Havfruen af Camilla Läckberg

Når jeg nu gerne indrømmer, at jeg ikke på nogen måde er fan af Camilla Läckberg, er det egentlig lidt underligt, at jeg alligevel fortsætter med at læse hendes bøger. For gode er de faktisk ikke. Slet ikke de forrige. Denne her – Havfruen – er ikke helt elementært spændende, som Politiken åbenbart har sagt; det er i hvert fald hvad der står på forsiden af mit eksemplar.

Men ok, ret skal være ret. Havfruen er bedre end de forrige, plottet og sproget er strammet op i forhold til tidligere, og egentlig var jeg fint underholdt denne gang i selskab med Erica og Patrik. Parret og bogens øvrige personer er stadig fremstillet lidt karikeret, men alt i alt gik det hele sådan set pænt an. Stor fan bliver jeg aldrig, men fint nok, der skal være noget for alle, og guderne skal vide at jeg læser en masse andet trash.

Erika er gravid og ikke helt så aktiv som hun måske gerne ville være. Hun sidder hjemme og forsøger at skrive, men det går lidt trægt. Datteren Maja er i trodsalderen, og den gravide mave er stor og i vejen hele tiden (de skal have tvillinger). En helt almindelig familiefar med et tilsyneladende lykkeligt og almindeligt liv forsvinder sporløst, og efterlader kone og halvstore børn i limbo. Politiet, med Patrik i spidsen, tror efterhånden ikke meget på chancerne for at finde ham i live, og som månederne går svinder håbet.

Samtidig prøver Erika at hjælpe en af sine forfattervenner, der på randen af sit helt store gennembrud og må se sig selv på randen af et paranoidt sammenbrud. Han modtager anonyme trusselsbreve, og ingen af os er i tvivl om, at han går og gemmer på noget dunkelt. Erika har svært ved at få ham i tale; han slår brevene hen og lader udadtil som ingenting. Læseren ved dog bedre.

Snart vikles Patriks og Erikas “sager” ind i hinanden, og selvom Patrik på ingen måde er begejstret for at Erika farter rundt, viser det sig dog at hendes undersøgelser bringer vigtige ting frem i lyset.

Læseren følger også en sideløbende historie, der, som det altid er tilfældet i Läckbergs bøger, foregår i fortiden og giver os mulighed for at gætte med på hvem, hvad og hvorfor.

Bogen slutter med en cliff hanger af de helt store, men det har altså ikke fået mig til at styrte ud og købe den nyeste Läckberg, Fyrmesteren. Jeg kan sagtens vente til den kommer som paperback eller jeg kan finde den på biblioteket.

Havfruen er som sagt fin og let underholdning, og kender man Läckbergs univers er den selvføgelig et must.

Black Hole af Charles Burns

 

Black Hole er en mærkelig grafisk roman om teenageangst og fremmedgørelse. Vi er i Seattle på et eller andet tidspunkt i 70’erne, og skoleelever (ældre) gør det, som skoleelever (ældre) altid har gjort og sikkert altid vil gøre: bliver forelskede, skændes med deres forældre, eksperimenterer med sex og stoffer, pjækker fra skole osv. Der er dog lige det ved det, at en eller anden besynderlig seksuelt overført sygdom spreder sig blandt eleverne. Det er ikke noget man dør af, man muterer på forskellig vis. Nogle muterer så meget, at de er nødt til at skjule sig for andre og flygte ud i skovene, hvor de slå lejr. Andre muterer på en måde, der “bare” bevirker at de fx får en hale(!) eller en ekstra mund; “legemsdele”, der kan skjules under tøjet.

Der er ret mange lag i denne gyseragtige historie, og jeg spurgte mig selv, om disse muterede unge mennesker var nødt til at flygte fordi deres forældre ikke måtte opdage, at de havde haft sex for eksempel. Eller måtte de flygte på grund af noget andet. Ja, det er pinligt at mutere og ikke se ud som de andre, og det er selvfølgelig et velkendt teenage-fænomen at føle sig udenfor på grund af sit udseende (om end man naturligvis ikke behøver ligefrem at mutere…)
Ingen er særlig glade i denne mørke historie, der dog også har en lille understrøm af humor mellem alt det mørke. Nogle af de muterede bliver forelskede i hinanden, men selv blandt andre muterede peges der fingre, sladres og hviskes. Og selv ude hvor ingen andre kan komme efter dem, kan de føle sig sikre. Måske går der en morder rundt mellem dem.

