
Men ok, ret skal være ret. Havfruen er bedre end de forrige, plottet og sproget er strammet op i forhold til tidligere, og egentlig var jeg fint underholdt denne gang i selskab med Erica og Patrik. Parret og bogens øvrige personer er stadig fremstillet lidt karikeret, men alt i alt gik det hele sådan set pænt an. Stor fan bliver jeg aldrig, men fint nok, der skal være noget for alle, og guderne skal vide at jeg læser en masse andet trash.
Erika er gravid og ikke helt så aktiv som hun måske gerne ville være. Hun sidder hjemme og forsøger at skrive, men det går lidt trægt. Datteren Maja er i trodsalderen, og den gravide mave er stor og i vejen hele tiden (de skal have tvillinger). En helt almindelig familiefar med et tilsyneladende lykkeligt og almindeligt liv forsvinder sporløst, og efterlader kone og halvstore børn i limbo. Politiet, med Patrik i spidsen, tror efterhånden ikke meget på chancerne for at finde ham i live, og som månederne går svinder håbet.
Samtidig prøver Erika at hjælpe en af sine forfattervenner, der på randen af sit helt store gennembrud og må se sig selv på randen af et paranoidt sammenbrud. Han modtager anonyme trusselsbreve, og ingen af os er i tvivl om, at han går og gemmer på noget dunkelt. Erika har svært ved at få ham i tale; han slår brevene hen og lader udadtil som ingenting. Læseren ved dog bedre.
Snart vikles Patriks og Erikas “sager” ind i hinanden, og selvom Patrik på ingen måde er begejstret for at Erika farter rundt, viser det sig dog at hendes undersøgelser bringer vigtige ting frem i lyset.
Læseren følger også en sideløbende historie, der, som det altid er tilfældet i Läckbergs bøger, foregår i fortiden og giver os mulighed for at gætte med på hvem, hvad og hvorfor.
Bogen slutter med en cliff hanger af de helt store, men det har altså ikke fået mig til at styrte ud og købe den nyeste Läckberg, Fyrmesteren. Jeg kan sagtens vente til den kommer som paperback eller jeg kan finde den på biblioteket.
Havfruen er som sagt fin og let underholdning, og kender man Läckbergs univers er den selvføgelig et must.