags, hvilket ellers ville have gjort Ellies og vennernes liv i krigshelvede lidt lettere.

tomorrow

Jeg har omtalt hele serien tidligere her.

Første bind i serien hedder på engelsk Tomorrow When The War Began, men alle bind er oversat til dansk. Første bind er også filmatiseret.

The last thing I remember af Andrew Klavan

thelastthing

Dette er en ungdomsbog for drenge mellem 12 og 15 år, sådan cirka. Og selvom den skulle være fyldt med action, må jeg indrømme, at den kedede mig bravt. Ok, jeg er ikke en dreng og jeg er ikke mellem 12 og 15 år, men kan ellers godt lide ungdomsbøger.

The Last Thing I Remember har en god præmis og lover godt: Unge Charlie West går i seng som en glad og tilfreds ung mand, der har prioriteterne i orden, men vågner spændt fast til en stol, gennembanket, forslået og blodig. Og det sidste han husker, er den dejlige dag på skolen, hans succes i karate og hans kærlighed til fædrelandet og gud.

Han har ingen anelse om, hvorfor han bliver holdt fanget, tortureret og talt til, som om han spiller en større rolle i noget, der minder om en krig, og som involverer terrorisme, død og bestemt ingen kærlighed til fædrelandet (USA) eller gud. Hvordan skete dette for netop ham? Charlie goody-goody West? Charlie, som levede et sundt og skønt og helt almindeligt teenageliv?

Det lyder meget mere interessant end det er. Charlie West er trættende og alt for “rigtig”. Der er ingen kanter nogen steder. Venner og fjender beskrives alt for sort/hvidt, og det bliver hurtigt kedeligt ud i det ekstreme. Det føltes til tider faktisk som indoktrinering. Alt for meget fædrelands-højstemthed og alt for meget gud. Måske ikke så underligt, da det viser sig, at forfatteren, Andrew Klavan, er en højreorienteret (men dog på sine ældre dage en af de liberale af slagsen) amerikaner, der tidligere har skrevet voksenbøger om bl.a. terrorisme.

Men omvendt er der måske en mening med, at bogens handling er så sort/hvid. Er det meningen, at læseren skal standse op og netop tænke over, at intet nogensinde bare er sort/hvidt. Måske derfor, jeg gav Charlie West en chance til og læse bog # 2, The Long Way Home.

Begge bøger er en del af Andrew Klavans Homelander-serie, og selvom jeg ikke er synderligt imponeret, tænker jeg, at jeg vil læse de to sidste bøger i serien for at finde ud af, hvad der egentlig skete med Charlie West, den gode og gennemnormale amerikanske teenagedreng, der vågnede bundet og tortureret uden hukommelse.

Pretties af Scott Westerfeld

 

Pretties er nummer to bog i Scott Westerfelds serie på fire bøger om Tally Youngblood, der lever i en fremtid, hvor alle får en skønhedsoperation, når de fylder 16. Første bog hedder Uglies, den kan du læse om her.

Pretties begynder nogen tid efter Uglies sluttede. Tally har fået sin skønhedsoperation og er nu endelig smuk – en Pretty. Hun har øjensynlig glemt alt om det, der skete i Uglies og alle de ting hun fandt ud af om denne skønhedsoperation, der bestemt ikke er uden bivirkninger. Alt dette skete mens hun boede i Smokies-lejren med rebellerne, men som sagt, hun har glemt alt om det. Nu handler livet om at feste, kysse og være smuk og have det sjovt. Men der er et eller andet, som hele tiden nager Tally, noget, der hele tiden ligger et eller andet sted i baghovedet. Og efter at Zane, en af de meget populære fyre i den meget populære klike The Crims, og Tally bliver venner, finder hun ud af, at der helt sikkert er noget, der er helt galt. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at der ikke er andet i livet end at se godt ud og være lykkelig. Slet ikke, når man ikke engang føler sig rigtig lykkelig, hvilket man ellers skulle efter skønhedsoperationen.

Tally ved, at der må være noget mere, og hun kan mærke, at tiden er ved at løbe fra hende hvis hun nogensinde skal kunne gøre op med skønhedsvældet og det, at være lækker og dum, som er det, myndighederne angiveligt stræber efter, man skal være.