Ingen af de personer, man følger, taler nogensinde rigtigt om sygdommen, hvor den kommer fra. Det er bare noget, der er der og noget som nogle pådrager sig i større eller mindre grad. Meget mystisk. Læseren følger en håndfuld forskellige unge mennesker i denne underlige kærlighedshistorie, og jeg var ret optaget af den, selvom visse ting var ret skræmmende. God grafisk roman.

Journal 64 af Jussi Adler-Olsen

Journal 64 af Jussi Adler-Olsen er den fjerde bog i Adler-Olsens meget populære serie om Carl Mørck og hans Afdeling Q, der tager sig af glemte og/eller uopklarede sager. Afdelingen består af Carl Mørck og hans to assistenter Assad og Rosa. Og det er noget af et specielt team, der dog på godt og ondt lærer hinanden bedre og bedre at kende, ikke mindst hinandens særheder.

Carl er stadig involveret i den sag, der gjorde hans makker lam og slog en anden makker ihjel. Nye spor kommer frem, men Carl er modvillig, og har ikke den store lyst til at være med i opklaringen. Nogle af sporene peger dog i uheldig grad på Carl, der derfor er nødt til at involvere sig.

Samtidig er Assad og Rosa i gang med at optrævle en sag, der rækker mange år tilbage og helt frem til vore dage. Carl bliver selvfølgelig også viklet ind i denne sag, der får meget store konsekvenser for dem allesammen. Plottet følger også en kvinde, der får ødelagt sit liv, og nogle meget skumle typer fra den danske elite. Alt sammen skruet rigtig godt og underholdende sammen, og Jussi Adler-Olsen skriver som en drøm, og hans krimier om Afdeling Q er på en gang både klassiske og utraditionelle. Rigtig god underholdning.

Child of God af Cormac McCarthy

 

Et eller andet sted i det bakkede Øst-Tennessee kan man møde Lester Ballard, hovedpersonen i Cormac McCarthys Child of God. Ikke nogen rar gut. Han er netop blevet løsladt fra et fængelsophold, kun for at finde ud af, at hans hus er blevet solgt, og at han nu er hjemløs. Ikke noget der gør ham godt. Frustration, had og råddenskab bobler og brænder i ham, og han finder en forladt og forfalden hytte i skoven, som han flytter ind i. Her lever han sin ensomme, ækle, rådne undskyldning for et liv og går mere og mere i stykker. Snavs, skrald, vold, had og generel menneskelig forråelse flyder gennem Lesters liv, og dette er på igen måde behagelig læsning. Men jeg må tilstå, at det rå og beskidte næsten er poetisk, og jeg slugte denne bog råt. Den er kun på 185 sider og var hurtigt læst, men jeg havde den i hovedet længe efter. Ikke nær så god som The Road, men helt sikkert forståeligt, at McCarthy er en af de vigtigste amerikanske forfattere i dag.

Backseat Saints af Joshilyn Jackson

 

Jeg har helt sikkert en svaghed for Joshilyn Jacksons bøger. Eller retter, det ser ud til at jeg har en svaghed for hver anden bog, hun skriver. Jeg var vild med hendes første, Gods in Alabama, men brød mig ikke synderligt om nummer to, Between, Georgia. Da jeg læste nummer tre, The Girl Who Stopped Swimming, var det som om hun var tilbage igen med den virkelig gode historie. Nu har jeg læst hendes fjerde værk, Backseat Saints, og den var jeg ærlig talt ikke nær så begejstret for som jeg havde regnet med. Joshilyn Jacksons bøger ser ikke ud til at være oversat til dansk, men det er meget lette at læse på engelsk.

Hovedpersonen i Backseat Saints er faktisk en biperson i Gods in Alabama, men da det er flere år siden jeg læste den, kunne jeg ikke rigtigt huske hende. Hun er Rose Mae Lolley, ren Alabama trash med en mor, der er skredet og en alkoholikerfar. Da vi møder hende er hun dog Ro Grandee, gift med det lækre fodboldhug Thom Grandee fra Texas, og hun er blevet en sød, yndig og sexet hjemmegående i flade sko og dydige nederdele.
Historien begynder med at Ro skjuler sig i skoven med sin bedstefars lille pistol. Hun vil skyde sin mand når han kommer forbi på sin daglige løbetur. Skyde ham for at dræbe ham altså. For selvom hun er sexet og smuk, koger Thoms temperament ofte over, og han tæver hende, nogle gange så meget, at hun er ved at dø af det. En synsk kvinde har sagt til Ro, at det enten er hende eller hendes mand, at hun er nødt til at dræbe ham hvis ikke han skal dræbe hende.

Men hendes mands hidsige temperament er ikke det eneste, der er skidt i Ros liv. Hun kan ikke holde op med at tænke på sin skolekæreste, som forsvandt og hun kan ikke få den synske kvinde ud af hovedet. Via nogle meget kringlede veje, må Ro i gang med at se ikke blot sin fortid, men også sin fremtid og sin nutid direkte i øjenene. Hun begiver sig derfor ud på en længere rejse, der bringer hende fra Texas til Alabama og videre til Californien.

Joshilyn Jackson skriver hamrende godt, ordene flyder så let som ingenting, og hendes karaktertegning er god. Hun søger for, at Ro ikke blot fremstår som et offer for andre menneskers voldelige tendenser og dårlige opførsel, og der er en velplaceret isnende stemning gennem hele bogen. Dette er ikke chick lit, og det er ikke ment som en bog proppet med humor. Så absolut ikke. Nogle gange har man lyst til at skrige sine gode råd til Ro for at få hende til at handle på den “rigtige” måde, noget hun ikke altid er i særlig god stand til. Hendes rejse for at få styr på sit liv er spændende, men jeg kom aldrig rigtigt til at bryde mig om hende, og måske var det det, der gjorde, at jeg ikke er helt vild med denne bog. Men den er helt sikkert meget, meget velskrevet, og kan som sådan sagtens anbefales. Gods in Alabama og The Girl Who Stopped Swimming er dog langt bedre.

Swallow me Whole af Nate Powell

Swallow me Whole er uhyggelig. Men på en helt anden måde end Coraline (se nedenfor). Det er også en tegneserie (grafisk roman), og den tager fat på nogle helt andre emner end gotiske Coraline. Swallow me Whole har hovedpersoner, Ruth og Perry, der lige er nogle år ældre end Coraline. De går på highschool og er stedsøskende.

Og der er noget galt med dem begge to. De er syge. Skizofrene måske. Et af stikordene til denne roman er “Schizophrenia”, men det nævnes aldrig i selve historien. Faktisk er der meget, der aldrig nævnes i denne historie, og selvom vi har at gøre med forældre, der er helt almindelige, og ikke virker som om de har nogle skjulte dagsordener, er et andet stikord alligevel “Family Drama”. Men ok, det er selvfølgelig også noget af et drama at have to børn, der begge er syge. Meget, meget syge.

Som forældre tænker man måske ikke over det i begyndelsen, men gud hvor er de dog mærkelige, Ruth og Perry. Ruth samler på insekter, og Perry har en blyant, der forvandler sig til en lille troldmand. Nu er der ikke noget mystisk i at samle på ting, det er der jo masser af børn og voksne, der gør (jeg samler på bøger fx og er ikke det fjerneste skizofren), og læseren ved heller ikke helt, hvor meget af dette foregår i Ruth og Perrys hoveder. Det med blyanten, det foregår selvfølgelig i Perrys hoved, men med hensyn til insekterne…jeg ved det ikke. Måske er de fleste glas, som Ruth opbevarer insekterne i, noget, der kun findes i hende selv? En ting er sikkert, de to stedsøskende taler med hinanden om de her ting, og den ene tvivler aldrig på den andens oplevelser med hhv. insekterne og troldmanden på blyanten (aldrig har jeg da oplevet så led en “figur” som den troldmand).

Efterhånden som tiden går, kommer der psykologer og medicinering ind over, og læseren prøver forgæves at få et indblik i det her mærkelige, forfærdelige og syge liv, de to unge lever. Forældrene bekymrer sig – men måske ikke nok?

Næsten alt, hvad der kan gå galt, går galt for Ruth og Perry, og det er en meget uhyggelig bog, ikke morsom på nogen måder. Tegningerne er meget stærke i deres sort/hvide gnidder-stil. Teksten nogle gange så lille, at den er svær at læse. Dette er ikke en fejl, men helt sikkert med vilje fra forfatteren/tegnerens side. Jeg kan kun gætte på slutningen, men uanset hvad, er det ikke en happy ending. Det var stærk læsning.

Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)

 

Kan du stadig huske landet mellem at være barn og næsten voksen? Lige inden puberteten. For jo, den er for børn, Neil Gaimans Coraline. Vel fra en 9-10 års alderen og op. Oprindeligt er Coraline en roman, men jeg læste tegneserieudgaven, tilpasset og illustreret af P. Craig Russell. Og jeg synes da godt nok at den var ret uhyggelig..

Coraline er enebarn, og hun er netop flyttet ind i et stort, gammelt hus med sine lidt fraværende forældre. Der bor andre i huset; Coraline og hendes forældre bebor kun en del af huset. Coraline keder sig, og hendes forældre er ikke til så megen hjælp. De er ikke ukærlige, men mere optaget af deres eget. Så da Coraline opdager en dør, der angiveligt ikke fører nogen steder hen, er hendes nysgerrighed vakt.

Selvom hun får besked på ikke at beskæftige sig mere med den pågældende dør, åbner hun den alligevel en aften. Og får sig noget af en overraskelse. Bag døren findes et parallelunivers med en lejlighed mage til den, hun bor i, og et sæt parallelforældre. Selv de andre beboere i huset findes her bag døren i paralleludgave. Umiddelbart virker denne nye verden langt mere tiltalende. Men kun umiddelbart. For noget er grueligt galt, hvilket Coraline også må sande efterhånden som tingene går op for hende.

Det skorter ikke på gotik og uhygge, og selvom tegningerne efter min smag ikke er helt så skarpe, var det alligevel med en god portion gysen at jeg læste historien. Så på en eller anden måde virkede tegningerne altså alligevel, og de må da være endnu mere skræmmende for et barn….eller måske ikke? Måske er Coralines historie i virkeligheden mere uhyggelig for en voksen? Jeg har ikke læst romanudgaven, så jeg ved ikke hvor godt den tegnede udgave holder sig til originalen. Er man til tegneserier (grafiske romaner) og gotisk uhygge er Coraline lige i (knap)øjet!!!

Dødsenglen af Sara Blædel

 

Jeg fik en iPad i julegave! Og da både Kindle og andre e-bogslæsere kan downloades til iPad, skulle jeg selvfølgelig prøve min første e-bog. Jeg købte Sara Blædels nyeste: Dødsenglen på Saxo, og havde den på iPad’en inden for et minut – den var også billigere som e-bog end som “rigtig! bog. De første par sider krævede lidt tilvænning, men herefter gik det som en leg, og jeg skal absolut have downloadet flere bøger. At jeg så ikke brød mig synderligt om bogen, det er ikke e-bogslæserens skyld.

Louise Rick bliver blandet ind i en gammel forsvindingssag. En ung kvinde er forsvundet under en ferie i Spanien, og kvindens mor henvender sig fra tid til anden til politiet for at høre nyt. Sagen er som sådan henlagt uden egentlig at være det, og Louise får lov til at tage tråden op.

Samtidig er læseren udmærket klar over, at kvinden forlængst er slået ihjel og under en form for udstopning hjemme i psykopatens kælder.

Sideløbende kører et spor med en særlig glasmosaik fra en gammel kirke i Polen (vist nok, har glemt det), som har været i en af Roskildes rigmandsfamilier eje i et par generationer. Rigmandsfamiliens pater familias mødte vi på Hawaii i den forrige bog. Her opholdt Louises veninde Camilla sig med sin søn, og her møder hun altså denne rigmand, der skjuler sig fordi han mener, at hans kone er blevet slået ihjem. Rigmandens to børn rives i Dødsenglen om arven og glasmosaikken, da de tror, at faderen også er død. En tredje søn bor i USA og har meldt sig helt ud af rivegildet.

Dette lyder måske forvirrende, men det er det egentlig ikke. Bogen er meget hurtigt læst, men plottet uendeligt tyndt. Jeg var skuffet, selvom Sara Blædel skriver udmærket.

Pretties af Scott Westerfeld

 

Pretties er nummer to bog i Scott Westerfelds serie på fire bøger om Tally Youngblood, der lever i en fremtid, hvor alle får en skønhedsoperation, når de fylder 16. Første bog hedder Uglies, den kan du læse om her.