Snart er Tally, Zane og resten af The Crims i gang med at lægge planer, og Tally er på vej ud på sit største eventyr nogensinde. Ikke uden konsekvenser, som hun erfarer på sin vej mod at blive et måske bedre menneske.

Pretties var lidt mere interessant end etteren, og jeg ser frem til at læse den næste i rækken, Specials. Jeg er ikke i svime over serien, men den er da indtil videre blevet bedre fra bog et til to. Denne omtale er noget tynd, det medgiver jeg, men det er simpelthen for at undgå at røbe for meget af det, der sker i etteren.

Både Uglies og Pretties kan fås på dansk.

mockingjay

Hunger Games III: Mockingjay af Suzanne Collins

Hvis du ikke har læst serien og planlægger at gøre det, skal du ikke læse mere. Ting fra de to forrige bøger afsløres. Hvis du venter på at læse Mockingjay og allerede har læst de to andre, kan du godt læse videre. Ingen afsløringer.

Den med længsel og længe ventede tredje bog i Hunger Games trilogien (Dødsspillet på dansk). Jeg var virkelig begejstret for de to forrige bøger, specielt den første, som sammen med The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness og den første i Tomorrow When The War Began-serien af John Marsden, var nogle af de bedste læseoplevelser i 2009. Jeg har anbefalet Hunger Games vidt og bredt, og dem, der bed på, ja, de bed virkelig på! Og jeg var meget spændt, da bogen endelig ankom her, ca. en uge efter den var udkommet i England.

Først og fremmest var det en fejl, at jeg ikke lige havde genlæst Hunger Games II: Catching Fire. Jeg læste den for et år siden, og der var både karakterer og ting, der foregik i arenaen, som jeg havde glemt. Hvem var hvem, hvem var god, hvem var ond? Det er selvfølgelig ikke forfatterens skyld, men det gjorde den første del af læsningen lidt forvirrende.
Dernæst var jeg nødt til at minde mig selv om, at det altså er en ungdomsbog, og derfor ikke rettet mod voksne læsere. Så der var også nogle mindre irritationsmomenter i løbet af læsningen vedr. dit og dat (jeg kan ikke sige mere uden af afsløre handling!), og de irritationsmomenter måtte jeg også lige lægge bag mig og acceptere, at et teenage-publikum sikkert vil være i stand til at relatere lidt bedre til nogle af tingene end mig selv.
Og når de ting så er sagt, så synes jeg egentlig at Hunger Games III: Mockingjay, var mildt skuffende. Overraskeleseselementet fra særligt den første bog findes selvfølgelig ikke længere, og selvom jeg forstår forfatterens motiv med at beskrive Katniss som hun gør, så begyndte hun (Katniss) altså at irritere mig mere og mere. JA, vi har fattet, at krig fucker mennesker op og JA, vi har forstået, at dit liv er hårdt på grund af MANGE ting. Men kom nu, bogstavelig talt, ind i kampen…(hvis du ikke har læst bogen forstår du ikke en lyd af ovenstående…).
Da der endelig begynder at ske noget, var bogen spændende, og den sidste tredjedel læste jeg i lyntempo og med en følelse, der mindede om den følelse jeg havde da jeg læste den første bog.
Slutningen er som den skal være, selvom de hændelser, der leder op til slutningen for denne læser var so-so.
Jeg vil sikkert genlæse de to første bøger snart, og så læse Mockingjay igen, men for at få afsluttet denne omtale, så er det en god bog med den rette slutning, men absolut den kedeligste af de tre bøger i en ellers vanvittigt spændende trilogi.
De to første er udkommet på dansk på Gyldendal med titlerne Dødsspillet og Løbeild. De er dyre, men kan bl.a. fås hos Saxo og i Gyldendals webshop.
While-I-live

While I Live (The Ellie Chronicles I) af John Marsden

While I Live er den første bog i The Ellie Chronicles, der vel kan kaldes en opfølger til John Marsdens Tomorrow-serie, som jeg virkelig syntes var god! Derfor var jeg også nysgerrig for at få at vide hvad der videre skete med Ellie, Homer, Lee og de andre venner og fjender da krigen sluttede. So far, so good.