Pretties begynder nogen tid efter Uglies sluttede. Tally har fået sin skønhedsoperation og er nu endelig smuk – en Pretty. Hun har øjensynlig glemt alt om det, der skete i Uglies og alle de ting hun fandt ud af om denne skønhedsoperation, der bestemt ikke er uden bivirkninger. Alt dette skete mens hun boede i Smokies-lejren med rebellerne, men som sagt, hun har glemt alt om det. Nu handler livet om at feste, kysse og være smuk og have det sjovt. Men der er et eller andet, som hele tiden nager Tally, noget, der hele tiden ligger et eller andet sted i baghovedet. Og efter at Zane, en af de meget populære fyre i den meget populære klike The Crims, og Tally bliver venner, finder hun ud af, at der helt sikkert er noget, der er helt galt. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at der ikke er andet i livet end at se godt ud og være lykkelig. Slet ikke, når man ikke engang føler sig rigtig lykkelig, hvilket man ellers skulle efter skønhedsoperationen.

Tally ved, at der må være noget mere, og hun kan mærke, at tiden er ved at løbe fra hende hvis hun nogensinde skal kunne gøre op med skønhedsvældet og det, at være lækker og dum, som er det, myndighederne angiveligt stræber efter, man skal være.

Snart er Tally, Zane og resten af The Crims i gang med at lægge planer, og Tally er på vej ud på sit største eventyr nogensinde. Ikke uden konsekvenser, som hun erfarer på sin vej mod at blive et måske bedre menneske.

Pretties var lidt mere interessant end etteren, og jeg ser frem til at læse den næste i rækken, Specials. Jeg er ikke i svime over serien, men den er da indtil videre blevet bedre fra bog et til to. Denne omtale er noget tynd, det medgiver jeg, men det er simpelthen for at undgå at røbe for meget af det, der sker i etteren.

Både Uglies og Pretties kan fås på dansk.

the-clearing

The Clearing af Tim Gautreaux

Det er i den grad ved at være noget tid siden sidst, men det har været småt med læsningen (og til gengæld meget travlt med så meget andet). Men et par bøger er det da blevet til. The Clearing af Tim Gautreaux læste jeg i slutningen af året, og selvom jeg husker det som en glimrende læseoplevelse, er jeg ikke sikker på, at jeg nødvendigvis skal læse andet af denne forfatter lige nu.

The Clearing foregår i årene efter 1. verdenskrig i en savværks-flække langt ude i sumpene i Louisiana. Byron, der vender tilbage til USA som en ødelagt mand efter krigen, er arving til et savværks-imperium, men begynder i stedet som politibetjent i denne flække, hvor spil, vold, druk og generel apati er en del af dagligdagen. Her er han langt væk fra de forventninger, hans far og lillebror har til ham som ældste søn. Han prøver at styre den italienske mafia, der sidder hårdt på saloondriften og luderne samtidig med at han prøver at komme overens med de ting, han oplevede under krigen.

Hans yngre bror, Randolph, finder ham dog, og ankommer selv til flækken som chef for savværket. Langsomt nærmer de to brødre sig hinanden, men det er ikke uden knubs og problemer. Særligt den rå vold, der udfolder sig weekend efter weekend i saloonen er en kilde til bekymring og skænderi om hvorledes den skal håndteres. Mens de to brødre prøver at finde hinanden, rykker mafiaen tættere på, og truer ikke blot Byron og Randolph og deres familier, men hele flækken. Brødrene må hele tiden træffe nogle valg, der ikke er uden konsekvenser.

Umiddelbart lyder dette måske som en typisk omgang halvromantisk bavl, men det er en dybt seriøs bog, som der bestemt ikke er noget romantisk i overhovedet. Sproget er flot og stramt, tonen er alvorlig stort set hele vejen igennem, og der er ikke lagt op til grin og spas på noget tidspunkt. Det her er livet, som det udfoldede sig på sin barskeste og mest rå måde for knapt 100 år siden. Derfor som sådan ganske anbefalelsesværdig, men for mig var The Clearing alt for tung til det tidspunkt, jeg læste den på. Jeg kan sagtens læse tunge og tungsindige bøger – ingen problemer – men The Clearing fangede mig ikke helt på den måde, jeg havde regnet med.