While I Live levede dog ikke helt op til forventningerne, som, indrømmet, var høje, men bogen var dog heller ikke et fuldkommen spild af tid. Ellie er tilbage på farmen med sine forældre, og hun prøver at leve et så normalt liv som muligt med skole, arbejde på farme, venner og almindelige teenagespekulationer om kærlighed og kærester. Ikke en let opgave, når man tager de ting, hun var ude for under krigen i betragtning, men hun prøver, og tingene glider sådan okay.

Rygterne svirrer imidlertid i skolen og i hele byen Wirrawee. Noget tyder på at særlige, hemmelige grupper har påtaget sig at finde de folk, der stadig er meldt savnede efter krigens slutning. Og når/hvis de finder dem, er det så disse hemmelige gruppers opgave at befri fangerne. Ellie har for travlt og er for optaget af personlige problemer til at bekymre sig om disse grupper til at begynde med, men efter et stykke tid er der nogle omstændigheder der gør, at hun bliver nødt til at finde ud af hvad det er, der sker.

Selvom bogen begynder med en særdeles dramatisk scene, skete der derefter ikke meget over de næste mange sider, bortset fra beskrivelser af hvordan man holder kvæg i Australien (hvor Ellie bor) og andre ting, der har med det hårde landmandsliv at gøre. Jeg skulle halvt igennem bogen før der ligesom skete noget. Og mens karakterbeskrivelserne er gode som altid hos John Marsden, var der også ting, som ikke rigtigt gav mening. Ja, det er fiktion, så jeg er parat til at acceptere mange ting, men det er ikke fiktion på Harry Potter-planet, og der var visse steder, hvor handlingen skurrede en smule. Jeg kommer absolut til at læse de to øvrige Ellie Chronicles-bøger – ikke fordi denne første i serien slog benene væk under mig, men fordi jeg trods alt er for nysgerrig. Jeg må vide hvad der videre sker med Ellie og vennerne, så selvom denne var lidt kedelig, er jeg ikke helt skræmt væk.
Anbefales dog kun hvis du har læst hele Tomorrow-serien.

this-world-we-live-in

This World We Live In af Susan Beth Pfeffer

This World We Live In af Susan Beth Pfeffer er den tredje bog i serien eller trilogien med det “officielle” navn The Last Survivors. Før blev serien kald Moon Crash Series eller Moon Crash Trilogy eller lignende navne. Men siden der på bogens forside med store, lysende bogstaver står The Last Survivors, gætter jeg på at dette må være det officielle navn!

Den første bog – Mens vi endnu er her – er omtalt her, og bog nummer to – the dead & the gone – finder du omtalt her. Mens vi endnu er her var en helt igennem fantastisk ungdomsbog, og det tog mig lang tid at få historien ud af hovedet igen. Jeg kan stadig ikke fatte at den skal koste 400 kr. herhjemme – det er der da ingen, der vil give for en hurtig læst ungdomsbog?!
Bog to var også gribende god, men jeg syntes bedre om hovedpersonen Miranda fra den første bog end om Alex i den anden bog.

Bog tre, altså This World We Live In, lader Miranda og Alex møde hinanden i den forandrede verden. Jeg læste bogen hurtigt, og den greb mig, men må indrømme at den forandrede verden, vores hovedpersoner bebor, har mistet sin “nyhedsværdi” for denne læser. Men det er dog stadig ret spændende at læse om, og handlingen centrerer sig om hvordan livet har formet sig i det år, der er gået siden månen blev slået ud af sin bane, og lagde store dele af verden øde. Beskrivelserne af personernes ageren og interageren, af hvordan de vokser op og forsøger at gøre livet bare nogenlunde til at bære er smukt udført i denne bog.

Alex og Miranda møder som sagt hinanden i løbet af handlingen, men hvad der derudover sker, vil jeg ikke afsløre her, det må du selv læse bogen for at finde ud af. Handlingen var som sagt ganske spændende og en passende slutning på trilogien (med mindre der alligevel kommer en firer), om end sproget og bogens rytme har mistet lidt saft og kraft i forhold til de to første bøger. En fjerde bog om livet som det har formet sig for vores hovedpersoner nogle år efter månen blev slået ud af sin bane er måske ikke nogen uinteressant ide. Jeg vil i hvert fald være en sikker læser.

Hele serien er stærkt anbefalelsesværdig. 

tomorrowwhenthewarbegan

Tomorrow-serien af John Marsden

John Marsden er en australsk forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger. Indtil jeg fik anbefalet hans “Tomorrow-serie” havde jeg aldrig hørt om ham, men det har formentlig mere med min alder at gøre, for serien er nemlig også oversat til dansk, fandt jeg ud af. Jeg købte den første bog, Tomorrow, When The War Began, for at se, hvad det var for noget og for at se, om jeg ville investere i resten af serien. Efter læsning af den første bog, må jeg indrømme, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få fat på de resterende seks i serien. Jeg sad på kanten af sofaen under læsningen af den første bog, og selvom denne spænding ikke holdt HELE serien igennem og selvom alle bøgernes plot grundlæggende er det samme, er hele serien generelt nervepirrende spændende. Første bog udkom i Australien i 1995, og der er derfor den der lidt besynderlige mangel på mobiltelefoner og internet, i hvert fald i de første bøger i serien. Det tog dog på ingen måde læseglæden fra mig.

Serien består altså af syv bøger i alt: Tomorrow, When The War Began, The Dead of Night, A Killing Frost, Darkness Be My Friend, Burning for Revenge, The Night is for Hunting og The Other Side of Dawn.

På dansk er titlerne: I morgen da krigen brød ud, Sort nat, Dødsfrost, Mørke vær min ven, Brændende hævn, Natten er jagttid og Den anden side af daggryet.

Seriens hovedperson er den 17 årige Ellie. Det er hende, der fortæller historien. Det hele begynder kort efter jul. Ellie og hendes jævnaldrende venner Homer, Kevin, Corrie, Fi, Lee og Robyn er taget på vandretur i den australske bush. De finder vej ned i en helt isoleret kløft – kaldet Hell – hvor de slår lejr i nogle dage. Her slapper de af, kissemisser lidt, skændes lidt, laver lejrbål og hvad teenagere nu ellers gør, når der ikke er voksne involveret.

Da de begiver sig op fra Hell igen og vender hjemad, opdager de, at mens de har været skjult for omverdenen nede i Hell, er Australien blevet invaderet og besat af en fjendtlig hær. Deres forældre og søskende er forsvundet, og de syv teenagere står rådvilde tilbage. Hurtigt finder de dog ud af, at alle er blevet interneret i en hal i den nærliggende by Wirrawee, og vennerne trækker sig tilbage til bjergkløften for at skjule sig og planlægge en hemmelig aktion, der skal give dem vished over hvad der er sket.

Og så vil jeg egentlig ikke afsløre ret meget mere, end at besættelsen af Australien fortsætter over et år, og at vi i de syv bøger følger gruppen gennem dette år. Bøgerne er fantastiske fordi de for det første er spændende at læse, men også fordi personerne udvikler sig gennem dette år, handlingen foregår. Det hele er ikke bare fryd og gammen og happy endings hele vejen rundt. Læseren får indblik i hvordan krig påvirker (unge) mennesker, og der er mange steder i serien, hvor der bestemt ikke lægges fingre imellem. Samtidig er det jo unge mennesker, der er tale om, og deres mere almindelige problemer med kærlighed, sex, stoffer, alkohol osv. bliver også taget op. Det er dog selve krigsfortællingen, der bærer alle bøgerne.

Serien er den mest sælgende ungdomsserie i Australien, og er kendt i hele den engelsktalende verden. Der er lavet i hvert fald en film eller tv-serie over vennegruppens oplevelser og meritter, men i skrivende stund skulle der være gang i optagelserne til en rigtig spillefilm bygget på bøgerne.

I øvrigt fortælles det aldrig hvem fjenden er, men det fremgår, at de udover at tale et fremmed sprog, også skriver med et fremmed alfabet. Jeg har set tv-interviews med forfatteren John Marsden på YouTube, og her gætter intervieweren på, at det måske kunne være Kina. Men som sagt, det nævnes aldrig i nogen af bøgerne.

Hele serien er stærkt anbefalelsesværdig. Den er ikke apokalyptisk, men meget dystopisk. Stærk læsning.

evermore-dansk

Evermore af Alyson Noel

Evermore er den første bog i serien om “De Udødelige”, og indtil videre den eneste, der er oversat til dansk. Hovedpersonen er 17 årige Ever, hvis familie er omkommet ved et tragisk biluheld – et uheld, som Ever mener, at hun er skyld i. Efter ulykken flytter Ever til det sydlige Californien, hvor hendes faster Sabine og eneste levende familiemedlem bor. Fasteren sørger for at Ever får alt det, en teenager ønsker sig, og mere til. Dette hjælper dog ikke på Evers tyngende skyldfølelser, og hun, der ellers var skolens populære og smarte pige på sin gamle skole, trækker sig mere og mere ind i sig selv. Hun gemmer sit lange hår under uklædelige hættetrøjer, og hun går altid med en Ipod i ørerne. Ikke mindst fordi ulykken har bevirket, at hun kan høre alle andres tanker, også de grimme tanker som klassens og skolens smarte klike tænker om hende. Musikken hjælper med at dæmpe de andres tanker. Ever er blevet en outsider, en af dem, hun ikke selv værdigede et blik i sit gamle liv. Fuldstændig venneløs er hun dog ikke. Goth-pigen Haven og den homoseksulle Miles, som også er outsidere på skolen, har taget Ever til sig. Hverken Haven eller Miles ved dog, at Ever kan læse tanker.

Der bliver vendt op og ned på trekløverets liv, da den mystiske og hamrende lækre Damen begynder på skolen. Klassens toneangivende piger mener, at det er dem, der har førsteret til Damen, og da Haven også erklærer, at hun vil have ham, trækker Ever sig tilbage på trods af den umiddelbare tiltrækning, hun med det samme har fornemmet mellem sig selv og Damen. Damen viser dog en endog stor interesse for Ever, og snart er hun fanget mellem sin egen skyldfølelse, sine lyster, en masse hemmeligheder og sine venners lyster og følelser. Hvem er Damen, og hvad laver han egentlig på deres skole. Hvem er den rødhårede skønhed, der følger ham overalt og hvorfor er han egentlig så interesseret i kedelige og freakede Ever? Og hvad er det med Evers lillesøster, der, selvom hun er død, bliver ved med at komme på besøg?

Evermore handler om kærlighed, om at opnå den selvom man ikke er som de andre, om at være anderledes, at være udstødt fra fællesskabet, om at møde og leve med store sorger, om skyld, om at blive voksen og om de valg (herunder bl.a. om sex) man må træffe på vejen.

Der er ikke nogen tvivl om, at Noël er endog stærkt inspireret af Stephenie Meyers Tusmørke-serie om Bella og vampyren Edward – der er dog ingen vampyrer på spil i Evermore. Målgruppen er dog som udgangspunkt den samme: unge piger mellem 10 og 15 år, og jeg er sikker på at målgruppen vil finde Ever og de andre dragende.

Men…det er som om der ikke rigtigt bliver gået i dybden med de store emner i bogen, som der ellers lægges op til. Der er ellers, som nævnt ovenfor, nok at tage fat på i Alyson Noëls historie om Ever, Damen og de andre.Der glides lidt for let henover bl.a. mobbernes afskyelige opførsel overfor Ever. Hele problematikken om at være anderledes bliver heller ikke behandlet med den omhu, man kunne ønske. Og Evers relativt uproblematiske tilgang til sex er måske også ramt en anelse forbi målgruppens kernelæsere. Måske for at gøre Evermore lidt mindre kysk end Tusmørke-serien?!

Sproget er ungt og rammer tidsånden ganske godt, selvom oversættelsen er lidt gumpetung (men det kan også sagtens være den originale tekst, der bare er sådan). Plottet noget løst. Evermore er ikke den bedste bog i genren, men der lægges op til en fin serie, som målgruppen formentlig vil tage til sig. Der er i hvert fald masser at identificere sig med i Evermore.

Evermore udkommer på dansk d. 10. marts på Forlaget Alvilda. Jeg modtog et anmeldereksemplar fra SAXO. Bogen kan forudbestilles allerede nu.